'Der er stensikkert nogle kvinder, jeg ikke har scoret, fordi jeg havde det'

"Der er stensikkert nogle kvinder, jeg ikke har scoret, fordi jeg havde det"

Tænder du af på skæg? Så synes du nok ikke, at Mikkel Lomborg, kendt som DR's Hr. Skæg, er lækker. Men meget tyder på, at du er ved at komme i mindretal.

En rigtig mand har skæg. De ord kunne sidde på en del bybusser rundt om i det ganske land for tiden, for uld på kinden er tilbage i gadebilledet på alle typer af stilbevidste mænd. Måske sidder du og rynker på næsen ved tanken om et langt, beskægget snav. Det stikker og kradser og forvandler ømhed til skægpest. Det er bestemt en slagside, men skæg giver også identitet og karakter. Og "den rigtige mand" er et velkomment modspil til ham, der ikke vil være voksen, som trasker rundt i en lidt for lang hængerøv og kasket, selv efter hans unger er taget på efterskole.

Traditionelt set har fuldskægget været symbol på kønsmodning, virilitet, krigere og barbarer. Og vi husker alle håret og skægget i de frie 70'ere. At mange mænd har optaget et look, som ellers har været forbeholdt den ældre generation, er måske et forsøg på at erklære maskulinitetens overlevelse i en tid, hvor vi kvinder overtager alt lige fra husholdningsbudgettet til regeringsmagten. Paradoksalt nok var det bøsserne i New York, som først lod skægget få sin revival efter årtusindeskiftet og et årti med metroseksuelle mænd svøbt i fugtighedslotion.

Det helt nye er, at mange af de mænd, der lader skægget stå, smider sweateren og kryber i et jakkesæt. Skægget har fået bredde, og det kan vi li' her på redaktionen!

Derfor har vi spurgt Mikkel Lomborg om hans forhold til sit skæg.

Hvorfor har du dit skæg?

− Jeg voksede op i en tid, hvor helte havde skæg, og skurkene havde glatte kinder. Og i 80'erne havde de mænd, der stadig troede på kærlighed og fred, også skæg. Derfor skulle jeg have skæg, når jeg blev stor. I teenageårene kom der ikke rigtig noget, og skægget begyndte først at ligne noget, da jeg var 30. For mig er skægget et statement, og rent biologisk, tror jeg, det er meningen, at mænd skal have skæg.

Hvad siger damerne til det?

− De søde damer kan godt lide det. Nu har jeg haft det i mange år – også da det ikke var in, og når man tager sådan et stilvalg, kan man ikke være venner med alle. Men cykelstyret får mig til at se sympatisk ud, så reaktionerne er altid, at folk smiler og er glade. Men der er stensikkert nogle kvinder, jeg ikke har scoret, fordi jeg havde det.

Er skægget identitetsskabende?

− Absolut. Jeg er klædt ud i en eller anden forstand hele tiden. Skægget har også været nøglen til alle mulige job. Jeg har sunget opera og været danser, hvor skægget gav mig kant og karakteristika. Svenskerne kom først med et program med en mand med stort skæg, og folkene på DR fandt mig på Myspace og skrev til mig, så skægget kom før Hr. Skæg.

LÆS OGSÅ: Sådan overrasker du ham i sengen

Mikkel Lomborg

41 år, pædagog og tv-vært, nygift og har en bonusdatter.

Kendt som Hr. Skæg fra DR's børneprogrammer