Ugens anmeldelser: Svensk krimi i superligaen
Hvis du mangler lidt læsestof til de sidste dage i påsken, giver vi dig tre gode bud!
En beskidt krigs tråde
"Lad mig tage din hånd" af Tove Alsterdal
454 sider, Modtryk, 300 kr.
Alsterdal gentager sine mesterlige plot, miljøer og menneskeskildringer. Den er kåret til årets svenske krimi 2014 og foregår dels i Jakobsberg, dels i Argentina i 70'erne, hvor op mod 30.000 mennesker døde i krigen mod befolkningen. I 2014 dør Charlie, en plaget kvinde, i noget, der skal se ud som selvmord. Hendes søster Helene drages modvilligt af de fund, Charlie gjorde i Argentina, hvor deres mor rejste hen, da hun forlod dem for kærligheden. Alsterdals plot vikler nutidige traumer sammen med fortidens spøgelser og forbrydelser, og man er fra første side fanget. Svensk krimi i superligaen: Nærværende, socialt bevidst, højdramatisk og ekstremt velresearchet. ap
På flugt fra sig selv
"På træk" af Kamilla Hega Holst
Samleren, 304 sider, 249,95 kr.
Sproget er i verdensklasse, og handling-en er medrivende, når Kamilla Hega Holst krænger det inderste og mest private ud i sin nye roman "På træk". I bogen møder vi den unge Kaya, der lader sine to børn i stikken, da hun vælger at rykke sit liv op med roden og forlade Danmark. Hun tager til Thailand, hvor hun flytter ind hos sin morfar, der har boet i landet i 30 år. I byen Pattaya, der oser af sex, salg og thai-piger, forsøger Kaya at drukne sine sorger og al det svigt, der bobler inden i hende. Om det lykkes, finder du ud af, hvis du kaster dig ud i den smukke, sanselige og sprogligt kompakte fortælling. knj
Til bogelskeren
"Historien om A.J. Fikrys liv" af Gabrielle Zevin
Lindhardt og Ringhof, 288 sider, 299,95 kr.
Omdrejningspunktet for bogen er en uafhængig boghandel af den gamle slags, ejet af en utiltalende enkemand og litterær snob med en yderst konservativ bogsmag, der kun efterlader få kunder. Da ejeren tilmed får stjålet sin dyrebare førsteudgave af Edgar Allan Poes "Tamerlane", ryger han for alvor ned i en sump af mismod. Men så falder han over noget uventet, der forløser hans liv. Romanen er skrevet i en lys tone præget af nogen alvor og med en enkel tilgang til kærlighed og glæde, hvilket gør den til et charmerende bekendtskab. Oven i dette har den et vidunderligt optimistisk blik på bøger og boghandleres fremtid – og på de mennesker, der elsker begge. amp
LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: "Da en pige bliver bortført, falder mistanken på hendes far"
LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Skrappe mødre holder styr på arrangerede ægteskaber"
LÆS OGSÅ: Derfor skal du læse årets Nobelpris-vinder i litteratur