Camilla donerede ni æg

Camilla var lykkeligt gift og gik hjemme på barsel med datter nummer to, da hun tilfældigt læste om ægdonation. Selv var hun 24 år, og var med sin mand blevet enig om, at de ikke selv skulle have flere børn, men hvorfor lade gode friske æg gå til spilde, tænkte hun.  

– Tanken om ægdonation tiltalte mig fra starten. Det betød meget for mig, at der var så stor mangel på donorer, og jeg havde selv været i den heldige situation, at min mand og jeg bare skulle kigge på hinanden, så var jeg gravid. Jeg havde opnået en ultimativ lykke ved at få to raske børn, og hvorfor skal alle ikke have lov til at opnå den følelse? Jeg tænkte over fordele og ulemper, men kunne ikke se en grund til ikke at gøre det. Dog var det vigtigt for mig at få min mands accept, for jeg vidste, at jeg ikke ville bryde mig om det, hvis han omvendt donerede sæd.  

Hvorfor ville det ikke være ok for dig?

– Er man sæddonor, rammer man bredere, for der kan modtageren sagtens være en enlig mor eller et lesbisk par, og så opstår der et helt åbenlyst tomrum på et eller andet tidspunkt i disse børns liv, og der vil komme spørgsmålet: Hvor er min far? Jeg ville have det dårligt med, at nogle børn rendte rundt og ledte efter ham som far. Det er omvendt kun par, der modtager æg ved ægdonation – og jeg vil ikke blive savnet som mor.

Men er du ikke moderen strengt taget?

– Sådan ser jeg det ikke. Jeg har bare givet grundstene til en anden kvinde, som bærer barnet under sit hjerte under hele graviditeten. Hun føder det og ammer det, så jeg anser ikke mig selv som mor til børnene. Det er den nye mor, der har givet det næring og liv, så det har intet med mig at gøre. På ingen måde.

Alle kort på bordet

Camilla har og må ikke få noget at vide om, hvem der har modtaget hendes æg, og hvad der er kommet ud af dem, men hun har regnet sig frem til, at hvis det hele er forløbet optimalt, blev der født et par børn med hendes gener i december 2011.

Hvad tænker du om det? 

– Jeg ved, at børnene har fået ressourcestærke forældre, som har kæmpet meget for at få dem. De er elskede ønskebørn, og den tanke nyder jeg.

Tror du aldrig, de vil savne dig?

– Får de at vide, at de har en anden biologisk mor, så kan de nok ikke undgå at føle en form for tomrum. Men jeg tror, det hjælper meget, at de kan sidde og bladre i billeder fra de var nyfødte og kom ud af deres sociale mor. De har været i familie altid, og det mor/datter-bånd er noget af det stærkeste, så jeg har overbevist mig selv om, at det ikke skaber et nævneværdigt tomrum hos de børn, der er kommet ud af mine æg.

Hvordan kom du i betragtning?

Jeg skrev en lang mail til Riget og fortalte om mine tanker om at blive ægdonor og om de skavanker, jeg har haft i tidens løb. Blandt andet har jeg haft noget angst – ikke noget alvorligt, men jeg var lige en tur forbi psykologen, og det betød meget for mig, at personalet på fertilitetsklinikken vidste det hele, fordi det er så stort et ansvar at give sine gener videre. Tænk, hvis jeg viderebragte noget alvorligt.  Men umiddelbart egnede jeg mig supergodt som ægdonor, lød svaret, så jeg kom ind til en uforpligtende samtale. Her og under hele forløbet fik jeg at vide: ”Der er ingen, der bliver sure, hvis du ombestemmer dig. Helt til æggene er taget ud, kan du omstemme dig,” og det var rart.

Hvad skete der efter samtalen?

Jeg begyndte på en hormonkur, der skulle sætte gang i min ægproduktion. Dagligt skulle jeg stikke mig med en sprøjte i maven, men det havde jeg så svært ved, at min mand måtte gøre det for mig. Efter er par dage blev jeg et levende vanvid, for jeg er ikke vant til at tage hormoner eller p-piller; jeg blev meget irriteret og følte, min mand kun var sat i verden kun for at irritere mig. Jeg fik også en kort lunte over for min børn, og det var ikke helt fair. Det stod heldigvis kun på i fem dage.

Læs også: Sådan lærer du at tilgive

Bestemmer andres skæbne

Hvordan var selve indgrebet?

De gav mig, så hatten passede, så jeg var godt smertedækket. Jeg mærkede nogle små niv under indgrebet, men det var næsten smertefrit. Der var en god stemning under indgrebet. Hver gang, der var blevet fundet et æg, råbte en ansat henne fra mikroskopet, at der var gevinst. Det var en fed følelse. Mens jeg lå derinde, sagde en sygeplejerske også: ”Lige så snart, du er gået, tager vi telefonen og ringer til det par, der er nummer et på listen.”

Det gav et sus i maven at vide, at jeg på den måde var med til at bestemme andres skæbne – tænk sig, at et eller flere par ville komme ind i løbet af et døgn og få lagt mine æg op? Det var pludselig meget stort. Jeg leverede 9 æg i alt.

Hvordan var dagene efter?

Min mand skulle holde øje med mig det næste døgns tid. Der var smerter den første dag, som jeg tilbragte hjemme på sofaen. Dagen efter føltes det, som om jeg havde en blyklods hængende i underlivet, og derefter føltes det som under menstruation og ægløsning: Lidt niv og jag. Men efter en uge var alt, som det plejer at være. Det var en lille ting at gå igennem for at gøre andre mennesker så glade.

Ville du have gjort det for én, du kender?

Nej, det ville blive noget følelsesmæssigt rod, tror jeg. Tænk, hvis jeg blev uvenner med moderen eller var meget uenig i måden, de opdragede barnet på. Jeg synes, loven er fin, som den er nu: At det barn, der kommer ud af en ægdonation, aldrig får mulighed for at opsøge sin biologiske mor.

”Tag stilling”

Hvad fik du ud af det?

Helt konkret fik jeg 500 kroner, som langt fra dækker mine udgifter til benzin og min mands tabte arbejdsfortjeneste, men skide være med det. Vi brugte fem fridage derinde, som vi godt kunne bruge på noget andet, men jeg gjorde det bestemt ikke for pengene. Det må være fedt for forældrene at vide, at deres æg-donor ikke gjorde det, fordi hun havde en vanvittig forbrugsgæld, der skulle afbetales, men fordi hun ønskede at hjælpe andre. 

Hvad tænker du om fremtiden?

Mange har spurgt mig: Hvad hvis én af dine døtre finder en kæreste, som er dit barn. Men chancen for det er riiimelig lille. Virkelig minimal, så det har jeg slet ikke taget i betragtning. Derudover har jeg ikke lyst til, at nogen børn eller forældre skal gøre noget for at finde mig, og jeg har ikke lyst til at finde nogen. Så får en af parterne måske noget i klemme, og det ville jeg slet ikke have lyst til at rode mig ud i.

Kunne du finde på at donere igen?

Helt sikkert. Desværre må jeg ikke, da jeg netop har fået konstateret en kronisk gigt-sygdom, som angriber immunforsvaret. Det er heldigvis ikke noget, der er gået videre til mine børn eller æggene, jeg har doneret.

Er du stolt af din donation?

Nej, egentlig ikke. Jeg tænker bare: ”Jamen, for helvede, jeg holder også døren for andre kvinder i supermarkedet.” Behandl andre, som du selv vil behandles. Jeg ser ikke mig selv som nogen helgen eller et specielt stort menneske. Jeg vinder ikke noget ved ægdonation, men det er der andre, der gør. Jeg vil opfordre alle kvinder til at tage stilling til ægdonation – præcis som med organdonation – det er ok, hvis du ikke har lyst, men tag i det mindste stilling.

Da ægdonorer skriver under på at forblive anonyme, optræder Camilla ikke med fuldt navn og ansigt.

Læs også: Hustruvold: Derfor kan hun ikke bare gå