Madonna: Drømmer om den store kærlighed
Madonna hargenopfundet sig selv som finkulturel filmskaber med dramaet om"Wallis & Edward". Men bag alle rollerne er Madonna stadig en kvinde, der drømmer om den store kærlighed, afslører hun ved et uheld overfor ALT for damerne.
Noget ved hende er anderledes. Hun er klædt i sorte blonder, en stramtsiddende kjole fra Dolce & Gabbana, det rødblonde hår falder i bløde krøller om det lyst pudrede ansigt med rødmalede læber, og i hånden har hun en sort vifte. Også stiletterne er sorte, hælene 12 cm. Madonna ser ud, nøjagtigt som vi kender hende, veltrænet, velplejet, velklædt. Sexet. Men ikke – som hun ellers plejer – stærk og udfordrende.
Hun sidder stille på rokokostolen på Venedigs luksushotel Excelsior med armene ind langs siden, hænderne i skødet og ryggen let foroverbøjet, som en lille pige, der er blevet bedt om at sidde pænt ved bordet. Afventende.
Hun har solgt over 300 millioner albums og holdt sig på toppen som sanger, performer og trendsætter i 30 år, men her ved verdenspremieren på hendes nye spillefilm er hun nybegynder, og den rolle spiller hun ydmygt til perfektion.
Læs også: Anmeldelse af "Wallis & Edward": Madonna-film er en lang musikvideo
Jeg siger heller ikke noget først, starstruck som jeg er. Nu gælder det om ikke at tænke på dengang, mine vægge var tapetserede med Madonna-plakater, og jeg dansede til "Papa Don't Preach" på repeat på pladespilleren efter skole.
Jeg har ellers set hende før. På Wembley, hvor jeg sad ude i siden, bagerst, på behørig afstand af den lille prik af en kvinde, der optrådte på scenen.
I dag sidder jeg så tæt på, at jeg kan se de fine pudderstrøg på hendes kinder, overrasket over, hvor sund hun ser ud, trods mine fordomme om diverse skønhedsoperationer og dyre panikpræparater. Sådan føler hun sig ellers ikke efter premieren i går:
– Det var en fantastisk fest, men klokken halv fire måtte jeg tage en alvorlig snak med mig selv. "Du skal op klokken otte", sagde jeg. Jeg blev nødt til at ændre præmisserne, så i stedet for at tænke, at jeg kun ville få fire timers søvn, tænkte jeg på hvor dejlig lang en powernap, jeg kunne få, siger hun og demonstrerer dermed sin berømte viljestyrke.
Han afgav magten
Madonna gennemfører det, hun sætter sig for, gør det med store ambitioner og – som på optagelserne til "Wallis & Edward" – klædt på til opgaven som instruktør med læderjakke, hvid fedora hat, retroinspirerede briller og lækkert headset. Ifølge kilder i Londons filmverden har der aldrig før været så mange fyringer på et filmhold, som der var på Madonnas. Filmen om den engelske kong Edward VIII, der i 1936 abdicerede for at få lov til at gifte sig med den fraskilte amerikanske kvinde Wallis Simpson, bød i det hele taget på store udfordringer på alt fra kulisser og kostumer til kameraføring.
– Det var vigtigt for mig, at den elegante, luksuriøse og dekadente verden, som filmen foregår i, kom til udtryk. Det gjorde blandt andet, at kamera-arbejdet blev utroligt kompliceret, fordi der skulle bruges meget stativ under optagelserne, siger Madonna, der tidligere har lavet to film, men opfatter sit nye ambitiøse kostumedrama som sin første rigtige spillefilm.
"Wallis & Edward" skildrer Edward og Wallis' kærlighedsaffære i England i 1930'erne, inspireret af Madonnas omfangsrige research. Desuden har hun tilføjet en fiktiv historie i nutidens New York om den unge kvinde Wally, der forsøger at blive gravid med kunstig befrugtning, mens hendes succesrige mand forsømmer hende. I sin ensomhed opsøger Wally igen og igen en udstilling med Wallis' ting på auktionshuset Sotheby's og begynder gradvist at forstå sin situation gennem den anden kvindes historie.
Hvad var det, der fascinerede dig ved Wallis Simpson?
– Historien om abdikationen er en utroligt spændende. En historie om en mand, der opgiver tronen for en kvinde – er det nogensinde sket før? Kan du komme i tanke om noget andet tidspunkt i historien, hvor det er sket? Og så elsker jeg generelt perioden, 1920'erne og 1930'erne. Jeg har altid været fascineret af England før krigen.
På hvilken måde ser du Wallis som rollemodel for Wally?
– Det, jeg opdagede om hertuginden, var, at hun var skrøbelig og sårbar, men livlig og i besiddelse af en stærk overlevelsesevne. Hun var fanget af Edwards valg, men hun fungerer som åndelig guide for den anden hovedperson i filmen. Hendes problem er, at hvis en mand opgiver så meget for dig, skal din kærlighed kompensere for det. Hertuginden siger: Lad være med at begå de fejl, jeg begik. Du kan stadig nå at træffe dine egne valg. Det er en advarsel. Du kan nå at ændre din skæbne.
Hvor meget er der af dig i Wally?
– Hun repræsenterer jo min nysgerrighed efter at få en dybere forståelse af deres kærlighed. Når hun siger, at hun spekulerer på, hvordan det mon var at blive elsket så højt, så er det jo et spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg besluttede mig for at lave filmen. Jeg havde det sådan "Wow, hvis en mand opgiver så meget..." Jeg mener, historien er fyldt med eksempler på, at mænd vil slå ihjel for magt. Hvis du tænker på, hvor mange krige, der er blevet udkæmpet i diverse parters bestræbelser på at vinde tronen. Her er en mand, der frivilligt forlod tronen for at få den kvinde, han elsker.
Læs også: Julia Roberts: "Skuespillet er min yndlingshobby"
Parforholdets kompromis
Wally bliver klogere på sit liv ved at studere Wallis. Er Wally i virkeligheden dig?
– Wally er os alle sammen. Vi er med hende på rejsen. Hun oplever styrke gennem Wallis' historie, og man finder ud af, er, at intet er, som det ser ud. Intet er sort eller hvidt. Livet er fyldt med nuancer. Intet er, som det ser ud til på overfladen, men hvis man er villig til at skrælle lagene af, så kan man opnå nye erkendelser.
Kunne du selv finde på at opgive alt for en mand?
– Det spørger alle mig om! Jeg synes, det er vigtigt at forstå, at man i det hele taget må opgive nogle ting, hvis man vil være i et forhold med et andet menneske. Du er nødt til at kunne gå på kompromis. Hvad Edward gav afkald på var enormt stort. Monumentalt, siger hun og udtaler sine a'r og t'er med den britiske accent, hun tillagde sig i de år, hvor hun var flyttet til England og sluttede sig til den britiske overklasse gennem ægteskabet med filminstruktøren Guy Ritchie.
Netop hendes egen manglende evne til at gå på kompromis medvirkede til begge hendes skilsmisser, fra Sean Penn i 1989 og fra Ritchie i 2008, mener hun. At hun har erkendt det, er en af årsagerne til, at hun betegner sig selv som lykkelig i dag. Men henvisningen til forholdet til kæresten, den 24-årige danser Brahim Zaibat, må man selv fange mellem linjerne, for Madonna diskuterer naturligvis ikke sit privatliv. Imens går spekulationerne blandt journalisterne efter visningen af "W.E." på, om Wallys og Wallis' forhold til voldelige mænd i virkeligheden handler om Madonna og Guy Ritchie. Det spørger jeg ikke om.
Ikke spændende at være kongelig
Dine heltinder søger efter frigørelse. Er det et tema, der betyder meget for dig?
– Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg tror, at det at finde sin stemme er det vigtigste for et menneske. Det har været min rejse. Og begge mine karakterer i filmen søger efter deres plads i tilværelsen og længes efter frihed.
Drømmer du selv om Prince Charming?
– Tja, det tror jeg da, at alle gør... NEJ!" griner hun for første gang, da hun tydeligvis tager sig selv i at sige noget, hun ikke vil citeres for. Alligevel lyser hendes grønne øjne op, og mellemrummet mellem fortænder blottes i et bredt smil.
Wallis Simpson mistede sit privatliv, ligesom du gjorde. Hvad betyder det?
– Det hjalp med mig med at forstå hendes karakter på en måde, som mange andre instruktører ikke kunne. Jeg forstår hende. Jeg dømmer ikke om de kongeliges verden. Jeg er fascineret af den, men jeg betragter den også med alle dens facetter. Vi er betaget af den, men hvis man er klog, så ved man også, at det er en glitret verden, der kan føles som et fængsel for de mennesker, der lever i den.
Er der ikke mange fællestræk mellem at være kongelig og være en celebrity?
– Jo. De kongelige er reducerede til at være ambassadører i dag, og det er vel på en måde lidt en skam, for det kan jo ikke være udpræget spændende bare at agere galionsfigur, siger hun og medgiver, at det er bedre at være celebrity end at være kongelig, hvis man gerne vil have indflydelse i dag.
"Jeg påvirker folk"
Hvordan føles det at være rollemodel for millioner af kvinder? Er det et pres?
– Jeg er utroligt bevidst om, at alt, hvad jeg siger og gør, vil blive vurderet med en anden form for målestok end de fleste andre mennesker, og at jeg befinder mig under et forstørrelsesglas. Men ved du hvad, jeg kan jo også bruge det til noget positivt. Jeg ved, at jeg kan påvirke folk.
Drømmer du indimellem om at forsvinde og leve dit liv væk fra rampelyset?
– Ja! Ja, det gør jeg. Det er lidt af et paradoks.
Du har jo allerede opnået stort set alle de succeser, man kan drømme om, hvad tiltrak dig ved at blive instruktør?
– Som instruktør kan man fortælle en historie på en måde, som man ikke kan som skuespiller. Det at instruere indebærer alle de ting, som jeg elsker – kunst, arkitektur, musik, storytelling, litteratur, tøj og mode. Jeg får virkelig lov til at bruge mig selv, og jeg er meget detaljeorienteret, siger Madonna og remser en række europæiske mesterinstruktører op som inspirationskilder: Alain Resnais, Ingmar Bergman, Godard og Visconti.
Er der noget om, at du fik lagener fløjet ind til optagelserne?
– De blev nu ikke fløjet ind, men taget fra min seng i London – så kørt ind, om du vil. Vi havde et vist budget på filmen og et bestemt tidsrum til at finde de ting, vi skulle bruge. Jeg havde et fantastisk team, men de kunne jo ikke trylle, så da de ikke kunne finde de silkelagener, vi skulle bruge, så sagde jeg, "ok, tag dem fra min seng". På den måde fandt mange af mine ting ind i filmen.
Mere britisk end amerikansk
Vil du bruge mere tid på at lave film fremover, eller vil du fokusere på musikken?
– Det ved jeg ikke, jeg må se i min krystalkugle og vende tilbage til dig, siger hun. Hun er ikke sarkastisk. Hun er venlig, velovervejet og afmålt – ikke ulig den høflige men distancerede måde, vi er blevet vant til at se tidens kongelige optræde på.
Til Madonnas præstationer hører hendes evne til igen og igen at forny sit image. Hun blev verdensberømt som den rebelske katolik, der blev sexsymbol og erklæret synder af Vatikanet. I dag optræder hun hellere iført tweed til hest eller i plisseret nederdel på græsplænen på sit landsted i England. Som velgører i Malawi eller omgivet af sine fire børn. Accenten fra Michigan er veget for britiske udtryk som "bonkers", og afviger hun fra sin diæt af fisk og grønt, er det til fordel for engelsk karamelbudding.
Men som hun sidder der i sin nye rolle som finkulturel britisk filminstruktør og fortæller lavmælt velovervejet om sin fascination af Wallis Simpson, er der et andet billede af hende, der pludselig trænger sig på. En skuffet Madonna i dokumentarfilmen "In Bed With Madonna" fra 1991, hvor hun får en afvisning fra Warren Beatty, som hun er forelsket i.
I dag i en alder af 53 og med et hårdt tilkæmpet ry som seriøs kunstner er det ikke meget, Madonna fortæller om sig selv. Men hendes film taler for hende.
Skræl lagene af, lyder hendes egen opfordring. Måske finder du bag facaden på en af verdens stærkeste og mest indflydelsesrige kvinder et menneske, der drømmer om den ultimative kærlighed. Måske er det netop den kontrast, der gør, at Madonna bliver ved med at fascinere os.
Læs også: Marilyn: Sandheden om det blonde sex-symbol