Morten og Marlene droppede statusjobs og blev selvstændige: "Vi har aldrig været så fattige som nu"

Som så mange andre iværksætterfortællinger starter denne i en kælder. Her i kælderen på Frederiksberg holder start-uppen GoLittle til. En slags Tripadvisor for børnefamilier, der via en app kan lede aktivitetshungrende familier på sporet af gode, børnevenlige oplevelser i nærheden og koordinere legeaftaler. For tre år siden sagde ægteparret Morten Resen og Marlene Landsfeldt deres gode, faste job op. Han som populær vært på Go’ Morgen Danmark, hun som kampagneleder på TV 2. Siden har de føjet forretningspartnere til listen over fælles titler og knoklet for at gøre GoLittle til en økonomisk succes.

– Hvis vi gik op i, hvad der var mest prestigefyldt og flest penge i, så skulle vi eddermame ikke lave det, vi gør nu. Vi har aldrig haft så lidt prestige og været så fattige som nu, som Morten konstaterer.

Men fremskridtene er til at få øje på. De sidder helt håndgribeligt rundt om kontor-øerne i den dunkle kælder. Fra at have været kun Morten og Marlene er nu hele ti medarbejdere engageret i projektet.

Hver og én håndplukket. Både Marlenes gamle marketingchef og Mortens tidligere kollega er blevet en del af holdet. Efter længere tids overtalelse. Det kræver nemlig lige dele mod og tro at skifte fede lønninger og kantineordning ud med kælderkontor og en usikker fremtid.

Efter en smule ventetid går glasdøren til mødelokalet op. Formiddagsmødet er trukket ud. Morten undskylder, mens Marlene rækker ud efter et par farverige sutsko med tyroler-træskosnude i stakken af gakkede hjemmesko ved indgangspartiet.

Det sarte beige gulvtæppe tåler ikke snavs, så hele kontoret trisser hjemmevant rundt i sokker eller sutter.

Det perfekte liv

Det krævede en del grublen, men til syvende og sidst var det længslen efter mere tid med parrets børn på seks og ni, der blev udslagsgivende for, at først Marlene og siden Morten valgte at forlade TV 2 og den trygge lønmodtagerdam.

Marlene: – Jeg havde jo egentlig verdens bedste job.

Morten: – Det havde vi begge to...

Marlene: – Ja, det havde vi godt nok. Men jeg havde også 1,5 time hver vej i transport. 21 dage på et år sad jeg i min bil, regnede jeg ud. Det var ikke fedt. Børnene var små. Og så begyndte jeg at spekulere over vores arbejdsliv, som jo er enormt langt. Jeg er 38 år nu, jeg har 32 år tilbage på arbejdsmarkedet endnu. Hvis jeg er heldig.

Morten: – Og vi har næsten brugt hele vores pensionsopsparing, så det kan være, vi skal arbejde, til vi bliver 90. Ha, ha.

Marlene: – Det kan nemlig godt være. Så hvad betyder et par stikveje undervejs? Vi kvinder har en tendens til at ville have den perfekte karriere og det perfekte familieliv på én og samme tid. Det tror jeg bare ikke kan lade sig gøre. Slet ikke, hvis både mor og far kører benhård karriere, mens børnene er små. Med en fin titel hører også et stort ansvar og en masse arbejdstimer, og den tid går fra det mest dyrebare her i verden: vores børn, familie og venner. Derfor har vi valgt, at jeg arbejder mindre end Morten. Men det er jo kun for en periode. Arbejdslivet er kilometerlangt, så vi skal nok få tid til at jagte den der store chefstilling senere i livet, hvis det er det, vi ønsker. Og man kommer aldrig til at fortryde den tid, man har tilbragt med sine børn. Det satte mig fri at tænke på den måde.

Morten: – Jeg sagde op fra det ene øjeblik til det andet uden at vide, hvad jeg skulle. Mange omkring mig var lidt skeptiske omkring det. Nogle troede måske, det var den klassiske semikendte finte, hvor man siger, at man ikke ved, hvad man skal lave, men så har man noget spændende liggende i skuffen. Men det havde jeg sgu ikke.

Marlene: – Kogt ned, så duede det jo ikke for dig at stå op kl. tre om natten længere. Du syntes, dine kollegaer var fantastiske, og jeg tror, du savner at være være on air, for du er lidt en cirkushest i manegen, men du var dødhamrende træt det meste af tiden, og det rodede helt rundt på vores døgnrytme som familie.

Morten: – Mine tanker gik meget på, om jeg skulle give et job op, som i manges øjne er svært at opnå, er meget prestigefyldt og højtlønnet. Det kan være svært at turde give op, men som Marlene siger, har vi jo mange år på arbejdsmarkedet endnu, og jeg havde brug for at kaste mig ud i det ukendte efter mange år med de samme rutiner. Hvis ikke det går, må jeg jo komme krybende tilbage.

Familien har førsteprioritet

Da opsigelsen først var afleveret, tog det ikke mange splitsekunder for Marlene at kaste sig over iværksætteriet. Hjemme fra huset i Helsinge stiftede hun med Morten på sidelinjen Mambeno – en madplansservice, der med overskuelige opskrifter på aftenmåltider og madpakker gør livet lidt lettere for småbørnsforældre, og som i dag er en del af GoLittle.

Anderledes uforberedt var Morten, men et par måneder inde i den nye arbejdsløse tilværelse begyndte han at eksperimentere med at producere podcasts. Som tidligere radiovært på P3 virkede det som en overkommelig opstartsgesjæft. Her delte han for første gang sine tanker om at starte en selvstændig virksomhed. Den første podcast strøg ind på en førsteplads over de mest downloadede podcasts på iTunes, og derfra tog udviklingen af GoLittle fart. Idéen var opstået nogle år forinden på en rejse til USA, hvor familien akut manglede anbefalinger til gode legepladser og børnevenlige restauranter i nærområdet.

Tre år senere har GoLittle fået en millionindsprøjtning, lanceret en velfungerende app og er blevet kåret til App Of The Day af Apple. I august slog virksomheden sågar omsætningsrekord.

Men det har kostet søvnløse nætter og endeløse bekymringer at nå hertil. Særligt for Morten, der paradoksalt nok arbejder mere nu end nogensinde, men som til gengæld har friheden til selv at strukturere sin hverdag.

Morten: – Det har været så pisse umenneskeligt hårdt, at man næsten ikke forstår det. Vi har ikke holdt ferie i tre år. Men det kommer også hurtigt til at lyde som en klagesang, siger han og gnider sig i øjnene.

Det er lang tid siden, han sidst har været rigtigt udhvilet. Dagene går med investormøder, appudvikling og budgetter. De sene aftentimer med at besvare tonsvis af mails.

Morten: – Bekymringerne har været det sværeste. Om vi er dygtige nok, om vi lykkes, om vi brænder en masse velmenende menneskers penge af, om vi har til folks lønninger i næste måned, om vi skal flytte fra hus og hjem. Og den allerstørste bekymring, som jo er, hvilke konsekvenser det får for vores familie.

Siden begyndelsen har førsteprioriteten derfor været børnenes trivsel. De skulle i hvert fald ikke lide under mors og fars skabertrang.

Morten: – Vi er af den overbevisning, at vores arbejde skal gå så lidt ud over børnene som muligt. Vores søn skal til klubaften i aften, hvor forældrene er velkomne den første time, og det letteste i verden ville jo være at spørge farmor og farfar, om ikke de kunne tage med. Men sådan bliver det ikke. Marlene bliver her, og jeg tager hjem, kører ham i klubben og er der med ham. Det er en prioritering. Det vil vi. Vi skal ikke være sådan nogle forældre, der parkerer vores børn hos andre, så vi kan arbejde. Det er os, der må tilpasse os deres liv og døgnrytme. Derfor forsøger jeg også at arbejde på nogle tidspunkter, hvor ungerne ikke er vågne. Jeg står meget tidligt op og arbejder, inden de vågner. Og når jeg kommer hjem, forsøger jeg først at arbejde, når de er gået i seng.

LÆS OGSÅ: Veninderne bag Halifax-burger har valgt at flytte i familiekollektiv: Vi har fælles hus, banklån og kærlighed til børnene

De fleste dage slutter Marlenes arbejdsdag kl. 15, derfor er det hende, der trækker det største læs på hjemmefronten. Hun ordner vasketøj, arrangerer legeaftaler og hjælper med lektielæsningen, så familien kan koncentrere sig om at dyrke nærværet, når de alle er samlet i huset i Helsinge. Desuden har parret etableret en række grundregler for ikke at fare vild i grænselandet mellem arbejdsliv og familieliv.

Morten: – Jeg skal aflevere og hente minimum én gang om ugen, være hjemme til aftensmad og slukke min telefon, når jeg går ind ad døren. Og så har vi indført en familiedag den første søndag i hver måned, hvor vi kun er os fire, og hvor vi skiftes til at bestemme, hvad vi skal lave.

Familien kommer til enhver tid i første række. Det står ikke til diskussion.

Morten: – Der findes iværksættere, som mener, at man må hellige sig sit projekt med hver en fiber i kroppen. Også selvom det koster dig både familie og kontakten til dine børn. Og det kan godt være, at det er det, der skal til for at blive en succes, men så må jeg bare sige, at hvis det er prisen, så bliver jeg ikke en succes. Det vil jeg simpelthen ikke. Vi prøver at finde den gyldne mellemvej, men vi ved ikke, om det lykkes. Det kan være, at det her projekt aldrig kommer til at lette, og det er det, jeg frygter. Er det overhovedet muligt at bygge en virksomhed op, som bliver en økonomisk succes, samtidig med at man ikke brænder familien af i begge ender?

Den heftige arbejdsbyrde har tvunget Morten til at prioritere sin tid i langt højere grad end tidligere.

Morten: – Marlene har fået mere tid, som trods alt gør, at hun også har tid til at få besøg af en veninde til kaffe eller gå til sport, men jeg har simpelthen ikke timer nok i døgnet længere. Det har jeg ikke. Når jeg kommer hjem, hvilket er blevet senere, end jeg plejer, så skal jeg beslutte, hvem de timer, jeg har tilbage, skal gå til. Skal de gå til Marlene og mine børn, til at jeg får svaret på otte sms'er eller til at tage ud og spise med en ven? I en lykkelig verden ville jeg på ingen måde nedprioritere mine venner, men det bliver jeg sgu nødt til, for ellers nedprioriterer jeg noget andet. Det er en helt kold, kynisk kalkule af, hvad der er vigtigst. Det er sgu min familie. Så må vennerne hvile lidt, og jeg håber, de kan forstå det og er der, når jeg er færdig.

Ægtefolk og forretningspartnere

De fleste parforhold bliver sat på prøve, når der skal vælges nye køkkenelementer i Ikea, så det må kræve en helt exceptionel form for rummelighed at arbejde tæt sammen med sin ægtefælle. For hvordan undgår man at tage uenigheder fra kontoret med hjem i ægtesengen?

Morten: – Lige på det punkt er vi sgu ret kedelige. Vi har ikke en eneste gang råbt ad hinanden i løbet af de sidste tre år, hvor der trods alt har været en del bølgegang. Vi har opnået helt umanerligt meget uden at blive uvenner.

Marlene: – Vi kan godt være uenige, men det får ikke lov til at vare ret længe. Vi får den altid lukket eller løst frem for at klandre hinanden for noget.

Morten: – Det er mega ufedt at få voksen-skæld-ud og snerre. Vi har masser af udfordringer og uenigheder, vi gør bare alt for ikke at skyde skylden på hinanden, for så kan man ikke overleve i det her, tror jeg. Eller give hinanden dårlig samvittighed, det lykkes nogle gange bedre end andre, men det der med at skælde ud på hinanden eller skændes eller råbe, det gør vi ikke. Vi prøver at lade være med at tage diskussioner sent om aftenen, når vi er trætte, for så er det, man begynder at mundhugges. Så skal man bare i seng.

Marlene: – Man skal passe på, man ikke ender i fælden med at lede efter hinandens fejl og bliver et rigtigt brokkeøre.

Morten: – Jeg er også opmærksom på at spørge ind til, om der er noget, jeg skal gøre anderledes, om der er noget, jeg gør, du synes er mega irriterende, eller om jeg har været en røv i en eller anden situation. Og være opmærksom på, hvornår vi hver især har brug for luft. Er der noget, vi kan hjælpe hinanden med, som gør livet nemmere?

Marlene: – Vi siger altid: Det løser sig. For det gør det jo. Problemet opstår først, hvis du lader problemerne ligge og ikke får talt om dem, for så kan du til sidst ikke løse dem. Vi har i hvert fald lært, at selv i svære situationer som denne fungerer vores metode med at snakke om tingene bare stadigvæk.

Generelt er der flere fordele end ulemper ved at arbejde sammen med sin ægtefælle, mener parret.

Typisk har ens bedre halvdel nemlig et klart blik for, hvor udviklingspotentialet ligger gemt. Men til tider kan det være vanskeligt at hoppe ind og ud af rollerne som ægtefolk og forretningspartnere.

Morten: – Vi giver hinanden et kys nogle gange, når vi kommer ind ad døren på kontoret. Hvad synes du egentlig om det?

Marlene: – Ja, jeg har også tænkt over, at det skal vi lade være med.

Morten: – Det er mega svært at lade være med.

Marlene: – Men det er nok lidt upassende over for de andre.

Morten: – Omvendt ser jeg også bare en lækker kvinde, der kommer ind ad døren, som jeg har lyst til at kysse. Det ville også være mærkeligt ikke at gøre det. Det kan være, vi skal til at mødes ude på bagtrappen.

Marlene: – Ligesom da vi mødtes...

Morten: – Ja, og ingen vidste, vi var kærester. Vi mødtes på P3, hvor Marlene var praktikant på det program, jeg lavede. Så dengang var det også noget med at mødes ude på fortovet. Ha ha. Men faktisk har vi taget en ret bevidst beslutning om, at vi ikke fysisk skal sidde ved siden af hinanden, når vi arbejder, hvad enten det er hjemmefra eller på kontoret. For hvad fanden skal man fortælle hinanden til sidst? Så du også solsorten kl. 14.30 ude foran vinduet?

Midt i arbejdsræset gør parret, hvad de kan for også at finde tid til at pleje kærligheden.

Marlene: – Vi er gode til at gå ud og spise og huske at ligge på sofaen og stene Netflix.

Morten: – Og gå til fest. Vi har i hvert fald haft mange tømmermænd over sommeren.

Marlene: – Vi bor sådan et sted, hvor naboerne dropper forbi.

Morten: – Min mor og far og storebror bor lige ved siden af, så vi er gode til at være impulsive.

LÆS OGSÅ: Grethe har ansat hele familien: "Vi taler aldrig privat, når vi er i butikken"

Én dag ad gangen

Om lidt skal parret videre til dagens næste møde, men inden da trænger især et spørgsmål sig på: Har de nogensinde fortrudt, at de sprang ud i iværksættertilværelsen?

Marlene: – Momentant er der en flig af fortrydelse. Men jeg føler, vi har vundet det, der var at vinde. Alene det at springe ud i det og få mere tid med børnene. Vi kan kigge tilbage og tænke, vi gjorde sgu et eller andet. Det er virkelig sjældent, man fortryder noget, man har gjort. Det er nok lettere at fortryde alle de ting, man ikke fik gjort.

Morten: – I starten fortrød jeg ikke en meter, men i løbet af det sidste år har der været kortere perioder, hvor jeg har mærket fortrydelsen komme snigende.

I de hårde perioder kan man sgu godt drømme sig tilbage til dengang, der var nogen, der fortalte en, at nu skulle man gå på ferie, hvor der var pension, barnets første sygedag og frokostordning.

Hvorfor er det så alligevel det værd?

Marlene: – Det er en kæmpe tilfredsstillelse at se det, man har drømt om og kæmpet for, blive til virkelighed. Hvis vores app kan give børnefamilier flere lykkestunder sammen, så er det alle arbejdstimerne værd. Og så er friheden og fleksibiliteten også en gave.

Hvem er Morten Resen og Marlene Landsfeldt?

Morten Resen, 40 år, og Marlene Landsfeldt, 38 år

• Ægtefæller og ejere af de to start-ups GoLittle og Mambeno. GoLittle er en børnevenlig guide til gode oplevelser og et smart planlægningsværktøj til koordinering af legeaftaler, mens Mambeno tilbyder madplaner til travle børnefamilier.
• Tidligere har de begge arbejdet på TV 2. Morten som vært på Go' Morgen Danmark og Marlene
  som kampagneleder.
• Forældre til Emil, 9, og Sofia 6 år.
• Bor i Helsinge.

Morten: – Lige nu er jeg pissetræt, fordi jeg ikke har sovet i nat, men jeg lever på de der dage, hvor noget lykkes. Og så er jeg begyndt at tage én dag ad gangen. Jeg kan ikke tænke et halvt år frem, hvor kassen igen er tom, og jeg skal ud og skaffe penge. Det bliver jeg sindssyg af. Jeg er nødt til at tage det

i etaper og vinde én dag ad gangen.