Malou Aamund

"Jeg tror ikke på offerrollen"

Kan kvinder få det hele - forstået som karrierejob og familieliv? Spørger man Malou Aamund, er hun ikke i tvivl, men det kræver omtanke og planlægning, fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Kvinder har nemlig ikke sværere ved at gøre karriere end mænd, mener Malou Aamund, som selv har et lederjob hos Microsoft efter fire turbulente år i Folketinget først for partiet Liberal Alliance og siden for Venstre.

– Jeg tror ikke på offerrollen, der handler om, at vi som kvinder ikke har mulighederne. Jeg tror på den kvindekamp, som kvinderne skal tage med sig selv for at turde satse på karrieren. Kvinder skal turde gå efter magten og ikke frygte omkostningerne. I de år, hvor man har små børn, handler det om at vælge sin arbejdsplads med omhu, så man er et sted, hvor der er fokus på balance mellem familie og arbejdsliv og respekt for de værdier, der i bund og grund betyder mest for os alle sammen. Det er så trist, når jeg hører om mennesker, som sidst i livet fortryder, at de ikke har været mere sammen med deres familie. Jeg vil hellere sidde som 80-årig og tænke, at jeg godt kunne have givet den en ekstra skalle på mit arbejde end at høre fra én af mine piger, at jeg har svigtet som mor, siger Malou Aamund til ALT for damerne.

Trods sin høje stiling og sit lange cv, føler Malou Aamund ikke, at hun har skullet gå på kompromis med familielivet, der består af manden, kanalchef på Radio 24syv, Mikael Bertelsen og deres tre børn.

Er ikke fanget mellem arbejdsliv og familieliv

Fleksibilitet og frihed var to af grundene til, at Malou for omkring halvandet år siden forlod sin post som videnskabsordfører for Venstre under stor mediebevågenhed. I stedet bestrider hun i dag et et direktørjob i Microsoft, som hun blandt andet var tiltrukket af, fordi det er en familievenlig arbejdsplads.

– Jeg sætter utrolig stor pris på, at der er en ekstrem grad af frihed i mit job. Vi bliver målt benhårdt på vores resultater, men om man arbejder fra sommerhuset, fra kontoret eller fra strandkanten, det er man faktisk ligeglad med hos Microsoft, så længe man når sine mål. Det betyder, at man også kan være noget for sin familie, og derfor føler jeg ikke, at jeg har det der svære krydsningsfelt mellem arbejde og familieliv, som så mange kvinder ellers oplever," siger Malou Aamund.

Slipper alt når hun har fri

Mens manden Mikael Bertelsen som journalist ikke bare kan stoppe med at tænke på sit arbejde er en af Malou Aamunds metoder til at kombinere karriere og familieliv desuden, at hun er fuldt ud til stede, når hun har fri.

– Når jeg kommer hjem fra arbejde, slipper jeg alt, hvad jeg har, og er mentalt til stede hos børnene. Mikael tænker på sit arbejde hele tiden. Det ligger i jobbet som journalist, at du hele tiden får nye ideér. Det oplevede jeg selv for første gang, da jeg var i politik, hvor man også er sit arbejde 24 timer i døgnet," siger Malou Aamund.

Læs hele interviewet hvor Malou Aamund fortæller om sin opvækst, mødet med kærligheden og opdragelsen af de tre børn i denne uges ALT for damerne nr. 34/2012.

Om Malou Aamund

FØDT 28. juli 1969, 43 år. Datter af erhvervsmand Asger Aamund og billedkunstner Susanne Aamund.

UDDANNELSE Cand. merc. fra CBS.

KARRIERE Siden 1. februar 2011 direktør for Microsoft Danmark Enterprise & Partner Group. 2008-2011 folketingsmedlem for Venstre. 2007-2008 folketingsmedlem for Ny Alliance. 1997-2007 ansat hos IBM, senest som Territory Executive i IBM Northeast Europe.

PRIVAT Gift med tv- og radiojournalist Mikael Bertelsen. Sammen har parret børnene Aia på 17 år, Olivia på 13 år og Luka på 8 år.