Nikolaj Lie Kaas: "Jeg havde det som om, jeg fik en hammer i hovedet, da jeg var i 20'erne"

Udgangspunkt

– Det er vel de værktøjer og begavelser, som jeg har fået med. Og det miljø, jeg er vokset op i. Det har da farvet mig ret meget. Men så igen – når man ser på sine egne børn, så er de i virkeligheden nok meget mere sig selv, end de er os forældre. Jeg tror ikke nødvendigvis, at den største procentdel af et menneske stammer fra forældrene. Men jeg tror helt sikkert, at ens miljø påvirker en. Og så er det jo et godt spørgsmål, hvordan mit miljø har påvirket mig?

– Jeg havde en god barndom. Der fulgte også nogle svære ting med, men i bund og grund følte jeg mig tryg. Jeg har ikke noget alternativ, jeg kan måle min barndom op imod, men jeg oplever da, at folk ofte synes, at min barndom lyder voldsom.

– Min far tog sit eget liv, da jeg var otte, og min mor gjorde det samme, da jeg var 15 år. Men jeg ser ikke mig selv som et offer. Det er ligesom de kort, jeg har fået her i livet. Og jeg tager det som en selvfølge, at det er sådan, det er. Jeg kan godt høre, at det lyder voldsomt, og at folk kan miste troen på det hele for mindre end det, jeg har været igennem. Men med alderen er jeg blevet opmærksom på, at jeg har en vis psykologisk styrke, der gør, at jeg kan deale med det på en fornuftig og sund måde.

– Man skal huske på, at alle forældre gør det præcis så godt, som de kan. Selv de mest snotdumme mennesker ved godt, at de skal stramme hjelmen, når de bliver forældre. Det er simpelthen ens test. Gør det så godt, du kan – ellers er det surt for dine børn. Men som barn kan man ikke klandre forældrene for det, de har gjort eller ikke gjort. Det er det, der både er så utaknemmeligt og heldigt på samme tid. Og jo før man fatter, at ens forældre har gjort det så godt, som de kunne, jo nemmere kan man tilgive dem.

– Jeg kan godt tænke, at det faktisk er et privilegium, at mine forældre ikke lever mere. For jeg har ikke nogen, jeg skal prøve at ændre eller stille til regnskab. De er her ikke. Jeg kan råbe og skrige nok så tosset, det har ingen betydning. Jeg ved ikke, om jeg har tilgivet mine forældre. Det siger jeg nogle gange, at jeg har. I hvert fald føler jeg ikke nogen vrede eller bitterhed. Jeg ved, at mine forældre gjorde, hvad de kunne, og de havde ikke andre udveje end at gøre, som de gjorde. Men selvfølgelig … Når man selv bliver forælder, kan man da godt undre sig.

– Jeg har nemt ved at mærke, hvor min base er. Den er sammen med min kone og mine piger. Og jeg har mere brug for den base, end jeg har brug for at leve et liv, som min far gjorde. Selvfølgelig har jeg tænkt mig, at der ikke skal være den samme udvikling i mit liv med mine børn, som jeg selv oplevede. Det er klart. Men det er ikke sådan, at jeg går og tænker, at jeg skal give mine børn noget mere.

– Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, jeg boede hos min mor, og vi havde ikke ret mange penge. Men jeg har ikke det der økonomiske drive, som mange har, når de kommer fra trange kår. Jo, jeg vil da gerne have det bedre, men penge betyder ikke alverden for mig. Så mit liv i dag står ikke i kontrast til min barndom på den måde, at jeg har tænkt, at jeg virkelig skal sørge for at lave om på nogle ting. Den måde, jeg lever mit liv på, har altid været meget selvfølgelig for mig.

Holdepunkt

– Tvivlen er et godt holdepunkt i forhold til mit professionelle liv. Det er godt hele tiden at reflektere over, hvor man er i sit liv. Forleden dag tænkte jeg over, at det er sjovt, som jeg altid har haft svært ved at definere, hvad jeg skal, mens jeg altid har haft meget nemt ved at finde ud af, hvad jeg IKKE skal.

– Folk spørger tit: ”Har du ikke en ”Hamlet”, du gerne spille?”. En ønskerolle? Men sådan tænker jeg ikke. Jeg tænker mere over, hvad jeg ikke vil lave. Hvad jeg ikke vil være. Det er super inspirerende, og det er faktisk en god energi for mig at tage et udgangspunkt i. Professionelt set kan jeg godt lide, at tingene flytter sig hele tiden. Jeg læner mig ikke op ad et talent. Jeg kan mærke, at der er nogle arbejdsmæssige ting, der ikke bekymrer mig mere.

– Jeg ved, at jeg kan lave noget, der holder. Men samtidig skal jeg hele tiden presse mig selv. Hele tiden reflektere over mig selv. Og hele tiden være åben. Det nemmeste er jo at få nogle virkelig faste holdepunkter med alderen. At sige: ”Tingene SKAL være sådan her”. Men jeg synes, det er vigtigt hele tiden at holde sig skarp og spørge sig selv: ”Synes du virkelig det?”. Eller: ”Har du egentlig ret i det?”. Tvivlen udmønter sig ofte i, at tingene lander de rigtige steder. For mig er tvivlen et trygt sted at være.

– På det personlige plan er min kone, Anne, mit holdepunkt. Det samme er mine to piger, Gerda og Esther, og nogle få venner. Med alderen finder man ud af, hvor meget man har brug for hinanden i et parforhold, og hvor meget man bruger hinanden. I det ligger også, hvordan man spejler hinanden. Jeg ville helt sikkert have været et andet menneske, hvis jeg var single og ikke havde en, jeg kunne reflektere mig i. Og det tror jeg bare, at vi som mennesker har brug for.

– Jeg aner ikke, hvordan jeg ville være uden Anne, men alle singler, der har været single i flere år – og som i øvrigt har det fint med det – siger, at man bliver kræsen og lidt sær. Tingene skal være, som de er. Men i et ægteskab kan man ikke flygte nogen steder hen. Jo, man kan jo altid blive skilt, men hvis man nu holder af hinanden, må man få det til at fungere. Og i ægteskabet bliver man hele tiden konfronteret med sig selv. Også med det, man nødigt vil konfronteres med. I hvert fald i mit tilfælde, hvor jeg har en god, sund kone, der tager problemerne op, når de er der.

– Anne og jeg har været sammen i 16 år, og jeg ved sgu ikke helt præcist, hvad det er, der gør, at vi har kunnet være sammen så længe. Altså, vi er gode til at være opmærksomme på, hvornår posen lige skal rystes, og hvornår der er brug for en rejse. Og så keder jeg mig aldrig sammen med Anne.

– Det kan man jo ellers nemt komme til i et ægteskab. Og nu, hvor børnene er ved at blive større, skal vi finde ud af at komme tilbage til det, der var udgangspunktet for vores forhold. At vi elsker hinanden. Men det er sjovt, jeg bliver alligevel altid chokeret over, at det kan blive ved … og jeg tror, at Anne har det på samme måde. Man har jo fortalt de vittigheder, man kan, ha ha. Og hun har hørt dem et par gange. Og har også fortalt, at hun har hørt dem et par gange … Så ja, det er underligt, at vi stadig er sammen.

– Vi er en symbiose, og alligevel er tvivlen der. Jeg har aldrig set det her forhold som et, der skulle vare resten af livet. Og det er måske et meget godt udgangspunkt. Jeg tror, at Anne tænker lige sådan. Vi ser, hvad der sker. Jeg ville føle det kvælende, hvis det uden tvivl var herfra og for altid. Det er sjovt, for man spørger tit ældre mennesker, der har været sammen med den samme i mange år: ”Hvad er hemmeligheden bag jeres lange forhold?”. Og de svarer altid lige så vagt, som jeg gør nu, kan jeg høre. De svarer, at det kan man ikke sige noget præcist om. Men det fungerer jo. Og det er nok det, der er svaret. At det fungerer. At man er gode for hinanden. At man er lige i forholdet. Og at man giver hinanden plads. If you love somebody – set them free.

– Da Anne og jeg lige havde købt lejlighed sammen i sin tid, kan jeg huske en dag, hvor jeg sad med min computer, og Anne sad med sin. På et tidspunkt kiggede jeg på uret og så, at der var gået fire timer, hvor vi ikke havde snakket sammen. Det var en åbenbaring for mig at opdage, at jeg kunne være sammen med en partner, som ikke krævede, at vi skulle gøre noget sammen hele tiden. Det var så fantastisk, at vi kunne være sammen hver for sig, og at Anne havde lige så meget brug for det, som jeg havde.

Højdepunkt

– Professionelle højdepunkter opstår, når man har sat sig noget for, kæmpet for det, og det så lykkes. Ja, der er da roller, jeg er stolt af, men jeg kan f.eks. ikke bare trække min rolle som Dirch frem og sige, at DET var et højdepunkt. For det var det ikke kun. Det var noget af det hårdeste, jeg har været med til at lave, og det var ikke lutter fornøjelse hele vejen igennem. Og når rejsen har været forbundet med stor kamp, så kan man ikke lade være med at tænke på kampen som en del af processen.

– At være med i filmen ”Drengene fra Sankt Petri” var et helt sikkert højdepunkt for mig. Det var den første film, jeg var med i, og den betød så meget for mig i forhold til, at der var nogen, der troede på mig. Jeg troede ikke på, at jeg kunne have nogen betydning som sådan. Mit selvværd var slet ikke bygget op på det tidspunkt. Det startede fra nul der. Men jeg kunne mærke, at jeg kom med noget, der var mit, og at der faktisk var nogle mennesker, der kunne se det som et aktiv. Det var helt vildt for mig.

– Jeg vandt også en Bodil og en Robert for den film, og det var en kæmpe, kæmpe ting, at nogle, der i og for sig kunne være pisseligeglade med mig, syntes, at det, jeg lavede, var seværdigt. Det havde stor betydning for, at jeg valgte at gå skuespillervejen. Lidt det samme skete, da jeg lavede den engelske tv-serie ”Britannia”, hvor jeg på en måde skulle begynde forfra, fordi det var et andet land. Der er så mange om buddet derovre, og jeg taler oven i købet et andet sprog, så jeg skulle virkelig komme med noget andet end alle de andre skuespillere.

– Det kan være nemt og fristende at køre safe, men så stiller du dig op i køen med alle de andre. Min datter, Gerda, spillede med i filmen ”Vildheks” sidste år, og jeg sagde til hende: ”Det, du ikke er stolt af, det du tager som en selvfølge, og din særlige måde at gøre tingene på – det er det, som andre godt gider at se på. Det er det, der gør dig til dig”. Jeg har selv haft det sådan, at jeg har prøvet at perfektionere det, jeg kan, men med årene har jeg fundet ud af, at det er alle de små, underlige og finurlige ting, som er mig, der gør, at jeg skiller mig ud fra alle andre. Og det skal man holde fast i.

– Jeg kan mærke, at Gerda har det gen, der skal til for at blive skuespiller. Hun er et naturtalent. Jeg kan ikke sige, at hun skal lade være med at gå den vej – eller at hun skal gå den vej – for valget er taget. Om hun vil det eller ej, så er talentet en gave, hun har, men om hun vil forfølge det eller ej, det må hun selv finde ud af. Men det ligger lige til højreskøjten, hvis hun vil. Jeg kan sagtens stå på sidelinjen og tænke, at det i mange år har været en rigtig utaknemmelig branche for piger at være i, for de har et vindue – aldersmæssigt – der er meget mindre end mændenes. Heldigvis er det ved at ændre sig.

Nulpunkt

– Jeg havde det som om, jeg fik en hammer i hovedet, da jeg var i 20’erne. Jeg skulle finde ud af, hvem jeg var, men jeg havde ikke lyst til noget som helst. Alt føltes ligegyldigt. Det var et nulpunkt. Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at jeg var alene i livet, og at verden var noget, jeg selv definerede. Det, der skulle ske i mit liv, var noget, jeg selv var nødt til at putte ind i det. Jeg syntes, det hele virkede så generisk. At folk bare gjorde ting, fordi det var det, man skulle. Jeg blev ikke decideret deprimeret eller sort indeni, men jeg var ligeglad. Og det er næsten det værste, man kan være.

– Jeg havde ingen holdning til noget som helst. Jeg kunne hoppe ud ad vinduet eller lade være. Måske var turen ned i virkeligheden ret sjov, tænkte jeg. De der sekunder, hvor man flyver i luften. Og den slags tænker man jo kun, når man er ligeglad. Pisseligeglad med, om man er her eller hinsides. Det var en form for dødsdrift, og jeg gjorde flere dumme ting for at mærke efter. Men det var aldrig med et ønske om at gøre det samme som mine forældre. Jeg tror, at det, de følte, gjorde rigtig, rigtig ondt, og der har jeg aldrig selv været.

– Jeg havde det sådan i et par år. Så gik det over. Og siden har jeg ikke været i nærheden af at have det sådan, hvilket faktisk undrer mig lidt. Men det kan jo være, at det komme for fuld smadder en dag. Til gengæld har jeg heller ikke de store humørmæssige udslag, og det kan godt være lidt ærgerligt. Der er noget fantastisk ved folk, der bliver virkelig begejstrede. Det er ikke fordi, jeg slet ikke bliver begejstret, men Nicolas Bro sagde engang til mig: ”Det er ikke dig, man skal gå til, hvis man vil have begejstring". Og jeg forstår præcis, hvad han mener, ha ha. Jeg bliver ikke sådan eksalteret.

– Mine udsving er ikke så store, men jeg er altså ikke helt død indeni. Måske lægger jeg bevidst lidt låg på. Og måske har jeg det fra min mor. Jeg vidste godt, hvad der skete inde i hende, men hun var ikke FULDSTÆNDIG head over heals over noget. Hun var aldrig hysterisk begejstret. Men heller ikke det modsatte. Hun var sådan lidt jysk i det. Sindig. Begge mine forældre var jyder, det kan jeg forsvare mig med. Det må være der, det kommer fra.

Blødt punkt

– Det er jo selvfølgelig mine børn. Jeg vil ikke sige, jeg er sådan en blødsøden far, der ikke kan sige nej, for det kan jeg godt. Hjemme hos os fungerer systemet sådan her: Det er mor, der siger ja, og far, der siger nej. Men jeg er en virkelig, virkelig god far. Skriv endelig det! Nej, altså, jeg tror, jeg skal passe på ikke at blive for bestemmende. Som min kone gjorde opmærksom på, så er vi på vej ind i en tid, hvor jeg slet ikke har noget at måle mig med som forælder, fordi jeg ikke selv havde forældre på det tidspunkt i mit liv.

– Jeg kender ikke relationen teenager-forælder fra teenagerens synspunkt. Men jeg har meget hurtigt lært, at jeg ikke skal presse på. Man kan komme med hentydninger, men man kan aldrig nogensinde presse noget ned over hovedet på sine børn. Og der har jeg heldigvis min kone til at bede mig holde kæft.

– Men man skal lytte som forældre. Når børn f.eks. slår sig, så skal man ikke gøre andet end at trøste. Det har været en stor, stor åbenbaring for mig. At finde ud af, at man ikke skal begynde at sige: ”Hvorfor løb du da også rundt med en saks…?”. Man skal bare sige: ”Nåerhhh, det var synd, det kan jeg godt se”. Ikke noget med at sige: ”Det hul i panden kan ses i morgen!”. Nej. Man skal bare trøste.

– Nu er jeg far til to piger, og i lang tid har jeg tænkt over det, som komikeren Louis C.K. har sagt om at have henholdsvis drenge og piger. Nemlig: ”Drenge ødelægger dine ting, de smadrer dine lampe og dine glas. Men pigerne, de ødelægger dig indefra”, ha ha. ”Piger ødelægger, hvem du er. De får dig til at stille spørgsmål til alt ved dig selv. Hvad mener jeg overhovedet om noget som helst?”. Jeg sidder tit alene derhjemme med mit hold på nul spillere. Og så sidder min kone og pigerne og er sammen om et eller andet. Men det gør mig ingenting. Det er fint, som det er, og jeg har trods alt tro nok på mig selv til, at jeg bare kan ryste på hovedet og gå ind ved siden af.

– Og så er jeg i øvrigt en gammel nar lige meget hvad. Om jeg så havde fået børn, da jeg var 20 år, ville jeg være en gammel nar i deres øjne. Man lyder bare som en kæmpe idiot, hver gang man åbner munden. Man skal i og for sig bare holde kæft. Det er måske i virkeligheden det bedste råd, man kan give: Hold din kæft. Selvfølgelig påvirker man sine børn på en eller anden måde, men man skal bare virkelig, virkelig, virkelig gøre det på en gentle måde.

– Jens Okking sagde engang i et interview, at man kan prøve at påvirke sine børn så meget som muligt, men man ved jo ikke, hvad de laver, når de går rundt om hjørnet. Og det er jo sandt. Man KAN ikke vide en skid. Man kan håbe, at man har givet dem et fornuftigt udgangspunkt, og man kan sørge for, at de ved, at de altid kan komme til en, hvis der er problemer. Det er derfor, man ikke skal være for hård. For så går de kun til mor.

Endepunkt

– Der er ikke sat en dato. Endnu. Men jeg har intet problem med, at der er en slutdato. Jeg er ikke bange for det. Jeg er allerede blevet ældre, end min mor blev, og min far blev kun 50. Det har dog ingen betydning for mig. Jeg kan kun tage udgangspunkt i, at jeg forhåbentlig stadig trækker vejret, når jeg er 51. Min far valgte festen, og den slutter jo en dag. Og så er det da klart, at man får lyst til at hoppe i havnen. Nej, undskyld. Nu skal jeg nok være seriøs. Min far valgte en vej, jeg har valgt en anden. Jeg vil gerne blive gammel.

– Det havde jeg egentlig aldrig tænkt over før for nylig. Jeg vil gerne sidde og leve minderne, selvom det kan lyde som noget af det mest sørgelige. Men i virkeligheden er der også noget fantastisk ved et otium. Sådan at sidde og kigge tilbage og bare nyde livet. Og tage en kop kaffe mere.