"Jeg har sort bælte i at miste"

Anna Thygesen har fået nyt køkken. Det blev helt færdigt i går, fortæller hun, mens hun laver te og retter an med ærter, kirsebær og blødt brød. Svinedyrt italiensk komfur kombineret med bordplader lavet af gamle paller.

LÆS OGSÅ: "Vi har nogle drifter, der ikke kan tøjles af ægteskabet" 

– Jeg ville simpelthen så gerne have vist min bror det køkken, siger hun med eftertryk.

– Jeg ved, at jeg ville have taget røven på ham med det.

Men Anna kan ikke vise sin bror køkkenet, for hun mistede ham den 1. juni 2015. "Out of the blue", som hun skrev på Facebook samme dag. På mindre end 24 timer var han væk. Blot 58 år gammel. Anna er selv blevet 50 i år. Og også i den sammenhæng spiller køkkenet en rolle.

– Jeg var ikke specielt bevidst om, at jeg var på vej mod de 50, jeg vidste bare, at jeg ville holde en kæmpe fest, når dagen kom. Men allerede sidste sommer var jeg træt af at bo her i huset. Vi havde længe talt om, at vi burde få et nyt køkken, for det gamle var slidt ned, men pludselig ville jeg bare flytte og ringede til en ejendomsmægler, selvom Bill slet ikke havde lyst til at flytte. Vi blev faktisk uvenner over det, for jeg havde det sådan, at jeg bare ville væk herfra, uanset om han ville med eller ej. Pludselig var det nærmest et spørgsmål om hvorvidt der stadig var et "dig og mig".

– Ejendomsmægleren kom, vi sad her i sofaerne, og Bill sagde slet ikke noget. Jeg sagde, at jeg bare ville have noget mindre og billigere at bo i. Hun kunne godt se på Bill, at han hverken syntes, at huset var for stort eller for dyrt og spurgte ham: "Hvor vil du gerne bo?" Han sagde, at han bare gerne ville bo her i nærheden, gerne i noget stort med have eller tagterrasse. Jeg var vildt irriteret på ejendomsmægleren, hvad ragede det hende, hun skulle bare sætte en pris på huset. Pludselig sagde hun til Bill: "Du vil da slet ikke sælge, vil du?" Og nej, det ville han jo ikke. Lige i det øjeblik transformerede ejendomsmægleren sig til parterapeut og spurgte mig: "Hvorfor vil du ikke bo her?" Og så brød jeg nærmest sammen og sagde, at jeg ikke orkede at få et nyt køkken, for jeg blev snart 50, og var hun overhovedet klar over, hvor småborgerligt det er at få nyt køkken i den alder? "Jeg skal kraftedeme ikke ha' et "Anna-og-Bill-køkken!", nærmest råbte jeg. Jeg gider ikke låne penge til det og hænge på både lån, mand og den der mølædte hund i 20 år!

LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke min kones slave, og jeg skal heller ikke underkaste mig" 

Hun peger ned på stakkels Ibsen, hunden, der intetanende ligger rullet sammen på gulvet ved hendes fødder.

– Bill sad bare og kiggede, jeg havde aldrig sagt noget til ham om det her – jeg havde ikke engang sagt det til mig selv. Ejendomsmægleren blev simpelthen facilitator i forhold til, at jeg erkendte, at jeg havde nogle tanker om det at blive 50. Jeg har det ikke skidt med at fylde 50 på den der livet-er-slut-agtige måde. Jeg har det godt, jeg fik nyt, fedt job i januar i år, og jeg har en dreng, der kun er 12 år. Jeg står ikke i den typiske 50-årsting med, at børnene flytter hjemmefra, og er der overhovedet brug for mig? Bill er 63 og er lige blevet nomineret med en film til Toronto Filmfestival. Han laver også noget, han virkelig brænder for, så vi er jo ret fresh begge to.

Hun slår en høj og hæs latter op og understreger, at hun jo selvfølgelig blev sammen med Bill, fordi han er "megafed", og fordi ejendomsmægleren sagde, at de sagtens kunne lave

et nyt lækkert køkken og få pengene hjem, hvis de alligevel valgte at flytte om et par år.

– Så hvis jeg har haft en 50-årskrise, så gik den i hvert fald over der. Jeg håber, at ejendomsmægleren ved, hvad hun reddede den dag.

Anna hælder mere te op i kopperne og fortæller, at den rustikke, blomstrede tepotte minder hende om hendes bror. Han havde sommerhus i et område, hvor der var mange dygtige keramikere. Hvad var det, der skete med din bror?

– Han havde noget lungebetændelse, og han havde været hos lægen og havde fået penicillin. Der gik tre-fire dage, og så fik han det rigtig skidt derhjemme. Han kom på hospitalet, hvor man mistænkte, at hans lunge var klappet sammen, men det viste sig simpelthen, at han havde blodpropper i lungerne. Han blev indlagt søndag formiddag, og mandag morgen klokken halv seks fandt de ud af, at han var hjernedød. Han havde fået et hjertestop før operationen, og det havde gjort, at der ikke var kommet ilt til hjernen. Og det var så det.

Anna taler stille og på en helt anden måde, end hun normalt gør. Langsommere. Eftertænksomt.

Hvad tænkte du, da du hørte det?

– Jeg tænkte: Det kan ikke passe.

Hun holder en pause.

– Men det gjorde det. Og så er det jo sådan.

Hun stopper igen.

– Min bror levede i hvert fald livet, så længe han havde det, og han var et kæmpe pejlemærke for os alle sammen. Jeg kan ikke rigtig bruge hans død til andet end til selv at leve livet og vise ham, at livet går videre, og at vi må få det bedste ud af det. Når jeg bliver meget trist og savner ham, får jeg hurtigt fat i alle de gode tanker og minder om ham. Jeg plejede at høre nyheder, når jeg cyklede til arbejde, nu hører jeg musik hele vejen og tænker på min bror. Det er sådan, jeg har min tid med ham. Når du mister et menneske, der havde meget tydelige værdier, så er savnet stort, men det menneske "er her" også stadigvæk meget stærkt. Jeg kan have lyst til at ringe til min bror, og fordi jeg ved, hvad hans værdier var, så ved jeg også godt, hvad han ville sige, hvis jeg spurgte ham til råds. Jeg kan tude over, at jeg ikke kan dele mit køkken med ham, han var en rigtig madnørd ligesom jeg, men jeg ved, hvad han ville have sagt, hvis han havde set det, så jeg kan næsten dele det med ham alligevel.

Hvad ville han have sagt?

– "Det er et flot køkken, Anna. Men palleplader, Anna...?"

Hun griner igen højt.

– Køkkenskabene er fra Ikea – min bror ville aldrig have købt et helt køkken i Ikea. Der er jeg mere anarkistisk. Jeg havde en strategi om, hvad køkkenet måtte koste, og fordi vi valgte et megalækkert komfur fra Italien, der kostede kassen, måtte vi gå på kompromis med andre ting uden at gå på kompromis med, at det skulle være fedt. Og det er for eksempel at lave køkkenbord af palleplader.

Det er ikke første gang, Anna har prøvet at miste. Hendes far begik selvmord, da hun var 17 år, og fire år senere tog moren sit eget liv

– Jeg har sort bælte i at miste, synes jeg. Det kunne jeg faktisk godt mærke, da min bror døde, jeg kender symptomerne. Jeg er god til at tackle det. En af måderne, jeg tackler det på, er ved at være i det. Man kan alligevel ikke flygte fra det. Sorgen kommer og er der hele tiden, men når man har levet med sorg i så mange år, er det også en naturlig del af en selv. Og lige så stille bliver sorgen over min bror til glæden over, at han har nogle fede børn. Den bliver til en glæde over, at jeg kan snakke med hans kone om ham, og til en glæde over, at jeg kan tale med min søster om vores barndom. Til gengæld ejer jeg ikke bitterhed eller selvmedlidenhed, som tit er det, der gør mest ondt, når man mister. Jeg har ikke den der: Hvorfor skulle det ske for mig? Slet ikke. Jeg kan ikke bruge det til noget. Der er så mange ting, man kan tale og tænke ned, og hvis det hjalp nogen tilbage til livet, så kan du fandeme tro, at jeg nok skulle bruge det. Men det gør det jo ikke. Den, man har mistet, kommer ikke tilbage.

Du valgte at dele din brors død på Facebook samme dag, som det skete – hvorfor?

– Jeg er et delende menneske, og jeg synes, at min bror fortjente det. Facebook kan man jo bruge til hvad man vil, men hvis man kun deler, at man har fået nyt job, eller at ens barn har fået 12, så er det i hvert fald ikke mit liv. Mit privatliv, mit personlige liv og mit erhvervsliv flyder meget sammen, og jeg deler ud af det hele. Jeg kan godt gå og blive lidt træt af folk, der deler sådan nogle citater. Gajolcitat møder livsvisdom på dåse. Det skal i hvert fald være ret sjovt, før jeg gider det. Men en stærk oplevelse fortalt i relativt kort form, det vil jeg gerne selv læse. I Danmark har vi dog en lidt sjov ting med de gode historier, som jeg ikke helt forstår. Hvorfor deler du dog det, spørger folk lidt anklagende? Eller: Nå, du stillede nok op til et interview om dit barn, der led vuggedøden – hvad gjorde du det for? Jamen hallo, vi vil alle sammen gerne underholdes, inspireres og røres. Jeg fortæller mine historier på facebook, og der er ingen, der siger den slags til mig mere – det tror jeg sgu ikke, at de tør. Og hvis de siger noget... I don't give a shit! Jeg er et meget socialt og kommunikerende menneske, og jeg tænker, at folk, der bor med mig eller er i nærheden af mig, må være lykkelige for de sociale medier, for et eller andet sted skal jeg jo have det ud. For mig er det en ventil. Og så skal man i øvrigt vide, at jeg er ret bevidst om, hvad jeg lægger ud. Jeg skriver ikke hvad som helst.

Hvad ville du aldrig dele?

– Der er nok ikke noget, jeg aldrig ville dele. Jo, altså – jeg vil aldrig dele noget, hvor det går ud over eller involverer nogen, der ikke vil have det. Der har jeg min eneste grænse. Det, jeg delte om min bror, var jo MIN oplevelse. Det var ikke resten af familiens.

Du skrev i en senere opdatering, at dine venner skulle huske at leve livet og elske, for størst af alt er kærligheden – hvorfor var det vigtigt at sige?

– Fordi det hjalp mig. Og da vi stod der og var SÅ kede af det, så var det alligevel dejligt at mærke, at vi alle elskede ham, og at han havde elsket os. Kærlighed overlever alt. Størst af alt er kærligheden – det er jo fra Biblen, og jeg er et kristent menneske. Lige meget hvor ubehagelig sandheden er, så bliver vi nødt til at finde trøst i noget andet. Det tror jeg på. Jeg synes ikke altid, at jeg forstår meningen med livet, men jeg bliver nødt til at leve med det. Jeg har boet i lande, hvor man har religiøsiteten tættere på sig, og hvor det er helt normalt at gå ind i en kirke og lige sidde to minutter. På samme måde er min tro og mit livssyn en del af hverdagen, og det er rart at have sådan en grundværdi.

Til Annas 50-årsfødselsdag sagde hendes bror i sin tale til hende, at han var "stolt af dig på alle planer". Det betød meget for Anna.

– Jeg tror, at man som menneske har behov for andre i sin nærhed, der ER stolte af en. Den måde, jeg har levet på, har været så anderledes end den måde, min bror levede sit liv på. Jeg var den lillesøster, som han engang imellem kiggede på og tænkte, hold da op, hvordan kommer det lige til at gå med hende? Men i de senere år fandt han ud af, at jeg også kunne hjælpe ham med kommunikationen i hans advokatfirma. Det er jo det, jeg kan. Han var sgu også stolt over, at jeg efter PFA-sagen, hvor jeg stod uden job og uden noget som helst, er kommet tilbage i erhvervslivet for fuld udblæsning med et job som seniorrådgiver i Danmarks hotteste kommunikationsbureau. Eller rettere – jeg er ikke bare kommet tilbage – jeg er pissedygtig!

Det er ikke tit, man hører kvinder rose sig selv så ligefremt?

– Næh, men jeg har det fint med at sige det. For det er jeg. Det er ikke noget, jeg går rundt og siger hele tiden, men jeg er enormt opmærksom på at udstråle det. Mit mål er, at mine kunder siger: "Hende der Anna, hun er virkelig dygtig". Og dem, der måske ikke kan lide mig personligt – de skal på trods af det også synes, at jeg er meget dygtig.

Har du altid haft den følelse inden i dig?

– Ja. Men med alderen bliver det jo nemmere at sige det også, synes jeg. Det er nemmere at få andre til at værdsætte ens dygtighed, hvis man selv er bevidst om den. Jeg har været igennem mange ting, og jeg har power bag mine ord, når jeg sidder over for en kunde, der måske har problemer. Jeg har typisk prøvet noget, der er værre end det, de sidder med. Jeg kunne godt have valgt at trække mig og krybe langs panelerne efter PFA-sagen, men jeg har hele tiden følt, at jeg kan bidrage med noget. Og så er jeg et magtmenneske. Magt er mange ting, og hos os på bureauet siger vi, at kommunikation flytter magt. For mig er magt at være med til at sætte en dagsorden.

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige 

Anna blander sig også som debattør i radioprogrammet "Det taler vi om". Hun kan ikke lade være, siger hun, og så elsker hun sladder og hr. og fru Danmark.

– I det program taler vi, som man gør hjemme ved kakkelbordet eller i frokoststuen. Mit take på programmet er jo kommunikation, så mit udgangspunkt er altid: Hvorfor siger de sådan? Jeg får tit nogen over snuden på programmets facebookside, men jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk i den brede offentlighed mener om mig. Det kan handle om, at min stemme er irriterende eller, at jeg kun sidder, hvor jeg gør, fordi jeg knaldede med Kurt Thorsen. Der var engang en, der skrev, at jeg lød som en på 70, og så gik jeg ind og kommenterede det ved at skrive: Så skulle du bare se mig, jeg ligner en på 90! Det synes jeg sgu er sjovt. Og så stopper det. Somme tider går jeg bare ind og liker folks sure kommentarer, og når de så ser, at jeg rent faktisk "er der", så fiser det ud. Jeg kvæler dem i kærlighed, ha, ha.

– Jeg kan godt lide at lave grin med hr. og fru Danmark, men jeg laver samtidig grin med mig selv. Vi tror jo alle, at vi er så specielle, men vi er alle bare et produkt af vores land, samfund, forældre og opvækst. Så den måde, vi agerer på, er enormt sigende, og jeg elsker den måde, vi iscenesætter os selv på. Vi skulle f.eks. have gæster forleden dag. Vi havde været ude og købe ind, gæsterne var lige på trapperne, og så sagde jeg til Bill: "Jeg tager lige badeværelset". Badeværelset? I en mandeverden "tager man ikke lige badeværelset", når gæsterne kommer lige om lidt. Men jeg vil have, at der er i orden, og råber til Bill: "Hvor er vores pæne toiletpapir?" Bill spørger helt måbende: "Har vi noget pænt toiletpapir?" "Ja, det har vi til gæster", svarer jeg. Hvorefter han siger: "Så min røv er altså ikke fin nok til det dyre toiletpapir?".

Hun vælter om i sofaen af grin.

– Det er selviscenesættelse, og det er sgu da sjovt! Ligesom når jeg lægger mine grøntsager op på fade, så det ser ud, som om jeg har været på et eller andet fransk torv. Eller når jeg går ud og køber blomster, der skal ligne en markbuket, fordi jeg kommer fra landet! Det er jo det vildeste crap, men det er sådan, vi er. Og så siger folk, at Facebook simpelthen er så selviscenesættende. Nå ja, før Facebook var vi bare helt naturlige og ligeglade alle sammen. Vel var vi da ej! Kvinder, der holder brunch, er jo et dejligt eksempel på selviscenesættelse. Enten fordi vi har været i Irma og har købt det hele, eller fordi vi har stået og fundet den helt rigtige krukke frem for at servere i den på den helt rigtige måde. Den største tilfredsstillelse, jeg har haft i denne uge, ud over nogle arbejdsmæssige ting og mit køkken, det er det her...

Hun rejser sig og går ned i kælderen. Kommer op igen med et saligt smil på læben og en bunke farvestrålende viskestykker i hænderne.

– Det er, når jeg kommer op fra kælderen med mine perfekt rullede viskestykker, som i øvrigt er i den gode ægyptiske bomuldskvalitet. Sådan. Jeg arbejder meget og har altid travlt, men når jeg står dernede i kælderen og ruller, så er min hjerne i flow. Og der er ikke nogen, der skal komme ned til mig. Folk spørger somme tider, hvordan jeg har tid til den slags og til at lave store middage og have mange gæster. Det er, fordi jeg elsker processen. At købe ind, lave mad, gøre klar. Og fordi jeg ved, at det ender med noget socialt, nemlig, at der kommer nogle mennesker og hygger og drikker noget vin. På den måde er jeg nok lidt sydlandsk.

Anna lægger viskestykkerne ud på sin pallebordplade, kigger sig tilfreds omkring i det nye køkken og ser faktisk nærmest lykkelig ud. 

LÆS OGSÅ:  "Jeg var mest ulykkelig, da jeg skovlede flest penge ind" 

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder