Nillou Zoey Johannsen: At være voksen handler for mig om én eneste ting

En ny følelse har forplantet sig i mig. Det er følelsen af at være voksen. En følelse, jeg har frygtet og undgået, fordi den for mig lidt har været associeret med en stille død.

Jeg glemmer aldrig en roman, jeg læste i min studietid. Hovedpersonen, en ung kvinde med store skuespillerdrømme, slog sig i kærligheden, og som konsekvens heraf vendte hun sine drømme ryggen.

Læs også

Caspar Phillipson: "At være i nuet synes jeg nogle gange bliver misforstået"

Langsomt blev hun forvandlet til en selvtilfreds forstadshusmor. Hun lukkede ned for omverdenen og 15 år senere havde hun glemt alt om den glød, der for en tid havde ført hende i et uforudsigeligt, men også spændende, kreativt univers.

For mig blev voksenlivet billedet på det, Søren Kirkegaard definerede som livets største fjende, nemlig vanen. Den trygge og forudsigelige vane, der for hver dag klamrer sit greb lidt hårdere om vores hals, så vi til slut kun kan bevæge os på den smalleste af alle smalle stier.

Den, vi kender til hudløshed, så vi kan lulle afsted i søvne, mens en ny frygt melder ind: Verden udenfor. Ja, det er stille og roligt den langsomme voksendød, jeg frygter.

Men for nylig gik det op for mig, at det intet har at gøre med voksenlivet.

Man kan leve et rigt og lykkeligt forstadsliv, og man kan leve et trist og ensomt liv i det mest eksperimentelle bohememiljø.

At være voksen handler for mig om én eneste ting: at turde træffe valg og stå ved dem.

Sandheden er, at jeg langt hen ad vejen har formået at krybe udenom at stå ved mine valg. Jeg har udsat valgene, til situationen er blevet så uudholdelig, at den er endt i en form for destruktion.

Læs også

Kamilla taler med dem, som andre kigger væk fra: ”For nogle er jeg deres eneste ven”

Eller også har jeg ladet andre vælge for mig, for så var det deres ansvar, hvis det viste sig ikke at være det rigtige. Jeg har levet i en tilstand af valg-forbi og altid holde et par nødudgange åbne, just in case.

Ikke fordi jeg er bange for at blive voksen, men fordi jeg er bange for at stå ved mig selv.

Det er klaustrofobisk at sige: Jeg vælger dig 100 procent med hele mit ituslåede hjerte. Jeg har en indre kalkule, der hedder, at hvis jeg ikke vælger helt, så falder jeg heller ikke helt. Det gælder mennesker som livsretning.

Indenunder fortællingen om, at jeg ikke vil voksendø, findes den ægte angst. Den, der faktisk har afholdt mig fra at leve et liv i den frihed, det er selv at bestemme og stå ved sine valg.

Den er så meget mere smertefuld, men det mærker jeg kun i ubehaget ved aldrig at være helt tilfreds med, hvor jeg befinder mig. Jeg har en indre rastløshed, der hele tiden siger: Alt kunne og burde være bedre, end det er. En tilstand af FOMO på steroider. Når jeg ikke vælger, kan jeg ikke blive skuffet, men jeg kan heller ikke finde ro og hvile.

Måske er det en konsekvens af at vokse op i en grænseoverskridende kultur, hvor jeg ikke blev hørt og ikke havde noget afgørende at skulle have sagt. Måske er det skammen over at være blevet valgt fra.

Det kræver mod at vælge i livet. Så kære du, hvem du end er: Tillykke med dit valg. Med de børn, du har valgt eller fravalgt. Med kærligheden. Livet. Dig selv.

Det er ikke valget, der skaber voksendød, men den manglende evne til at eje og stå ved sine valg.