Lene Kvinder i Forsvaret ALT for damerne interview

"Jeg syntes overhovedet ikke, at det var sjovt at være der til at starte med"

Lene har som den første kvinde nogensinde bestået Frømandskorpsets Kampsvømmerkursus. Da hun startede i Forsvaret for snart 22 år siden, var det med tanken om, at det kun ville være for en kort periode. Fysisk følte hun sig bagud og mindre dygtig end sine mandlige medstuderende. Nu sidder hun som bataljonschef på Aalborg Kaserne med ansvaret for 550 ansatte og håber, hun kan inspirere andre kvinder til at udfordre sig selv.

1.000 meter er der mellem båden og kysten, hvor Lene skal ind. Hun har 26 minutter til at nå det, hvis hendes drøm skal gå i opfyldelse, og det sidste halve års slid med målrettet træning skal vise sig at have givet pote. Et spark med højre finne, et spark med venstre. Lene har kun fødderne med de tunge finner som redskab til at komme frem, og hun ligger på ryggen i det skvulpende vand med ansigtet vendt mod solen, der brænder på huden, men Lene bemærker det ikke. Tørdragten over uniformen bremser hende, men ind skal hun, hvis hun skal bestå Frømandskorpsets Kampsvømmerkursus. Indtil videre har ingen kvinder gennemført kurset, men det har Lene i sinde at ændre på. Og det gør hun også.

– Det føltes fuldstændig fantastisk, da jeg kom i mål. I flere år havde jeg tænkt på at melde mig til kurset, og nu havde jeg endelig gjort det og tilmed gennemført det. Jeg gik ind til kurset med en indstilling om, at jeg ville gøre det, men jeg har ikke altid troet så meget på mig selv. Eller på at jeg ville ende det her sted.

Lene havde nemlig forestillet sig, at hun skulle en helt anden vej karrieremæssigt. Da hun gik i gymnasiet, havde hun planer om, at hun skulle starte på universitet efterfølgende. Hun ville gerne være advokat eller måske psykolog, men hun skulle lige have et par sabbatår inden, hun tog hul på studielivet. En dag sad de i klassen og bladrede i bogen ”Hvad kan du blive?”, hvor hun standsede på siden om "Reserveofficer", der er en tidsbegrænset stilling i Forsvaret.

– Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad der gjorde, at det fangede mig, men jeg tænkte, at det var en god idé, da jeg ville få noget ledelseserfaring, og at jeg kunne nå det, inden jeg ville starte på universitetet. Der var ikke tradition for at tage i Forsvaret i min familie, og jeg ved stadig ikke, hvad der gjorde, at jeg søgte ind. Men det gjorde jeg, og jeg blev også optaget. Uden helt at være klar over, hvad jeg gik ind til.

Forsvaret råder sit personel til at værne om sikkerheden ved ikke at stå frem i medierne med efternavn, og det råd har Lene valgt at følge.
Kampsvømmekursus 2.jpg
Forsvaret råder sit personel til at værne om sikkerheden ved ikke at stå frem i medierne med efternavn, og det råd har Lene valgt at følge.

Efter sommerferien i forlængelse af 3.G på gymnasiet ankom Lene dermed i 1999 til skolen i Sønderborg, hvor hun skulle tilbringe det næste halve års tid. Matematik og madpakker blev skiftet ud med store støvler, soldateruniform og sergenter. I starten var det til stor overraskelse for dem, der kendte Lene, at hun havde valgt den vej.

– Jeg fik mildest talt også selv lidt af et chok, da jeg ankom. Jeg havde set filmene Soldaterkammerater og Piger i trøjen, og det er jo langt fra virkeligheden, siger Lene med et smil.

– Jeg syntes overhovedet ikke, at det var sjovt at være der til at starte med. Jeg tænkte flere gange "hvad er det dog, jeg har kastet mig ud i?". Dengang var antallet af kvinder ganske lavt, og hele kulturen var anderledes, end hvad jeg var vant til. Det var virkelig overvældende for mig i begyndelsen. Og jeg var heller ikke særlig god til det. Jeg tror, at nogle af drengene på uddannelsen havde den fordel, at de havde set en masse krigsfilm, spillet krigsspil på computeren eller kendte nogle fra Forsvaret, hvilket jeg aldrig havde gjort. Så jeg havde en masse, jeg skulle lære helt fra bunden af, og det var meget vigtigt for mig, at jeg kunne det samme som de andre, på trods af at jeg var kvinde.

"Man kan sommetider komme til at begrænse sig selv i fortællingen om, hvad man er i stand til, hvis ikke man har set nogle andre, der ligner dig selv, gøre det før."

Lene

Kvinder i Forsvaret

I perioden fra 2007-2021 er der sket noget nær en fordobling i antallet af militæransatte kvinder i Forsvaret. Andelen er steget med 74 procent og er gået fra 5 procent til 8,9 procent.

Kilde: Forsvarsministeriets personalestyrelse

Svært at være pårørende

Selvom begyndelsen var svær, ville Lene ikke give op, og hun klarede sig igennem uddannelsen. Det blev hele tiden lettere, og hun besluttede sig for at søge videre som linjeofficer. Også her blev hun optaget som en ud af i alt fem kvinder. De resterende 70 elever var mænd. På trods af at Lenes fysik ikke altid matchede hendes mandlige kollegaers, begyndte det at gå op for hende, at hun besad nogle andre fordele. Eksempelvis var hun stærk bogligt. Efter officersuddannelsen fik Lene titlen som delingsfører, og da den danske regering i 2003 besluttede, at de danske tropper skulle sendes til Irak, så Lene sin mulighed for at prøve kræfterne af i den virkelige verden. Hun var opsat på at komme afsted, blandt andet for at bevise over for sig selv, at hun godt kunne finde ud af det. I 2006 fik Lene besked om, at nu var turen kommet til hende.

– Jeg var rigtig glad, da jeg havde presset meget på for at komme afsted. Det kan lyde underligt, men jeg havde trænet op til det de sidste syv år. Jeg havde øvet og øvet mig på at være soldat, og nu skulle jeg ud at afprøve, om jeg rent faktisk kunne finde ud af at være det i praksis. Det lod til at være svært for civile folk omkring mig at forstå, hvorfor jeg så gerne ville afsted, men det handlede ikke om at opsøge en krig. Det handlede om, at dette var den absolutte test af mig selv.

Kampsvømmekursus 7.jpg
Svømning med uniform og oppakning og udspring fra 8 meters højde er en del af kampsvømmerkurset, som Lene har bestået.

LÆS OGSÅ: Marianne Jelved: ”Jeg rejste mig op og slog på glasset og fremsagde et par vers… og besvimede”

Det var især Lenes familie, der havde det svært med, at hun skulle afsted.

– Det er klart, at min familie ikke altid var så begejstret for mit karrierevalg, og det blev især tydeligt, da jeg skulle udsendes. Det påvirkede mig en del, at de var bekymrede for mig. Jeg var meget bevidst om, at jeg havde truffet et valg om et erhverv, der ikke altid gjorde min familie glad. Da jeg fortalte dem, at jeg skulle udsendes, kunne jeg særligt se på min mor, at hun var bange for, at jeg ikke kom hjem igen. Og hvis jeg gjorde, ville jeg så komme forandret hjem?

"Lene har bevist, at det kan lade sig gøre"

At en kvinde har gennemført kampsvømmerkurset gør det nemmere for Forsvaret at rekruttere flere kvinder, og det er vigtigt, siger generalmajor Peter Boysen, der er chef for specialstyrkekommandoen.

– Både Frømandskorpset og Jægerkorpset har tidligere anvendt kvinder i deres opgaveløsning med et godt resultat, men ønsket om at optage kvinder i styrkerne er først blevet italesat politisk i 2019. Her blev der beskrevet en forsøgsordning med en linje for kvinder.

– Det er en god idé at have kvinder med i specialstyrkerne, da de tydeligvis har en anden fordel end mænd i de dele af verden, hvor der er kønsopdelte kulturer. Kvindelige ansatte kan kommunikere med de lokale kvinder på en måde, som mandlige soldater slet ikke har mulighed for. Derfor er der en operativ grund til at få kvinder med.

– Derudover udgør kvinder jo 50 procent af den danske befolkning, så det er sund fornuft at se på det kæmpe potentiale, der ligger i den del af befolkningen. Jeg mener, at Forsvaret står styrket ved at være en mangfoldig arbejdsplads. Det samme gælder i forhold til etnicitet og religion. Jeg tror, at der endnu ikke er blevet optaget kvinder i specialstyrkerne grundet de fysiske krav, hvor mænd har en fordel, men jeg håber, at vi på et tidspunkt får en kvindelig frømand eller jægersoldat.

– Når eksempelvis Lene gennemfører kampsvømmerkurset, kan det helt klart have en positiv effekt på andre kvinder. Nu er det blevet bevist, at det kan lade sig gøre for kvinder at gennemføre, og det kan opmuntre andre til at prøve det af. Indtil det lykkes, vil vi lave den førnævnte kvindelige produktionslinje, som skal uddanne nogle kvindelige operatører til at følge med specialstyrkerne. Det vil stadig være enormt krævende, men lidt mindre fysisk hårdt, end hvad kravene til Frømandskorpset og Jægerkorpset er nu.

Lenes mand skulle også udsendes, og de blev sendt til Basra i Irak i februar 2007, hvor Lene blandt andet var ansvarlig for lejren. Da de danske tropper kunne vende støvlesnuderne hjemad efter fire år, stod Lene og hendes chef med ansvaret for at få fragtet alt materiel med hjem.

"Jeg har alle dage gerne villet være en af gutterne og være en del af fællesskabet. Det vil jeg stadig gerne, men jeg er blevet bedre til at balancere det."

Lene

– Det var en meget lærerig og spændende tur, men jeg vil ikke lyve. Det var selvfølgelig også enormt hårdt at være afsted. Man er i alarmberedskab hele tiden, og man skal være til rådighed på alle tider af døgnet. Derudover blev vores lejr beskudt med granater i tide og utide, så der var meget uro, og vi havde ikke mulighed for at søge mentalt helle nogen steder. Det var stressende i sig selv. Jeg var derfor meget træt, da jeg vendte hjem.

Da Lene atter trådte over den danske grænse, var der rigtigt nok noget ved hende, som havde forandret sig.

– Det ændrede mig helt sikkert, at jeg var afsted. Jeg blev mere immun over for småproblemer, som jeg syntes, at vi har i Danmark. Det kunne være unfair over for dem, jeg kom hjem til, for de havde ikke oplevet det samme, som jeg havde. Når de brokkede sig over, at vaskemaskinen ikke virkede, kunne jeg nogle gange synes, at det var åndssvagt. Det fandt jeg ud af, at jeg skulle passe på med at sige højt, for jeg ønskede heller ikke at underkende det, folk havde oplevet i Danmark i mellemtiden. Det skulle jeg lige vænne mig til.

Lene oplevede selv at være pårørende, da hendes mand efterfølgende blev udsendt igen, mens hun selv skulle blive hjemme i Danmark.

– Det var sundt for mig, at jeg også oplevede at være pårørende, så jeg kunne få en fornemmelse af, hvordan det var at være hjemme, når ens nærmeste var udsendt. Jeg havde jo den fordel, at jeg forstod, hvad der foregik dernede, og jeg kunne få information fra mit arbejde løbende. Men det ændrede ikke på, at jeg savnede min mand eller kunne være nervøs for ham, når jeg vidste, at de var på mission. Det betød derfor, at jeg bedre forstod min egen familie efterfølgende.

Lene efteruddannede sig og fik løbende mere ansvar og flere soldater, hun skulle lede. Efter endnu en udsendelse – denne gang til Afghanistan – og nogle flere års erfaring blev hun i sommeren 2019 udnævnt som oberstløjtnant og bataljonschef, hvilket betød, at hun nu blev chef for omkring

Kampsvømmekursus 3.jpg
Lenes tid i Forsvaret har budt på hård fysisk træning og masser af øvelser med kompas og tung udrustning.

550 ansatte, hvoraf mange af dem er mænd.

Hvad forventes af dig som kvinde og chef?

Frømandskorpsets Kampsvømmerkursus

For at bestå kampsvømmerkurset skal du igennem følgende prøver på 14 dage:

  1. Svømme 1000 meter på 26 min. Du bliver sejlet ud til 1000 meter, hvor du får et pejlemærke. Derfra skal du hoppe i vandet og svømme med ryggen til kysten. Du skal dermed kunne holde retningen. Derudover har du uniform, tørdragt, svømmefødder samt en lille redningsvest på imens. Det er i åbent hav.
  2. Svømme 25 meter under vand uden at bryde overfladen. Du skal dykke ned på havbunden og svømme langs et tov og gradvist stige stille og roligt op til havoverfladen. Det foregår i tørdragt og svømmefinner, men uden dykkerbriller.
  3. Holde vejret i et minut på 2 meters dybde.
  4. Springe ud fra 8 meters højde. Du skal op på en hangar, hvorfra du skal hoppe ud. Du skal foretage to spring, hvor et er løbende.
  5. Svømme 10 kilometer med fuld udrustning i tørdragt.
  6. Derudover er der en række aktiviteter, som ikke er offentliggjort og først bliver oplyst, når du har meldt dig til kurset.

– Det kan være den almene opfattelse, at det er et maskulint erhverv at være i militæret, men det er, hvad man gør det til. Man kan sagtens være soldat og kvinde samtidig. Jeg kan jo kun tale ud fra mine personlige erfaringer, men jeg har aldrig oplevet det som et problem, at jeg er kvinde og chef for så mange mænd. Jeg har ikke et indtryk af, at mine medarbejdere forventer andet af mig grundet mit køn. Jeg har brugt det som motivation til at vise, at jeg virkelig vil mit job. I arbejdssammenhæng er jeg først og fremmest soldat og derefter kvinde. Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg selv har pålagt mig en rolle. Jeg har haft tilgangen, at det ikke skal hedde sig, at der er noget, jeg ikke kan på grund af mit køn.

"Jeg har tænkt undervejs, at det var for hårdt, men nu kan jeg ikke forestille mig at arbejde med noget andet."

Lene

Hvordan har det vist sig?

– I starten af min karriere gjorde jeg meget ud af, at jeg skulle være en af drengene. Jeg har haft stort fokus på at være god til fysiske ting, for der mangler kvinder ofte nogle procenter i forhold til mænd. Der har jeg altid forsøgt lige at give det et nøk mere for at stå stærkere. På den måde har jeg villet bevise noget i forhold til mit køn. Jeg har alle dage gerne villet være en af gutterne og være en del af fællesskabet. Det vil jeg stadig gerne, men jeg er blevet bedre til at balancere det.

Hvad har denne karrierevej kostet dig personligt?

Kampsvømmekursus 1.jpg

– Der vil selvfølgelig være nogle afsavn, når man vælger et job som mit. Jeg har sommetider været udsendt eller på øvelse, når der har været afholdt et familiearrangement eller lignende, men det ville der højst sandsynligt også have været, hvis jeg havde valgt en anden uddannelse.

Vil være et spejl for andre

Efter Lene fik sin nuværende stilling som bataljonschef, begyndte hun at lege med tanken om at udfordre sig selv yderligere. Da hun hørte om en kvindelig kollega, der havde i sinde at deltage i Frømandskorpsets Kampsvømmerkursus, et kursus ingen kvinde hidtil havde gennemført, ringede Lene hende op og spurgte, om de skulle alliere sig og deltage i kurset sammen. Det faldt sammen med, at Specialoperationskommandoen havde iværksat et arbejde med at hverve flere kvindelige soldater.

– Jeg havde længe villet prøve kræfter med kurset, og nu så jeg mit vindue til rent faktisk at gøre det, så jeg tilmeldte mig kurset i starten af 2020. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg var i stand til at gennemføre det, men der i foråret følte jeg, at tiden var kommet. Jeg begyndte at træne målrettet, det tog mig et halvt år, og jeg brugte store dele af min fritid på det. Jeg havde min mand som træningsmakker, så på den måde var træningen også tid sammen med ham. Jeg trænede intenst, for jeg havde ikke lyst til at stille op, hvis jeg ikke kunne gennemføre det. Det er jo ret kontraproduktivt, men det var sådan, jeg havde det.

LÆS OGSÅ: Der var blod i sengen, og BS løb rundt om sig selv: "Jeg vidste jo godt, at det var kritisk"

I august 2020 fik Lene et bevis i hånden på, at hun havde gennemført det to uger lange kursus – som den første og eneste kvinde nogensinde.

– Jeg tror, at grunden til, at jeg var den første kvinde til at gennemføre kurset, kan være, at mange kvinder automatisk tænker mandsdominerede erhverv som lukket land. Og at mange kvinder simpelthen ikke har modet til at prøve. Man kan sommetider komme til at begrænse sig selv i fortællingen om, hvad man er i stand til, hvis man ikke har set andre, der ligner en selv, gøre det før. Sidste år var der også for første gang en kvinde, der bestod et kursus ved Jægerkorpset. Man kan sige, at vi har taget hul på en æra, hvor nye muligheder er åbnet for kvinder, hvis vi tør tage udfordringen op.

Hvorfor var det vigtigt for dig at gennemføre kurset?

Kampsvømmekursus 5.jpg
”Det er klart, at min familie ikke altid var så begejstret for mit karrierevalg, og det blev især tydeligt, da jeg skulle udsendes”

– Fordi jeg gerne ville bevise, at jeg kunne. Jeg ville gerne udfordre mig selv, og det gav mig visheden om, at jeg kan mere, end jeg tror. Det var fedt, at jeg kunne være mønsterbryder og gennemføre kurset som den første kvinde. Jeg brændte for at bevise, at kvinder også kan være med på denne front. Jeg har indtrykket af, at det har inspireret andre kvinder, og det var præcis det, jeg gerne ville bidrage til. På det personlige plan lærte jeg, at med grundig forberedelse og viljestyrke kan

du komme langt. Uanset dit køn.

Nu er Lene tilbage på sit kontor og i sin stilling som chef. På sit ellers dæmpede kontor tager en stor, orange badering plads. Baderingen har hun fået af sine medarbejdere efter at have gennemført Kampsvømmerkurset, og den minder Lene dagligt om, hvad hun er i stand til at klare, når bare hun sætter sig det for. Og hun er ikke længere i tvivl om, hvorvidt hun har evnerne, der skal til for at være i Forsvaret.

– Jeg må indrømme, at jeg er blevet afhængig af at være her på grund af de spændende opgaver og gode kollegaer. Jeg har sommetider tænkt undervejs, at det var for hårdt, men nu kan jeg ikke forestille mig at arbejde med noget andet. Så jeg bliver nok ikke advokat eller psykolog, som jeg engang havde forestillet mig. Og det er helt fint, for jeg er faktisk ret god til det her.