Skuespiller springer ud som lesbisk: Derfor angår det os alle

Jeg har let til tårer. Særligt efter jeg har fået børn, er den fuldstændig gal. Så skuespilleren Ellen Pages ud-af-skabet-tale fra sidste uge fik virkelig åbnet for sluserne (Ellen Page er bl.a. kendt fra filmen Juno og har netop holdt en tale om, at hun er lesbisk, red.).

Med rystende stemme og stort mod stillede hun sig op og kritiserede sin egen filmindustri for at etablere nedbrydende standarder for os alle sammen, standarder for det gode liv, for succes og for skønhed. Standarder, som fortæller, hvordan man skal opføre sig, hvordan man skal klæde sig og hvem man skal være. Hun talte om de gennemgribende stereotyper for hvad, der er maskulint, og hvad, der er feminint, og hvor begrænsende de er.

Vi lever nemlig i det, der hedder et heteronormativt samfund. Ja, også os. Der er en grund til, at jeg ikke bare kan give min lille søn hans søsters aflagte lyserøde løbehjul. Jo, jeg har frihed til at gøre det i henhold til lovgivningen, men jeg har i mindre grad social frihed til det. Og selvom det ville være praktisk, kan jeg heller ikke få mig selv til det. For hvor et blåt løbehjul er fint nok til en pige, er et lyserødt løbehjul på en mærkelig måde uværdig for en lille dreng.

Også i et samfund som vores, hvor langt de fleste vil erklære, at de ikke har nogen problemer overhovedet med seksuelle minoriteter på arbejdspladsen, i familien eller i vennekredsen. Og hvor vi for tiden uden videre kan samles om at kritisere Putin og hans syrede anti-gay lovgivning i forbindelse med Vinter-OL, så kan de fleste af os også samles om at være lidt småforargede over at en lille dreng tager kjole på i børnehaven. Han skulle jo nødig blive ”forvirret” i sin kønsidentitet, synes logikken bag forargelsen at være, som om en kjole eller farven på et løbehjul havde den slags egenskaber til at forvirre.

Og hvad ligger der egentlig i disse små sociale koder? Koder, der siger, at den lille dreng ikke må svøbes i et babytæppe med lyserøde bamser på, at den lille pige skal samle benene så hun sidder ordentligt, i de overbærende smil, når lille William på to år har fundet storesøsters prinsesseskrud frem, og i formaningerne om, at nu skal man ikke trøste ham for meget, når han slår sig eller er ked af det, for han skulle ikke gerne blive sådan en dreng, der hænger i mors (uh så farlige) skørter? Hvad ligger der i bombardementet af visuel kommunikation, der fortæller hvordan den lille pige og den lille dreng skal se ud, og hvilken farve plastic, de skal lege med?

Der ligger en begrænsende normsætning om maskulinitet og femininitet, hvis du spørger mig. Der ligger en kvalitativ hierarkisk placering af maskuliniteten over femininiteten og det heteroseksuelle over andre seksuelle orienteringer. Kort sagt socialiseres vi i rammer, som mange af os bruger resten af livet på at gøre os frie af. Socialiseringen er det modsatte af frihed. Og den legitimerer det modsatte af retfærdighed, værdighed, og nogen gange personlig sikkerhed for dem af os, som tilhører en seksuel minoritet.

Og mens at vi bør stå med en regnbuefarvet megafon og brøle med rigtigt store bogstaver i hovedet på verdens Putin’er, så starter en hver forandring jo med os selv.

Det er faktisk så simpelt, at det er til at tude over.

Se Ellen Page springe ud af skabet på videoen her.>