Julie Hastrup: "Jeg fatter ikke, at folk vil ud at rejse i julen"

Hvad er jul lig med for dig?

– Jeg er lidt konservativ med julen og går ikke kompromis med den. Den har betydet noget for mig, siden jeg var helt lille. Som barn af 70’er-generationen var mine forældre ikke specielt julede – der hang et møllehjul med gaver på, og vi fik engelsk bøf juleaften. Fra jeg var 3-4 år, oplevede jeg min første rigtige jul med juletræ – og dér ville jeg i kirke. Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra, for mine forældre er totalt ateister. Det var mine bedsteforældre også, men jeg insisterede på, at vi skulle i kirke. Så jeg fik skabt en kirketradition, som jeg har taget med mig videre i mit voksenliv.

Hvorfor lige kirken?

– Jeg ved ikke, om jeg har set for mange af de gamle Lille Per-film. Det er egentlig lidt sjovt, men på en eller anden måde indgik kirken bare i min opfattelse af en rigtig jul med snefnug og duften af gran. I dag synes jeg, at det er vigtigt at holde fast i den tradition sammen med mine børn. Selv da min søn var en vrangvillig 13-14-årig med kasket, insisterede jeg på, at vi gik i kirke juleaften.

Hvad gør julen særlig for dig?

– Juleaften er helt særlig. Jeg laver risengrød, så vi har til masser af risalamande i juledagene. Vi går en lang tur, tager til gudstjeneste, vi ser Disneyshow og drikker jule-te fra Perchs, og om aftenen tager vi over til mine forældre, drikker champagne og fejrer jul. Mine forældre går ret meget op i julen med antikke nisser, og kæmpe juletræ, og så bor de to gader væk fra os. Sådan har det stort set altid været, at vi gentager de samme ting for at bevare julehyggen.

Hvad er dine unikke juleminder fra barndommen?

– Jeg husker, at jeg som 8-årig helt brændende ønskede mig en stor isbjørn fra Ilums Bolighus. Vi boede dengang lige overfor. Jeg havde så ondt i maven, fordi jeg så gerne ville have bamsen og simpelthen ikke kunne vente. Under middagen listede jeg op, mærkede forsigtigt og lavede en lille prik i papiret – noget hvidt og pelset stak ud – og en lettelse spredte sig i kroppen. Isbjørnen Ib har jeg elsket lige siden, og mine børn har arvet ham efter mig.

– Min mor og jeg gik altid i biffen og så ”Nøddebo Præstegård” og ”Jul i den gamle købmandsgård”. Og så fik jeg altid læst højt af Astrid Lindgrens ”Jul i Bulderby” og ”Peters jul” af Johan Krohn. Bøgerne har jeg også læst højt for mine børn i julen, da de var små.

– I adventsdagene plejede min søster og jeg at lave marcipan og nougat, hvor vi fik alt muligt spiseligt krymmel til at pynte med. Så sad vi med hver vores skærebræt og blandede farve til marcipan, og pyntede med ting, som man kunne knække tænderne på. Den tradition har jeg valgt ikke at videreføre, fordi jeg synes, det var så ulækkert, siger hun og griner højlydt.

– Efter jeg er blevet voksen, er det oplevelserne sammen med familien, som har indprentet sig. Jeg husker tydeligt en episode, hvor vi tog kælkene og gik ned mod Kastellet, mens solen var ved at gå ned. Da vi kom hjem, spiste vi hjemmebagte vaniljekranse – det husker jeg som noget særligt hyggeligt.

Kunne du forestille dig at ændre i traditionerne?

– Jeg fatter ikke, at folk vil ud at rejse i julen. Det med at sidde på Tenerife med plastik, synes jeg er trist. Vi gjorde det én gang, da jeg var 10 år, hvor mine forældre og deres venner tog os børn med til Sicilien. Og det var et mareridt for en, der er så juleagtig som mig. Jeg har også holdt jul i USA, der var det jo gearet op – så dér savnede jeg ikke den danske jul.

– Jeg er ikke en, der sidder helt krakilsk og ikke vil ændre noget, for jeg har da holdt jul på andre måder tidligere. Fra jeg var 15 år, tog jeg til julefest hos vennerne, og det blev en tradition, der kørte i 10-15 år. Jeg plejer at sige, at det handler om, hvad der passer med, hvor vi er i livet.

Hvordan vil du beskrive julestemningen?

– Det er en spænding, man går rundt med fra barnsben: Hvem vinder mandlen, hvad er der i gaverne?

Alle sanser bliver stimuleret gennem dufte, og så er der noget tryghed forbundet med det. Den friske luft, der har bidt i kinderne, når man er gået hen til kirken. Julesalmerne er meget smukke, og jeg kan

ofte blive rørt over dem. Der dannes en form for hjerterum over for andre, og man åbner sit hjem. Hjerternes fest kan man jo tolke på mange måder, men det er som om, at man i december bliver mere opmærksom på nærheden.

Hvor lang tid bruger du på at forberede dig på d. 24. december?

– Jeg bruger lang tid på at finde gaver, selvom det er blevet bedre i takt med, at børnene er blevet ældre. Jeg gør mig virkelig umage med at planlægge vores fire adventssøndage – ture til Frilandsmuseet, Kokkedal slot, Tivoli. Min datter danser ballet, så det er en selvfølge, at vi tager i Tivoli. Den tradition gider min søn ikke længere. Vi har også afsat én af søndagene til at bage –

både vaniljekranse og brunkager.

Hvad er det vigtigste ved julen for dig?

– At være sammen med dem, jeg elsker, og have traditioner sammen med dem. Jeg kan rigtig godt lide, at julen er mere rammesat i forhold til andre højtider, og spiller meget på sanserne – duften af gran og appelsin med nelliker. Man kommer jo lettere igennem den mørke tid med al den hygge. Første juledag er min yndlingsdag i december, vi spiser rester og hører julemusik – vores vildeste slappedag. Jeg elsker den dag, for d. 23. har jeg fødselsdag – så den 25. er et naturligt pusterum for mig.

Du blev ramt af modermærkekræft for 2 år siden – har det givet dig et nyt syn på juletraditionerne?

– Det har egentlig bare bekræftet mig i, at jeg prøver at nyde julen lidt mere. Inden jeg fik kræft, forsøgte jeg også at bestræbe mig på at nyde hvert niveau, man er på i livet. Når man er ung og fri, når man har små børn, når man har teenagebørn – jeg har forsøgt at nyde hvert niveau med alle de udfordringer, de indebærer. Det har været sindssygt ubehageligt, og jeg kan da nogle gange tage mig selv i at være bange for, om kræften kunne sprede sig. Men jo ældre man er blevet, jo oftere får man smækket i hovedet, at livet ikke er evigt. Det går stærkere, jo ældre du bliver – så nyd det, hyg dig på bedst mulig vis, og drop al modstanden, for livet er forgængeligt.

– Mine børn bor jo stadig hjemme, og det skal jeg nyde, selvom jeg får et himmelvendt øje engang imellem. Ubevidst er jeg taknemmelig for, at mine forældre stadig kan holde jul, for jeg ved jo, at det ændrer sig.

Hvad tager du med dig ud af 2018 og med ind i 2019?

– Min mand og jeg har brugt hele foråret på at være ved at blive skilt, og det har fyldt meget. Vi er ikke landet helt endnu, men det har vist, at man kan komme gennem tunge tider, og så er der lys på den anden side. Samtidig har jeg også fået udgivet bøger de sidste par år – karrieren blomstrer. Det er måske bare sådan, det er, at sorg og glæde vandrer til hobe. Jeg tager i hvert fald kærligheden med mig ind i 2019. Der er også en læring i at have en stor krise, uden at det betyder, at alt bliver splittet ad.

Julie Hastrup, født 1968

• Forfatter og uddannet journalist.
• Gift med Morten, som hun har William på 17 og Emma på 14 år med.
• Aktuel med krimi-romanen ”Blodspor”.