Julia Lahme ser en trist tendens i sin omgangskreds: ”Det fik mig til at tænke”
Quiet quitting – Er det blevet moderne at vælge jobbet fra?
Forleden sagde et af mine mange børn (ok, jeg har faktisk to, men forsøger lige at anonymisere lidt her) til mig, at hans far og jeg muligvis var de eneste forældre, han kendte, der kan lide at gå på arbejde.
Han sagde det som en form for konstatering og bestemt ikke som noget, vi behøvede at bore i. Så det gjorde jeg ikke. I stedet sagde jeg blot, at det gør vi, og at vi også elsker at komme hjem og være sammen alle sammen. Heldigvis var han ikke i tvivl om det. Men det fik mig til at tænke. Der sker altså et eller andet med vores forhold til det at gå på arbejde.
Vi er omgivet af store tendenser som quiet quitting, hvor man laver så lidt som muligt på arbejde og aldrig går den ekstra mil. Og måske dermed skaber et ret så ukollegialt arbejdsmiljø. Der er også den tendens, hvor man siger op uden at have noget andet på hånden, bare fordi man trænger til en pause fra arbejdslivet. Det kender jeg flere, der har gjort. Intet af det trækker i mig, men jeg er nødt til at overveje, hvorfor vi er holdt op med at holde af at gå på arbejde?
Jeg er med på mit eget overdrevne privilegium: Jeg er selvstændig, arbejder med kommunikation og trendforskning, som jeg virkelig elsker, og med komplet fantastiske kollegaer, som jeg endda selv har valgt. Så ja, jeg er nok lidt uden for nummer her. Men jeg HAR prøvet at arbejde på andre måder, og også her kunne jeg faktisk virkelig godt lide at gå på arbejde.
Jeg holder også utroligt meget af at komme hjem, og det er i balancen, jeg finder den helt store glæde og har gjort det i hele mit arbejdsliv. Og derfor undrer det mig for alvor, at det lige nu i diverse medier og bøger og på diverse sociale platforme fremstår som om, at det mest rigtige for os alle sammen (altså os kvinder) er at gå på deltid eller helt at forlade arbejdsmarkedet. Især og i særdeleshed hvis vi har børn.
Annonse
At børnene har brug for deres mødre, bliver brugt som et argument; at daginstitutionerne er for dårlige som et andet. Og endnu et argument for, at vi kvinder bør træde tilbage fra at føle os draget af at gå på arbejde, er, at vi i feminismens navn kan vælge lige, som vi vil. Måske er det hele rigtigt, men måske kan vi gøre noget ved det?
Måske er der andre løsninger end at hælde dårlig samvittighed ned i halsen på mødre og fædre, der tænker, at deres professionelle identitet også er en del af det samlede liv? Måske er løsningen ikke at give op på de strukturer, der er nu, men i stedet at tage kampen op sammen? Feminisme og ligestilling tager udgangspunkt i lige ret til arbejde – ikke lige ret til at vælge det fra.
For mig er det decideret skræmmende at se, at så mange ønsker at træde ud af det, de kalder for hamsterhjulet, for er det ikke en fest at få lov til at deltage? Er det ikke en gave, at vi lever i et samfund, hvor vi kan folde os ud igennem et helt liv? Både kreativt, socialt og professionelt – og skal vi ikke i stedet kæmpe mere for bedre muligheder end kæmpe for retten til at træde ud af det?
Det har jeg tænkt over, siden et af mine mange børn bragte det på banen. For det er faktisk trist, at vi måske er der, hvor vores børn opdrages til, at arbejdslivet er noget, der skal overstås, og at weekenderne og ferierne er der, hvor vi lever vores bedste liv, samtidig med at de har udsigt til at skulle være på arbejdsmarkedet, til de er ældre, end Kong Charles var, da han blev kronet.
Måske skal vi alle sammen tale mere om, hvordan vi får et bedre, mere givende arbejdsliv, i stedet for at tale om, hvordan vi kan slippe for det.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
