Fra konkurrenter til uadskillelige: ”Jeg troede helt ærligt ikke, vi ville blive venner”
Bachelor-sæsonen er forbi, men kvinderne fra programmet holder sammen – også på Smukfest. Her giver to af kvinderne deres bud på, hvordan man styrker sammenhold og søstersind blandt kvinder i en situation, hvor alle konkurrerer om det samme.
Den caribiske luksusvilla er skiftet ud med iglo-telte, og champagnen erstattet af lunkne dåse-øl. Sammenholdet i Bachelor-kvindernes Smukfest-lejr er dog det samme som det, vi så på skærmen i den nyligt overståede sæson af datingprogrammet, hvor 18 kvinder kæmpede om de samme to mænd.
Takket være de medvirkende kvinder kom denne sæson i høj grad til at handle om søstersind, og hvordan man bedst bakker hinanden op som kvinder.
Det er for at høre mere om dette, vi opsøger dem i deres camp på dette års Smukfest. Den er præget af at være i festivalens slutfase, men Mette Sommer og Frederikke Victoria Olsen-Kludt byder indenfor, for det ligger dem på sinde at sprede budskabet.
"For mig var den store oplevelse at se, hvordan man er, når man er i et hus med så mange kvinder, fortæller Mette Sommer, som var blandt de sidste tilbage i huset inden 'finalen', og her opfandt kvinderne en øvelse, som måske kan inspirere andre til at gøre noget lignende:
"Den sidste aften, da vi var seks tilbage, fortalte vi hver især hinanden, hvad vi godt kunne lide ved hinanden, hvad vi havde lagt mærke til, og gav hver et godt råd," fortæller Mette og bliver suppleret af Frederikke:
"Det var så unikt den måde, vi løftede hinanden op på."
Det første indtryk
Mette og Frederikke sover i samme telt i campen på Smukfest, og de delte også værelse i Caribien, men det var ikke venskab ved første blik.
"Mit første indtryk af Frederikke var, at hun var den her lidt 'opstoppede' kind of girl. Hun har alt muligt med bakterier; man må f.eks. ikke ligge i sengen i det tøj, som man har haft på i løbet af dagen. Hun vil gerne have tingene på sin måde," siger Mette.
"Mette kom ind senere end os andre, og jeg havde det sådan 'hun skal bare basse lidt ned og ikke tro, at hun kan komme ind og eje det hele'," fortæller Frederikke.
"Ærligt, så tænkte jeg, at vi ikke ville være et godt match, for da vi kom på volleyball-date bagefter, og vi skulle have noget vand, gik jeg ligesom rundt og drak lidt af forskellige flasker, og hun var bare sådan der 'nej!'. Jeg tænkte 'hvad er der med hende der?!'. Jeg var så bange for at få corona, og hvad nu hvis hun havde fået det på flyet…"
Den nye pige i klassen
For Mette var det en udfordring at komme ind i programmet som en joker og endnu en konkurrent i en i forvejen stor gruppe.
"Da produktionen sagde til mig, at jeg ville komme ind senere end de andre, blev jeg oprigtigt meget ked af det. Ikke fordi jeg ville være bagud i forhold til mændene, men fordi nu blev jeg den nye pige i klassen, hvor de andre allerede kendte hinanden."
"Men da jeg så kom ind, så bassede jeg lidt ned og iagttog bare sådan 'hvem er hvem'. Det er jeg vant til i mit arbejde som specialpædagog. Og så fornemmede jeg, hvor den gode energi var, og hvor den dårlige var, og så gik jeg bare i en stor bue uden om det."
Frederikke fik hurtigt øje på Mettes kvaliteter:
"Jeg elsker, når kvinder ejer sig selv og ved, hvad de står for. Den gode energi smitter jo. Inde i huset ville hovedparten af kvinderne den vej, og så var der nogle få, der gerne ville pille ved noget drama, men de havde så svært ved at få det bygget op, fordi vi andre så hurtigt konfliktnedtrappede. Hvis der var nogle konflikter, så tog vi dem i plenum, så der ikke var noget ude i krogene."
Konfliktmægleren
Netop er at tage konflikterne i opspringet, inden de udvikler sig, mener Frederikke er vigtigt, når er samlet så mange så tæt, som kvinderne eksempelvis var i Bachelor.
"Frida R kom på et tidspunkt og fortalte mig, at der var en af de andre der havde bagtalt mig over for de andre piger, og jeg gik direkte til hende og sagde; 'jeg hører, du har sagt sådan her – er det noget, som vi skal snakke om,', hvortil hun svarer 'nej, det var slet ikke, sådan jeg mente det'. Jeg sagde til hende, at jeg var ked af, at hun havde opfattet det på den måde, for jeg gjorde det i bedste mening. Og så den ligesom lukket igen."
Ville du også gøre det ude i virkeligheden?
"Ja, for hvis man har noget, som man gerne vil sige til nogen, så bliver man jo nødt til at sige det, ellers kan man jo ikke ændre det," fortæller Frederikke.
"Jeg er aldrig blevet fodret af drama. Jeg har altid stået i midten af venindegrupper, altid været mægler. Også i folkeskolen, hvor jeg fik sådan en t-shirt, hvor der stod 'mægler', og så gik jeg rundt i frikvartererne og løste konflikter. Min folkeskolelærer kunne godt se, jeg havde evner inden for det."
Konstant sammenligning
Mette beskriver tiden i huset som ”Instagram right up your face”, fordi man hele tiden var omgivet af smukke kvinder, som man kunne sammenligne sig med:
"Hende, der har langt flot hår, hun har tynde ben, pæne tænder, flotte bryster… det var sgu hårdt nogle dage. Men så sagde jeg det højt, og det hjælper altid."
"Jeg kan huske, at du sagde det til mig: 'ej du er så irriterende flot' – på en god måde. Det løfter jo også mig at få det at vide," siger Frederikke.
"Vi ville bare gerne have, at alle havde det godt, så vi lånte også hinanden tøj, selv om det jo så ville betyde, at de andre måske ville se flottere ud."
Ægte ærlighed
I løbet af festivalen har kvinderne fra Bachelor fundet ud af, at det gode sammenhold og deres ærlighed har gjort dem til idoler for yngre piger.
"I går begyndte jeg at græde, fordi der kom en kvinde hen og sagde, at jeg var så fed. Hun arbejdede med unge mennesker, og de så mig som et forbillede – det er kæmpestort for mig," fortæller Mette.
"Siden vi kom hjem, har vi prøvet at være meget ægte om, hvordan vi har det. Jeg vil gerne blive ved med at give den her ægte følelse af, at hvis noget er svært eller hvis noget ikke lige går, som man troede, så er du god nok alligevel."
Mette understreger én konkret ting, som hun gør anderledes nu end før hendes deltagelse i Bachelor.
"Jeg bekræfter meget mere andre kvinder, end jeg gjorde før… Fordi jeg kunne mærke, hvad det gjorde ved mig."