”Min familie og jeg har betalt en høj pris”

Af Michala Rosendahl 

– Taburetten på Christiansborg er kun til låns. Det var jeg meget bevidst om, da jeg blev valgt ind i Folketinget i 2007, og jeg var fast besluttet på, at jeg ville have så meget som muligt ud af mit mandat, inden jeg røg ud igen. Så jeg knoklede! Hver morgen stod jeg op klokken 5.45 og læste alle dagens aviser. Mens børnene spiste morgenmad, talte jeg med de første journalister, og telefonsamtalerne fortsatte i bilen på vej til vuggestue og børnehave og videre til Christiansborg, hvor jeg arbejdede til sent om aftenen. Når jeg kom hjem, og ungerne var puttet, arbejdede jeg igen.

LÆS OGSÅ: ”At gå ned med stress lærte mig at holde fri”

– Det var ikke kun, når jeg var på arbejde, at presset var stort – også når jeg havde fri, skulle jeg stå til rådighed. Jeg er drevet af en lyst til at ændre det uretfærdige, og jeg tænke hele tiden over, om jeg mon kunne gøre noget for at løse nogle af samfundsproblemerne. For at holde fri rejste jeg derfor altid til udlandet i ferierne. I Danmark blev jeg ofte stoppet på gaden af folk, der ville tale politik, og jeg fik flere hundrede mails dagligt. Det elskede jeg, og jeg ville hellere end gerne svare på deres spørgsmål. Men jeg fik desværre også mange hademails og sommetider endda trusler. De få gange, jeg fortalte min mor om dem, bad hun mig om at trække mig fra politik.

LÆS OGSÅ: Lægen anbefalede lykkepiller: Nu sælger de alt og flytter til Texas

– I 2012 gik jeg ned med stress, da jeg havde stemt nej til SR-regeringens skattereform. I næsten et halvt år inden, havde jeg arbejdet i døgndrift for at stoppe reformen, og til sidst sagde min krop fra. Alligevel meldte jeg mig ikke syg, for jeg ønskede ikke, at folk skulle tænke, at jeg ikke kunne klare mosten. I dag er jeg heldigvis blevet klogere. Jeg ved, at man skal lytte til sin krop, og jeg bruger meget tid på at bryde tabuet omkring stress.

– Da jeg ikke blev genvalgt i 2015, kom det meget bag på mig, og jeg var som en narkoman, der skulle på afvænning. I otte år havde arbejdet spist al min tid. Min normale arbejdsuge havde været på 70 timer, og jeg havde haft en evigt vibrerende telefon i lommen. Pludselig blev der stille. Min mormor sagde altid, at enhver slutning er begyndelsen på noget godt, hvis man vælger at gribe muligheden. Men til at begynde med kunne jeg ikke gennemskue, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

– Jeg havde utrolig svært ved at forstå, at det virkelig var slut, og alvoren gik først rigtigt op for mig, da jeg havde pakket mit kontor sammen. Jeg sad på gulvet derhjemme og stirrede på mine tre flyttekasser, og det var faktisk virkelig trist. Men så kom min 6-årige søn pludselig og krammede mig. "Mor, nu når du ikke er blevet valgt, betyder det så, at du får mere tid herhjemme?" spurgte han, og så smilede jeg. For det var jo faktisk lige netop det, det betød.

– Pludselig havde jeg tid til at lave pandekager med mine børn – uden at gå ud og tale i telefon hele tiden. Jeg fik ansat håndværkere, der satte nye vinduer i huset, fik malet altanen og fik hængt nogle billeder op, som jeg havde haft stående, siden jeg blev valgt ind i Folketinget otte år forinden. Og så fik jeg tid til at holde foredrag og skrive børnebøger, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Nu er jeg desuden i gang med at starte mit eget konsulentfirma, så jeg kan rådgive erhvervslivet, NGO'er og organisationer om integration. Jeg har stadig travlt og bliver aldrig den mor, der går hjemme og strikker trøjer og bager speltboller, men der er sket en stor forandring i forhold til tidligere. I dag kan jeg tillade mig at slukke telefonen, når jeg har fri.

– Det nytter ikke at have dårlig samvittighed, fordi man som kvinde har ambitioner og et job, som kræver al ens tid, og heldigvis er jeg gift med en fantastisk mand. Jeg har godt nok brændt ham af mange gange og ladet ham ordne aftensmad, forældremøder og kørsel, mens jeg har siddet til forhandlinger og afstemninger – og i de travle perioder fungerede han som både mor og far derhjemme. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu har fået tid til at være mere sammen med min mand og vores børn. I dag er jeg meget mere til stede i deres hverdag og har en større føling med, hvad de laver, og hvad der fylder hos dem.

– Jeg er ikke holdt op med at mene noget, bare fordi jeg har mistet min plads på Christiansborg. Jeg vil fortsat ytre mig, og det har selvfølgelig en pris, når man åbner munden. Jeg har hemmelig adresse og får stadig trusler og sexistiske henvendelser. For det meste forsøger jeg at gå i dialog med de mennesker, som sender mig hademails, og heldigvis lykkes det ofte at skabe forståelse og enighed, når vi mødes til en kop dialogkaffe. Enkelte gange har jeg dog måttet henvende mig til politiet, og nogle personer har fået tilhold. Mit liv er præget af min tid som politiker, og min familie og jeg har betalt en høj pris, men jeg har aldrig fortrudt min tid i Folketinget. Ytringsfriheden og demokratiet er værd at kæmpe for.

LÆS OGSÅ: “Jeg opgav aldrig håbet eller troen på Kasper, men til sidst var det ren tortur at holde ham i live”

LÆS OGSÅ: ”Kærligheden er omdrejningspunktet i mit liv”

LÆS OGSÅ: "Jeg synes aldrig, at det, jeg gør, er godt nok"