Camilla Läckberg: Det var en rockstar dream at blive forfatter

Ifølge Camilla Läckberger er livet som bestsellerforfatter langtfra lutter glamour. Det sker ikke sjældent, at hun bruger dagtimerne iført en pyjamas foran computeren.

− Jeg har jo meget forskellige perioder. Jeg har en periode, hvor jeg sidder hjemme og skriver, og så har jeg en periode, hvor jeg er ud og rejse og lave interviews og PR som nu, fortæller forfatteren, der i dag har skiftet pyjamassen ud med hæle, jeans og lakerede negle.

− Når jeg skriver, ser jeg det som kontortid. Når børnene er sendt i skole og børnehave, sætter jeg mig ned og skriver. Så forsøger jeg at sidde så meget som mulig på min numse og bare skrive, inden jeg skal hente dem igen. Det er meget styret af børnenes tider, for når de er hjemme, kan jeg ikke skrive.

Forestillede sig ikke at sælge millioner af bøger

Hendes seneste bog, "Englemageren", udkom i Danmark tidligere på året. Den er den ottende bog i serien om Patrik og Erica, der opklarer mord i den svenske flække Fjällbacka, hvor Camilla selv er vokset op. Denne gang har hun ladet sig inspirere af en gammel historie, der stadig fortælles i den lille by.

− Jeg var med på en guidet tour i Fjällbacka, og guiden fortalte, at der var en skrøne om, at den tyske nazileder Herman Göring skulle have været til en fest på en lille ø uden for Fjällbacka en gang omkring 1920, og det gik jeg og tænkte over. Jeg tænkte, at det var spændende, hvad der kunne være kommet ud af det, fortæller hun. Derefter spandt hun selv videre på historien. Sådan har det altid været. Lige siden hun var fire-fem år gammel, har hun digtet historier.

− Det var en rockstar dream at blive forfatter. Jeg havde aldrig forestillet mig, at tingene skulle blive, som de er blevet. Det, jeg drømte om, var at kunne leve af at være forfatter. Jeg forestillede mig på intet tidspunkt, at jeg skulle blive udgivet i 37 lande og sælge 10 millioner bøger, fortæller Camilla, der med egne ord altid har været en "crime nerd". En kriminørd.

− Jeg har altid læst en masse bøger, og jeg begyndte at læse Agatha Christie, da jeg var lille, og siden er det bare fortsat.

50 meter kø

Da Camilla udgav sin første bog, "Isprinsessen", i Sverige i 2002, var der ingen tegn i sol og måne på, at den skulle blive en bestseller. Camillas daværende mand havde foræret hende et skrivekursus i gave, og på det kursus begyndte hun at arbejde på det, der skulle blive hendes første bog. Hun skrev den færdig under sin barsel med parrets første barn, sønnen Wille, og fik den udgivet på er mindre forlag.

− "Isprinsessen" solgte 3.000 eksemplarer, da den udkom. Det var godt for en debutant, men ikke noget fantastisk. Så flyttede jeg til et større forlag med bog nummer to, og samtidig var der et dameblad i Sverige, som valgte at sælge paperbackudgaven af "Isprinsessen" sammen med deres blad. På den måde blev "Isprinsessen" solgt i 100.000 eksemplarer. Jeg tror, det var der, mange opdagede den og kunne lide den, og så gik de ud og købte bog nummer to. Og så gik det gradvist derfra.

På det tidspunkt arbejdede Camilla stadig som civiløkonom med faste kontortider. Det ændrede sig snart.

− De første to bøger skrev jeg, mens jeg var på barsel. Min store skræk var, at jeg ville blive tvunget tilbage til kontorjobbet og et liv som økonom bagefter. Derfor var sådan en lettelse, da jeg fandt ud af, at jeg kunne leve af mine bøger, siger hun, og puster tungt luft ud mellem sine spidsede læber, som er det først lige gået op for hende nu, at hun ikke behøver at pusle med tørre tal længere. Men der gik alligevel lang tid, inden hun indså, at rockstar-drømmen for alvor var gået i opfyldelse. Det skete først med udgivelsen af hendes tredje bog, "Stenhuggeren".

− Jeg var på bogmesse i Göteborg. Det er en kæmpestor messe, og den er noget ganske særligt for alle forfattere. De er der alle sammen. Det første år sad jeg i en lille stand, og det var kun min mor og mine kusiner, der kom forbi for at få deres bøger signeret, så jeg lagde min pen fra mig og sad og kiggede på folk. Året efter, da jeg udgav bog nummer to, havde jeg lige født, og missede derfor bogmessen. Det var først efter to år, jeg kom tilbage med bog nummer tre. Og da jeg sidder der og skal signere bøger og ser en kø på 50 meter, føler jeg bare tårerne komme, for det er der, jeg indser, at der virkelig er sket noget. Jeg kunne ikke se nogen ende på køen.

Camilla har haft lignende oplevelser, hvor end hun er kommet for at møde sine læsere. Folk vil fotograferes med hende, nogle græder, andre er mundlamme, og en enkelt gang er hun også blevet nødt til at lægge is på sine håndled for at dulme smerten fra flere timers bogsignering. Hun lader det ikke stige sig til hovedet.

− Det at have børn holder en nede på jorden. De forstår, at deres mor er berømt, men de synes ikke, det er noget særligt. De synes, det er en positiv ting, men de er ligeglade, hvis jeg for eksempel er på tv.

− Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke er sket ændringer i mit liv. Jeg har jo helt andre økonomiske muligheder i dag. Så på den ene side har det ændret sig, på den anden side har det ikke forandret sig meget. Jeg bor i det samme nabolag, mine børn har de samme venner, jeg har stadig meget glæde af at bruge tid sammen med de venner, jeg altid har haft, selv om der selvfølgelig også er kommet nye til. Nogle af dem er mine tidligere idoler, hvilket føles meget sjovt.

Læs resten af interviewet på næste side...Statsministeren læser Läckberg

For Camilla har hendes popularitet også betydet, at hun har måttet finde sig i at være genstand for diskussioner om god og dårlig smag i de svenske medier. Hendes skrivestil er blevet kaldt banal, og forfatteren Leif G. W. Persson har udtalt til Dagens Nyheter, at hendes sprog hører hjemme i ponybladet Min Hest. Sveriges kulturskribenter lod tastaturerne gløde i forargelse, da den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, fortalte, at han havde brugt en sommerferie på at læse fire Läckberg-bøger.

− Jeg har altid syntes, det var lidt sjovt at blande mig i debatten om finkulturen mod mainstreamkulturen, som jeg selv er en del af. Det er noget snobberi, at det er ufint at have mange læsere, og fint at have få læsere. Jeg tænker "hvor har I det fra?". Det er da fantastisk at have mange læsere! Er det ikke derfor, man skriver?

Det er, hvad Camilla Läckberg har at sige om den sag. Hendes ambition er at skrive gode historier og blive læst. I virkeligheden skyldes hendes popularitet måske, at hun netop ikke er kultursnobbet. Hun har vendt sin egen interesse for mainstreamkultur og trash tv, som hun kalder det, til en fordel.

− Det, at jeg ser "Ensam mamma söker" (svensk realityprogram om enlige mødre, red.) præcis som alle mulige andre kvinder i Sverige, at jeg kan lide at lave de samme ting som alle andre, betyder også, at folk kan genkende sig selv i mine bøger. Jeg lever jo det liv, jeg skriver om.

Helt almindeligt bliver livet dog næppe igen for civiløkonomen fra Fjällbacka. Hun bliver stadig forundret over, at folk på gaden genkender hende.

− Jeg bliver ved med at tro, at det kun er min mor, der læser bøgerne, så jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg møder folk, der kommer hen og fortæller mig, at de kan lide bøgerne og sådan noget. Jeg ser jo ikke mig selv som en celebrity. Og jeg bliver stadig starstruck, når jeg møder mine idoler.

Camilla Läckberg om...

...lykke

Jeg er lykkelig, men det har ikke noget med berømmelse eller penge at gøre. Det handler om, at jeg får lov til at lave det, jeg elsker, og jeg ved, der er mange, der godt kan lide det og har glæde af det. Det er noget, der giver lykkefølelse.

...at arbejde alene

Jeg elsker at være alene. Det er det bedste, jeg ved. Som forfatter bliver man nødt til at trives i sit eget selskab. Det er en forudsætning. Hvis jeg har siddet meget hjemme og skrevet og trænger til at se nogle mennesker, så tager jeg gerne på café og sidder der mellem folk, som snakker, og babyer, der græder. Det, synes jeg, er fantastisk.

...at skrive

Jeg får ofte kommentarer om, hvor fantastisk det må være at være forfatter. At man sidder der, og så kommer inspirationen, og så er man så herligt inspireret og kreativ. Sådan er det i korte stunder, men det er også hårdt arbejde, og der er mange dage, hvor man overhovedet ikke har lyst til at sætte sig ned og skrive.

Sådan mødte Camilla sin Martin

− Da Martin vandt den første Robinson Ekspedition i 1997, var det en huge deal. Alle piger i Sverige var forelskede i ham – også mig. I 2005 læste jeg hans blog, hvor han skrev, at han elskede Martina Haags bøger. Det er en af mine veninder, så det, syntes jeg, var lidt sjovt. Jeg bad hende sende ham en bog, og skrev en kommentar på hans blog om, at jeg havde sørget for, at han fik et signeret eksemplar. Han skrev tilbage og takkede. Jeg sad netop på det tidspunkt med en masse politispørgsmål til en af mine bøger, og så tænkte jeg: "Aha, måske jeg skulle spørge Martin?" Vi mødtes første gang til min releasefest for bogen, og efter det gik der et år eller halvandet, før vi blev vi enige om at spise en frokost sammen. Og så sagde det pang.