Livia droppede arkitektstudiet for at følge sin drøm: Det er krævende, nørdet og beskidt, men jeg elsker det

Livia Urban Swart Haaland skulle egentlig have været arkitekt.

Hun skulle have skitseret bæredygtige områder, tegnet smukke møbler eller nytænkende boligområder og leget med tal og formler på en computer.

Nu sidder hun i et krydderurtebed og luger ubudne gæster væk, som havde hun aldrig lavet andet.

Neglene er beskidte af jord, og de smudsede skosnuder afslører, at det langt fra er første gang, hun sidder her.

– Jeg var nærmest ved at gå nedenom og hjem på arkitektskolen, fordi det kun var noget, som foregik oppe i hovedet, og som ikke fik lov at materialisere sig i noget, som jeg var med til at skabe, fortæller Livia, mens hun gestikulerer vildt med hænderne.

– Jeg havde et romantisk billede af, at det ville være lidt mesterlæreagtigt, mere hands-on og ikke så meget foran computeren, og jeg prøvede virkelig at finde min plads. Det lykkedes bare ikke, og det var ekstremt frustrerende for mig. Jeg var virkelig ulykkelig til sidst, fortsætter hun.

ØsterGRO ligger på toppen af et gammelt bilauktionshus i Østerbros klimakvarter. Foto: Amalie Louise Larsen

At råbe ud fra hustagene, at man har valgt forkert, er imidleritd ikke lige til, og Livia var i første omgang tøvende med at afskrive drømmen om en fremtid som arkitekt.

Istedet ledte tvivlen til et års orlov, hvor lysten skulle drive værket og fremtidsdrømmene tages op til revision. Hvem ville hun gerne være?

Svaret fandt hun på 11. etage af en gammel flådebygning i New York, hvor grønne hænder har skabt en af verdens største og mest kendte tagfarme, Brooklyn Grange, som bl.a. leverer grøntsager til en række af byens hippe restauranter.

– At man kan have en oase midt i byen, hvor der bare er mad, som sprudler grønt og levende omkring én, slog benene væk under mig. Her kunne jeg få stimuleret alle mine tanker og ideer, men ved at udføre dem helt fysisk. Samtidig kunne jeg give lidt slip på den kontrol, som jeg ellers har meget behov for, fordi det var en kraft, som var større end min egen, der styrede, om afgrøderne trivedes. Min tid i New York var virkelig som at blive kidnappet af mine drømme. Jeg følte, jeg blev befriet, fortæller Livia om det øjeblik, hvor hun besluttede sig for at ændre karrierekurs.

Kristian Skaarup er den anden initiativtager til ØsterGRO. Han er projektets alt-muligt-mand, fortæller han og viser sit værksted for enden af taget. Før Kristian, Sofie og Livia startede ØsterGRO, var Kristian med til at opstarte Ottilias Have på Vesterbro i København. Foto: Amalie Louise Larsen.

Bange og bekymret

Da ALT.dk møder den 28-årige Livia en solrig eftermiddag i maj, befinder vi os i tredjesalshøjde på taget af et gammelt bilauktionshus på Østerbro, der i dag er forvandlet til Danmarks første taglandbrug under navnet ØsterGRO.

Drivhuset i midten minder om en blanding af en hip restaurant og et redskabsskur, og langs tagets betonkanter gror grøntsager, krydderurter og stauder vildt, indtil de skal sælges videre til københavnerne.

Her, på det 600 kvm store tag, har Livia i samarbejde med ildsjæle-vennerne Kristian Skaarup og Sofie Brincker skabt et pusterum midt i et af ydre Østerbros mest hektiske kvarterer.

– Jeg var nærmest udbrændt efter arkitektskolen, men her fandt jeg en ny energi, der gjorde, at jeg kunne gå 100 procent ind i projektet. Jeg havde været min egen værste fjende ved at blive for længe i noget, der ikke gjorde mig glad. Og når man bliver i noget, der gør én ondt, så mister man også tilliden til sig selv. Det var nok der, jeg var, erkender Livia.

Livia elsker at blive beskidt, fortæller hun. Typisk består hendes hverdag af hårdt arbejde med afgrøderne, hvor knæ og hænder bliver fyldt med jord. Foto: Amalie Louise Larsen.

Gartnerierfaring rimer imidlertid ikke på arkitektstudiet, og Livias grønne færdigheder før New York kunne reduceres til hyggestunder og barndomsminder inden for ligusterhækkene i forstadskvarteret Brede.

Derudover var det ikke en guldforretning at starte et grønt tagprojekt op i København, og efter Livia droppede ud af arkitektstudiet for 3 år siden, tjente hun til huslejen som barista på en café ved siden af arbejdet på tagfarmen.

Kristian var forskningsassistent på KU og fældede træer, og Sofie, der stoppede på tagfarmen efter et år, studerende sideløbende til landskabsarkitekt.

En ihærdighed, der endte i mere end 12 timers arbejde dagligt henover det første år.

– I en årrække kunne jeg ikke sove ordentligt. Jeg troede i en periode, at jeg havde fået narkolepsi, fordi jeg faldt i søvn, når jeg sad sammen med folk. Og så vågnede jeg helt vildt tidligt om morgenen med et adrenalinrush og kunne ikke falde i søvn igen, fortæller Livia, der særligt bekymrede sig om økonomi og opstartsvanskeligheder.

– Jeg blev ret urolig til sidst, fordi man skal have sin søvn for at kunne processere alt det, der sker. Det var god gammeldags stress, der kickede ind, og jeg var hele tiden bekymret og bange. Jeg havde tænkt tingene igennem hundredvis af gange, men alligevel skulle min hjerne tænke dem igennem igen. Det blev et tankemønster, jeg ikke kunne bryde ud af. Og det var sjældent ”fuck, hvor er det fedt”, men mere ”shit, det er ikke godt nok”.

Der er god steming på toppen af Østerbro, hvor musikken brager ud af højtalerne, og der aldrig er for travlt til en lille rygepause. Her er Livia og køkkene ved at gennemgå dagens program. Foto: Amalie Louise Larsen.

Land og by bindes sammen

Tankemylder og søvnløse nætter har imidlertid ikke stået i vejen for ØsterGROs succes. I dag – fire år senere – skriver 40 medlemmer sig hver sæson på som aftagere, mens ventelisten stadigt vokser sig større, og skoleklasser, frivillige, firmaer og private gerne svinger forbi til arbejdsdage og arrangementer i det fri.

Samtidig har tagfarmens populære restaurant, Gro Spiseri, sat godt gang i de økonomiske hjul.

I takt med at medarbejderstaben er blevet større, er det også lykkedes de to tilbageværende initiativtagere at vende arbejdsbyrden, således at det nu er muligt at finde tid til livet uden for tagfarmen.

– Jeg er god til at klø på og kan sagtens gøre det længe og uden at få mine otte timer hver nat. Men jeg ved også, hvornår jeg har kørt på for mange dage i streg. Jeg er blevet god til at koordinere min kalender, så der er nogle åndehuller i den, fortæller Livia.

Roen får imidlertid sjældent lov at dvæle, før Livia og Kristian igen har fået ideer til nye, grønne initiativer i storbyen.

For et år siden kunne de således åbne Gro Spiseri i drivhuset på tagfarmen, og den 14. juni slog de dørene op for deres seneste skud på stammen: FællesGro på Vesterbro i København.

Et initiativ, som skal forsøge at binde land og by bedre sammen, og hvor byboere hver uge bliver forsynet med friske, økologiske afgrøder fra landmænd, der er for små til at levere til supermarkederne.

– Med FællesGRO er man tæt knyttet til sin grøntsagsavler, ligesom man som producent er med til at følge sine grøntsager der, hvor de havner. Det er et projekt, der sætter fokus på, hvordan maden produceres, og hvad det kræver. Det er vigtigt, hvad vi putter i munden, og det handler i bund og grund om at få en forståelse for, hvor energi- og ressourcekrævende grøntsagsdyrkning er, og hvor vigtigt det er, at det bliver gjort med omtanke for naturen, fortæller Livia, der sammen med Kristian er direktør for projektet.

I Gro Spiseri kan gæster nyde godt af havens urter og lækker mad både sommer og vinter. Foto: Amalie Louise Larsen.

Hvad skal man gøre, hvis man selv går med iværksætter-drømme i maven?

– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være iværksætter. Jeg tror ikke engang, at jeg helt vidste, hvad det var. Det kom sig af, at der var noget, jeg synes manglede. Og hvis det er ens drivkraft for at starte noget op – at man føler, at man går ind og løser et samfundsproblem eller udfylder et hul, som folk længes efter – så er det en god start.

– Vi havde dog aldrig fået vores tag, hvis ikke vi havde været totalt åbne om vores drøm. Vi fortalte vidt og bredt om det, og så opstår der muligheder i sammenhænge, man slet ikke havde tænkt. Så jeg ville aldrig være bange for at dele mine drømme og ideer, siger hun og erkender, at der er en hel del flere af den slags på ØsterGRO-holdets konto.

Eksempelvis er der et tomt tag på den bygning, hvor FællesGro holder til. Og så er der selvfølgelig alle de andre ubenyttede, tomme tage rundt om i byen.

Udfordringen er blot at få enderne til at hænge sammen.

– Vi arbejder stadig rigtig meget hele holdet. Jeg er en kæmpe arbejdshest, og jeg kunne nok ikke have gjort det anderledes med den iver, jeg har. Men det har været det hele værd, og jeg blev nødt til at lære på den hårde måde at finde en balance i tingene, siger hun.

Kristian står også for tagets bistader, der sørger for lækker honning til Københavnerne. Foto: Amalie Louise Larsen.

Når han ikke har hænderne i honningen, ordner praktikaliteter eller skruer skruer fast i rækværkerne, kan man finde Kristian i tagfarmens bagerste hjørne, hvor hans værksted ligger. Foto: Amalie Louise Larsen.

Livia og Kristian mødte hinanden under tilblivelsen af Ottilias Have på Vesterbo. I dag har de startet ØsterGRO, GRO Spiseri og FællesGro sammen. Foto: Amalie Louise Larsen.