Kan man blive for gammel til at feste?

Kan man blive for gammel til at feste? Det spørgsmål blev aktuelt i min bevidsthed, efter jeg havde læst en klumme, hvor en kvinde i slut 20’erne føler, at hendes veninder begynder at se skævt til hende, når hun står på floor kl. 2 om natten og hellere vil danse og drikke drinks end ligge i sin seng.

Snakken tog jeg med mine veninder, som tæller kvinder på både 42, 32 og som jeg selv 51. Og vi er enige, selvfølgelig kan vi blive ved med at drikke os fulde, danse og feste til solen står op. 50’erne er jo de nye 40’ere – vi bliver yngre og yngre, jo ældre vi bliver, i forhold til da min mor var 50 – eller sådan føles det i hvert fald.

Indrømmet jeg er en social butterfly. Jeg siger sjældent nej tak til arrangementer, elsker at hygge med venner, hvad enten det er hjemme på altanen eller ude på en bar. Og ja, ofte inkluderer det alkohol – og nogle gange er det en enkelt øl, andre gange meget mere. Mit barn er flyttet hjemmefra, og min mand og jeg tager til ting sammen og hver for sig.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, om jeg er blevet legemliggørelsen af kvinden, som Prince synger om i sit hit, Kiss – ”Act your age, mama, not your shoe size”.

Læs også

Mille Dinesen har fået en uønsket natlig vane: ”Det er så tarveligt”

Beer-pong spillende 50-årig

Mit party-gen har selvfølgelig udviklet sig gennem årene. Det hele begyndte, da jeg var teenager, hvor hver weekend var fyldt op med fest, hvilket fortsatte ind i mine 20’ere, hvor jeg læste og uddannede mig. Jeg blev mor som 29-årig, hvilket satte en automatisk stopper for festen. Der var ligesom noget andet, som var sjovere. Men i takt med at min søn blev ældre, startede festlighederne lige så stille op igen.

Indenfor de sidste par måneder har jeg som 51-årig hoppet i partybussen til en 30-årig vens fødselsdagsfest, jeg har tømt flere flasker Riesling sammen med fire andre venner til en af vores faste yndlingstraditioner: At se podcasten ’Det vi taler om’ live som et show i Bremen, jeg har siddet på Bodega fra kl. 14 en lørdag for at se OL og drikke øl med tre andre kvinder, og min mand og jeg boede i voksen-camp på Roskilde Festival og rockede med i fire fulde dage.

Men så læser jeg en artikel fra Smukfest, hvor en flok unge mener, at man ikke kan gå i dyreprint, hvis man er over 30 år … En nyhed, som jeg tydeligvis ikke havde fanget denne sommer, hvor leopardnederdelen jævnligt har siddet på mine hofter. Hvad vil deres kommentar være til en beruset, beer-pong-spillende 50-årig?

Hvad laver den gamle dame her?

Jeg tager endda mig selv i at rulle med øjnene af andre, der som jeg var ung i 90’erne, når de kommer væltende med spildt drink på skjorten og solbriller, selvom solen gik ned for fire timer siden.

Er det, fordi jeg ikke ser mig selv som 50-årig, at jeg føler, at det er anderledes for mig? I min venne- og omgangskreds taler vi heller ikke alder. Men hvis der havde været en aldersrunde til den 30-årige fødselsdagsfest, hvor jeg uden tvivl var alderspræsident, var der så nogen, der ville tænke, hvad laver hun dog her, den gamle dame?

Og hvis ja, gør det mig så noget i det store billede?

Er det måske mere inde i mig, at problemet ligger? Føler jeg, at det bliver lidt patetisk, at jeg stadig har en fest mange af årets weekender – og ofte sammen med venner i alle aldersgrupper?

Min 22-årige søns svar er, at han synes, at jeg skal blive ved med at give den gas – samtidig er han glad for, at jeg ikke går de samme steder som ham. Så gammel er jeg dog, at jeg ikke gider at stå på club med de +20-årige.

Faktisk er jeg meget sjældent på club, skal det siges til mit forsvar. Det er mest private fester og barer, som jeg hænger ud til. Med alderen har jeg også lært, hvor meget alkohol jeg kan tåle, så man ser mig ikke vælte rundt, som det kunne være tilfældet, da jeg var 19. Ofte er der heller ikke de store mængder alkohol i spil. Det er jo ikke de våde varer, som jeg craver. Det er selskabet, at grine, danse og sladre, der tanker mig op – og så er det måske okay at være en 51-årig festdame i leopardprint?