Cecilie Beck: "Jeg elsker virkelig mænd"

Hvornår vidste du, hvad du ville bruge dit liv på?

– Det tror jeg stadig ikke helt, jeg ved. Men det skal i hvert fald helst være noget, der gavner flere end mig selv. Det lyder så banalt, men man bliver generelt bare glad af at gøre noget for andre. Og så har jeg i øvrigt altid – som i ALTID – vidst, at jeg ville have børn, hvilket jo også er et livsprojekt.

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

– Når jeg får et akut grineflip sammen med mine to døtre. Der er ingen andre, jeg kan grine så amok sammen med. Vi griner, så tårerne sprøjter, og det er ofte en ekstrem absurd og indforstået – og nogle gange rimelig ulækker – humor, som ingen andre vil kunne forstå.

Hvad vil overraske andre at vide om dig?

– Ha ha, mange ting, men jeg er rimelig habil med både stiksav og boremaskine, samtidig med at jeg skriger som en sindssyg og er lige ved at besvime, hvis der kommer en ordentlig husedderkop marcherende. Og så tuder jeg i smug, når mine børn rejser uden mig – det arbejder jeg hårdt på at stoppe!

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?

– Det, synes jeg faktisk, er en langsom erkendelse gennem livet. For man kan jo godt være rigtig god til dele af det, man laver, mens der stadig er andre dele af det, man kan blive meget bedre til. Men jeg har nok ret tidligt vidst, at jeg var god til at udfordre andre, fordi vi var en familie på seks, der diskuterede som gale.

Hvordan skal man være for at være din ven?

– Loyal! Jeg er nærmest sådan lidt siciliansk, når det kommer til loyalitet. Noget af det vigtigste ved venner er, at man ved, man virkelig kan regne med dem, hvis lokummet brænder. Jeg har en veninde, jeg tit joker med ville komme og hjælpe mig af med liget, hvis jeg kom til at slå nogen ihjel. Det er selvfølgelig for sjov, men jeg tror sgu, hun ville gøre det. Har dog ikke tænkt mig at teste hende ...

Hvad er det sjoveste kompliment, du har fået af en mand?

– Jeg elsker virkelig mænd. Og jeg synes, der er mange vidunderlige af slagsen. Men de er desværre ikke særlig kreative, når det kommer til komplimenter. De henfalder alt for tit til noget halvplat, der handler om udseende. Noget af det bedste, jeg ved, er, hvis mænd synes jeg er sjov, og jeg kan få dem til at grine.

Hvad er dit bedste barndomsminde?

– Uha! Der er rigtigt mange dejlige glimt. Duften af porse og lyng ved vores sommerhus. Smagen af leverpostejmadder, efter vi har gået langt og er rigtig sulten. Lyden af et bål, der knitrer. At sidde på en havnemole og dele en røget makrel med min far, som vi spiser med fingrene. Jeg kunne blive ved ...

Hvad er det bedste råd, du har givet videre til dine børn?

– Børn lytter sjældent efter, hvad man siger, men kopierer det, man gør. Det vil sige, at det bedste man kan gøre er at være ægte, åben, nysgerrig og gå forrest med de værdier, man synes er vigtige her i livet. Og så på alle mulige måder lære dem, at det at være menneske også er lig med at fejle.

Hvad er din guilty pleasure?

– Åhhhh – det er et program på TV3, hvor man ser plastikoperationer, der er gået heeelt galt, og hvor lægerne skal undersøge, om de kan fikse det igen. Det er en syret blanding af virkelig dårlige nosejobs og alt for lange silikonebryster. Det ender altid med, at i hvert fald nogle af de – enormt modige deltagere – bliver rigtig glade. Totalt vanedannende.

Hvis du skulle skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?

– Jeg håber virkelig, at der kommer til at stå, at jeg havde det sjovt og bidrog til festen. Men også at jeg gjorde mig umage, både fagligt og i forhold til mine relationer.