Heidi Frederikke Sigdal: "Jeg har skabt min egen skabelon for, hvad sundhed er"
For journalist Heidi Frederikke Sigdal har sport og frisk luft altid været en vigtig del af hverdagen, men hun kan også mærke, at samværet med andre har fået endnu større betydning for hendes velvære og generelle sundhed i det seneste år.
Hvordan giver du dig selv en følelse af velvære?
"Det vigtigste er at vide, at mine børn er sunde, glade og raske. Og så vil jeg i denne tid også fremhæve en anden vigtig ting, som er blevet særligt tydelig det seneste år. Jeg er nemlig et ekstremt socialt menneske, og derfor betyder det virkelig meget for mig og mit velvære at være sammen med de mennesker, jeg elsker allermest. Jeg stornyder at være sammen med andre, og i coronatiden er det blevet ekstra tydeligt for mig, hvor meget det rent faktisk betyder. Før var det en selvfølge for mig, at jeg kunne være sammen med min familie og mine venner, når jeg ville. Det har vi ikke kunnet i denne tid. Og det savner jeg virkelig meget."
Hvad er den bedste start på dagen for dig?
"Det er en rolig morgen med masser af tid og hygge, valgfri morgenmad til alle, hvilket ofte resulterer i vidt forskellige tallerkener på bordet. Bagefter en tur ud i naturen. Det kan være skoven eller ud til havet. Og det gælder i al slags vejr. Jeg gør meget ud af, at vi kommer ud hver dag og får frisk luft. Det gør bare noget godt for alle og skaber en god energi i både krop og sind."
Hvordan holder du dig i form?
"Jeg er af natur et ret aktivt menneske. Jeg er ude hver dag, og jeg elsker frisk luft, skoven og havet, så naturen danner altid rammen om en eller anden form for aktivitet. Gåture, cykelture og løbeture. Meget gerne sammen med min familie, men jeg kan også virkelig koble af ved at tage en tur i løbeskoene alene. Her vender jeg mange ting i mine tanker og får nye ideer. Derudover er jeg endelig igen kommet i gang med at styrke min krop i form af styrketræning og yoga, som jeg streamer, når det lige passer ind."
Spillede sundhed en stor rolle i din barndom?
"Bestemt. Både den menneskelige sundhed og den kropslige. Jeg er vokset op i en familie med masser af socialt samvær og et stærkt sammenhold, og det er set med mine øjne noget af det sundeste, man kan tage med sig og give videre til sine børn. Derudover så betød sport og særligt fodbold meget – der var ikke en dag, hvor min bror og jeg ikke spillede fodbold. Både i haven og i fodboldklubben. Og så var vi meget udenfor i den friske luft."
Har dit forhold til sundhed ændret sig med tiden?
"Det har det afgjort. Med tiden har jeg skabt min egen skabelon for, hvad sundhed er for mig. Jeg har virkelig fundet ud af og lært, at det ikke er én bestemt retning og livsstil, der virker for mig. Jeg har skabt min egen vej."