Meta Louise Foldager Sørensen: "Jeg er bedre som mor og på jobbet, fordi min mand går hjemme"

Selv om du måske ikke kender navnet, kender du helt sikkert Meta Louise Foldager Sørensens arbejde. Hun har produceret nogle af Danmarks største filmhits som "Kongekabale" og "Antichrist" og store tv-dramaserier som "Herrens Veje".

Og det er sådan, den 43-årige filmproducer har det allerbedst. Bag skærmen. Allerede som 18-årig skrev hun "filmproducer" på sine hjemmelavede visitkort, og i dag ejer hun to produktionsselskaber. Men i virkeligheden er det privatlivet, der kræver det største overblik. Meta deler hjem med sin mand, Anders Foldager Sørensen, og deres fem fælles og sammenbragte børn, som de bor skiftevis i byen og på landet med.

Kompliceret? Ja. Derfor har Metas mand sagt sit eget job op for at købe familien og forholdet mere tid.

– Fordi Anders går derhjemme, har vi haft mulighed for at få nogle flere børn og mere tid med dem. Det giver os alle sammen en base, som gør, at vi fungerer meget bedre som familie, og at jeg fungerer bedre som mor og på arbejdet. Det giver familien mere overskud, end hvis Anders også skulle drøne rundt og lave karriere. Vi ser ikke sådan på det, at jeg får lov til at realisere mig selv på mit arbejde, mens han går derhjemme. Måske mere omvendt, at han realiserer sig selv i familien, og så er jeg den, der ofte tænker, at jeg gerne ville bytte, siger Meta.

I denne uge bor familien i deres bindingsværkshus ved Præstø på Sydsjælland, hvor Anders' børn går i skole. I næste uge er basen den blå by-lejlighed i Nyhavn i København. Magne på fire måneder er med mor på arbejde, indtil han er stor nok til at blive passet hjemme hos Anders.

– Jeg tror, det fungerer for vores familie og for os som par, fordi Anders ikke føler, at han ofrer sig. Det er en gave, han giver. Han giver en gave både til vores søn Ville på 2,5 år, som har været hjemme med far i stedet for i en vuggestue, og snart til Magne. Og så er det også en gave til resten af familien, fordi vi får ekstra tid og overskud. Det er kernen i det. Og så er vi jo voksne mennesker. Vi har begge kørt det vilde karriereræs og opdaget, at det ikke er det vigtigste. At det ikke er det, der giver mening i livet.

Film med film på

Siden Meta var seks år gammel, har hendes verden handlet om film. Hun aner ikke hvorfor, for der var ingen i familien med særlig interesse for levende billeder. I starten troede hun, at det var skuespillervejen, hun skulle ned af, men det var hun ikke specielt god til.

– Som barn var jeg til casting på filmen "Skyggen af Emma", hvor jeg mødte casteren Jette Termann. Jeg var blandt de tre sidste piger, og rollen gik til skuespiller Line Kruse, men jeg hægtede mig på Jette Termann og blev castingassistent som 11-årig. Jeg hjalp med alt muligt og var fuldstændig bidt af en gal filmhund. Jeg ville det bare. En dag fik hun mig med som statist på en film, hvor Søren Kragh-Jacobsen instruerede, og dér tænkte jeg: "Jeg skal være instruktør". Men jeg fandt i mine teenageår ud af, at jeg var bedre til at sætte ting i gang, end jeg var til at gå i dybden.

Derfor besluttede Meta sig for, at det nok var filmproducer, hun skulle være. Men selvom den nye karriereidé hurtigt indfandt sig hos hende selv, opererede omgivelserne ikke i helt samme tempo. Den Danske Filmskole måtte derfor skuffe hende med svaret, at det altså var uhyre sjældent, de optog nogen på kun 17 år, når den gennemsnitlige studerende var 23 år.

– For mig var 23 år... altså, så var man nærmest død, ikke? Så jeg læste bogen "Hello, He Lied" af den amerikanske producer Lynda Obst, som handler om, hvordan man bliver producer i USA. Der stod blandt andet, at filmproducer ikke var en beskyttet titel, og at man egentlig bare kunne kalde sig det og opføre sig som en. I bogen var der også en liste over, hvad en filmproducer laver: taler med forfattere, køber rettigheder, skaffer penge osv. Så det gjorde jeg. Jeg lavede et visitkort, hvor der stod mit navn på og stillingen filmproducer, og så gik jeg rundt i branchen med det, da jeg var 19 år.

Imens havde Meta søgt ind på filmvidenskab på Københavns Universitet, og fem år senere var hun kandidat. På det tidspunkt havde hun fået overtalt kultbørnebogsforfatteren Bjarne Reuter til at sælge hende filmrettighederne til bogen "Shamran", hvis hun kunne få det til at ske inden for seks måneder, mens hun arbejdede som assistent på kortfilm og andre projekter. Reuters film fik hun aldrig lavet, men hun skaffede sig en plads som medejer af produktionsselskabet Zeitgeist.

– Bagefter sprang jeg videre til Nimbus Film, hvor jeg startede som assistent og senere blev ansat som producer. Her lavede jeg min første film, "Kongekabale", og senere "Nordkraft". Men en dag ringede filmproducer Peter Aalbæk fra Zentropa, som jeg på det tidspunkt var rygende uvenner med.

– Grunden til, at vi var uvenner, er lidt teknisk, men det handlede om en samarbejdsaftale mellem Nimbus Film og Zentropa, hvor Peter Aalbæk en dag til frokost i en kantine med over 100 mennesker, pludselig kom bagfra og råbte "Din dumme kælling!".

– Jeg må have været 25 år, og min spontane reaktion var bare at råbe igen. Bagefter fandt jeg aftalen frem, gik hen på Zentropa, hvor Peter sad sammen med Lars von Trier, lagde det foran Peter og sagde: "Jeg vil gerne have, at du læser op for mig, hvad der står her". Det ville han ikke, så jeg udvandrede vredt. Lars Von Trier så det hele, og kort tid efter ringede Peter Aalbæk på Lars' opfordring og spurgte, om jeg ville producere Lars' film.

– Jeg tog til jobsamtale med Peter Aalbæk, hvor jeg sagde: "Vi kan jo ikke lide hinanden Peter, hvad gør vi ved det?" Men vi blev enige om, at vi måtte få det til at fungere, og det gjorde vi i en årrække. Men så stoppede det med at fungere, og jeg sagde op. Man kan næppe kalde det et lykkeligt ægteskab. Efter det startede jeg Meta Film.

Frygtløs og forelsket

Frygtløsheden og modet til at tage til casting, kalde sig filmproducer og gå i kødet på Peter Aalbæk har Meta fået med hjemmefra.

– Jeg er ikke rigtig bange for noget. Jeg tror måske, jeg er blevet klappet nok på hovedet af min mor og far, da jeg var lille. Min mor har også selv haft et firma, og hun har skiftet branche mange gange, så jeg har nok været inspireret af hendes gåpåmod. Og min far er en knokler. Jeg kan huske, han engang sagde: "Hvis man gerne vil opnå noget, skal man måske bare stå op før de andre og gå i gang". Jeg har et kæmpe drive og har også knoklet for meget i perioder, men samtidig har jeg også følt mig virkelig heldig med mit job.

Modet svigtede en anelse, da Meta begyndte at skrive med Anders, som var en tidligere kollega på Zentropa og nu arbejdede i museumsbranchen. For selvom han var sød, og de skrev sammen i lang tid, boede han 100 kilometer væk fra Meta i København – ude på landet med et liv i faste rammer.

– Jeg skrev til ham, at vi i hvert fald ikke skulle mødes, for det ville være alt for besværligt at få et fælles liv op at køre. Men jeg var jo allerede blevet forelsket bare af at skrive med ham, så jeg lod mig overtale, og så kørte han hjem til mig. Der gik kun en time, før vi kyssede hinanden, og så sagde han: "Jeg tror, jeg elsker dig", og jeg svarede: "Jeg har savnet dig helt vildt". Det føltes som at komme hjem, og vi har været sammen lige siden.

Den kærlighedshistorie kunne være begyndt allerede for 17 år siden, hvor Meta og Anders mødte hinanden på Zentropa, men dengang lagde de ikke mærke til hinanden.

– Vi er lykkelige for vores dejlige børn fra vores tidligere forhold, men vi ville gerne have haft mere tid sammen i livet og ærgrer os nogle gange over, at vi ikke fandt sammen lidt før. Der er nogle fællestræk i vores opdragelse og vores liv, og det føles, som om vi har noget DNA til fælles, men vi er også forskellige. Han er meget mand, og jeg synes selv, at jeg er meget kvinde. Men det er svært at forklare. Det er bare rigtigt.

Køber tid med ungerne

Ikke længe efter det første kys blev Meta gravid med deres første fælles barn. Da Ville kom til verden, sagde Anders sit job op.

– Vi stod med to hjem, to krævende karrierer og fire børn og kunne se, at det ville blive for stresset og tyndslidt, hvis vi ikke ændrede på noget. Da jeg startede SAM Productions, fik vi pludselig en helt unik mulighed for, at vi kunne klare os med én indtægt. Så vi valgte at købe tid med vores børn, mens de er små. På et tidspunkt skal Anders nok tilbage på arbejdsmarkedet igen, men som han selv har sagt, bliver det svært at finde noget, der giver lige så meget mening som at passe de unger.

Det er dog ikke alle, der forstår parrets valg. For mange ser det ud til, at Anders har ofret sig for Meta, så hun kan køre sit fede karriereliv, og at Meta har givet afkald på moderskabet.

– Jeg kan huske, jeg engang kom ind til et møde, hvor jeg havde ladet min seks måneder gamle søn, Ville, blive hjemme hos Anders. Der udbrød en kvinde: "Ej, hvordan kan du gøre det?". Jeg blev fuldstændig paf. Gøre hvad? Lade ham være sammen med sin far? Det var fandeme mærkeligt i disse ligestillingstider. Der blev min mand også sur. For selvfølgelig er han en lige så god forælder som mig. Vi har bare indrettet vores familieliv lidt anderledes end de fleste.

– Anders kan godt have en oplevelse af, at folk tænker, at der må være noget galt med ham, at han er svag, under tøflen eller ligefrem feminin, fordi han har taget det valg. Og det er han jo på ingen måde. Tværtimod. Han er familiens klippe, og han er både stærk og meget maskulin. Han laver meget mandeagtige ting med ungerne – kører minilæsser, traktor, bygger drivhus, fisker, fælder træer, skyder fasaner og laver bål. Han hviler nok bare så meget i sin maskulinitet, at det ikke rører ham, hvad andre tænker.