”Det var første gang, jeg så Mette Frederiksen meget sårbar”

"Solen skinnede, det var en af de første forårsdage, graderne var tocifrede, og folk sad udenfor på caféerne og drak kaffe. En fræsede forbi på et elektrisk løbehjul og sagde noget i retning af "godt gået" i forbifarten. Det var en underlig fornemmelse at spadsere rundt blandt intetanende danskere vel vidende, at om få timer ville hun forandre deres hverdag radikalt."

Scenen stammer fra journalist Anne Sofie Kraghs nye bog, Det første år, som handler om Mette Frederiksens første år som statsminister. Et år, som i høj grad har stået i coronaens tegn. Anne Sofie har haft en helt unik adgang til at følge og løbende interviewe statsministeren og hele holdet omkring hende, og derfor har det været muligt at skrive en bog, som nærmest kryber helt ind i hjernen og hjertet på Mette Frederiksen.

Blandt andet på den ovenfor beskrevne tur, som statsministeren gik onsdag den 11. marts 2020 ganske få timer før, at hun lukkede hele Danmark ned. En tur, der på en afgørende måde også ændrede Mette Frederiksens blik på det job, hun var trådt ind i den 27. juni 2019 som den yngste nogensinde.

Anne Sofie Kragh kendte i forvejen til to sider af Mette Frederiksen: Politikeren og moren. Anne Sofie og Mette har nemlig ofte stået side om side på de lokale fodboldbaner.

Hvad var dit forhold til Mette Frederiksen inden, du begyndte på bogen?  

– Hmmm, jamen, det er jo lidt specielt, for hun bor også herude, og vi har haft drenge, der var tætte i en periode. Vores Kristoffer og hendes Magne er jævnaldrende og gik til fodbold sammen, så jeg har stået til mange kampe sammen med Mette Frederiksen, og vi var lige hysteriske forstået på den måde, at vi stod og hoppede lige højt på sidelinjen. Vi var faktisk dem, der hoppede og råbte højest, ha ha. Kom nu, kom nu! Kristoffer og Magne havde også soveaftaler hos hinanden, så jeg har jo set en anden side af Mette Frederiksen i den sammenhæng. Og det er en HELT anden side.

Med streg under? 

– Ja, for hun er virkelig en, der kan skille tingene ad.  

Anne Sofie Kragh oplevede på egen krop, hvordan Mette Frederiksen skiller sine to sider helt ad, da hun skrev et portræt af politikeren til Weekendavisen i 2018.

– På det tidspunkt gik vores drenge til fodbold sammen og havde stadig soveaftaler, og jeg kan huske, at jeg syntes, at det var lidt besværligt, at jeg kendte hende lidt privat, når jeg skulle interviewe hende til Weekendavisen. Derfor havde jeg forberedt sådan en lille tale, hvor jeg, når jeg mødte op på hendes kontor, ville sige, at jeg godt kunne finde ud af at skille tingene ad og være professionel. Det havde jeg behov for at sige højt.

– Men da jeg så kom ind på hendes kontor, havde jeg med ét slet ikke brug for at sige det, for det var bare så tydeligt, at det var et helt andet game. Vi talte ikke fodbold eller noget, og det gjorde det SÅ meget nemmere, at tingene ikke blev blandet sammen. Noget tid efter interviewet stod vi igen til en fodboldkamp med drengene, og jeg sagde, at jeg i øvrigt lige skulle huske at sige, at artiklen i Weekendavisen var blevet udskudt en uge. Og så kunne jeg se på hende, hvordan hun næsten skulle skifte diskette oppe i hovedet. Fra mor til politiker. Nå. Ja.

– Så hun er virkelig i stand til at skille tingene ad, og hun så mig slet ikke som journalist lige der på fodboldbanen. Sidenhen er vores drenge gledet fra hinanden, og det har gjort arbejdet med bogen nemmere for mig, at vores forhold nu kun er professionelt.

Anne Sofie skrev en biografi om Anders Fogh Rasmussen i 2004, og efter den havde hun tænkt, at der i hvert fald ville gå ti år, før hun fik lyst til at lave en bog igen. Og hun husker helt præcist, hvornår lysten opstod. Det var i familiens sommerferie i 2015.

– I ferien læste jeg bogen Soning af Ian McEwan, hvor det samme forløb bliver fortalt flere gange fra skiftende synsvinkler – helt fantastisk bog – og da jeg havde læst den, sagde jeg til min mand, Peter: "NU har jeg lyst til at lave en bog igen". Han svarede, at så skulle jeg da lave en bog om Mette Frederiksen. Hvortil jeg svarede, at ja, det er dét, jeg skal.

– På det tidspunkt kendte jeg hende slet ikke, det var før fodbold, men da jeg kom hjem fra ferien, skrev jeg et brev til hende som det allerførste. Jeg pakkede ikke engang kufferten ud først. Peter kendte hendes adresse via sit arbejde, så jeg kørte hen og puttede brevet gennem brevsprækken. Jeg ville ikke gå gennem rådgivere eller noget. Og så skete der ikke en skid, ha ha.

Men Anne Sofie Kragh gav ikke op og tog efter noget tid i stedet fat i statsministerens særlige rådgiver og stabschef, Martin Rossen, og hun endte med at være den blandt flere andre interesserede forfattere, der fik lov til at portrættere Mette Frederiksen. Aftalen var, at hun skulle skrive bogen om hende, hvis hun blev statsminister.

Selvom ingen af jer jo anede, om det nogensinde ville ske?  

– Ja, det var sådan en gentlemen agreement, og der var ikke noget, der blev skrevet ned. Men jeg havde da en formodning om, at det ville lykkes for hende. Selvom hun måtte tabe det næste valg, var der ikke noget, der tydede på, at hun ville være nødt til at gå af som formand, så på et eller andet tidspunkt skulle det nok lykkes.  

Anne Sofie begyndte at følge Mette Frederiksen allerede i valgkampen 2019, hun var med på valgaftenen, da det stod klart, at rød blok ville overtage regeringsmagten, og hun fulgte med fra sidelinjen og med interviews hen over sommeren og vinteren 2019. Men så ramte coronaen, og alt kom op i fart.

Anne Sofie indså, at hun ville blive nødt til at dele sin bog op i to bind, så tiden med pandemien kunne få plads, og så bogen kunne udkomme med en vis aktualitet. Hun skrev til stabschefen den 14. marts og spurgte, om hun måtte komme ind og være en flue på væggen i Statsministeriet, og det fik hun lov til. Derefter var hun i Statsministeriet stort set hver eneste dag i hele pandemiens første bølge. Derfor er alt i bogen oplevet en til en, undtagen det, der skete den 11. marts. Det er rekonstrueret efter grundige samtaler med alle, der var til stede i Statsministeriet den dag.  

– Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var en flue på væggen. Jeg var med til mange af møderne, og resten af tiden sad jeg i det, der hedder Rødt Område i Statsministeriet, og kiggede på folk, der gik frem og tilbage og sagde: "Hey, må jeg lige låne dig et øjeblik?".

– Jeg ville være der så meget som muligt, og jeg tog ikke hjem, før Mette Frederiksen var taget hjem. Jeg følte mig så privilegeret. Min mand sad derhjemme med tre børn og hjemmeundervisning, mens jeg tog ind og var det sted, jeg syntes, det var allermest spændende at være.

Hvis Anne Sofie skal lave nogle nedslag i statsministerens første år, som er definerende, er det første, hun nævner, den tur, som Mette Frederiksen gik den 11. marts.

Om morgenen havde statsministeren ikke haft nogen idé om, at dette ville blive dagen, hvor det historiske pressemøde skulle løbe af stablen, men som timerne gik, blev bekymringerne større og større, og snart arbejdede Statsministeriet på højtryk for at finde ud af, hvordan en nedlukning af landet kunne sættes i gang, og hvad det ville kræve. Under normale omstændigheder ville Mette Frederiksen have blandet sig i alle detaljer, for hun holder af at være i kontrol, fremgår det af bogen, men denne dag var selve beslutningen om nedlukningen det eneste, hun tænkte på. 

– Det, der er så mærkeligt, er, at Mette Frederiksen er bevidst om, at det her bliver den største beslutning, hun nogensinde kommer til at træffe, og alligevel er der bare et tidspunkt på eftermiddagen, hvor hun føler sig til overs. Hvor der ikke rigtig er mere for hende at gøre. Alle andre har travlt med et eller andet, men der var ikke mere, hun skulle. Sådan er det jo tit at være allerøverst.

– Det var dem i lagene under, der skulle gøre noget, hun skulle "bare" eksekvere det på pressemødet. På et tidspunkt spurgte hendes særlige rådgiver, Martin Justesen, om hun ikke ville ud at gå en tur, og bagefter har hun fortalt mig, at det var første gang, hun nogensinde havde følt sig ensom som statsminister.

– På den gåtur. Der var ingen, hun kunne ringe til og spørge til råds. Ingen havde prøvet det her før. Hun vidste, at beslutningen hang på hende alene. Det var hendes ansvar. Man siger, at det at være statsminister er det mest ensomme job i verden, men indtil denne dag havde Mette Frederiksen benægtet, at det var tilfældet for hende, for hun havde jo sine tætte rådgivere. Men da det hele blev sat på spidsen, var der kun hende selv.

Var hun bange for at tage beslutningen om at lukke landet ned? 

– Nej, det er ikke mit indtryk, selvom man måske godt kunne tro det. Det underlige ved beslutningen var, at hun vidste, at den skulle tages, men hverken hun eller andre vidste, hvad konsekvenserne ville blive. Normalt er det jo omvendt. Man kender konsekvenserne, og så træffer man beslutningen.  

En anden begivenhed, som Anne Sofie Kragh fremhæver, er den 6.april 2020, hvor den første genåbning blev sat i gang.

– Det var første gang, jeg så Mette Frederiksen meget sårbar. Det var om aftenen, og hun havde lige afsluttet sit niende pressemøde i pandemiens første bølge, hvor blandt andre vuggestue- og børnehavebørn samt de mindste skolebørn skulle tilbage. Jeg var med inde til mødet bagefter, hvor hun havde smidt skoene og sad og stirrede tomt ud i luften. Alle var optagede af deres telefoner eller talte sammen, men på et tidspunkt bemærkede den særlige rådgiver, at Mette Frederiksen var fraværende, og spurgte, om hun var ok. Hvortil hun svarede: "Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Kurz gør det bedre".

Sebastian Kurz er den østrigske forbundskansler, som Mette Frederiksen indtil da havde lagt sin kurs tæt op ad. Men nu havde han valgt at åbne de små forretninger, mens Mette Frederiksen havde prioriteret at sende de små børn tilbage i institution.

– Man vidste jo, at det var dem, der blev mindst syge af corona. Men alligevel. Hun er selv en hønemor, og hun var faktisk i tvivl om, hvad hun ville have sagt, hvis hun var blevet spurgt, om hun ville være tryg ved at aflevere sit eget barn i vuggestue. Hun vidste godt, at det var den rigtige beslutning, men den kollidererede måske med, hvad hun selv ville som civilperson. Ville man selv synes, at det var fedt at sende et lille barn, der sidder og sutter på alt legetøjet, ned i vuggestuen?

– I Statsministeriet havde de på forhånd snakket om, at genåbningen ville blive det sværeste i hele forløbet. Og det blev det også.

I bogen fortæller Anne Sofie Kragh, at hun også fik et glimt af statsministerens følsomme side, da Dronningen holdt sin tale til befolkningen.

– Ja, hun blev rørt, da hun stod og så den tale. Hun har følelserne udenpå tøjet. Ligesom da hun græd ved den minkfarm, hvor alle minkene var blevet slået ihjel.

Der er mange, der har stillet spørgsmålstegn ved de tårer, og som har ment, at hun fakede?  

– Det ville undre mig meget, og det tror jeg heller ikke, at man kan. Og det ville også se mærkeligt ud.  

Men det har jo været en reel diskussion? 

– Ja, det er rigtigt. Men der er noget andet, man skal holde sig for øje. Og det er, at der altså er forskel på, hvad vi taler om i medierne, og hvad der foregår inde i Statsministeriet. Der er en medievirkelighed, og der er en anden virkelighed.

Som et eksempel på det fremhæver Anne Sofie, at det i medierne blev en sag, da en fotograf havde taget et billede, hvor man kunne se, at der på et udkast til Mette Frederiksens tale den 17. marts, hvor hun skærpede forsamlingsforbuddet til ti personer, var skriblet en note med rød kuglepen: "Udskam de, der ikke har været fornuftige".  Den historie nedtoner Anne Sofie i bogen.

– Ja, for jeg er faktisk ikke sikker på, at Mette Frederiksen overhovedet ved, hvem der har skrevet den note den dag i dag. Og det siger jo noget om, hvor lidt noten har fyldt i hendes univers kontra i mediernes. Det har været interessant for mig som journalist at se det skisma, der er imellem, hvad pressen går op i, og hvad de går op i inde i Statsministeriet.

Men som journalist tænker man jo, at der MÅ være nogen, der ved, hvem der skrev den note?  

– Altså... jeg ved det godt.  

Så kom med det?  

– Ha ha, nej. 

Seriøst, når du ved det, hvorfor tror du så ikke, at Mette Frederiksen ved det?  

– Jeg tror ikke, hun har spurgt. Og hun har haft andet at lave. Det har ikke interesseret hende. For hende var det en ligegyldig note. Det kan hun ikke bruge sin tid på. Og hun har ikke haft brug for at give nogen en røffel over det.

Hvordan har det ændret dit syn på medieverdenen at være "på den anden side"?

– Jeg er i hvert fald blevet mere påpasselig med at sladre. Jeg blev provokeret af, at mange journalister var sikre på, at det var Martin Rossen, der havde skrevet den note, når jeg vidste, at det ikke var ham. Samtidig må jeg sige, at jeg føler mig overbevist om, at jeg havde været på samme måde, hvis jeg havde stået på den anden side af hegnet på det tidspunkt. Hvis jeg havde været i min almindelige rolle som journalist, ville jeg sikkert også have lavet den gætteleg. Hvem er det? For det er bare virkelig sjovt at være den, der ved noget, som andre ikke ved. Og så afsløre det. Jeg kan sagtens følge det. Men man skal passe på med den slags. Jeg er virkelig blevet forsigtig med at udtale mig skråsikkert.

I bogen fortæller Anne Sofie en lille historie om, at Mette Frederiksen en morgen var klatret op på et hegn og var på vej op i et træ, fordi familiens kat var kravlet derop. Hun var ikke sikker på, at den kunne finde ud af at komme ned igen, så hun tænkte, at hun hellere måtte hjælpe. Efterfølgende grinede hun lidt af sig selv, for hun vidste godt, at hun skulle blive bedre til at overlade ansvar til andre.

Er det din opfattelse, at Mette Frederiksen så ER blevet bedre til at overlade ansvar, mens hun har været statsminister?  

– Det kommer bind to blandt andet til at handle om. Og den bog udkommer først efter næste valg. Men jeg tror, at hun bliver bedre til det, for det er nødvendigt. Ellers tror jeg, at hun bliver slidt op.

Hvordan har hun, set med dine øjne, ændret sig i den periode, hun har været statsminister?  

– Hmmm, det ved jeg ikke, om jeg kan sige, at hun har. Men som jeg skriver i bogen, så er hun begyndt at sænke skuldrene lidt. Det pres, der lå på hende ved at være kronprinsesse, har været meget hårdere for hende, end man skulle tro.

– Det er en svær position at have. Hun har lettere ved at holde sig brandvarm end lunken. Det med hele tiden at stå klar til at skulle overtage, har været svært for hende at tøjle. Hun vil gerne være i kampzonen. Hun kan godt lide at lede. Hun kan godt lide at bestemme. Hun kan godt lide at have magt. Så det falder hende meget naturligt nu at være statsminister. Det har, i mine øjne, givet hende en vis ro, og det er der også andre, der siger.  

Hun har løbende fået kritik for at være magtfuldkommen, er hun ligeglad med det?  

– Nej, det er ikke mit indtryk. Og det var også grunden til, at der var nogle kampe, hun ikke tog. For eksempel med Søren Brostrøm. Der er nogle af de ting, som pressen skriver, som hun sikkert er ligeglad med, fordi man ikke kan gøre noget ved det, men oppositionen har været ret god til at sætte fingeren på de ømme punkter.  

Hvad har overrasket dig mest ved at følge Mette Frederiksen? 

– Først og fremmest var jeg overrasket over, at jeg fik så meget adgang til hende, og at hun har brugt så meget tid på at tale med mig. Det havde jeg ikke troet. Da jeg skrev den sms til stabschefen, hvor jeg spurgte, om jeg måtte være en flue på væggen, troede jeg, at han bare ville slå en skoggerlatter op. Jeg har også været overrasket over stemningen i Statsministeriet. At det hele var så relativt afslappet derinde, selvom de skulle træffe meget hurtige og store beslutninger. 

 – Og her vil jeg også gerne sige, at hvis der er noget, som jeg synes har været FULDKOMMEN overset i hele debatten om nedlukning, genåbning og corona i det hele taget, så er det embedsværkets heroiske indsats. Hvis du spørger mig, så er det utroligt, at der ikke er sket større og flere fejl, end hvad vi kender til på nuværende tidspunkt. For hold kæft, hvor har de knoklet. Alle mulige mennesker, som du aldrig hører om. En fuldmægtig. En kontorchef.

– På et tidspunkt sagde lederen af den kriseberedsskabsgruppe, der blev nedsat, at der ikke var tid til at lave den slags embedsmandsnotater, hvor man lavede helgarderinger eller prøvede at dække sin egen røv. Man måtte gøre, hvad der var nødvendigt i øjeblikket. Tænk, at vi har haft en embedsstand, som har turdet træffe vilde beslutninger og sætte så meget personligt på spil vel vidende, at det kan koste dem jobbet efterfølgende. Fordi der ikke var tid til andet. Jeg har næsegrus beundring for dem. Og de har fået alt, alt for lidt credit for det.

Hvad har overrasket dig ved Mette Frederisen selv?   

– Øhm...

Hun holder en lang pause.  

– Egentlig ikke så meget. Det er et kedeligt svar, men det er faktisk rigtigt. Hvis jeg havde troet, at hun ikke kunne træffe beslutninger, var jeg blevet overrasket over det, men det vidste jeg godt, at hun kunne, og at hun trives med. Men jo, jeg er faktisk lidt overrasket over, hvor meget privat hun deler ud inden for den snævre kreds af nærmeste medarbejdere.

– Det er tydeligt, at hun tager på sig, at der skal være god stemning. Hun fortæller for eksempel, hvad hun har drømt, eller hænger sig selv ud med en sjov historie. Men man er aldrig i tvivl om, at hun ER statsministeren. Man kan godt mærke, at alle sænker skuldrene lidt, når hun forlader rummet.