En læser fortæller: ”De gjorde min stride søster til en helgen”
Efter min elskede søsters alt for tidlige død, havde alle travlt med at gøre hende til en helgen. Ingen ville tale om Jeanette, som det stride og temperamentsfulde menneske, hun også havde været. Det gjorde mig ensom med min sorg. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg sad knust af sorg på den forreste bænkerække i kirken.
For det var så uvirkeligt, at det var min tre år ældre storesøster, Jeanette, der lå i den hvide kiste, alt imens præsten talte om hendes blot 65-årige liv.
Sidst jeg havde været sammen med min søster, havde været til hendes fødselsdag for kun et par uger siden. Her havde Jeanette inviteret mig sammen med sine fire veninder, der havde været hendes allernærmeste, siden hun var blevet skilt efter et barnløst ægteskab.
Jeanette havde opført sig ganske, som hun plejede til sin fødselsdag. Forberedt den lækreste middag til os og haft de samme store armbevægelser, både når det kom til hendes store velkomstkram, og da hun under middagen havde skænket for sig af de gode årgangsvine på bordet.
Hun havde også været vanlig morsom, men også lige så diskussionslysten, grænsende til det provokerende, som hun plejede. Ikke mindst, da det kom til hendes egen stædige opfattelse af sig selv som den klogeste i selskabet. Kun jeg, hendes lillesøster havde ikke bøjet mig for Jeanettes heftige temperament, men som sædvanlig givet hendes kamp til stregen.
Ud på de små timer havde hun så heller ikke holdt sig tilbage fra at svinge mig et par verbale lussinger hen over bordet, men sådan var det med Jeanette: Hun fyldte som en elefant, men inderste inde bankede et hjerte af guld.
Da jeg et par dage efter havde ringet til Jeanette, klagede hun over, at hun kæmpede med en voldsom hovedpine, hun mente stammede fra lørdag aftens store indtag af alkohol. Dagen efter var hun så udeblevet fra sin arbejdsplads, uden at have givet besked. Hun blev samme dag fundet død i sit hjem efter en massiv blodprop i hjertet.
Og nu lå Jeanette så i kisten, imens præsten afrundede sin tale om, hvilket enestående menneske, hun havde været. Kærlig. Omfavnende. Gavmild. Humoristisk. En trofast støtte i nøden og altid det naturlige samlingspunkt for alle, der havde kendt og holdt af hende.
Efter at Jeanettes kiste var kørt bort, havde jeg arrangeret frokost for alle dem, der havde lyst til at mødes og mindes Jeanette. Vi var mange, der samledes på en frokostrestaurant, hvor samtalerne hen over bordene alle handlede om, hvilket enestående menneske, Jeanette havde været.
”Lige i hendes ånd med al den ros,” som jeg på et tidspunkt galgenhumoristisk bemærkede til en af hendes veninder. Havde Jeanette selv været her, ville hun helt sikkert også have haft nok selvironi til at give mig et grinende dask på skulden. Nu var der ingen, der trak på smilebåndet, hvilket kun forstærkede mit eget savn efter min søster.
Det næste skridt i den svære sorgproces var at tømme Jeanettes hjem, som hendes tre veninder kom for at hjælpe mig med. I min søsters gavmilde ånd havde jeg købt ind til at lave en god middag til os bagefter, årgangsvine på bordet skulle der heller ikke mangle. Grådkvalte gik vi fem der i hendes hjem og hjalp hinanden med at rydde ud i det, der skulle beholdes eller gives videre til genbrug. Hvad enten vi ryddede ud i klædeskabet, kommodeskuffer eller køkkenskabe, blev der hele tiden en ny anledning til at mindes Jeanette.
Annonse
Alt imens de andre talte om Jeanette som en ren helgen i levende live, havde jeg dog stadig ikke glemt de mere skarpe kanter af min søsters personlighed. Men hver gang, jeg forsøgte at minde de andre om Jeanettes påståelighed og heftige temperament, blev de tavse. De opførte sig, som anede de ikke, hvem jeg talte om. Det fik mig til at føle mig ret ensom med min sorg. Samtidig undrede det mig, at Jeanettes veninder var så berøringsangst for at tale om Jeanette, sådan som hun virkeligt havde været.
Da vi satte os for at spise middag for sidste gang i hendes hjem, løftede vi vinglassene for at skåle for Jeanette. Dernæst spurgte jeg hendes veninder direkte om, hvad Jeanettes nye helgenstatus handlede om? De rykkede sig alle fire forlegne på stolene.
"Man taler ikke ondt om de døde," var der en af veninderne, der så hviskede.
I min søsters ånd bragte jeg nu den påstand op til diskussion omkring bordet.
"Hvem siger, at vi også skal det?" spurgte jeg. For i min verden var det da nærmere respektløst overfor en afdød, at man ikke måtte huske dem, præcis som de havde været.
Det ville være synd at sige, at det førte til en lige så livlig diskussion omkring bordet, som hvis Jeannette selv havde været til stede. I stedet indledte vi fem efterladte en afdæmpet, men åbenhjertig samtale om det enestående, men også ret sammensatte menneske, Jeanette i virkeligheden havde været.
De andre turde nu også smile lidt mere mellem tårerne, når vi udvekslede vores mindre flatterende minder om min søster. Ikke, at Jeanette af den grund var mindre savnet, da vi tog afsked med hinanden. Tværtimod. Vi følte hende endnu mere tættere på os, men også lidt mindre alene med sorgen over have mistet hende.
I dag, tre år efter, hvor jeg har fået sorgen på afstand, savner og mindes jeg stadigvæk kun min elskede søster for lige præcis dén, hun var på godt og på ondt.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
