Linda P lovede sig selv én ting på sin første date med Rasmus…
Da Linda Ps mor satte datteren op med en mand, var det svært for den populære komiker at tro på, at han var ærlig og ville hende det godt. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
Den første gang, Rasmus skrev en besked med ordene ”jeg elsker dig”, kvitterede Linda med et ”det er pænt af dig, tak”.
For selv om hun faldt for ham på deres første date, gik der lang tid, før hun var færdig med at teste den mand, som hun havde fået følelser for.
Det fortæller Linda P i et stort interview i denne uges ALT for damerne, som er på gaden fra torsdag den 17. december.
– Jeg har rigtig svært ved de der ting, så jeg skulle først give ham alle sider af mig selv, så jeg var overbevist om, at han kunne rumme både pigen og stodderen, forretningskvinden og hystaden, fjollerikken, kontrolfreaken og ALT det der. Og i virkeligheden handlede det faktisk om, at jeg skulle kunne rumme det selv. Jeg havde før haft kærester, der ikke var så vilde med, at jeg bandede, og jeg skulle rette ryggen. Jeg fik klaustrofobi af at skulle tøjle mig selv, så jeg skulle lige fatte, at – Gud, der er plads til mig her!, lyder det fra den 36-årige komiker.
Mor fandt ham
Det var faktisk Lindas mor, der fandt den nye kæreste og nu far til Lindas lille pige Nanna.
Moren kom hjem fra en ferie på Bornholm og fortalte, at hun havde mødt en mand, der hedder Rasmus, som hun troede kunne være et godt match for sin datter.
De begyndte at skrive lidt på Facebook og klikkede med det samme. Linda P fortæller, at hun inden deres første date på Amager sagde til sig selv, at hun skulle være 100 procent sig selv og ikke gå på kompromis, som hun har gjort så mange gange før.
Hun mødte derfor op i afslappet tøj og med meget lidt makeup. Rasmus kom med samme indstilling: at han ikke ville spilde tiden på at prøve at være noget, han ikke var.
– Det var nok lidt for godt til at være sandt, tænkte jeg. Han er garanteret morder eller et eller andet. Både lækker og sidder der med sine kæmpe hænder og er sød og høflig, siger hun til ugebladet.
Ville ødelægge det
Den ildevarslende titel på showet, som Linda lige nu er aktuel med, 'Sabotagehunger', er en reference til alle de indgroede forsvarsmekanismer, som stak deres grimme fjæs frem, da hun begyndte at få følelser for Rasmus.
Selvom Linda har set mange af sine dæmoner i øjnene sammen med sin psykolog, gjorde hun alligevel noget, hun aldrig har gjort før, da hun var alene hjemme i Rasmus’ lejlighed med hans computer: Hun kiggede på hans Facebookprofil og ledte efter beviser på, at han knaldede andre kvinder og var et dumt svin, men hun fandt ikke noget. Kun beviser på, at han var en ordentlig fyr.
Hun skyndte sig derefter at ringe til ham og tilstå, hvad hun havde gjort. Han blev selvfølgelig sur, men spurgte så, om hun ikke bare kunne tro på, at han virkelig godt kunne lide hende.
Men det kunne hun ikke bare sådan, så hun lavede alle mulige andre stunts. Opførte sig mærkeligt. Slukkede sin telefon i flere dage. Det slog ham dog ikke ud.
– Jeg fik bare en krammer. Alle mine andre forhold har været ”dark ’n’ stormy”. Først jagtede jeg en, der ikke rigtig gad have mig, og så blev det piger, og Melissa og jeg skændtes hele tiden, forklarer hun.
I dag er Linda færdig med at teste Rasmus. Sådan da. Men der gik lidt tid, før hun kunne sige ”ja, jeg elsker virkelig også dig”, selvom hun havde gjort det længe.
– Jeg var bare bange for det, fordi jeg tænkte, at han sikkert havde fortrudt det, det dumme svin, hvis jeg sagde, at jeg elskede ham, siger hun og smiler:
– Det var rart at vide, at her var der en, jeg kunne være mig selv sammen med, og jeg måtte godt være skør og udfarende.
Læs hele interviewet med Linda P i ugens ALT for damerne. Her fortæller hun om at blive mor til Nanna, at gå til psykolog og bryde med dårlige mønstre – og om at have fundet den store kærlighed.