Michael Robak

Kære Robak: “Han siger tit, at jeg skal finde prinsen på den hvide hest”

Journalist Michael Robak svarer på spørgsmål om livets små og store dilemmaer.

Hej Robak

Jeg har fundet manden, ham jeg vil leve med. Vi har kendt hinanden i 10 år, men kun været kærester i seks måneder. Han er en gentleman, giver komplimenter, kommer med blomster og gaver. Og han opfører sig, som om han er forelsket i mig. MEN han siger tit, at jeg skal finde prinsen på den hvide hest, som kan give mig en kernefamilie. Vi har begge været gift og fået de børn, vi skal have. Jeg er bange for at miste ham, fordi han åbenbart tror, jeg drømmer om noget, han ikke kan give mig. Jeg har flere gange forsikret ham om, at jeg ikke igen vil bygge rede, at han ikke skal være far til mine teenagebørn. Jeg er 40 år, og han er 50 år. Vi skal bare hygge os og have det godt. Han er i gang med at planlægge vores sommerferie, så jeg bliver lidt forvirret. Jeg kan ikke gætte, hvorfor han er bange for, at jeg skal "spilde" mit liv på ham, når det er ham, jeg vil have. Kan du?

Hilsen Løven

Kære Løve.

Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at han opfører sig forelsket og i øvrigt er ved at lægge planer for jeres ferie. Så vi må formode, han er, hvor han gerne vil være – ved siden af dig. Men det lyder, som om han er usikker. At hans snak om den hvide hest er hans måde at teste på, om du også synes, at du er det rigtige sted – ved siden af ham. Skylder du ham Den Store Kærlighedserklæring? (Udtalt med troværdighed og store forelskede pupiller – en aften, hvor I er alene, og du har tid til at uddybe de mange gentlemankvaliteter, du synes, han har.) Hvis du allerede tydeligt har erklæret din kærlighed, så gå i stedet til Den Store Snak, hvor du beder ham uddybe sin bekymring for jeres fremtid. Spørg ham ligeud, hvorfor han bliver med at tale om andre prinser og forspildte chancer for at lave kernefamilie – måske gemmer der sig en misforståelse bag hans snak. Uanset hvad han siger, er det vigtigt, at du gør det klart for ham, at hans bekymringer er overflødige. 

LÆS OGSÅ: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Her er de 10 sundeste grøntsager

LÆS OGSÅ: ”Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Michael Robak

Er 46 år og har en datter på 11 og en søn på 19 år. Han er skilt og har en kæreste. Robak er journalist, forfatter og foredragsholder og har tidligere været på TV2. Han er desuden klummeskribent her på ALT for damerne, hvor hans tankevækkende klummer altid bliver delt, rost og diskuteret på Facebook.

Skriv til Robak

Har du brug for en mands blik på en udfordring i dit liv, så skriv til brevkassen. Robak giver gode råd om dagligdagens dilemmaer og svarer på store og små spørgsmål om børn, kærlighed, parforhold, arbejdsliv og andet, du går og tumler med. Skriv til Michael Robak på brevkassen@altfordamerne.dk

Alle breve bliver anonymiseret.