Må man grine af en teenager?

Signe: Teenage-segmentet har godt af at blive grint af. Særligt fordi, og det er jo ikke ondt ment, at det, man allermest mangler, når man er teenager, det er selvironi. Det er der kæmpe mangel på!

Iben: Det er jo simpelthen fordi, deres frontallapper i hjernen er lukket helt eller delvist ned. Der er sat sådan noget afspærringstape op derinde: Under ombygning! Hold afstand! Fare for nedsmeltning! Og derfor er der to egenskaber, der er sat rimelig hårdt på pause, og det ene er humor, og det andet er selvindsigt. Tror du overhovedet, de forstår at blive drillet så? 

Signe: Jeg tror i hvert fald, det kan hjælpe os forældre, for så kan man ligesom italesætte på en morsom måde, at man godt er klar over, at der er lockdown på grund af ombygning. Men også så de forstår, at det ikke er dem, hele verden drejer sig om. Selvom det føles sådan i teenageårene. Det bliver man nødt til at lave lidt skæg med.

Iben: Det er så utroligt svært at lade være med at grine af dem, fordi der er så langt ned hele tiden. Det er det helt store statusfald, ikke? Så træder de i et eller andet, eller de går ind i møblerne eller bløder igennem eller lugter af sved. Samtidig med at de er så smukke og langbenede. De er så umulige på sådan en skæg klovne-måde, men de forstår det ikke selv. De bliver tit meget vrede, når man griner.

Signe: Det er ligesom hundehvalpe eller Bambi, der prøver at stå på glatis, ikke? De er sindssygt flotte og nuttede og enormt tjekkede, og så lige pludselig gør de noget virkelig dumt.

Iben: Præcis, så skrider de ud på sådan en sjov måde.

Signe: Og det er tit, fordi de ikke kan huske mere end én ting ad gangen. Det kan jeg huske, fra jeg selv var i den alder. Så dét der med at skulle sætte sig ned på en stol, som burde være nemt, samtidig med at man taler – det kan gå så galt! 

Iben: Jeg har engang observeret en teenager i min egen varetægt, eller det var sådan en udkants-pubertet-én, kalder jeg dem. Altså når de præ-puberterer?

Signe: Tweeeeeeens ...

Iben: Yes! Vi sad ved middagsbordet, og så rejser hun sig halvt op i stolen for at læne sig laaaaangt ind over bordet med sin tallerken for at nå en gryde med kartoffelmos, SAMTIDIG med at hun holder sit vandglas mellem tænderne! Og jeg nåede lige at tænke: Hvad mon hendes plan egentlig er? Og så: Højsa! Så havde hun bidt et stort stykke af glasset, og stolen væltede bag hende, og der var kartoffelmos overalt. Det tog et nanosekund. Man kunne ikke have nået at sige: Måske du lige skulle stille glasset fra dig, eller: Skal jeg række dig kartoffelmosen? Og de bliver så kede af det, når det går ned for dem. Hun tudbrølede!

Signe: Og det er heller ikke sikkert, at det havde hjulpet med skældud, eller at man siger: Så tænk dig dog om! Fordi det er, som om det er for voldsomt for dem. Der er jo virkelig lukket? De er i undtagelsestilstand.

Iben: Præcis! De kan ikke konsekvens-beregne for en femmer!

Signe: Jeg kan huske, at dengang jeg boede hjemme hos min mor, og hun var virkelig en sød mor, der havde jeg soveværelse på første sal, og så havde jeg en aftale med hende om, at hvis vi begge havde været ude, og jeg kom hjem før hende, så lagde jeg bare en seddel, hvor der stod: ”Godnat mor, nu er jeg kommet hjem og er gået i seng. Elsker dig, vi ses i morgen”. Men fordi jeg gerne ville til en rigtig sjov, men alt for sen fest, så havde jeg bare lagt en masse jakker og puder under min dyne, så det skulle se ud, som om jeg lå der og sov ...

Iben: Du lavede sådan en Dalton-brødrene-flugt?!

Signe: Lige præcis! Men idet jeg så lister ned ad trappen for at gå til fest, så ser jeg, at min mor står nede i entreen og læser min seddel ...

Iben: Fordømt?!

Signe: Ja fuuuuuck! Så spurtede jeg op på mit værelse og lå under dynen, helt forpustet og med alt festtøjet på, da min mor kom op og sagde: Sov godt, min skat. Og da hun så var gået, skulle jeg jo finde en eller anden måde at komme ud af huset på, uden at hun opdagede det, og så kravlede jeg ud ad mit soveværelsesvindue og ud på et skråt plastictag og så langsomt hen til et pæretræ, som jeg så lige akkurat kunne nå ud til ... 

Iben: Altså du laver en Spiderman hen over vakkelvornt plastictag i balkjole?!

Signe: Jep! Hen over plastictag, ned til pæretræ, og så ville jeg ligesom kravle ud i pæretræet og lave et laaaaangt hop ned på jorden. Og så mens jeg sad og rodede rundt i pæretræet og tog mig sammen til at hoppe, så kommer min mor ud i haven, helt stille og roligt, og klapper en wienerstige ud under pæretræet og siger: ”Jeg sætter lige den hér, så du kan klatre stille og roligt ned i stedet for at hoppe. Du risikerer at falde og slå dig rigtig meget, hvis du springer ned i de festsko der. Værsgo ...” Og så gik hun ind i køkkenet igen, og dér sad jeg, taget på fersk gerning, men uden at hun havde skældt det mindste ud. 

Iben: Haha! Det er en genial mor. Og hvor er det en god idé?! Bare at markere: ”I see you, lille ven”! 

Signe: Ja. Det var verdensklasse teenage-håndtering.

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.