”Vi mødtes, da jeg var gift, og han havde en kæreste, men da jeg blev skilt og han single, blev vi kærester”

1970’erne

Kontrasternes land

"Jeg kan huske både Tyrkiet, hvor jeg er født, og Finland, hvor vi flyttede til, da jeg var tre år i 1979, fordi mine forældre ville give deres børn en bedre fremtid.

Finland husker jeg som et Ariel-hvidt landskab, hvor mine forældre arbejdede hele tiden. Min mor gjorde rent, og min far var altmuligmand på den tyrkiske ambassade i Helsinki, hvor vi boede i et hus i baghaven. Det var ambassadens kok, der lavede mad til os børn, når vi var sultne, og hele dagen prøvede vi at fange egern ude i haven.

Læs også

Pias mand forlod hende pludseligt en helt almindelig dag for fem år siden: Sådan kom hun igennem sorgen

Ambassadørboligen var sindssygt stor, så man kunne nemt blive væk i den, og vi børn måtte ikke røre ved noget, for hvis det gik i stykker, havde mine forældre ikke råd til at erstatte det. Det var lidt af en kontrast til vores lille hus i haven med to værelser, nogle senge og en sofa.

Først ved otte-ni-tiden om aftenen, når ambassadørparret var gået til ro, samledes vores familie. Ud over os tror jeg, der var fem andre tyrkere i byen, og de mødtes jævnligt med ambassadøren og spillede kort på en café. Det ville jo være utænkeligt i dag at blande samfundslagene på den måde, men dengang var der brug for arbejdskraft, og man så det som noget positivt at være gæstearbejder."

1980’erne

Gæstearbejder og genopdragelse

"Vi flyttede til Nørrebro, hvor mine forældre købte en genbrugssofa til tre personer. Den kunne vi sidde i alle fire, men hvis der kom gæster, skulle min storebror og jeg sidde på gulvet.

Vi boede i en taglejlighed i Peter Fabers Gade, og de andre i opgangen hed Mustafa og Hassan. Hele gaden var faktisk fyldt med gæstearbejdere, og de voksne gjorde rent ude i byen, mens vi børn passede os selv og hinanden. Assistents Kirkegård var vores store udflugtsmål, og det var først meget senere, det gik op for mig, hvor mange kendte mennesker, der ligger begravet der.

I en periode boede min storebror og jeg hos vores mormor i Tyrkiet, fordi vores forældre arbejdede i døgndrift og ikke vidste, hvordan de skulle få os passet. Da vi kom tilbage til Danmark, boede vi på Vesterbro. Det var svært, for jeg kunne ikke rigtig sproget, og mine forældre kunne ikke hjælper os med lektierne, fordi de ikke selv havde gået ret meget i skole. Når der var forældremøder, måtte jeg tolke for mine forældre.

Man bliver meget hurtigt voksen på den måde, for jeg var også hende, der kunne hele familiens CPR-numre, og det prægede min ungdom, at jeg både skulle være familiens tolk, gå i skole og kæmpe med sproget. Vesterbro var socialt belastet dengang, og der var både narkomaner og prostituerede. Det var før, en kop kaffe kom til at koste 50 kroner."

1990’erne

Özlem med tørklædet

"Jeg havde mit eget ungdomsoprør, hvor jeg gik med tørklæde, nægtede at give mænd hånden og i det hele taget blev meget ekstrem. Når min far sad og så mavedans på tyrkiske tv-kanaler, sagde jeg til ham, at han ville komme i helvede.

Læs også

Allan fik øje på Vibe over køledisken i Bilka: ”Jeg skulle videre i livet og inviterede hende på middag”

I en periode forbød mine forældre mig at komme i moskeen, fordi de troede, at imamen påvirkede mig, men så gav de op, og jeg tog tørklædet af. Det er jo ikke sjovt at gøre oprør, når der ikke er nogen at slås mod. Men inden da nåede jeg både at blive spyttet efter på gaden, og at en fremmed mand rev mit tørklæde af.

Jeg begyndte i gymnasiet, hvor alle de andre havde deres egen skrivemaskine. Jeg havde ikke engang min egen seng derhjemme, hver aften slog vi børn med terninger om, hvem der skulle sove i køjesengen, og hvem der skulle have madrassen på gulvet. Da jeg begyndte i gymnasiet, blev jeg kaldt ”Procentzlem”, fordi dem på kontoret ikke kunne finde Ö på skrivemaskinen, så jeg blev indskrevet som %zlem.

Jeg drømte om at redde verden. Jeg sagde det ikke højt, for det lød så naivt, men jeg så mig selv iført cowboybukser og en T-shirt, der var hvid af alt det mel, jeg stod og delte ud som nødhjælpsarbejder på ladet af en lastbil. Jeg ville ikke ende som min egen mor; ufaglært, nedslidt og mor til tre børn med en krop, der var ved at falde fra hinanden. Nej, jeg skulle have en uddannelse, for som min far sagde, så er en uddannelse ligesom et guldarmbånd, du altid kan veksle til penge.

Jeg blev gift meget tidligt. Faktisk tog jeg til Tyrkiet samme nat, som jeg havde kørt studentervogn efter 3.G, og blev gift i et arrangeret ægteskab. Den slags er lidt ligesom Lotto, for du kan vinde eller tabe, men risikoen for at tabe er ret meget større end for gevinst. Jeg betroede mig ikke til mine danske venner, så der var ingen, der kunne sige: ”Hvad tænker du på?” Men i virkeligheden tror jeg bare, jeg drømte om at få min egen seng, og flere af de andre kurdiske piger blev også gift på den tid.

1990’erne var travle, for jeg fik også Furkan, mens jeg skrev speciale. Jeg var gift i syv år, så blev vi skilt. Jeg var en af de første med minoritetsbaggrund, der blev skilt, og jeg husker, hvordan folk kom på besøg hos mine forældre, og det nærmest føltes som en begravelse. Samtidig kom mit hus på tvangsauktion, og jeg knoklede med to job. Men da vi kom til 2000’erne havde mit arbejde båret frugt."

2000’erne

En anderledes mand

"Jeg var den første i min familie, der fik en uddannelse. Jeg ville gerne have været jordemor, men jeg havde ikke snittet til det, så jeg blev sygeplejerske, og så blev jeg den første med minoritetsbaggrund i Dansk Sygeplejeråds bestyrelse.

Læs også

Frederikke Legaard: “Det ærgrer mig sådan, hvis venner ikke vil invitere mig hjem på middag”

Jeg havde mødt Devrim til et politisk arrangement, da jeg var gift, og han havde en kæreste, men da jeg blev skilt, og han var blevet single, blev vi kærester. Folk tror, at mennesker med minoritetsbaggrund gifter sig med hinanden, fordi de er ens, men Devrim og jeg er meget forskellige. Jeg er sunni-muslim, og han er alevi (en form for shia-muslim, red.), og det er to meget forskellige ting. Han er fra en politisk familie, og jeg er fra en religiøs. Hans far var kommunist, min far stemmer på Erdogan. Men det er sådan, jeg er blevet brobygger; jeg har øvet mig privat.

Devrim og jeg er sol og måne, og jeg får hver dag trænet min toleranceevne. Men som tidligere overrabbiner Bent Melchior sagde til vores kobberbryllup, så bliver man ofte gift med en, der har noget, man selv mangler, og netop derfor skal man ikke prøve at lave hinanden om. ”Hvis I bevarer forskelligheden, kommer I også til at holde guldbryllup,” som han sagde.

I 2007 da jeg var 31, blev jeg valgt til Folketinget. Faktisk fødte jeg min datter ni dage inden, valget blev udskrevet, og jeg førte valgkamp med efterveer og ammebryster, mens min mors veninder skældte mig ud for at fare rundt på gaden, hvis jeg nu skulle få brystbetændelse. Men da jeg blev valgt ind, kunne jeg passe mit tøj igen, for jeg havde tabt de 25 kilo, jeg havde taget på under graviditeten. Jeg faldt også i søvn på valgaftenen, mens jeg ventede på de personlige stemmetal, og jeg vågnede først næste morgen og vidste ikke, om det var en drøm, at min mand havde hvisket til mig, at jeg var blevet valgt.

Jeg glemmer aldrig, da jeg gik op ad den store trappe på Christiansborg med en måned gammel baby på armen. Alle var så optagede af, at jeg var første kvindelige medlem med muslimske rødder, men mine forældre var så stolte, for som de ringede og sagde: ”Vi gjorde rent, og du blev valgt ind.” Da jeg skrev under på Grundloven, var de med, og der blev taget billeder, og der var ingen tvivl om, hvem der var mine forældre.

Der stod min mor med tørklæde om hovedet, og min far i et pistaciegrønt jakkesæt og så så uendelig kurdiske ud. Jeg måtte ikke amme i Folketingssalen, men der findes et billede af mig, hvor jeg kommer gående ind i salen med en kæmpe ammeplet på skjorten."

2010’erne

Som en stofmisbruger

"Christiansborg var værre end tre fødsler tilsammen. Det er så konkurrencepræget og giftigt et miljø med stress og mobning, men jeg lærte enormt meget af de otte år. Jeg var en grøftegraver i starten, men jeg lærte, at der intet kommer ud af at dæmonisere sin modstander. Du når længere ved at anerkende, lytte og rumme uenigheden.

Efter otte år røg jeg ud af Folketinget, og det var så hårdt. Jeg følte mig som en stofmisbruger, der skulle på afvænning. Som folketingsmedlem læser du nyheder ved midnat, og klokken fem om morgenen laver du de første interviews. Efter jeg blev stemt ud, ringede jeg stadig til medierne og sagde min mening, men eftersom jeg ikke havde nogen titel mere, kunne jeg ikke bruges.

Læs også

Anne Laxholm: ”Vores ægteskab kunne være endt med både mord og selvmord, men vi er aldrig nået så langt”

Jeg meldte mig ud af partipolitik i 2017 og skal aldrig tilbage igen. I 2019 grundlagde jeg foreningen Brobyggerne, som nu har 9500 medlemmer, og det er endnu sjovere."

2020’erne

Farvel til fordommene

"Jeg kan godt lide udfordringer. Det var derfor, jeg sagde ja til Vild med dans, for der har aldrig været en muslimsk kvinde med. Men det har været sværere at indstille sig på, end jeg havde troet. Jeg er jo feminist og har opdraget min datter til at være frigjort, men jeg er også blufærdig med min krop, og jeg er vokset op med, at der er forskel på drenge og piger, og jeg kan stadig tage min mor i at markere med øjnene, hvis hun synes, min bluse er lidt for nedringet.

Jeg er opdraget med, at man som kvinde skal være ”ordentlig”, tænke på sin ære og ikke flashe sin krop. Det har fulgt mig i livet, og min karriere i politik gjorde det ikke bedre. Der er masser af sexistiske bemærkninger, når man arbejder på Christiansborg, og det var så irriterende, at mit køn skulle skygge for mit arbejde, så jeg tonede det lidt ned. Jeg har prøvet at stå på talerstolen og tale om vigtige ting, og da jeg satte mig ned, var der en mand, der roste min røde kjole. Jeg tænkte bare: ”Har du overhovedet hørt, hvad jeg sagde?”

Men nu får jeg ryddet op i mine normer og fordomme, for en muslimsk kvinde kan sagtens danse med en mand, der ikke er hendes egen, og hun kan sagtens vise sin krop frem uden at miste værdi. Det overrasker mig, at jeg spekulerer over, hvordan det vil blive modtaget i det muslimske miljø.

Jeg er bange for, at de ikke kan tage mig seriøst, når jeg vrikker med røven på nationalt tv, men det er tanker, jeg slet ikke ville have haft, hvis min mand skulle være med i Vild med dans. Jeg frygter også, hvordan seerne vil tage imod en, der ser anderledes ud. Jeg har altid fået hademails, så mon jeg får færre eller flere nu?"