Der er noget helt særligt ved at kunne spejle sig i sin datter

På vejen op ad trappen kan man høre to kvindestemmer, der griner og pjatter. Kort efter byder stemmernes ejermænd indenfor i en hyggelig, halvmørk stue, hvor sofabordet er fint dækket med stearinlys, småkager, vand, kaffe og chokolademandler. Der mangler virkelig ikke noget.

– Hvis vi skal sætte en finger på én ting, hvor vi er enige om, at vi er lidt ens, så er det nok, at vi begge to har et udpræget omsorgsgen og rigtig gerne vil tilfredsstille alle, smiler Ida, og hendes mor, Rikkemai, fortsætter:

– Jeg kan se rigtig mange ting af mig selv i Ida. Vi er selvfølgelig nogle forskellige steder i livet, men jeg synes alligevel, vores tilgang er meget ens. Det er lidt sjovt at se ens piger vokse op og blive en miniudgave af en selv på godt og ondt. Men i forhold til de råd, min mor gav mig og det forhold, vi havde, så er vi nu kommet generationen videre: Jeg var virkelig en mors pige og i lang tid ikke så selvstændig, så jeg har altid arbejdet lidt indirekte på, at det skulle mine døtre blive.

Rikkemai og hendes daværende mand blev skilt, da Ida var omkring 13 år. Der kom ikke noget teenageoprør, men for at komme lidt væk fra det hele, tog hun på efterskolen Oure.

– Vi har hele tiden været ret kernefamilie-perfekte, og så var det ret fint at få lov til at komme ud af de vante rammer og få kontakt til nogle nye mennesker. Det er nok også der, jeg har lært at være lidt mere selvstændig.

Mor tryller ensomheden væk

Undervejs i interviewet ringer Rikkemais telefon pludselig. Uden anden forklaring end at det er lillesøster Nanna, der ringer, tager hun telefonen, mens Ida tilføjer:

– Hun tager altid telefonen, når Nanna ringer.

– Når mine børn ringer!, siger Rikkemai, da hun har lagt på igen.

Og den omsorg har Ida haft ekstra meget behov for det seneste års tid. Siden september 2015 har hun boet skiftevis på et hotel i Dublin og i Rikkemais lejlighed i Indre København, fordi hun er en af de tre danskere, der er med i HBO tv-serien "Vikings". Hvis der er dage, hvor hun har brug for at tale med nogen, ringer hun ofte til sin mor.

– Jeg ved, at jeg bare kan lægge ting over på mor. Jeg arbejder selvfølgelig rigtig meget, når jeg er derovre, og der kan sagtens være dage, hvor hun slet ikke hører fra mig, fordi det bare er fest og farver, men det kan også blive ensomt. Der har også været dage, hvor arbejdet har været lidt psykisk hårdt, og så facetimer vi meget. Der var også en aften, hvor jeg var ked af det, og da jeg skulle til at sove, sagde hun: "Du behøver ikke at lukke computeren, bare put". Så faldt jeg i søvn med facetime kørende, og jeg faldt i søvn med det samme, hvor jeg de andre aftenener bare havde rullet rundt, fortæller Ida.

Rikkemai var også den første, Ida ringede til, da hun kort efter, hun havde fået rollen, fandt ud af, at hun allerede i første afsnit af serien skulle være med i fire simulerede sexscener.

– Jeg havde egentlig ikke det store problem med det, for Ida havde jo underskrevet en nøgen-klausul, og vi vidste, hvad det indebar. Men det var måske en lille smule grænseoverskridende, da vi så skulle se scenerne, siger Rikkemai, hvis reaktion endte med at gøre Ida meget bekymret for scenerne, selvom hun ikke synes, de var så slemme, da hun selv så dem. Men at få sin mors mening råt for usødet er også noget, hun sætter pris på.

– Jeg ved, jeg altid får sandheden fra mor. Om den så er hård.

Mor går ingen steder

Og ærligheden går begge veje. Rikkemai kan nemlig forvente det samme fra Ida.

– Ida siger rent ud, hvad hun mener; "Det kan du ikke tillade dig at sige", eller "det kan du ikke være bekendt". Det er meget få af mine veninder, der gør det.

At Ida har sine egne meninger og opfattelser bliver også tydeligere, jo ældre hun bliver.

Adspurgt om hendes mor, der er selvstændig designer, har været en rollemodel for hende, tøver hun ikke med at sige ja, men hun har dog også sine forbehold.

– Ja da. Jeg har gennem det meste af mit liv været meget stolt af mine forældre og gerne villet opnå den succes, de har. Men jeg vil sige, nu er jeg også blevet ældre og har som 20-årig fundet ud af, at voksne er... børn, siger hun, mens de begge griner.

– De er stadig på rigtig mange måder rollemodeller for mig, men jeg er også i den alder, hvor jeg gerne vil være min egen og gerne vil gøre noget helt andet.

Både Rikkemai og Ida er sikre på, at det vil gavne deres forhold, at Ida flytter ud, så deres forhold kan være mere styret af lyst end praktiske gøremål. Men så længe Ida stadig er halvdelen af tiden i Dublin, giver det ikke meget mening at finde egen lejlighed i København. Og så ved hun stadig ikke helt, hvad fremtiden byder på: Dublin, måske teaterskole, måske udlandet.. Men én konstant ting er der da i hendes liv.

– Jeg ved, at mor i hvert fald ikke går nogen steder. Veninder holder oftest længere end kærester, og nogle gange for livet, men man ved jo heller ikke, når man flytter og bor i forskellige lande. Allerede siden gymnasiet har jeg kunnet mærke, at nogle vokser fra hinanden, men jeg ved, jeg aldrig rigtig vokser fra dig, siger Ida til sin mor.