I to år kæmpede hun for samtykkelov – nu hædres Kirstine Holst med en pris
Kirstine Holst var selv ude for, at den mand, som hun troede ville blive dømt for at have voldtaget hende, blev frikendt. Nu hædres hun for at være en af de mest markante forkæmpere for en lov om samtykke med Dansk Kvindesamfunds Mathildepris.
Én kvindes stemme er blevet hørt. Efter to års hård kamp.
Siden 2018 har Kirstine Holst med udgangspunkt i sin egen personlige oplevelse kæmpet for at få en ny voldtægtslovning, der er baseret på samtykke. I dag er hun blevet hædret for den kamp af Dansk Kvindesamfund, som har tildelt hende årets Mathildepris.
– For to år siden blev ham, jeg troede, ville blive dømt for voldtægt, frikendt efter en proces, som rystede min tillid til retssamfundet. Efter at have talt med mange andre ofre, stod det tydeligt for mig, at den uretfærdighed og det svigt, jeg oplevede, skete for mange. Det, jeg oplevede, var blot udtryk for en normal tilstand i vores samfund. Jeg følte at med den viden, var det min samfundspligt at gøre noget ved det med de ressourcer, jeg har, siger Kirsten Holst, der er journalist og aktiv indenfor Det Konservative Folkeparti, i en pressemeddelelse, hvor hun takker for prisen.
Kirsten Holst valgte nemlig ikke at tie om sin egen historie. Hun har i løbet af de seneste to år stået frem i flere medier, blandt andet DR, Ekstra Bladet og Radio24syv, ligesom hun i en periode hver dag lagde et billede ud på Twitter af den blodige, hvide kjole, som hun havde på den omtalte sommernat. Det har hun tidligere fortalt om til TV SYD.
Hendes åbenhed og vedholdenhed har været med til at gøre hende til en vigtig og markant stemme for en samtykkelovgivning, hvor hun har kæmpet for at få politikernes fokus på denne sag. Og det er også på den baggrund, at hun modtager Mathildeprisen.
– Jeg ser ikke kun prisen som en anerkendelse af mig og mit arbejde for en ny lov og systemiske forandringer, jeg ser det også som en anerkendelse af alle de enkelte personer, der har stået frem med deres historier eller sat sig selv i spil i denne sags tjeneste. Jeg vil gerne rose Dansk Kvindesamfund for at hædre det personlige initiativ og at inspirere og motivere til mere af det, siger Kirstine Holst.
For få uger siden meddelte statsminister Mette Frederiksen, at regeringen inden længe fremsætter et lovforslag om en ny voldtægtslovgivning, hvor det centrale ord bliver samtykke.
– Kampen for ligestilling har altid været et langt sejt træk, der kræver tålmodighed og viljestyrke. Sådan er det stadig, det kræver sin kvinde at holde ved. Sådan en kvinde er Kirstine Holst. Med udgangspunkt i sin egen historie som voldtægtsoverlever har hun gennem to år markeret sig i den offentlige debat om det juridiske system, og hun har gjort opmærksom på, hvor uretfærdig voldtægtslovgivningen er. Hun har vedholdende bidt politikerne i haserne og har været med til at få politisk opbakning hen over midten til en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, forklarer konstitueret forkvinde i Dansk Kvindesamfund, Helena G. Hansen, om deres begrundelse for at tildele Kirstine Holst prisen.
Mathildeprisen blev uddelt første gang i 1970, og den går til personer, der er med til at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder. Den er opkaldt efter forfatter Mathilde Fibiger (1830-1872), der var sin tids største fortaler for kvinders frigørelse.
Tilbage i 2019 var Kirstine Holst sammen med Amnesty også med til at overrække daværende justitsminister Søren Pape (K) 50.000 underskrifter for en ny voldtægtslov.