Julie Rudbæk: ”Jeg tror, dét er grunden til, at jeg synes, at kærlighed er svær”
Nogle dage drømmer Julie Rudbæk om at blive stormende forelsket på Disney-måden. Andre dage er hun slet ikke sikker på, at det livslange parforhold er noget for hende. For er lykken egentlig at være sammen med den samme for altid? Et spørgsmål, hun ofte stiller sig selv – og nu også stiller i sin nye film, 'Elsker dig for tiden'.
Da filmklassikeren 'Den eneste ene' var på plakaten i landets biografer i slutningen af 90’erne, var Julie Rudbæk omkring 12 år. Alligevel satte filmen med replikkerne ”Bare ærgerligt, Sonnyboy”, ”Syv år, Niels!” og ”Meget mærkeligt firma!” et stort aftryk i hende. Den understregede nemlig, at tingene ikke altid ender, som man går og tror, at de vil – heller ikke, når det gælder kærlighed.
"Der har været mange romantiske komedier i min barn- og ungdom, som jeg har set en del. Jeg spejlede mig meget i dem, men især i 'Den eneste ene'. Den gjorde særligt indtryk på mig, fordi den ikke helt var som de andre," siger 35-årige Julie med et smil og indskyder:
"Og så syntes jeg godt nok, at Sidse Babett var sej. Det var faktisk efter, at jeg havde set hende i den film, at jeg fandt ud af, at jeg selv gerne ville være skuespiller."
Noget tid efter mødet med 'Den eneste ene' fik Julie debut på det store lærred i familiefilmen 'Karla og Jonas', og mange år senere begyndte hun blandt andet at skrive manuskripter og instruere sammen med sin ven og kollega Jesper Zuschlag. Sammen står de bag de fem sæsoner af serie-succesen '29', og nu har makkerparret kastet sig ud i sin første spillefilm, der hedder 'Elsker dig for tiden'.
Jesper og Julie har skrevet, instrueret og spiller to af rollerne i det, som de kalder en moderne romantisk komedie. Tanken med filmen er nemlig at gøre op med nogle af de idealer og forestillinger om kærlighed, som vi alle sammen er vokset op med.
"Mange klassiske romantiske komedier stopper, når parret får hinanden, men det rigtig interessante er, om de kan klare parforholdet. Det er nemlig der, at det virkelig hårde arbejde starter. Mange af os har gerne de der helt store forventninger til kærligheden, som er påvirket af alt det, vi omgiver os med.
De romantiske film, vi har set, og de sange, vi har lyttet til, er alt sammen med til at opbygge vores forventninger. Dem har jeg også selv masser af. Men så er der også virkeligheden, der rammer os, når parforholdet starter, og forelskelsen aftager. Det er der, man virkelig ægte skal kæmpe, og det er det, som vi gerne vil skildre i den her film," siger Julie, der altid lader sig inspirere en smule af den virkelighed, som hun oplever hos sig selv og i sin omgangskreds.
Den moderne kærlighed
Virkeligheden kontra det, som vi har lært af film, musik og bøger, er ikke den eneste tematik i den nye anti-romantiske komedie, der er inspireret af Julies eget liv.
Af og til stiller hun stiller nemlig sig selv spørgsmålet, om vi virkelig skal sige for evigt til hinanden i vores parforhold – eller om vi måske hellere skal begynde at se lidt anderledes på kærligheden.
"Når jeg hører podcasts, tænder tv’et og generelt ser på de debatter, der fylder i samfundet, er det som om, at der sker noget interessant med synet på kærlighed i de her år. Det er som om, at vi er i gang med at forny vores syn fra parforholdet. Det er ikke sådan, at det er i total opløsning, men jeg tror, at min generation ser anderledes på det, end man tidligere har gjort.
Det er som om, at vi gerne vil gøre op med, at tosomheden er den eneste rigtige vej at gå. Og det er også noget, som jeg mærker hos mig selv. Derfor tænker jeg, at vi skal spørge os selv, om vi overhovedet er skabt til at leve med ét andet menneske resten af vores liv," siger hun og fortsætter:
"Der er helt sikkert mange, hvor det er det helt rigtige at være i et forhold med den samme person hele livet, men jeg tror ikke altid, at det lange ægteskab er lykken. Det tænker jeg i hvert fald ikke nødvendigvis, at det er for mig."
Julie stopper sig selv, og indskyder med et glimt i øjet.
"Det kan selvfølgelig godt være, at jeg møder en om et år, som jeg ender med at være sammen med de næste 40 år, og så ser jeg måske helt anderledes på det."
Hvem ved? Julies forældre har netop kunnet fejre 40 års-bryllupsdag, og selvom hun virkelig beundrer det og deres liv sammen, er hun ikke sikker på, at hun nogensinde selv kommer til at fejre kobber-, rubin- eller sølvbryllup.
"Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, for det er jo ikke til at vide. Men jeg er ikke sikker på, at det er opskriften for mig. En ting er dog klart, og det er, at jeg i hvert fald ikke vil jage det lange parforhold som en nødvendighed.
Måske er det mere lykken at finde forskellige kærligheder i løbet af livet? Jeg vil egentlig lige så gerne have tre lykkelige parforhold i løbet af mit liv som at være sammen med den samme hele livet, fordi det er sådan, man plejer at gøre.
De tanker fylder rigtig meget hos mig for tiden, og at det er vigtigt, at vi taler om det. Derfor har vi lavet en film om det emne. For hvorfor er det, vi tror, at vi SKAL sige for evigt til et andet menneske? Min generation har så mange muligheder i dag – ikke bare i kærlighed, men i alt. Så hvorfor blive og måske kæmpe i mange år, når vi i teorien kan starte forfra og opleve en ny forelskelse? Eller være meget tilfredse, når vi er os selv?"
Sammen eller alene
Og det er måske ikke så mærkeligt, at Julie ikke vil jagte et parforhold som et must i sit liv. Hun trives nemlig virkelig godt uden, men omgivet af venner og familie. Det er også et kærlighedsforhold.
Men samtidig er der en lille splittelse indeni hende. For hun vil også gerne tro på alt det, som hun har lært af de kærlighedssange, der kørte for fulde drøn i radioen, og af de romantiske film, hun så på VHS. Noget i hende vil gerne opleve, at der er en eneste ene.
"Jeg har det rigtig godt alene, men samtidig er jeg på mange måder også supermeget en drømmer. For jeg drømmer helt klart om, at den store forelskelse rammer. Der er en gammel romantiker indeni mig, der siger, at jeg også gerne vil have alt det der, som man har set i film. Disney-drømmen kan man vist kalde det."
Splittelsen mellem de forskellige ønsker i hende er hun ikke alene om. I 'Elsker dig for tiden' er det nemlig de to modpoler, der skaber udfordringer mellem filmens to hovedkarakterer, fortæller hun.
"Der er karakteren Thomas, der repræsenterer den traditionelle romantiker, der drømmer om alt det klassiske, som vi i årtier har lært, kærligheden er. Den anden karakter, Anna, repræsenterer det moderne. Hun passer på sig selv, og det er nemmere at være alene end at kaste sig ud i kærligheden.
Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet af de to typer, men det er modpoler, og det er de to sider, som jeg, og sikkert mange andre, har indeni. Jeg tror, at det er grunden til, at jeg synes, at kærlighed er svær.
For på den ene side er jeg Thomas, der drømmer og længes efter at blive forelsket og kaste mig ud i at møde kærligheden. Men samtidig er en side af mig lige så realistisk som Anna, der ved, at det kan gå galt, og som egentlig har det supergodt med sin karriere og venner."
"Jeg har svært ved at gå på kompromis med kærligheden. Det handler ikke om kræsenhed eller om, at der ikke er noget, der er godt nok til mig. Men et parforhold skal helst være et add on til mit liv. Parforholdet er ikke et must, for der er så meget godt i mit liv i forvejen, og derfor vil jeg ikke jagte det for enhver pris," siger Julie og uddyber:
"Det betyder ikke, at jeg ikke vil have en kæreste. Det betyder bare, at det måske er lidt sværere at få en kæreste, fordi der skal lidt ekstra til. Sådan tror jeg egentlig, at mange kvinder har det i dag. Vi kvinder har selvstændighed, karrierer og mange vennerelationer, som vi dyrker – og det er lige så vigtigt for os. Derfor har vi heller ikke et behov for, at vi SKAL finde en mand, der kan passe på os. Det skal være ligeværdigt, ligesindet, og det skal være en relation, der giver noget godt til vores liv."
Forskellige steder i livet
Julie har tidligere prøvet kræfter med tosomheden, men da hun stod på tærsklen til at runde de 30, endte hendes seneste forhold, som havde varet i fire år. Samtidig var det et tidspunkt, hvor en del af hendes omgangskreds gjorde det modsatte – de fik kærester, huse og voksende maver.
"Det var en lidt svær tid at blive single i. Lige præcis der følte jeg, at alle omkring mig begyndte at blive ægte voksne, så det var en stor kontrast at stå der som single," husker Julie og siger med et smil:
"Og så var det, at jeg lavede tv-serien '29', der handler ret meget om det, haha."
"Ej, det er hårdt, når ens veninde får sit første barn, men allerede anden gang, en blev gravid, var jeg mere afslappet omkring det. Det er lidt som med kærestesorger, man finder ud af, at man klarer den.
Det kan godt være, at man stresser lidt over det, men der er det faktisk også fedt at blive ældre, fordi man finder ud af, at herregud ja, så fik hun en kæreste før dig, men i det lange løb er det fuldstændig ligegyldigt.
Det kan være, at nogle af mine venner, der har været i lange parforhold nu, står som singler som 40-årige, mens jeg har en kæreste. Det kan jo ændre sig hele tiden i dag."
Selvom det på nogle måder var en lidt udfordrende tid at blive single i, ville Julie bestemt ikke have gjort noget anderledes.
"Når jeg husker tilbage, tænker jeg, at ja, min ekskæreste og jeg kunne godt være blevet sammen og have fået to børn. Det kunne vi godt, men vi stod et sted, hvor vi skulle vælge, og så tippede den over til noget andet.
Og selvom jeg ikke har fundet den nye store kærlighed, fortryder jeg stadigvæk ikke, at det blev sådan, fordi dengang var der ikke andet, jeg kunne gøre. Så jeg ville aldrig sige, at jeg set i bakspejlet skulle været blevet sammen med ham, fordi der ikke var noget bedre. Jeg tror måske, at mange 29-årige ville vælge anderledes af angsten for at blive alene og ikke finde en anden. Men det nægtede jeg altså, selvom jeg holdt utrolig meget af min ekskæreste."
Julie stopper sig selv et øjeblik og spørger:
"Men hvordan havde jeg det så? Jeg var ked af det, men jeg var også lettet, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke helt var klar til at slå mig ned og få børn endnu. Jeg kunne mærke, at der var noget karriere, som jeg skulle ud og udleve, og der var ikke nødvendigvis plads til en partner i de første år.
Jeg skulle prøve at gå alene, for det var som om, at vi var gået ind i voksenheden sammen. Og igen, så er lykken måske at have flere gode parforhold igennem sit liv. Det vil jeg lige så gerne, hvis det gør mig lykkelig. Det vigtigste er bare, at der er kærlighed – og det er der jo. Også i de perioder, hvor jeg ikke er i noget forhold. Der har jeg mine venner. De vil altid være der."
Kærligheden kommer
Derfor stresser Julie heller ikke over, hvornår hun møder kærligheden igen. Det sker, når det sker, og Tinder-swipes og aftalte stævnemøder over en øl eller en gåtur i den nærliggende park er derfor heller ikke noget, som hun har gjort sig så meget i.
"Jeg synes tit, at mødet er en del af legen, og det spil misser man lidt, når man dater, fordi man aftaler at mødes, og dermed fjerner man hele legen. Jeg har kunnet se, at mit eget kærlighedsmønster har været den her jagt, som også er et af de fire kapitler, vi har i filmen, og jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg ofte forelsker mig, når der er en eller anden form for udfordring.
Jeg har i hvert fald tit haft det sådan, at når jeg har først har udset mig en, kæmper jeg med næb og klør for at få fat i ham. Men med alderen er jeg blevet ret bevidst om, at det nogle gange handler mere om jagten end om selve kærligheden til den person.
Alligevel kan jeg stadig godt tage mig selv i det," siger hun smågrinende og fortsætter:
"Men hvis personen ikke vil det, er det jo heller ikke min næste kæreste. Det siger jeg i hvert fald til mig selv. Hvis det er kærlighed, så skal det nok ske, og hvis vi ikke finder sammen, skulle det nok bare ikke være. Om det passer eller ej, ved jeg ikke, men lige meget hvad, synes jeg, at det kan være et godt værktøj at sige til mig selv. Det styrker mig i, at vi ikke kan styre kærligheden – hverken den gode eller den ulykkelige. Så det fortæller jeg mig selv, når jeg tænker: ”Hvorfor vil han dog ikke mig?!”," siger Julie, mens hun laver sin stemme om og tilføjer med et grin:
"Det kan jeg jo godt have lidt svært ved at forstå nogle gange, haha."
Tiden uden for parforholdet har lært Julie meget. Måske endda så meget, at det kan være lidt svært at forestille sig, at det skal være anderledes på et tidspunkt.
"Jeg kan godt mærke, at alt det gode ved, at jeg er blevet ældre og virkelig har haft tid til at lære mig selv at kende og få mine egne rutiner, måske også kan blive en hæmsko. Kompromisset kan blive mere udfordrende. Lidt ligesom i 'Gift ved første blik', hvor der altid er et lidt ældre par med, og man tænker, hvorfor har I overhovedet meldt jer til det her? I vil jo slet ikke rykke jer. Helt der er jeg dog ikke – forhåbentligt," indskyder hun grinende og forsætter:
"Det er sværere, end da jeg var i 20’erne, og det kan helt sikkert gøre, at der er nogle potentielle relationer, som jeg springer over, som måske kunne have været et kærlighedseventyr. Men så afkoder jeg problematikken inden, at det overhovedet kommer i gang, fordi jeg tænker, at jeg allerede ved, hvad der vil ske. Og måske har jeg ret, men måske jeg også bare skal turde kaste mig ud i kærligheden."
Én ting er dog vigtig for Julie at holde fast i, og det er, at det aldrig må være det biologiske ur eller frygten for at være alene, der skubber hende ud i kærligheden.
"Jeg tror, at der er mange kvinder, der har et stort tidspres omkring det skide biologiske ur. Jeg kan også nogle gange selv mærke det, og det er irriterende, fordi jeg har det virkelig godt som single, men så kommer tanken, om jeg alligevel skal haste ud og gå på kompromis for at finde en, fordi min alder siger, at jeg skal. Der kan jeg godt mærke, at presset er blevet endnu større nu, efter jeg kom ind i 30’erne, i forhold til at finde the only one – hvis der altså overhovedet findes sådan en.
Det er også det pres, som Jesper og jeg har haft brug for at lave lidt modstand til i vores film. At det faktisk er helt okay, at man ikke er i et parforhold, selvom mange omkring en er det, og det biologiske ur tikker. Vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det ur. Det er bare sådan, at det er. Og vi kan ikke gøre noget ved kærligheden. For er der noget, som vi ikke kan kontrollere, er det kærligheden."