Han var den yngste landsdækkende nyhedsvært nogensinde - 24 år senere tog han et stort valg
Johannes Langkilde har et stort fokus på at være langtidsholdbar i sit arbejdsliv, fordi det til tider kan være hektisk. For at holde sig skarp har han brug for at give sig selv mentale pusterum og jævnligt at ryste posen, så han ikke ender med at tage ting for givet.
Hvor er du henne i dit liv lige nu?
"For nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg har været 10 år på DR og 12 år på TV2.
Jeg har lavet i omegnen af 2000 nyhedsudsendelser, og jeg startede som nyhedsvært, da jeg kun var 26 år gammel, som den yngste landsdækkende nyhedsvært nogensinde.
Jeg har altid elsket mit arbejde, men jeg kan mærke, at jeg har brug for at løbe lidt zigzag for at holde mig langtidsholdbar. Jeg vil gerne ryste posen, så jeg får mulighed for at lære nye ting og at bruge mig selv på en ny måde. Da jeg stod med de tanker og en lyst til at prøve noget nyt, var der pludselig brug for mig på Aftenshowet. Så timingen var perfekt. Det sagde jeg ja til, og det skifte har jeg haft rigtig meget lyst til og brug for.
Det fik jeg også kun bekræftet, da jeg lavede mit første program, for der kunne jeg mærke sommerfugle i maven for første gang i mange år. Det, tror jeg, er utrolig sundt at mærke en gang imellem. Føle, at der er noget på spil, så man ikke tager de ting, man har, for givet."
Synes du, at alle bør løbe lidt zigzag i deres liv?
"Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har godt af at blive rystet og vendt på hovedet for at se, hvad der falder ud af lommerne. Jeg er lidt som en potteplante, der har brug for ny muld for at kunne vokse. Det er overhovedet ikke noget for alle at gentænke, hvad de bruger deres hverdag og arbejdsliv på, men mange kunne helt sikkert have glæde af at plante sig selv om.
Det behøver slet ikke at være en dramatisk omplantning, men måske kunne man overveje, om dele af ens liv har brug for et skvæt gødning om ikke andet. Jeg skal i hvert fald selv sørge for ikke altid at gøre det, der er nemmest. Det øjeblik, jeg begynder at føle, at noget er for meget en rutine, skal jeg ryste lidt op i mig selv for at få den barnlige begejstring frem igen."
Hvad er ellers vigtigt, når man skal holde sig langtidsholdbar?
"Når man har et karriereliv, som er så fokuseret, specielt og hårdt, som mit er, er det ikke umuligt at tænke, at man brænder ud på et tidspunkt. Som jeg nævnte før, vil jeg gerne holde mig fleksibel og være åben for at gå i nye retninger, men jeg er også enormt opmærksom på mine grænser. Hvis man skal se det visuelt, skal jeg altid befinde mig i det grønne eller det gule felt af skalaen for, hvor travlt jeg har. Jeg må aldrig komme op og ligge i det røde felt for længe ad gangen. Det er nok en af de virkelig gode ting ved at blive over 40.
Jeg har lært mig selv bedre at kende og ved, hvordan jeg skal disponere min tid, så jeg ikke deler for meget ud af mig selv til andre. Tidligere har jeg været dårlig til den afvejning og fandt også ud af, at der på et tidspunkt ikke er mere at give af. Men det er jo en universel ting for mange, at man er alt for dårlig til at sige nej. Nu ved jeg dog, at det er vigtigt at have tid i kalenderen uden planer. Tidspunkter, hvor jeg kun skal tænke på, hvad jeg egentlig selv har lyst til. Jeg spiller meget musik og bygger mange ting i min fritid, men det bliver ofte lagt i kalenderen, og så virker det ikke længere som et pusterum, på samme måde som en blank dag i kalenderen gør.
Hvis jeg ikke giver mig selv lov til at have frirum i min kalender, så kan jeg heller ikke få lov til at føle efter, hvad jeg har mest lyst til i øjeblikket. Impulsiviteten ryger, når vi skemalægger alt, og jeg kan mærke, hvor vigtigt det er for mig at være impulsiv en gang imellem. Når jeg ikke har noget på programmet, får jeg oftere ringet til mine venner og kan være mere til stede med min familie, som betyder mest for mig."
Er der mere positivt ved den alder, du har nu?
"Noget af det bedste ved min alder er den ro, jeg har nu. Der er ikke så meget, jeg skal bevise overfor andre længere. Nu er det kun mig selv, jeg skal imponere, men det er også både en forbandelse og en velsignelse, tror jeg. Jeg er virkelig selvkritisk, og det er sjældent, jeg laver noget, jeg selv synes, er godt nok.
Men selvom det kan være hårdt, holder det mig også skarp, så jeg ikke tager noget for givet. Det er en kæmpestor drivkraft for mig på alle områder i mit liv, at tingene altid kan blive bedre. Et led i, at jeg ikke længere skal bevise noget overfor andre, er også, at jeg er blevet god til at sortere i, hvilke mennesker i mit liv, der er værd at lytte på.
Jeg giver kun opmærksomhed og energi til de mennesker, der vil mig det godt, og så sorterer jeg resten fra. Det er ikke det samme som at sige, at jeg kun lytter til dem, der roser mig. For der er også mange af de mennesker, der vil mig det godt, som synes, at det, jeg laver, en gang imellem kunne være bedre. Men det handler om måden, vi taler sammen på.
Det er min familie og mine venners holdninger, der betyder allermest. Og det giver mig en stor ro at vide, at dem, jeg omgiver mig med, vil hjælpe mig med at blive den bedste version af mig selv."
Hvornår er man så den bedste version af sig selv?
"For mig handler det om at bevare gnisten. For når man har den, opstår der hele tiden nye og spændende muligheder, som kan gøre, at man ender et bedre sted. Og når man ender et bedre sted, får man en ny gnist. Det er jo lidt en selvforstærkende proces.
Du kan ikke tvinge andre til at være den bedste version af sig selv, men du kan være opmærksom på dig selv og dine handlinger. Og jeg tror på, at hvis du går ud i verden med alt det bedste, du har, så får du den samme energi tilbage. Man bliver nødt til at insistere på, overfor sig selv, at man skal lære nye ting og få friske pust udefra, for det bliver man bedre af. Jeg bliver i hvert fald helt sikkert et gladere menneske af det."