Ny generation af regenter: Sådan er de
Er det mon bedst at virke moderlig og fattet som Kronprinsesse Mary, eller skal du være nede med twitter og facebook som norske Mette-Marit, hvis du vil gøre dig håb om folkets opbakning og et langt liv som kongelig?
De danske kongelige holder mere fast i traditionerne end mange af deres europæiske kolleger, men hvilke forskelle er der ellers blandt de unge kongelige? Og hvem af dem er bedst til at føre deres kongehus ind i fremtiden? Kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen har hjulpet ALT for damerne med at få overblik over, hvem de kommende europæiske regenter egentlig er, og hvad de står for.
De eventyrlige:
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, Danmark
Vores eget, danske kronprinsepar er ofte blevet hyldet i medierne for deres levestil som moderne børnefamilie. Med fire børn i rap har de fulgt – og formentlig også medvirket til – den stigende storfamilietendens, og de royale børn virker uforcerede og naturlige, når de optræder offentligt. Og så er parrets ældste – prins Christian – endda også det første danske kronprinsebarn, der går i en helt almindelig, offentlig folkeskole. Men selvom Frederik og Mary er med på moden rent familiemæssigt, er de faktisk ikke særlig moderne sammenlignet med deres kongelige kolleger rundt om i Europa. Da Kronprins Frederik i 2004 førte Mary op ad kirkegulvet i Vor Frue kirke, fulgte han den royale tradition om at gifte sig med en udenlandsk partner modsat de fleste af sine tronfølgerkolleger i nabolandene, som har fundet kærligheden borgerligt i hjemlandet.
– Når medlemmer af kongefamilien gifter sig, er pressen altid ivrig efter at opstøve snavs om den udkårne, og det er noget sværere at opdrive, hvis partneren kommer langvejs fra – så har de ikke nogen omgangskreds her i landet, der kan lække uheldige historier til pressen, forklarer kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.
Og netop i kraft af kronprinsesse Marys opvækst i Australien har kronprinseparret bevaret en vis royal mystik over sig, som mange af de andre europæiske kongehuse mangler.
– En stor del af kronprinseparrets enorme popularitet kommer af, at de har formået at bevare en slags gammeldags eventyrlighed over sig ved at holde fast i nogle af de gamle, royale traditioner, som mange af de andre kongehuse ikke længere dyrker. Det giver et eventyragtigt billede af det gamle kongeslot, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Og på popularitetsfronten går det rigtig godt for vores danske kronprinsepar. Hele 80 procent af befolkningen går ind for monarkiet, og det danske kongehus er dermed det mest populære i hele Europa.
Læs også hos HER&NU: Se kronprinsfamilien på skiferie i Alperne
De almindelige:
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel, Sverige
Blot otte timer efter kronprinsesse Victoria havde født sit første barn, prinsesse Estelle, den 23. februar i år, forlod hun Karolinska Sjukhuset og tog hjem til Haga Slot med den nyfødte tronarving og ægtemanden, prins Daniel. Til sammenligning blev kronprinsesse Mary på hospitalet i tre dage, efter prins Christian var blevet født, og prinsesse Marie skulle bruge hele fire dage i hospitalssengen efter sin første fødsel, inden hun var klar til at drage hjem. Ifølge Lars Hovbakke Sørensen skyldes den svenske kronprinsesses hurtige exit, at parret gerne vil sende et signal til offentligheden om, at der ikke skal tages særlige hensyn til dem, bare fordi de er kongelige.
– At kronprinsesse Victoria tog hjem allerede samme dag, som hun havde født, viser det svenske folk, at kongehuset ikke belaster sygehusvæsenet unødigt, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Og det er et vigtigt signal at sende for kongefamilien, hvis popularitet blandt befolkningen i forvejen er skrøbelig. Siden bogen "Carl XVI Gustaf – Den modvillige monark" udkom i 2010 og afslørede, at den svenske konge har levet et liv godt krydret med affærer og stripklubber, har det svenske kongehus' popularitet været stærkt dalende. Og ifølge Lars Hovbakke Sørensen hænger det sammen med, at den svenske kongefamilie er blevet alt for almindelig.
– Der er sket en hurtig modernisering i det svenske kongehus, hvor kongefamilien blandt andet er begyndt at lukke befolkningen alt for meget ind bag slottets mure gennem tv-udsendelser og interviews. Det har gjort dem for folkelige, og det har skadet deres popularitet.
Kronprinsesse Victorias valg af ægtefælle har da heller ikke hjulpet kongefamilien til at blive mindre folkelig. Da hun mødte sin mand, Daniel Westling, i fitnesscenteret "Master Training" i 2001, var Daniel kronprinsessens personlige træner, og han har ingen videre uddannelse. Alligevel er parret betydeligt mere populære end Victorias forældre, og måske bliver det netop deres bestigning af tronen, der kommer til at redde det svenske monarki.
De moderne:
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, Norge
Da det norske kronprinsepar, Haakon og Mette-Marit, den 5. februar i år var på vej hjem fra kronprinsesse Marys 40-års fødselsdag i København, kom de ikke længere end til startbanen, før røg fra flyets motor satte en stopper for rejsen, og 135 passagerer måtte evakueres – inklusive kronprinseparret. Kronprinsesse Mette-Marit var hurtig på tasterne og postede kort efter et billede af det evakuerede fly på sin twitter-profil og sendte i samme forbindelse en varm tak til SAS-personalet for deres professionelle måde at håndtere situationen på. Og norske Mette-Marit er ikke den eneste royale, der benytter sig af de sociale medier. Da kronprinsesse Victoria i februar fødte Sveriges nye prinsesse, blev de første billeder af den lille prinsesse offentliggjort på facebook. Tendensen med de sociale medier er det danske kronprinsepar endnu ikke hoppet med på, og ifølge Lars Hovbakke Sørensen vil det være klogt af dem at lade være.
– Når de kongelige benytter sig af sociale medier som twitter og facebook, banaliserer de sig selv, og det lider både det svenske og det norske kongehus' popularitet under, forklarer han.
Men det er ikke sikkert, at det norske kongehus bekymrer sig synderligt om deres popularitet. Da kronprins Haakon i 1999 forelskede sig i den borgerlige Mette-Marit, vakte det stor opstandelse blandt det norske folk, der ikke mente, at Mette-Marit var et passende match for deres kronprins. Mette-Marit var nemlig ikke blot borgerlig, hun var også enlig mor til en 2-årig søn og indrømmede at have eksperimenteret med stoffer i Oslos techno-miljø i sin ungdom. Men trods både befolkningens og familiens store skepsis var kronprins Haakon hverken til at hugge eller stikke i, og i 2001 fik han sin Mette-Marit ved et storslået bryllup i Oslo Domkirke. Nok kan det have skadet kongehusets popularitet, men det er da romantisk.
Læs resten af artiklen på næste side...
De folkelige:
Prins William og hertuginde Kate, England
Det engelske kongehus er den danske kongefamilies største konkurrent til posten som Europas mest populære monarki. Ligesom den danske kongefamilie har den royale engelske familie en af Europas længste historier på tronen, og med store sociale skel i Storbritannien er familiens lange historie med til at samle befolkningen. Men det britiske kongehus har ikke altid været så populært, som det er i dag.
– I 1990'erne, hvor skandalerne med prins Charles og Diana rullede, støttede kun 50 procent af briterne op om deres kongehus, forklarer kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.
Men det har prins William og hans udkårne, Kate Middleton, lavet om på. Siden Kate for alvor blev kendt for offentligheden i 2006, er der sket et kæmpe opsving i populariteten i det engelske kongehus, og det er i høj grad det unge pars fortjeneste. Efter mange år med et yderst konservativt kongehus og en monark, der ikke har været interesseret i at møde befolkningen, er prins William og hertuginde Kate som et friskt pust.
– William og Kate har gjort op med den ufolkelige tradition i det engelske kongehus og gør meget ud af at møde det engelske folk, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.
– William har en stærk social interesse, og han har blandt andet overnattet i minusgrader i Londons gader for at sætte fokus på de hjemløse i England.
Og kronprinseparrets uhøjtidelige omgang med befolkningen har i den grad gavnet kongehusets popularitet. Faktisk er prins William og prinsesse Kate så populære, at hele 46 procent af briterne mener, at prins William skal overtage kronen efter Dronning Elisabeth og dermed springe Williams far, prins Charles, over.
Jetsetterne:
Kronprins Felipe og kronprinsesse Letizia, Spanien
I modsætning til i det engelske kongehus, hvor kronen skal pryde endnu et hoved, inden det bliver befolkningens yndling – prins Williams – tur, er det i Spanien det siddende regentpar, kong Juan Carlos og dronning Sofia, der indtager pladsen som kongehusets mest populære ægtepar. Kronprinseparret, Felipe og Letizia, har endnu ikke vundet befolkningens kærlighed i samme grad som kongeparret, men de har også meget at leve op til – kong Juan Carlos har nemlig spillet en afgørende rolle i Spaniens historie. Efter general Francos død blev Juan Carlos, der var barnebarn af Spaniens tidligere konge, Alfonso den 13., indsat på tronen, og det var ham, der indførte demokratiet i Spanien. Og med kongens store bedrifter som målestok er kronprinseparret en decideret undermåler.
– Mange spaniere synes, at kronprinseparret er for almindeligt. Kronprinsesse Letizia går for meget op i tøj og mode, og parret er i for høj grad en del af det spanske jetset-miljø, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Allerede inden Letizia blev kronprinsesse af Spanien, var hun kendt af offentligheden. Hun var nemlig tv-vært på en af Spaniens største tv-kanaler, TVE1, og netop derfor var det også offentligt kendt, at kronprinsessen tidligere havde været gift med sin gymnasielærer. Det synes dog ikke at genere spanierne, da ægteskabet kun var borgerligt registreret og dermed ikke gældende i den katolske kirke.
De fordomsfrie:
Kronprins Willem-Alexander og kronprinsesse Maxima, Holland
Ligesom kronprins Frederik har tronfølgeren i Holland, Willem-Alexander, fulgt kongehuskutymen og fundet kærligheden i udlandet – nærmere betegnet i Argentina, hvor kronprinsesse Maxima er født og opvokset. Parret mødte hinanden første gang i 1999 under en byfest i Sevilla, hvor kronprinsen introducerede sig selv med den ret så anonyme version af sit navn, "Alexander". Først senere afslørede han, at han var næste i rækken til den hollandske trone, men da havde finanskvinden Maxima allerede forelsket sig hovedkulds i den hollandske prins. Men selvom Willem-Alexander og Maximas forhold hurtigt udviklede sig, og dronning Beatrix tog imod sin nye svigerdatter med åbne arme, var det ikke alle, der var lige begejstrede for kronprinsens valg af ægtefælle. Det hollandske folk kunne ikke acceptere, at Maximas far, Jorge Zorreguieta, havde været minister under det argentinske militærdiktatur i 70'erne, og derfor blev han – efter henstilling fra statsministeren – udelukket fra festlighederne, da Willem-Alexander og Maxima sagde ja til hinanden i 2002. Men selvom bandlysningen af Maximas far til brylluppet dengang var årsag til en mindre indenrigspolitisk krise, er Maxima i dag mere end accepteret af det hollandske folk.
– Maxima er utrolig populær hos det hollandske folk. Hun har rusket op i kronprins Willem-Alexander, og hun er altid utrolig varm og smilende, når hun optræder offentligt, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Og måske er det netop på grund af Maxima, at det hollandske kongehus i dag, 10 år efter kronprinsparrets bryllup, er et af Europas mest populære kongehuse efter det danske og det engelske. Familien fik masser af støtte fra befolkningen, da Willem-Alexanders lillebror, Johan Friso, blev svært hjerneskadet i marts efter en ski-ulykke.
Tilmeld dig ALT for damernes nyhedbrev her