Tre kvinder har lært at leve uden forbrugsræs. Læs hvordan.

Sådan fik vi styr på vores shopping

Arbejder du for meget? Bruger for mange penge? Har du kvalme over alle de ting, der vælter ud af skabene? Måske er det på tide at ”downsize” dit liv? Mød tre kvinder, der skruede ned for forbruget og op for bevidstheden, kreativiteten og livsglæden.

Indførte købestop

Det var ikke nød, men lyst til at udfordre sig selv, der fik Marlene Skau til at indføre købestop på tøj, sko, smykker, tasker, makeup og cremer i hele 2013.

Marlene Skau, 33 år, er uddannet cand. mag. i litteraturhistorie og arbejder som projektleder og copywriter i et kommunikationsbureau. Bor i Århus. Sammen med sin kæreste har hun to drenge på 1 og 3 år.

"Jeg er impulsshopper"

Smukke festkjoler, der kun havde været brugt en enkelt gang. Stakkevis af jeans og sandaler, der aldrig havde været ude af kassen. 33-årige Marlene Skaus klædeskab var stoppet med lækkert tøj. For en modebevidst kvinde, der er bosat lige midt i Århus, er det let at blive fristet af butikkerne, og Marlene kunne snildt bruge et par tusind kroner om måneden på tøj.

– Jeg er impulsshopper. Tit gad jeg ikke engang at prøve tøjet på og tog det direkte fra bøjlen. Når jeg kom hjem og fandt ud af, at det ikke lige var sagen, fik jeg det ikke altid byttet, fortæller Marlene, der er projektleder og copywriter i et kommunikationsbureau. Ofte røg der også lige lidt børnetøj med i købet, og bunkerne hobede sig op.

– Jeg var typen, der især skulle have nyt, hvis jeg skulle til noget. Et bryllup, en fest eller en jobsamtale krævede nyt tøj, og derfor havde jeg en masse ting, som kun kom på én gang.

Så det som en udfordring

I begyndelsen af 2013 læste Marlene om en bevægelse ved navn ”Non Shoppers”, hvor medlemmerne havde besluttet sig for ikke at købe nyt tøj gennem et halvt år.

– Det så jeg som en sjov udfordring. Det var ikke så meget på grund af økonomien, men mere: Kan jeg gennemføre det?

16. januar 2013 indførte hun totalt købestop for tøj, sko, smykker, tasker, makeup og cremer. Fra den dag måtte hun kun supplere op med nyt undertøj og strømpebukser, men faktisk har det slet ikke været nødvendigt, og Marlene har med egne ord ”fundet rigtigt meget guld i gemmerne”.

– Det har også gjort mig mere kreativ i den måde, jeg bruger tøjet på, og der er gået sport i at se, hvor langt jeg kan komme med det, jeg har. Fra starten besluttede Marlene sig for at blogge om projektet.

– Jeg vidste, at hvis jeg skulle have succes med at gennemføre, skulle jeg på en eller anden måde forpligte mig. Fordi andre læser med, kan jeg ikke rigtigt falde i.

Afsmittende effekt

Økonomisk har købestoppet betydet, at beløbet på Marlenes konto er vokset, og det på trods af, at hun i en periode har været på barselsdagpenge. Familien har bl.a. fået råd til en 14-dagestur sydpå uden at skulle spare op i månedsvis, og projektet har haft endnu en sidegevinst.

– Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvad vi bruger vores penge på. Nu kører jeg ikke længere automatisk dankortet igennem, men tænker i stedet over, om den caffe latte to go virkelig er nødvendig, eller jeg kan vente med at drikke en kop kaffe, til jeg kommer hjem. Det har også smittet af på mit forhold til mad, så jeg er blevet bedre til at købe ind til flere dage og bruge det op, vi har i køleskabet. Faktisk har vi også valgt at sælge bilen, fordi det gik op for os, at den gav os en masse udgifter, og vi sagtens kunne nøjes med en ladcykel.

Ændret bevidsthed

I dag undgår Marlene bevidst at gå ind i butikker, men hun indrømmer, at det stadig er let at blive fristet.

– Så sent som i dag spurgte en veninde, om jeg ville med ud at finde en kjole til hende, og vi faldt over nogle FANTASTISKE bukser, men jeg er blevet vant til at tænke ”nok se, men ikke købe”, siger Marlene, der overvejer, hvordan hun skal fortsætte fremover.

– Min bevidsthed er blevet slået til på en måde, som jeg ikke kan slukke for, og jeg vil hellere have en lækker basisgarderobe, som ikke skal suppleres så meget op, frem for en masse nyt.

Marlenes råd til dig, der vil indføre købestop

+ Vær åben Fortæl din omgangskreds, at du er stoppet med at shoppe. Skriv dagbog, opret en blog, eller forpligt dig på anden måde i forhold til omverdenen.

+ Lav et regelsæt Hvad er tilladt? Hvor lang tid kører projektet? Hvordan vil du belønne dig selv, når du er færdig?

+ Undgå butikker Lad være med at gå ind løvens hule.

+ Flyt fokus Opdyrk eller genopdag en interesse i stedet for at dvæle ved det, du savner. Begynd f.eks. at motionere. En sidegevinst ved det kan være, at du pludselig kan passe alt dit gamle tøj.

+ Lad være med at missionere Selvom du synes, at du har set lyset, er det ikke sikkert, at dine veninder og din kæreste gider at høre om dit projekt.

Læs om Marlenes købestop på Frkskau.blogspot.dk.

LÆS OGSÅ: Sådan får du flere nuller på opsparingskontoenSkar ned på shopping

Hvis vi vænner os til at overveje, hvad vi kan undvære, bliver vi bedre til at fokusere på, hvad der er vigtigt, mener virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani. Hun holder sig fra bevidstløs shopping, og nu skal hun have skruet ned for arbejdstimer og onlineforbrug.

Soulaima Gourani, 37 år, er uddannet eksporttekniker og har desuden en MBA fra CBS. Arbejder som virksomhedsrådgiver og foredragsholder. Bor på Nørrebro. Gift og mor til en dreng på fem år og en pige på tre år.

Startede med en tøjdiæt

Det begyndte med en tøjdiæt for et års tid siden. Alle de bukser, kjoler og bluser, der efter to graviditeter ikke længere sad godt, blev solgt, givet væk eller smidt ud. Da Soulaima Gourani, 37, havde slanket garderoben, fortsatte hun til køkkenskabene, makeupskufferne, loftsrummet, papirbunkerne og endelig møblerne.

– Min mand og jeg så os rundt i lejligheden og spurgte os selv, hvad vi ville savne, hvis det hele brændte. Svaret var: Næsten ikke noget. Vi havde omgivet os med mere og mere crap, og vores hjem lignede et overfyldt Ikea-katalog. Ikke et ondt ord om Ikea, men det er lidt ligesom fastfood. Man køber en masse, men det skaber sådan en, ”jeg er mæt, men jeg er ikke tilfreds følelse”, som betyder, at man hurtigt går ud og køber noget mere, så man til sidst får kvalme. Derfor besluttede vi os for at satse på færre gode ting, fortæller Soulaima, der i stedet køber gode, brugte ting, som hendes mand sætter i stand.

LÆS OGSÅ: Marie tester: Nul shopping i 3 måneder

Lære børn om mådehold

Heller ikke børnenes bunker af legetøj og tøj vokser længere ubehersket.

– Vi har forsøgt at lære dem, at når man er færdig med noget, kan andre få glæde af det, og efterhånden er det blevet sådan, at min datter på tre år selv foreslår, at vi går ind og giver det videre til nabopigen, når der er noget tøj, hun er vokset ud af. Impulskøbene er stoppet, og irritationen over den iboende grådighed, alle fejlkøbene og de rodede bunker er afløst overskud til at fokusere på andre ting.

– Jeg oplever, at jo færre ting, vi har, desto mere ro er der til det væsentlige. Det har simpelthen givet mig sådan en ”peace of mind” ikke at shoppe og gå på udsalg. Jeg mangler jo ikke noget.

Mere tid og kontrol

Det næste område, hvor Soulaima vil indføre mere mådehold, er i arbejdslivet.

– Min mand og jeg taler meget om, hvordan vi kan designe vores liv, så vi kan være mere sammen med venner og familie. Vi vil gerne have et barn mere, men det er der simpelthen ikke tid til i det liv, vi lever lige nu. Derfor er vi nødt til at skære fra for at skabe plads. Jeg arbejder i øjeblikket 65-70 timer om ugen og har mange rejsedage, og jeg skal have slået op med nogle bestyrelser, kunder og arbejdsopgaver, siger Soulaima, der også vil skære ned på sit onlineforbrug.

– Jeg kan mærke på min koncentrationsevne, at den virkelig er blevet udfordret, efter at jeg har fået smartphone. Det er blevet et misbrug, hvor jeg hele tiden tjekker nyheder og mails. Det vil jeg gøre noget ved, fortæller Soulaima, der ikke er sikker på, at hun var nået til den erkendelse, hvis ikke hun var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om nu skabe og skuffer skulle være så propfyldte af alle mulige ting.

– Det er jo et dejligt overskueligt at begynde med at tage stilling til sit skab, men det leder videre til det større spørgsmål om, hvad det er, man egentlig ønsker at fylde ind i sit liv.

Soulaimas gode råd til dig, der ønsker at leve med mindre:

+ Sælg og giv bort Tit er tingene så gode, at andre kan få glæde af dem.

+ Tag ud, når du putter ind Personligt har jeg den regel, at jeg ikke må lægge et nyt stykke tøj ind i skabet, før jeg har fjernet et andet.

+ Øv dig i at nøjes Måske skal vi ikke maksimere på alle leder og kanter. Vennerne vil garanteret hellere inviteres på en rugbrødsmad end slet ikke at se jer.

+ Skab overblik Skriv ned, hvis du synes, du virkelig mangler noget, og hold dig til listen.

+ Hold fast Det er let at holde det overflødige ude af livet i et par måneder, men gradvist sniger der sig flere og flere ting ind.

+ Reflekter og sortér Spørg dig selv, hvad der gør dig glad? Hvad er fagligt og personligt udviklende? Skab plads til mere af det ved at fjerne overflødige vaner og ting.

Læs om Marlene på næste side.Fik mere tid og overskud

Charlotte Rønnau og hendes mand forlod to karrierejob og solgte huset for at få mere tid og mulighed for at arbejde med det, der gør dem glade.

Charlotte Rønnau, 41 år, er uddannet bachelor i idræt og har gennem en årrække været leder i bl.a. et idræts- og kulturhus samt Herlev Kommune. I dag underviser hun professionelle sportsfolk i yoga og er freelancerådgiver for DGI. Bor i Ikast. Gift og mor til to drenge på fem og otte år.

Følte der var noget galt

For fire år siden kørte Charlotte Rønnau og hendes mand, Thomas, hjem fra et familiebesøg i Jylland, da de sammen tog en beslutning, der blev begyndelsen på en helt ny tilværelse. Parret boede i et skønt, nyrenoveret hus i Hareskov By i Nordsjælland med deres to små sønner, begge havde gode job, og karrieren pegede kun en vej: opad. Charlotte arbejdede som centerchef i Herlev Kommune, hvor hun havde ansvar for 30 medarbejdere, og Thomas havde et eftertragtet job i Dansk Golfunion. Arbejdsugen var på over 40 timer, og selvom de ikke oplevede sig selv som en stresset familie, følte de alligevel, at der var noget galt.

– Mit job var spændende, men jeg kunne mærke en længsel efter en større frihed. Der var mange lange aftener foran computeren, og jeg følte et afsavn i forhold til mine børn og min mand. Samtidig længtes jeg også efter at gøre noget, jeg brændte for. Jeg har hele livet ladet det ene job afløse det andet, fordi jeg var blevet forført af, at andre havde set mig i nogle roller, og det lå i kortene, at det næste, jeg skulle, var en direktørstilling i en kommunal forvaltning, men jeg havde ingen indre glød og motivation, fortæller Charlotte, 41.

LÆS OGSÅ: 3 typer: Sådan får I mere for pengene

Afsked med villa og højt forbrug

På samme tid kunne hun se, at hendes mand, der ligesom hun selv er et friluftsmenneske, virkede mindre og mindre glad over et liv bag skrivebordet, og mens bilen med den lille familie passerede Vejlefjordbroen, foreslog hun ham at kvitte jobbet og gå i lære som golftræner.

– Det hele virkede i grunden meget spontant, men der var gået lang tid forud på at erkende, at vi ikke var helt igennem glade for det liv, vi førte. Da han svarede ja til hendes forslag, vidste de begge to, at det ikke blot var en afsked med et job, men også villa, stor bil og højt forbrug.

– På det tidspunkt havde vi faste udgifter for 30.000 kr. hver måned, og vi sad i en benlås, hvor vi var nødt til at oppebære en høj indkomst. På den måde havde vi forhindret os selv i at søge nedad i hierarkiet efter stillinger, som vi var mere motiverede for, eller tage en pause og finde ud af, hvad vi brændte for.

Ingen gæld

Kort efter sagde Charlotte og Thomas deres job op, og på bare 14 dage blev huset solgt.

– Mange syntes, at vi var vildt modige, men det virkede faktisk overraskende let. Man skal ikke være bange for at leve det liv, man gerne vil, fordi man er bundet af fysiske ting. Det eneste, jeg ikke kan undvære, er Thomas og vores drenge. Resten er jo bare døde ting.

Familien stod tilbage med en bil, som de fyldte op med skiudstyr og kørte sydpå i for at stå på ski sammen i tre måneder. Tilbage i Danmark fik Thomas job som golfunderviser på Idrætsskolerne Ikast, og Charlotte holdt for første gang i sit arbejdsliv en pause for at finde ud af, hvad hun brændte for. Hun begyndte på en yogauddannelse, og her fandt hun den indre motivation, hun manglede i sine tidligere job.

Har fået et meningsfuldt liv

I dag underviser hun i yoga.

– Der er så meget samklang mellem den, jeg er, og det, jeg laver, at det slet ikke føles som arbejde. Selv de administrative opgaver, som jeg tidligere var træt af, er glædesfyldte. Jeg føler simpelthen, at jeg har indhentet det liv, det var meningen, jeg skulle leve. I stedet for en hæsblæsende arbejdsuge underviser Charlotte seks timer om ugen. Derudover har hun en smule rådgivningsvirksomhed, og det kan økonomisk hænge sammen, fordi familien i dag bor til leje i en 90-kvadratmeters-lejlighed til 3.900 kr. om måneden i Ikast.

– I modsætning til huset binder den lejlighed ingen energi, fordi vi kan flytte ud af den i morgen, hvis det skulle være. Vi har ingen lån i banken, og vi kan tænke fremad i stedet for at bekymre os om, hvor meget vi skylder. Nu lever vi det frie og uafhængige liv, vi drømte om, og de penge, vi tjener, bruger vi ikke på at opretholde noget, men på at investere i fremtiden. Som min mand så fint udtrykte det forleden, så har vi downsized vores forbrug, men vi har upsized vores liv, siger Charlotte.

Charlottes råd til dig, der drømmer om at ”downsize” dit liv:

+ Tag ansvar for dit liv Lad være med at vente på, at andre skaber forandringen for dig.

+ Tag en pause Hvis du gennem længere tid har følt en utilfredshed, er det tid til at stoppe op.

+ Brug dit netværk Tal med de mennesker, der vil dig det bedste, og spørg dem, hvornår de oplever dig allermest glad.

+ Se frygten i øjnene Hvad er du reelt bange for at miste? Din titel? Din familie? Din løn?

+ Overvej, hvad du har brug for Fysiske ting binder dig. Hvor meget kan du undvære?

+ Afstem værdier Hvis et stort hus og bil er vigtigt for din partner, bliver det svært at foretage en rejse mod mindre sammen.

Læs om Soulaima på næste side.