”Jeg sender deltagere videre for at slippe for konflikt"

Ind træder tre mænd i deres bedste alder. Attituden går fra forvilden skolelærer til skaldet kok-look alike. Her er vi langt fra håbefulde teenagere med Rihanna-drømme. De tre dommere smiler skævt ved synet af det aparte band, og Thomas Blachman udbryder:

– Lad os høre jer synge! Ellers har jeg noget, jeg gerne vil have flyttet i weekenden.

Manden i midten med den bare isse hiver med et nervøst grin sin telefon op af lommen, og de tre mænd slår tonen an til en lille, raspende melodi. Det er mere end uventet, da sangen, de bryder ud i, er en trestemmig, inderligt dybfølt version af Lionel Richies "Hallo". Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman lader kæberne falde og stirrer vantro på trioen foran dem. På mange måder er dette dagens højdepunkt for X Factors oprindelige dommerpanel. Endelig er den onde, den søde og den lækre samlet igen, og årets auditions er i gang. ALT for damerne fik lov at kigge med, og i studiet fangede vi Lina Rafn til en om snak at være tilbage i al ståhejet.

Hvad tænker du om, at det gamle hold er samlet igen?

– Det var min betingelse for overhovedet at sige ja. Jeg havde sagt nej i mange år. Men pludselig havde jeg ikke nogen undskyldning længere. Tidligere var der et barn og en plade og en turné, men i år er der ikke nogen personlig eller karrieremæssig årsag til ikke at gøre det. Da jeg fik at vide, at Thomas og Remee havde sagt ja, kunne jeg mærke, at konkurrencemennesket inden i mig sagde: "Det skal de ikke uden mig." Jeg havde ikke smilet på et eneste tidspunkt i alle de tanker og samtaler, jeg havde haft om X Factor, men dér smilede jeg spontant.

Hvordan er det så?

– Det er med blandede følelser, for jeg har det federe med at sidde i stolen mellem drengene, end jeg nogensinde har haft. Det er sjovt, sagligt og skørt, men der er stadig ikke kommet en deltager ind, som musikalsk set retfærdiggør det hele hverken for mig personligt eller for programmet. Nogle af dem har været så præget af nerver, at det ikke kan nå at folde sig ud. Så der er håb, men det er virkelig forfra, og det er nogle virkelig lange dage. Jeg når at blive helt skør i bolden. Jeg har ikke fortrudt, tværtimod bliver jeg gladere og gladere for det valg, jeg har truffet.

"Selvom jeg måske virker fuldstændig kompromisløs, er jeg i virkeligheden ret konfliktsky. Nogle gange sender jeg en deltager videre bare for at slippe for en konflikt."

Hvordan går det med dynamikken dommerne imellem?

– Det er nemmere at sidde ved siden af Thomas i år. Jeg oplever ham som blødere, og han viser flere facetter, end han tidligere har gjort. Samtidig står jeg stærkere, fordi jeg er mere klar på, hvad jeg vil både som menneske og kunstnerisk, og det gør det nemmere. Først og fremmest skal jeg gå med min mavefornemmelse, og jeg har ikke tænkt mig at bakke op om nogen, som jeg kan se ikke har en chance ude i det virkelige musikliv og på hitlisterne bagefter. Programmet må ikke blive en boble inden i virkeligheden, hvor deltagerne måles op mod hinanden eller tidligere deltagere. De skal måles op mod det, der er derude, og om de kan stå distancen bagefter.

Hvad er det sværeste ved at være med i det her for dig rent personligt?

– Jeg skal være mere ærlig over for mig selv, når jeg skal vælge de deltagere til og fra, hvor jeg kan se noget, men hvor den ikke helt er der. Det er svært, når jeg hører Thomas og Remee plædere for, hvad en person har at byde på. Thomas vil have det skægge og aparte eller en character. Han griber små fraktioner af en helhed og forelsker sig i det, og så skal de have en chance, selvom så meget andet taler imod. Når min agenda ikke falder sammen med de andres, synes jeg, at det er svært at mærke mig selv. De to andre er meget store personligheder med meget klare meninger, og selvom jeg måske virker fuldstændig kompromisløs, er jeg i virkeligheden ret konfliktsky. Nogle gange sender jeg en deltager videre bare for at slippe for en konflikt. Jeg ved jo, at jeg senere kan vælge det, JEG vil, når vi når til bootcampsene.

Hvorfor har ingen af de tidligere deltagere fået en karriere bagefter?

– Det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke har haft evnerne, men fordi de har set hvad branchen virkelig byder på, og hvad jobbet indebærer i den virkelige verden. Og så vælger de det faktisk selv fra. Basim og Thomas Ring er vel dem, der har fået de klareste karrierer. Men måske er det ikke dem, der har de stærkeste stemmer. Især Basim har virkelig villet alt det, som jobbet indebærer, for det at synge for folk er en virkelig lille del.