Signe Wenneberg: "Jeg har aldrig haft lyst til at dele selfies, for så interessant er mit ansigt heller ikke"

– Jeg blev "opdraget" som publicist af nogle, jeg virkelig kunne se op til. Dels på Politikens kulturredaktion, hvor jeg skrev, fra jeg var 23 år gammel, og på universitetet, hvor jeg tog en klassisk uddannelse i retorik, det ældste kommunikationsfag, der findes. Og jeg er lykkelig for, at jeg har haft den ballast med mig som kommunikator – også på Instagram. Jeg anbefaler

alle unge kvinder, jeg møder, at tage en god solid uddannelse, hvis de gerne vil kommunikere. Og så har jeg altid været visuelt interesseret. Jeg tegnede og fotograferede meget som barn, lavede buketter, pressede blomster og gemte dem i leksika og den slags. De ting, der interesserer mig, er de samme, som altid har interesseret mig – have, blomster, dyr, mad, byggerier, arkitektur. Den slags er fotogent og egner sig godt til Instagram. Jeg har aldrig haft lyst til at dele selfies, for så interessant er mit ansigt heller ikke, og jeg har været meget nærig med at dele billeder af mine børn, fordi jeg altid har ment, at de skal have lov til at være i fred. Nu er de voksne, 18 og 22 år, og jeg deler lidt billeder af dem, fordi vi har lavet firma sammen.

– Det vigtigste er næsten, at jeg ved, at jeg intet ved – med Sokrates' ord – jeg ved godt, at der er et bjerg af viden, og jeg har måske tilegnet mig et sandkorn af al den viden, jeg kunne ønske mig. Det gør, at jeg er mere ydmyg over for formidlingsopgaver end dem, der ikke ved, hvad de ikke ved. Men der er også andre ting end uddannelse, der har haft betydning.

– Jeg har lyst til at nævne tre ting. Det, at mine forældre var dedikerede lærere har gjort, at jeg fik en appetit på viden, læste mange bøger og selv havde lyst til selv at formidle noget, jeg fandt var afgørende vigtigt, videre.

– Det andet er, at jeg arbejdede nogle "fjumre-år" som bartender og tjener, før jeg begyndte at læse. Her lærte jeg så meget af det, som jeg har brugt lige siden: Om mad, vin, virksomhedskultur, at køre et selskab, have overblik over kæmpe opgaver med mange detaljer, og så lærte jeg, der kommer fra landet, så mange mennesker i byen at kende ad den vej.

– Og det sidste, jeg vil fremhæve er, at jeg var ude for en ulykke,da jeg var 17 år. Jeg ved, at jeg kan være død i morgen, og det betyder for eksempel, at jeg ikke deltager i shitstorme – ikke så meget som et like vil jeg bruge på at nedgøre andre mennesker, når jeg har så kort tid på jorden. Jeg vil bruge hver dag effektivt, som om det var den sidste dag. For nylig skrev jeg noget helt harmløst på Twitter, og så var der en mand, der gik løs på mig. Jeg tænkte bare "der er en, der ikke ved, at livet er kort"...

– Bæredygtighed har altid været min sag. Jeg kommer fra langt ude på landet, min mor var enlig mor det meste af min barndom. Hun var en stor inspirationskilde, fordi hun forsøgte at leve med selvforsyning, plantefarvning i haven, vi havde masser af dyr, og haven var absolut giftfri. Jeg var i TV-Avisen første gang som cirka 20-årig studerende, hvor jeg diskuterede dyrevelfærd for kyllinger med statsminister Poul Schlüter, så man kan roligt sige, at jeg ikke har udviklet mig meget.

– Jeg sorterer hårdt på de sociale medier: Jeg fjerner alle, der skidtsnakker. Jeg synes ikke, at folk, der synes, at jeg er en idiot, skal belemres med mig – og jeg skal omvendt ikke spilde min korte tid på jorden med at skændes med idioter i kommentarspor. Så det holder jeg mig fra. Jeg elsker Instagram og hader Facebook. Skidtsnakkerne er på Facebook. De er heldigvis ikke kommet til Instagram endnu. Jeg har kun set et par stykker – og de har de svært. De kan ikke dele og skabe shitstorm, og der er generelt en venlig og hyggelig kultur derinde.