Karklude

4 ting, du selv kan gøre for at mindske microplast i miljøet

Skift for eksempel dine engangskarklude ud med nogle hjemmestrikkede og vær med i den verdensomspændende kamp imod mikroplast i verdenshavene. Den bæredygtige bølge er kommet for at blive.

Hvaler med plastikposer i maven og spisefisk fulde af mikroplast – debatten om de forurenede verdenshave fylder meget i både medierne og i danskernes bevidsthed lige nu. Samtidig vinder flere nye, miljørigtige og bæredygtige initiativer frem – som blandt andet skuresvampe lavet af plantefibre, fryseposer af bioplast fra majs, miljøvenligt vaskepulver og strikkede karklude.

Trendforsker og direktør i pej-gruppen Louise Byg Kongsholm mener, at den øgede miljøbevidsthed, der er kendetegnende for hele samfundet, har smittet af på flere brancher. Hun nævner blandt andet modebranchen, hvor slow fashion er det nye sort, og fødevarebranchen, hvor kortrejst mad er vigtigt for supermarkederne og restauranterne. Ifølge Louise Byg Kongsholm er de nye, miljørigtige tiltag ikke trends i sig selv, men en del af en større fortælling:

– Det er ikke karkluden, rawfood-sandwichen eller skoen lavet af genbrugsplast, der er interessant, men at vi i dagligdagen prøver at gøre en forskel. Med det flasher vi over for venner, at vi er miljøbevidste, og samtidig giver det lidt ekstra på karmakontoen.

Mikroplast i hverdagen

En rapport fra Miljøstyrelsen fra 2015 påviste, at 99 % af al mikroplast stammer fra menneskelig aktivitet og blandt andet kommer fra slid på bildæk, skosåler, tekstiler, affald og plejeprodukter.

Mikroplast er små plaststykker på mindre end 5 millimeter, der udskilles fra mange af vores hverdagsprodukter. Når vi vrider karkluden, bruger skuresvampen eller skyller opvaskebørsten, passerer de små mikropartikler rensningsanlæggene og ryger i stedet direkte ud i havet til stor belastning for miljøet.

Miljøforsker på RUC Kristian Syndberg mener, at plastik er vore tids største, globale miljøproblem, som der skal gøres noget ved, før det er for sent:

– Man finder plastik i alle arter i dag – fra små fisk til hvaler. Vi bruger plastik hele tiden og alle steder, men globalt set er dårlig affaldshåndtering det største problem. Hvis vi ikke gør noget, peger tal på, at der i 2050 vil være lige så meget plastik i havet som fisk.

Hjælp i det små

Selvom mange af os fokuserer på miljøet og bruger sparepærer, stofposer og hæklede karklude, så mener trendforsker Louise Byg Kongsholm alligevel, at vi som forbrugere kun ønsker at hjælpe i det små:

– Der er ingen af os, der alene kan undgå, at isen smelter på Nordpolen, eller at der er børnearbejdere på kakaoplantager, men vi kan række ud i det små i form af vores valg, f.eks. ved at bruge miljørigtige skuresvampe eller hæklede karklude. Men det er jo ikke sådan, at vi flytter ud på landet, køber en campingvogn og giver vores formue til et godgørende formå, siger hun.

Miljøforsker Kristian Syberg understreger, at det er nødvendigt, at vi som forbrugere ændrer adfærd i forhold til miljøet, for det er med til at sætte fokus på problemet:

– Hvis vi skal mindske vores plastikforbrug, må vi se på det på flere niveauer. Dels er affaldshåndtering globalt set det største problem, hvor det udgør op mod 9 millioner tons. Her skal der sættes ind politisk, men det handler også om at ændre folks holdning.

Han mener, at en af løsningerne til at mindske plastik blandt andet er ved at inddrage borgerne:

– Det har spin-off effekter, når vi bliver bevidste om vores brug af plastik. I lokalsamfundene gøres der allerede meget for at mindske plastik, og hvis man går en tur på stranden og tager en plastikpose op, så ender den pose ikke i en hvals mave. Ved at indsamle en plastikpose fjerner man op mod en million mikroplast-partikler. Vi skal også lære at bruge mindre plastik og på en smartere måde. Den største effekt er, når folk gør opmærksom på et problem, for det giver et politisk incitament til at ændre reglerne, siger Kristian Syberg. 

Det kan du gøre for at skåne miljøet mod mikroplast

  1. Køb karklude af bomuld, eller strik dem selv.
    Så undgår du, at bittesmå fibre af plast bliver revet af, når kludene slynges rundt i vaskemaskinen og ender i naturen og økosystemerne.
  2. Køb tøj af naturlige tekstiler.
    Hvis du gerne vil undgå, at der slipper mikroplast ud i spildevandet, når du vasker dit tøj, skal du købe tøj af naturmaterialer som bambus, uld, hør og bomuld.
  3. Tjek deklarationen på dine plejeprodukter.
    Hvis der er står navne som polyethylene og nylon, indeholder produktet muligvis mikroplast. Hvis du skal bruge et skrubbeprodukt, så kig efter, om det er baseret på sukker eller salt i stedet for et syntetisk skrubbemiddel.
  4. Ryd op efter dig selv (og andre) – plastik skal ikke ende i naturen.

Kilde: Samvirke

Fakta om mikroplast

Mikroplast er små stykker plastik på under 5 mm. Meget mikroplastik er startet som større stykker plast, der med tiden er blevet delt i mindre stykker. I løbet af de seneste 50 år er plastproduktionen steget kraftigt til 299 millioner tons i 2013, særligt i Asien. Mellem 4 og 12 millioner ton plastik ender hvert år i havet, og tallet forventes at blive fordoblet over de næste ti år. Plastik er meget holdbart, og man antager, at det kan blive i miljøet i århundreder.

LÆS OGSÅ: 16 tips til en vellykket køkkenhave

LÆS OGSÅ: 4 iværksættere vi tror på

LÆS OGSÅ: Christine og Mikkel fra Nybyggerne bor lige så fedt privat, som de gør i det blå hus