Julia brød med sin adoptivfamilie

Julia har tilgivet mange i sit liv. Men først og fremmest har hun tilgivet sig selv. Tilgivet sig selv for at have fortiet, hvordan hun oplevede det bag facaden i barndomshjemmet hos sin adoptivfamilie, tilgivet sig selv, at hun som voksen igen og igen plastrede et uægte smil på til familiesammenkomsterne og lod omverdenen tro, at familieidyllen var så fin, som den synede. Og så har hun tilgivet sin adoptivfamilie, sin mor, sin far og sine søstre – men det kunne hun først, da hun slap dem rent juridisk. Efter 27 år. Jo, tilgivelse er essentielt for Julia.

Hun ankom som 4-årig koreansk adoptionsbarn til Danmark i 1975. Til en traditionel dansk kernefamilie og rammer, der som udgangspunkt var fantastiske i en nordsjællandsk villa lige op til skoven. Familien bestod også af to ældre teenagesøstre, som var familiens biologiske døtre, og Julia forgudede dem. Hun var altid velklædt, havde mange fritidsinteresser og tog med sine forældre på spændende rejser til udlandet. I forbindelse med adoptionen af Julia besluttede hendes adoptivmor at gå hjemme, så hun kunne tilbringe en masse tid med sin nye datter, og blev dagplejemor.

Som 9-årig lærte Julia at stoppe med at græde på kommando – et nødvendigt talent, fordi hendes adoptivmor overfusede hende, når de var alene hjemme, og kom der pludselig nogen, måtte Julia lynhurtigt tørre øjnene og lade som ingenting.

– Jeg forstod ikke, hvad der skete, men pludselig begyndte hun at lade sine frustrationer og raserianfald gå brutalt ud over mig, husker Julia.

– I mit stille sind håbede jeg, at nogen en dag ville opdage det, men hun sagde, at hvis jeg fortalte det til nogen, ville jeg være skyld i, at familien blev opløst. Jeg elskede jo især min far og mine søstre, så den risiko turde jeg ikke løbe. Børn er enormt loyale over for deres forældre, og adoptivbørn er dobbelt så loyale af frygt for at blev afvist endnu engang, siger Julia.

Hun lånte psykologibøger på skolebiblioteket i håb om at kunne forstå sig selv og den vrede, hun mærkede fra sin adoptivmor, lige som hun i smug lyttede betaget til programmet "Tværs" med Tine Bryld om aftenen under sin dyne.

– Engang læste vi bogen "Christiane F." i folkeskolen. Jeg forstod den stakkels pige og hendes relation til hendes forældre og sagde til min adoptivmor, at bogen virkelig havde gjort indtryk på mig. Hun blev rasende på mig over mine hentydninger til, at de var dårlige forældre, og at jeg generelt ikke skulle køre alt det psykologiske fis af på hende. Jeg havde håbet på, at hun havde spurgt, hvorfor bogen havde gjort indtryk på mig, for – lidt naivt – havde jeg troet, det kunne åbne for en dialog.

Stærk, men også sårbar

Julias mor var en beskytter, som var god til at få sin datter integreret i det danske samfund og støtte hendes udadvendte sider.

– Det eneste, hun ikke kunne beskytte mig mod, var hende selv. Det hele var så ambivalent. For hun sagde, hun elskede mig meget højt, og at jeg var meget ønsket, men jeg tror, hun var frustreret over, at hun ikke fik samme portion kærlighed tilbage fra mig. Flere gange forsøgte jeg at konfrontere hende og fortælle, at jeg følte mig uelsket, når hun lod sine aggressioner gå ud over mig, men det kunne bare ikke diskuteres. Vi kunne sagtens tale om det, hvis jeg var ked af noget uden for familien, men vi kunne slet ikke snakke om det, hvis jeg var ked af noget, hun gjorde, siger Julia.

Hun karakteriserer sine adoptivforældre som pragmatiske mennesker med solide, danske værdier, der opdrog hende til at være stærk, effektiv og praktisk.

– Men jeg var også enormt sensitiv og følsom, og det kunne de ikke forstå. Uden for hjemmet syntes jeg, livet var en fest og var enormt glad og udadvendt, men derhjemme blev jeg mere og mere indelukket og var til sidst decideret bange, når jeg var alene med min adoptivmor. Jeg elskede, når min adoptivfar var hjemme, for det gav mig mere tryghed.

I gymnasietiden blev det hele for meget for Julia. Uden at fortælle, hvad der foregik bag hjemmets fire vægge, forklarede hun sine søstre, at det var uudholdeligt med de mange konflikter derhjemme, og at hun drømte om at flytte hjemmefra. De tilbød hende at flytte hen til dem i deres store villa tæt på, og fordi de havde forudset morens reaktion på nyheden, tog de en sagsbehandler med hjem for at overbringe den:

– Min adoptivmor blev rasende og gik fra hjemmet. De var af den holdning, at ingen skulle blande sig i deres familieliv – slet ikke psykologer, husker Julia.

Familie på falsk fundament

Men selvom hun var flyttet væk, ændrede det ikke på at faktum, at hun var en anden, når hun var sammen med familien, og lagde en dæmper på sit sprudlende jeg for at passe ind.

– Det var naturligt, at jeg var anderledes, for jeg kom fra en helt anden kultur. Det, der var problemet, var, at jeg blev anerkendt for at tilpasse mig – jeg var et lydigt dydsmønster og passede "perfekt" ind i familiens forestillinger om mig som udadvendt, succesfuld og social. Følelsesmæssigt skar jeg arme og ben af for at passe ind i kassen, men hvad er der så tilbage? Når man prøver at passe ind i nogle former, som er skabt af andre, gør man det for at få kærlighed og blive anerkendt, for de fleste mennesker er flokdyr. Men jeg følte, at det hele var bygget på et falsk fundament, og spurgte mig selv: "Hvor meget skal man ofre for at blive anerkendt og accepteret i sin familie?"

Og Julia kunne mærke, at som hun rettede ind og gik på kompromis med sin egen personlighed for at passe ind, mistede de resterende familiemedlemmer langsomt respekten for hende:

– Eksempelvis ringede min søster, som jeg ellers følte, jeg var ret tæt på, til mig en dag, da jeg var i starten af 30'erne. Hun ville bare spørge, om jeg var ok, for hun havde hørt i Nyhederne, at "en thailuder var blevet myrdet i København. Og sådan som jeg gik klædt, kunne det jo være, de troede, det var mig, der var thailuderen." Måske var det ikke ondt ment, men jeg tog det meget nært. Jeg kunne jo bare have svaret igen, men det lå fjernt for mig, for det var jo nogle mennesker, jeg i bund og grund holdt rigtig meget af. Og det var min familie. Jeg tog bare imod og slugte den ene lort efter den anden.

Hun husker også hvordan hun som 22-årig blev kaldt ud i køkkenet af sin mor under årets julemiddag. Præcis som hun så ofte før var blevet kaldt ud i køkkenet, når hun skulle irettesættes. Inde i stuen sad hele familien, Julias søstre, svogre, faster, onkel, niecer og nevøer. Kort forinden havde Julia spist et stykke flæskesvær og levnet kødstykket, og det udløste altså et raserianfald. Og Julia så sig selv udefra: Som den voksne datter, der uden at kny lod sin mor overfuse sig over så ligegyldig en ting. Hun fattede ikke, at hun fandt sig i det, og låste sig grædende ind på toilettet. Og da hendes gamle faster bankede på døren og bad hende komme ud og danse om juletræet "for børnenes skyld", låste Julia op. For gud ved hvilken gang fandt hun det overbevisende smil frem for at please familien. Og dansede med om træet.

– Bagefter var jeg ved at kaste op over mig selv og svor, at jeg aldrig ville danse om et juletræ eller fejre jul med dem igen. Jeg følte mig totalt ydmyget og kunne ikke genkende mig selv, men sammen med familien trådte jeg ind i min gamle rolle, hvor jeg pleasede alle og smilende accepterede, at problemerne blev fejet ind under gulvtæppet.

– Jeg har også mødt mange biologiskfødte børn, der føler, at de slet ikke passer ind i deres egen familie og ikke aner, hvad de laver der. Så kan du vælge at være anderledes og melde dig ud af flokken eller prøve at passe ind for enhver pris, som jeg gjorde, og der går det galt – ikke udadtil, men indadtil. Til sidst bliver du fremmedgjort over for dig selv, og så er du fuldstændig lost. Jeg følte, jeg var utro over for mig selv og langsomt visnede indeni.Et sidste forsøg

Efter gymnasietiden arbejdede Julia som model, uddannede sig til afspændingspædagog og startede et liv som selvstændig behandler. Hun mødte også sin mand, Christian, der som den første fik hele sandheden at vide. Han spurgte og spurgte og spurgte til Julias opvækst og hendes rolle i familien og gjorde det klart, at det, hun havde været igennem, ikke var normalt.

– Jeg følte, at lagene blev skrællet af mig, og kunne ikke forlige mig med alt det usagte i min familie. Tanken om fortielserne og om det, der blev forventet af mig, gav mig kvalme, og jeg begyndte at takke nej til familiefester. Jeg indså, at jeg var nødt til at konfrontere dem med al den uærlighed.

På en rejse mødte Julia en anden koreansk adopteret kvinde, som fortalte, at hun havde ophævet sin adoption. Det overraskede Julia, at man overhovedet havde den mulighed, og hun kunne mærke, at det vækkede en underlig befrielse i hende. Men hun ville give familien en sidste chance for dialog og inviterede sine to søstre hjem i sin lejlighed og fortalte, hvordan hendes opvækst havde været.

– Min ene søster ville tage den svære samtale med min mor, men efterfølgende blev jeg mødt af tavshed. Jeg hørte intet.

En veninde anbefalede Julia at skrive et ærligt brev til sin far, fordi mænd efter hendes overbevisning kan være mere rationelle end kvinder i tilspidsede situationer.

– Jeg fik et brev tilbage, hvor der stod, at de altid havde elsket mig, men at jeg skulle lade være med at sige sådan noget pjat. Den dag skrev jeg i min dagbog: "Min far har forrådt mig." Da han fornægtede de ting, der foregik bag facaden, og mine søstre fortiede det, indså jeg, at jeg i princippet ikke havde nogen familie. I hvert fald ikke en familie, hvor der er åbenhed, støtte og ærlighed. Det hele var en illusion.

Et juridisk brud

Derfor tog Julia konsekvensen og kontaktede Familiestyrelsen for at ophæve sin adoption juridisk. Officielt slægtsløs. Hun fik at vide, at kom hun i fremtiden ud for en ulykke, ville ingen automatisk blive underrettet, ligesom hun frasagde sig arveret fra sine adoptivforældre. "Det økonomiske er sgu det mindste af det," tænkte Julia. Det følelsesmæssige var det sværeste.

Hun inviterede sine adoptivforældre hjem til kage i et spinkelt håb om at få en indrømmelse. En sidste chance for en dialog.

– Men problemerne blev negligeret. Jeg følte mig svigtet i min ret til at være menneske med værdighed og følte mig udstødt, fordi jeg sagde sandheden, siger Julia.

Hun fortalte til sidst sine adoptivforældre, at der inden for et par uger ville dumpe et brev ind ad brevsprækken hos dem – et brev, de skulle underskrive for endegyldigt at kappe båndet mellem dem. Julias hjerte slog en kolbøtte. De græd, da de tog afsked. Alle tre.

– Da de forlod mig den aften, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige at ophæve vores bånd juridisk. Jeg ville dø indeni, hvis jeg skulle forblive en del af en familie, som nægtede at forholde sig til alt det, der var kommet op til overfladen, siger Julia.

Hun oplevede, at folk omkring hende reagerede kraftigt på, at hun ligefrem ville bryde juridisk med sin familie. De syntes, det virkede forkælet sådan at kassere de mennesker, som havde taget sig af hende. Hvorfor i det mindste ikke bare holde sig væk?

– I manges øjne er det, jeg har gjort, helt forfærdeligt. Man kan lige så godt grave sin egen grav, hvis man bliver udstødt af flokken, tror mange. Men jeg synes, det var en ordentlig måde at gøre det på. Så var det behandlet, vi havde set hinanden i øjnene, og der var taget stilling. Jeg betragter det som en skilsmisse, ligesom når ægtefolk bliver juridisk skilt. Jeg slap af med min underminerede rolle som pleaser, og de slap af med mig som symptom på, at noget var galt i familien. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne for at belyse et tabu og nægtede at gå ned med flaget, på trods af at jeg var dybt ulykkelig. Smerten ved at blive i familien på deres præmisser var for stor, så jeg følte mig nødsaget til det. Skulle jeg nogensinde se de mennesker i øjnene igen, skulle vi ikke være i familie. Så skulle det være uden binding og forventninger til, hvordan man agerer som familie.

En opblomstring

Da Julia havde sat sin underskrift på ophævelsen og postet den til Familiestyrelsen i 2002, blev hun ramt af en sorg. Hun satte sit firma på standby og tog en sygemelding:

– Jeg var eksistentielt i frit fald. Det er ensomt at vælge sig selv til, når man ikke accepteres og respekteres for den, man er. Mens min familie jo havde hinanden at støtte sig til, var mit fundament blevet fjernet. Når du bryder med dine forældre, mister du nærmest eksistensberettigelsen, siger Julia, som gik igennem en dybt depressiv fase og også måtte bryde med sin kæreste, Christian.

– Det var mit eget valg at ophæve adoptionen, og jeg var forberedt på, at det ville ramme mig hårdt, for alt det, jeg havde identificeret mig med, og mange af de mennesker, som havde haft stor betydning for min hverdag, var væk. Der var ingen retning på mit liv mere, siger hun.

I sin kamp for at komme følelsesmæssigt på benene igen, begravede Julia sig i personlige udviklingsbøger, langsomt tog livet sig den frihed at gå videre, og hun vendte træt, men ubesejret, tilbage til hverdagen. I processen blev hun blandt andet bevidst om, hvor vigtigt for hende det er at tilgive.

– Du bliver nødt til at starte med at tilgive dig selv. Jeg har skullet tilgive mig selv, at jeg dengang aldrig fortalte, hvordan det var at være i mit barndomshjem. Og jeg har skullet tilgive min mor og resten af min familie for at fortie og fornægte det, der foregik bag facaden. Det at kunne sætte hinanden fri har været meget essentielt for mig, forklarer Julia.

I dag bor hun med sin mand, Christian, som hun blev genforenet med i 2007. Hendes adoptivfar er død, de to nåede at blive forsonet, og hun var ved hans side, da han gik bort. Det var vigtigt for Julia. Sin adoptivmor har hun ikke haft kontakt med i to år, men er åben:

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. At ophæve adoptionen er for mig en ekstrem, som jeg ønsker for de færreste, men de skal vide, at muligheden er der, og jeg har mødt mange som siger, at biologiskfødte børn burde have samme mulighed. Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men jeg vil opfordre til dialog og ærlighed i familierne.

– Jeg er lykkelig i mit liv i dag, hvor autenticitet og ærlighed er vigtige værdier både privat og i mit arbejde med duftdesign og naturlig skønhedsterapi. Autentiske mennesker besidder en særlig styrke, som vidner om at man har turdet bevæge sig igennem livssmerte og forvandlet alt det svære til indre frihed og kærlighed. Jeg kan genkende det med det samme, når jeg møder den hos andre – det er resultatet af menneskelig blomstring. Og det er smukt.

ALT for damerne understreger, at dette er Julias version af sagen.

Om ophævede adoptioner

52 udenlandske adopterede sendte i 2011 en anmodning til Ankestyrelsen om at få ophævet deres adoption.

38% har brudt forbindelsen til et nært familiemedlem. Det viste en Megafonundersøgelse fra 2011, hvor man havde spurgt 1126 danskere.

Læs også ugens leder: Adoptionen der gik galt

DIGT MED ET VIGTIGT BUDSKAB

Julia kan genkende tanken i Kahlil Gibrans (1883-1931) berømte digt til forældre "Tal til os om børn". Her er et uddrag:

Jeres børn er ikke jeres børn.

De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.

De kommer ved jer, men ikke af jer,

og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;

Thi de har deres egne tanker.

Deres legeme kan I yde husly,

men ikke deres sjæle:

Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen,

som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de; men søg

ikke at danne dem i jert eget billede.

Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler

ikke ved det forgangne.