Ghita Nørby: Dette skal man ikke vove at sige til unge i dag, så bliver de jo vrede
85-årige Ghita Nørby har svært ved at forlige sig med, at hun ikke længere kan det, hun plejede at kunne. Det er hendes hemmelighed, men som hun nu deler i denne uges serie "10 kvinder, 10 hemmeligheder" i ALT for damerne.
Unge i dag bør lære af den ældre generation.
Det mener den 85-årige skuespiller Ghita Nørby, der med sin medvirken i over 100 film og teaterforestillinger har været en del af danskernes kulturelle bevidsthed i mere end en menneskealder.
Hun mener, at den ydmyghed og lydhørhed, hun havde som ung skuespiller, har gjort hende til den, hun er i dag – og netop dét kunne nutidens unge godt lære lidt af. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
– Jeg tilhører en generation, hvor vi var meget lidt selvoptagede, og hvor vi lo meget af os selv. Vi fik aldeles ingen penge for vores arbejde, og vi havde det sindssygt sjovt. Det prægede os jo. Vi var ingenting. Vi var bare nogle unge nogen, der skulle opføre sig ordentligt. I dag er ungdommen jo en kraft i sig selv, som er af en helt anden styrke, end da jeg var ung. Dengang var der ingen status i at være ung. Det var bare "hold din kæft og hør efter". Og det er faktisk et mægtig godt råd. Men det skal du ikke vove at sige til de unge mennesker i dag, så bliver de jo vrede på dig, lyder det fra den kendte skuespiller.
Selvom Ghita Nørby for fem år siden ramte "ottetallet", er hun langt fra færdig med at udøve "kunst". Senest har hun spillet KOL-patient i den norske juleserie "Hjem til jul" og en døende mor i filmen "Harpiks":
– Hun bliver kvalt, og det havde jeg ikke prøvet før, så det ville jeg gerne, griner hun.
Men det er ikke kun morsomt at være Ghita Nørby – og slet ikke med et sind, der vil og kan det hele, men med en krop, der indimellem melder pas. For selvom hun helst ikke vil spekulere for meget på livets afslutning, indrømmer hun alligevel, at hun ikke kan lade være. Det er hendes hemmelighed.
– Jeg synes, det er svært. Mit hoved tror stadigvæk, at jeg kan alt, men min krop siger, nej, det kan du ikke. Og jeg kan ikke forene de to ting. Jeg gør nogle ting, som jeg kommer til at bøde forfærdeligt for bagefter. Kropsligt. Men jeg er dårlig til at forstå det. Og ja, det er jo alderens problematik, at man ikke aner, hvordan det er at blive gammel, før man er det. Men for mig er det meget svært. Det vil jeg gerne indrømme. Jeg har virkelig svært ved at blive gammel, siger Ghita Nørby og tilføjer, at det særligt er de lange gåture med hunden Aki, der minder hende om, at hendes krop ikke kan, hvad den har kunnet.
– Jeg har nogle gode hundevenner, og for nogle søndage siden gik vi fra den ene til den anden ende af Bernstorffsparken og tilbage igen. Hundene kan løbe løs der, de elskede det, og vi havde det vidunderligt. Men næste dag kunne jeg næsten ikke gå. Og det er jo fordi, jeg pludselig ikke kan gå fem-seks kilometer mere. Det kan jeg ikke. Men det synes jeg, at jeg kan. Og skal. Oppe i hovedet. Og jeg nyder det, mens jeg gør det, men så kommer regningen altså. Og den er ikke sjov. Men selvom jeg får den ene regning efter den anden, så er jeg dårlig til at tage højde for det, siger hun.
Læs hele interviewet med skuespiller Ghita Nørby i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om at være den skøre farmor og om sit sorgfulde forhold til sin mor.