Marianne og Merethe Stagetorn

"Det er vigtigt at have nogen her i livet, der stiller de kritiske spørgsmål med kærlighed"

Merethe og Marianne Stagetorn formåede at lave et gnidningsfrit generationsskifte med konditoriet La Glace, og derudover bor de også under samme tag og har gjort det det meste af livet. Hemmeligheden bag deres tætte bånd er rummelighed og respekt.

– Det er nemt at sige, at vores forhold er fantastisk, og at det ikke kan være bedre. På den anden sid er det næsten det, jeg vil sige. Nu plejer jeg ikke at udtale mig så stærkt, men man kan sige, at beviserne er stærke, for vi har jo faktisk boet under samme tag med få undtagelser gennem hele vores liv, fortæller Merethe, hvis ordvalg indimellem afslører en lang karriere som forsvarsadvokat efter tiden på La Glace.

Med undtagelse af et år på en kostskole i Schweiz boede Marianne på barndomsgården i Slangerup, indtil hun var 23, og derefter gik der kun et par år, før hun flyttede ind i den nuværende opgang. "En villavej på højkant", som de kalder det. Marianne bor på 3. etage med sin familie, Merethe på 4., og på 5. bor Mariannes storebror, Henrik, med sin familie.

Allerede mens Marianne boede hjemme, købte hun konditoriet La Glace af sin mor, der gav hende nøglerne med ordene: "Du kan jo bare ringe, hvis der er noget."

– Og hun ringede faktisk aldrig nogensinde. Jeg tror, at Marianne har haft mange ønsker om at adskille sin forretningsføring fra min, og det må man nok sige, at hun har gjort, og det glædelige er jo, at hun har gjort det med stor succes, fortæller Merethe.

Det har Marianne dog ikke altid været i stand til at se.

– Når man overtager noget efter far eller mor, tænker man i lang tid: "Nå, men, hvis det går godt, så er det også, fordi mor gjorde det så godt." Jeg var rigtig mange år om at tage på mig, at det muligvis var, fordi jeg selv var talentfuld, at jeg havde gjort det så godt.

Ingen rygklapperi

Da Marianne forsøgte at ekspandere ved at åbne en ny afdeling af La Glace på Kongens Nytorv, viste det sig at være en fadæse, som de begge mærkede til økonomisk, men det havde ingen betydning for deres forhold.

– Det var en økonomisk katastrofe for os begge to på et virkelig seriøst plan, der gjorde så ondt, men aldrig nogensinde har der været et ord mellem os, der skulle placere nogen skyld. Det var vi lige gode om, og der var ikke noget at komme efter. Det kunne nok godt have revet lidt i de bedste, fortæller Marianne, og Merethe fortsætter:

– Ja, det kunne det. Det er noget af det, vi er stolte af. Jeg er i hvert fald stolt af det. Og når jeg sidder og smiler lidt, så er det, fordi at du jo nu har ekspanderet voldsomt, og denne gang har du virkelig lært.

Merethe sidder og kigger rundt i de nyeste lokaler i La Glace, der først er kommet til for lidt over et år siden, men som denne torsdag formiddag allerede summer af glade kagespisere. Merethe var dog ikke ligeså begejstret, da udvidelsen først kom på tale.

– Det første, du sagde, da jeg begyndte at lufte planerne, var: "Er det for pengene eller prestigen?" Og det er jo et meget godt spørgsmål at få kastet i nakken og skulle forsvare. Du var faktisk frem til åbningen ikke særlig begejstret, men efter vi åbnede, så har du været den største fan. Men det er altså også vigtigt at have nogen her i livet, der stiller de kritiske spørgsmål, når de er sagt i stor kærlighed. Rygklappere kan man glædes over, men man bliver ikke nødvendigvis klogere af dem.

Gensidig respekt

Både mor og datter fortæller, at det at være gode til at spørge hinanden til råds er meget kendetegnende for deres forhold, hvad end det er om farven i spisestuen, økonomi eller noget helt tredje.

– Vi har aldrig rigtigt båret nag eller været bedrevidende. Der har altid været sådan en utrolig god tone mellem os, men der er plads til at sige sin mening. Og følger man alligevel ikke det råd, man fik, så får man ikke at høre for det bagefter. Jeg tror mest af alt, at vi har stor, stor respekt for hinanden, og for at vi har hvert vores liv og hver vores meninger, siger Marianne.

Respekt er der også for, at der selvfølgelig er forskellige faser i forholdet til ens forældre, om det så er, fordi man flytter hjemmefra, datteren selv bliver mor, eller at alderen på et tidspunkt begynder at vise sig mere tydeligt.

– Nu er jeg 74 år og mere skrøbelig, end Marianne er rent fysisk og psykisk, og det er jo også noget, man må tage i betragtning. Hvis du så, da jeg kom ind, da holdt jeg i døren, da jeg gik ned ad trappen for eksempel. Man er ikke på toppen, som man var engang, og det gør jo, at man får forskellige roller, siger Merethe, og Marianne fortsætter:

– Du har sagt til mig, at du synes, rollerne er blevet byttet lidt rundt her de senere år, hvor den praktiske omsorg mere suser den anden vej. Men det ser jeg jo bare som en naturlig del af livets udvikling.

Marianne og Merethe Stagetorn

Marianne Kolos Stagetorn, 49

Kagekone og indehaver af La Glace konditori. Gift og mor til tre børn på 18, 20 og 21.

Merethe Stagetorn, 74

Tidligere ejer af La Glace og forsvarsadvokat. Har blandt andet været forsvarer i Tvind- og Brixtofte-sagen. Enke og mor til Marianne og Henrik på 51.