Her er de nye dansere i årets Vild med dans
TV2 har netop præsenteret de 20 nye dansere i dette års Vild med dans. Hvilket par bliver din favorit?
Så er det endnu engang blevet tid til at kridte danseskoene og finde pointtavlerne frem. Fredag d. 9. september klokken 20.00 står der nemlig 10 nye og nervøse kendisser klar til at give den gas på dansegulvet sammen med hver deres professionelle dansemakker.
Få styr på de 10 nye par her:
Andrea Lykke og Eugen Miu
Sanger Andrea Lykke Oehlenschlæger er 25 år og bor i København. Hun er især kendt for sin hovedrolle i musicalen 'The Bodyguard' i 2020, hvor hun blev kendt som den danske Whitney Houston.
Andrea Lykke Oehlenschlæger danser med 23-årige Eugen Miu, som er ny professionel danser i 'Vild med dans'. Han er tidligere professionel standard- og latindanser under Team Danmark, men stoppede som aktiv danser i 2019.
Caspar Phillipson og Malene Østergaard
Skuespiller Casper Phillipson er 51 år og bor i København. Han har høstet international succes med roller i film som 'Jackie' og 'Mission: Impossible – Fallout'. Senest har vi set ham i TV 2s krimiserie 'Sommerdahl' og DRs satireserie 'Orkesteret'. Han danser med Malene Østergaard, 33 år.
Cecilie Pilkær Schmeichel og Damian Czarnecki
Influencer Cecilie Pilkær Schmeichel er 32 år og bor i Herlev. Hun begyndte at blogge om sit liv i 2018 og har i dag over 75.000 følgere på Instagram. Som efternavnet antyder er hun født ind i en af Danmarks mest kendte fodboldfamilier. Hun er nemlig datter af fodboldlegenden Peter Schmeichel og søster til målmanden Kasper Schmeichel.
Hun danser med Damian Czarnecki, 35 år, som er ny professionel danser i ’Vild med dans’. Han er netop vendt tilbage i Danmark efter at have boet og arbejdet som danser og koreograf i udlandet i 14 år.
Daniel Wagner og Asta Björk
Para-atlet Daniel Wagner er 29 år og bor i Aarhus.
Han fik amputeret sit ben efter ulykke i forbindelse med et trampolinspring, da han var 14 år gammel. Siden 2012 har han tilhørt verdenstoppen inden for para-atletikken, hvor han konkurrerer med en benprotese. Han har bl.a. vundet to gange VM-guld, fem gange EM-guld samt en sølv- og tre bronzemedaljer ved de paralympiske lege i disciplinerne længdespring og 100 meter sprint.
I Vild med dans danser han med Asta Björk, 23 år, som vandt seneste sæson af ’Vild med dans’ med dansepartner Jimilian.
Heidi Frederikke Sigdal og Michael Olesen
Vi kender især Tv-vært Heidi Frederikke Sigdal som morgenvært i Go' Morgen Danmark. Hun er 44 år og bor i Hareskovby. Hun danser med 39-årige Michael Olesen.
Jakob Åkerlind og Camilla Dalsgaard
Skuespiller Jakob Åkerlind er 32 år (fylder 33 år 23. august) og bor i København. Serie-fans kender ham som sygeplejeeleven Aksel i tv-serien ‘Sygeplejeskolen’. Han danser med 31-årige Camilla Dalsgaard.
Joel Hyrland og Jenna Bagge
Skuespiller Joel Hyrland er bedst kendt som den ene halvdel af komikerduoen Adam & Noah. Derudover har 37-årige Joel Hyrland medvirket i både film og tv-serier. Senest ungdomsserien ’Puls’ på TV 2 PLAY. Han danser med 34-årige Jenna Bagge.
Katerina Pitzner og Morten Kjeldgaard
Diamanthandler Katerina Pitzner, 52 år, har i mere end 25 år handlet med diamanter på det internationale diamantmarked, men man kender hende også fra TV 2-programmet ‘Diamantfamilien’. Hun bor i København og danser med 37-årige Morten Kjeldgaard.
Natasha Brock og Thomas Evers Poulsen
Komikeren Natasha Brock dukkede op som et af de nye håb på den danske comedyscene i 2014. Siden har hun blandt andet stået bag to soloshows, og to gange er hun blevet nomineret til Talentprisen ved Zulu Comedy Galla. Senest i 2021.
Komiker Natasha Brock er 33 år og bor i København. Hun danser med 44-årige Thomas Evers Poulsen.
Nicholas Kawamura og Karina Frimodt
Radiovært og dj Nicholas Kawamura var fast stemme på P3, inden han i 2018 stoppede på DR, og siden har han blandt andet lavet podcast og arbejdet med artister på pladeselskabet Universal Music. Han er 42 år, bor i Charlottenlund og danser med 43-årige Karina Frimodt.