Kære Robak: “Min mand drikker for meget, men vil ikke indse det”
Min mand drikker en flaske rødvin hver aften. Hvordan får jeg ham til at stoppe, spørger ugens læser. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Kære Robak
Jeg synes, min mand drikker alt for meget. Vi har været gift i næsten 15 år, og de sidste to-tre år er hans alkoholforbrug steget voldsomt. Han drikker ikke i løbet af dagen, men hver aften drikker han en flaske rødvin og nogle gange halvanden. Han synes ikke selv, at han har et problem. Han siger, at han nyder et glas vin efter en travl dag. Den del kan jeg godt forstå, han har et meget krævende og stressende job, men jeg synes, at det er for voldsomt med så meget vin. Det er næppe godt for hans helbred. Han er 44 år, og han er tit meget træt og uoplagt om morgenen, desuden føler jeg mig udenfor, når han sidder aften efter aften med sin rødvin. Han er ellers sød og ordentlig over for mig og vores børn.
Hvad skal jeg gøre?
Venlig hilsen Birgitte
Kære Birgitte
Din mand er ikke alene. Rundt omkring i landets familier sidder der mange stressede mænd og kvinder, der dulmer deres gasblå tilstand med rødvin. Jeg kender det selv. Efter en hård dag kan det føles som den perfekte selvforkælelse at lade sig falde ned i en afslappende pøl af alkohol. Ikke desto mindre er jeg enig med dig. Han drikker for meget. Man bliver en ringere udgave af sig selv, både derhjemme og på jobbet, hvis man hver morgen begynder med at være i minus med tungt hoved og let sitren. Og i øvrigt tror jeg, at Sundhedsstyrelsen vil give dig helt ret – det er ikke godt for helbredet at drikke så meget. Han synes ikke, han har et problem, men det har han. Alene af den grund, at du ikke trives med hans store indtag og er bekymret for ham. Derfor er der ingen vej udenom: Fortæl ham tydeligt, at han må skrue ned for sit alkoholforbrug. Og tal med ham om, om der kan være andre ting, han/I kan gøre, så han kan stresse af, når han kommer hjem fra arbejde. Forvent, at du muligvis bliver mødt med både skepsis og vrangvillighed, men hold fast. Du gør jer begge to en tjeneste.
Måske skal du ikke overøse ham med problemstillinger, men på et tidspunkt bør I også tale om hans job. Langvarig stress er heller ikke sundt.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand har før været utro, er det okay at tjekke hans mobil?”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand vil ikke have min mors hjælp”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand drømmer om et pladderromantisk bryllup - jeg gør ikke”