Stine Stengade synes, det er sejt at være i 50’erne: ”Det er sådan: Ikke mere pis!”
Filmaktuelle Stine Stengade har masser af temperament og et højt indre tempo, men samtidig er hun også meget sensitiv og har et udpræget grådlabilt gen. Hun har aldrig haft en forkromet plan for sit liv, men hun gør sig umage med de enkelte elementer i hverdagen. Særligt i forhold til sin søn, som hun altid har boet alene med, og som nu er på nippet til at forlade reden.
Da Stine Stengade voksede op i Odsherred i 70’erne og 80’erne, lavede hun en hel del husligt arbejde derhjemme.
I familien havde de arbejdssedler, så alle vidste, hvad der blev forventet, og Stine havde det rigtig fint med alt det praktiske arbejde. Det gav hende nemlig mulighed for samtidig at dykke ned i den forunderlige fantasiverden, der udspillede sig inde i hende.
"Jeg kan huske, at jeg havde sådan en leg, hvor jeg gik og interviewede mig selv, mens jeg hængte vasketøj op. Det var nærmest sådan en lille portrætudsendelse, jeg lavede, hvor jeg så f.eks. fortalte, hvorfor livet var hårdt, når man skulle ordne vasketøj."
Hun griner højt.
"Jeg tænkte rigtig godt, når jeg lavede noget, der var rutinepræget eller fysisk, og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg elsker at lave noget med mine hænder. At bage, lave håndarbejde. Den slags. Det er færdigheder, jeg har lært som barn, og som jeg faktisk er ret glad for i dag. Jeg kan også godt lide at være fysisk aktiv og virkelig bruge min krop.
Annonse
Jeg har en naturgrund i Nordsjælland, hvor jeg elsker at tage op og rydde nogle brombær og sådan noget. Jeg er vild med at være udenfor, også på lange gå- og cykelture. Når jeg står op om morgenen, har jeg det helt klart bedst med først at gøre noget aktivt. Bruge min krop. Så kan jeg bedre sætte mig ned bagefter og fordybe mig i noget, jeg skal læse eller ordne. Jeg har levet et liv som freelancer altid, og det vil sige, at min hverdag er ekstremt varieret.
I dag skulle jeg f.eks. reelt først noget her klokken 13, hvor vi skulle mødes til interview, men inden da fik jeg ordnet en masse praktisk derhjemme. Så jeg er vant til at leve sådan lidt et blæksprutteliv, og det kan jeg godt lide. Jeg har aldrig prøvet at skulle sætte mig ned klokken ni hver morgen og begynde at besvare mails eller noget i den stil. Jeg kan selv styre mit arbejdsliv, og jeg ser det som en kæmpe fordel, at jeg kan blande det hele ret meget, som jeg selv vil."
Det er sjovt med Stine Stengade. Når hun er på, er hun ekstremt meget på, og man kan simpelthen ikke få øjnene fra hende på scenen, lærredet eller skærmen, når hun spiller en af sine mange roller. Hun nærmest suger opmærksomheden til sig med nærvær og nerve.
Omvendt, når hun ikke er på, hører man ikke meget til hende, og selv om hun øvede sig som barn, har hun faktisk heller ikke givet ret mange større interviews gennem tiden. Der er noget eksklusivt over hende. Både i de roller, hun har spillet – ofte som overklassefrue – men også i forhold til, hvor meget hun har haft brug for at dele ud af sig selv. I dag er der dog lukket op for sluserne, og historierne strømmer ud. Måske har det noget med alderen at gøre? Det taler vi om. Men først har Stine en masse ord om sin hovedrolle, Helen, i den aktuelle film 'Fuld af kærlighed', der er instrueret af Christina Rosendahl.
"Helen er en kvinde, der er sådan cirka midt i livet. Hun har tre dejlige børn, en dejlig mand, et skønt hus og et langt og kærligt ægteskab bag sig. Men hun er også ægtefælle til en mand med et alkoholmisbrug, der har stået på i mange år, og som er ubehandlet, da vi møder dem i filmen.
Det betyder, at hele familien er under stort pres, og filmen fortæller, hvordan det er at være nærmeste pårørende og medmisbruger, som Helen er, og hvor svært hun har ved at erkende, at hun selv er en del af problemet. Efter en ulykke stiller hun og børnene et krav til deres mand og far: Stop med at drikke, ellers vil vi ikke se dig mere."
Helens mand kommer i Minnesotabehandling og vender hjem som et nyt og ædru menneske. Men det er ikke ubetinget lykken, for hvem er han, når han ikke drikker, og hvilken rolle har familien i forhold til en, der pludselig lever sit liv på en helt ny måde.
Annonse
"Helen vil ikke modtage behandling som pårørende, og hun er nærmest lidt jaloux på sin mands nye liv, for hvor efterlader det hende? Hun synes også, at deres liv bliver kedeligt, når han slet ikke drikker, og hun vil egentlig bare gerne have deres gamle og velkendte måde at leve på tilbage. Det ender med at være den ældste datter, der nærmest påtager sig forældrerollen over hele familien."
Hvem er Stine Stengade?
- Skuespiller kendt for film som 'En kærlighedshistorie', 'Prag' og 'Flammen og
Citronen', tv-serier som 'Rejseholdet', 'Sommer' og 'Borgen' og teater på bl.a. Betty Nansen Teateret og Det Kongelige Teater. - Aktuel i filmen 'Fuld af kærlighed', hvor hun bl.a. spiller overfor Lars Ranthe.
- Fik sit store gennembrud med hovedrollen i tv-serien 'Edderkoppen' i 2000.
- Hun er 52 år og bor med sin søn, Svend på 21, som hun har fra sit forhold med instruktør Ole Christian Madsen.
Hvordan var det at spille rollen, kunne du genkende noget fra dig selv?
"Jeg bruger altid mine egne erfaringer, når jeg spiller en rolle, selvfølgelig gør jeg det, men aldrig nogensinde én til én. Jeg har aldrig haft alkohol og misbrug tæt inde på livet, men Helen går jo rundt med en masse følelser, som jeg sagtens kan genkende. Hun er kvinde, hun er midt i livet, og hun er ikke mindst mor. Alt det er jeg også.
Jeg har en søn, men jeg har aldrig boet sammen med hans far, heller ikke dengang vi var et par, så jeg har levet som enlig forsøger. Selvfølgelig har min søns far og jeg altid haft er fælles ansvar, men jeg har været meget mor på egne ben, og det har da føltes som et stort ansvar. Så jeg kender godt til alle de tanker, man har som mor, og som Helen helt sikkert også har. Gør jeg det godt nok? Hvordan skal det gå mit barn? Alt det bruger jeg blandt andet i sådan en rolle.
Annonse
Derudover bruger jeg det, som jeg kalder fantasifølelser. Rollerne og historierne, vi laver som skuespillere, er altid større end os selv. Vi åbner et større rum. Et skaberrum. Og til 'Fuld af kærlighed' har Christina Rosendahl arbejdet på den måde, at vi blandt andet skulle forberede os til rollerne gennem mange improvisationer, så vi kunne lære hinanden at kende som en slags familie. F.eks. legede vi, at sønnen i familien havde fødselsdag, og så havde produktionen dækket op med boller, kakao og balloner, hvorefter der ellers var fri impro, som netop lukkede op for fantasifølelserne.
Samtidig forbereder jeg mig også altid alene. I det øjeblik, jeg har sagt ja til en rolle, kører den inde i mit hoved, og der kommer fantasifølelserne også ind. Jeg forestiller mig, hvordan det må være at komme hjem og finde sin ægtefælle døddrukken på sofaen. Hvordan det må være, hvis ens børn ikke har det godt. Hvis jeg selv har det dårligt. Så mærker jeg efter, hvilke følelser der opstår i mig, dissekerer dem og forsøger at spille ud fra det.
Jeg har spillet roller, som jeg har genkendt bedre end andre, men skuespil må aldrig blive privat. Så bliver det terapi i stedet for at være noget, som andre mennesker kan spejle sig i."
Masser af ramasjang og temperament
Følelser er vigtige, når man er skuespiller, og Stine rummer alt fra det store temperament til en udpræget sensitivitet kombineret med et grådlabilt gen. Et gen, der især løber i hendes fars familie. Hendes forældre blev skilt, da hun var tre år, og hun blev etableret med sin mor og sin stedfar som fast base og med jævnlige besøg hos sin far og hans nye partner. Stedfaren havde en søn fra sit første ægteskab, som Stine betragter som sin storebror, og siden fik hun en lillesøster på sin mors side og to søskende på sin fars side.
"Jeg synes, det er en ret smuk ting i livet, at man kan blive søskende, fordi man vokser op sammen. Blodets bånd har selvfølgelig også en betydning, fordi man kan genkende noget hos hinanden, og der kan man som skilsmissebarn godt opleve, at nogle af ens karaktertræk bliver sådan lidt hjemløse, fordi man ikke får dem spejlet på samme måde i hverdagen, som hvis man boede med begge sine biologiske forældre."
Hvilke karaktertræk vil du fremhæve hos dig selv og i familien?
"Der er masser af ramasjang og et stort temperament i begge sider af familien. Jeg har også meget temperament."
Hvordan giver det sig udtryk?
"Jeg brænder meget for mit arbejde, og jeg kan blive ret frustreret, hvis jeg f.eks. skal spille noget, som jeg ikke synes er rigtigt eller godt nok. Det betyder ikke, at jeg altid har ret, men hvis jeg skal kunne spille noget hundrede procent, skal jeg både forstå og mærke det, og derfor har jeg brug for, at det bliver talt igennem. Der kan jeg mærke mit temperament. Men jeg kan også mærke det i trafikken …"
Hun griner højt.
"Altså, jeg synes jo ikke, at jeg decideret lider af vejvrede, men hvis der er nogen, der er strenge ved mig i trafikken, bliver jeg eddermame gal. Jeg bliver også meget utålmodig, hvis folk kører for langsomt eller for ukoncentreret. ”Come on! Så drejer du!”. Det kan jeg godt sidde og sige højt inde i bilen. Jeg er godt klar over, at det er noget, jeg skal arbejde lidt med, haha, og jeg kan faktisk også få ret dårlig samvittighed over det, for der kan jo være en grund til, at folk kører, som de gør."
Er du generelt utålmodig?
"Ja, jeg har et ret højt indre tempo."
Hun knipser hurtigt flere gange med fingrene.
"Som jeg sagde før, så kan jeg godt lide at bevæge mig. Skabe noget. Det betyder ikke, at jeg er rastløs og slet ikke kan sidde stille. Men der er hele tiden idéer og tanker, der kører. Det kan føre til utålmodighed. Og ja – til et vist temperament."
Har det altid været sådan?
"Jeg tror egentlig ikke, at mine forældre ville sige, at jeg var sådan et barn, der altid skulle ud og løbe, før jeg kunne sætte mig ned og lave noget, så det ved jeg ikke rigtigt."
Hvad ville de så sige om dig?
"Hmmm … Jeg tror, de ville sige, at jeg var ret mild og sød som barn. Og meget sensitiv. Der er mange meget sensitive mennesker i min slægt. Jeg afkoder automatisk stemningen i et rum, og jeg kan tydeligt mærke, hvis der er noget ”støj” et sted. Jeg har også sådan et gen, der gør, at jeg meget nemt bliver bevæget. Også over de mest fjollede ting. Det har jeg helt klart fra min fars side – vi er lidt grådlabile i min fars familie. Det er godt med sådan en sensitivitet i mit arbejde."
Godt ord igen!
Stines søn blev student sidste sommer og bor stadig hjemme under sit igangværende sabbatår. Stine er dog så småt begyndt at forberede sig på, at der nok snart kommer en tid, hvor han er klar til at flyve fra reden.
"Det er en særlig stolthed, der fylder mig, over at være mor til en voksen. En ung voksen, ja, men alligevel. Jeg synes, at man sidder med en guldskat, når man har været så heldig at få et barn – eller flere børn – som man har elsket at være sammen med.
Jeg har altid syntes, at det var vidunderligt at være mor, det har været en stor lykke i mit liv. Og er det stadig. Så der er et lille stik af vemod over en tid, som ikke kommer igen. Men det gælder jo alt her i livet. Jo længere man lever, jo flere små stik mærker man. Ens egen ungdom kommer jo heller aldrig tilbage, det tænker jeg da også over.
Men når jeg mærker vemodet over, at min søn ikke er lille mere, så kigger jeg på ham og ser jo i stedet en stor og pragtfuld ung mand. Og jeg ser nogle nye muligheder. Mere tid til mig selv, for eksempel. Det er der også noget dejligt ved. Så det er lidt en blandet tid i disse år. Heldigvis gider Svend stadig lave ting sammen med mig, og vi hygger os enormt meget, men han er jo også meget ude og bor hos sin far i perioder, så jeg snuser allerede lidt til det med at være alene. Og det er også en ny god tid, kan jeg mærke."
Det er vel en form for symbiose, du skal lære at leve uden?
"Jeg vil ikke bruge ordet symbiotisk, for det klinger lidt negativt, synes jeg. Men selvfølgelig er min søn og jeg tæt knyttet til hinanden. Samtidig har jeg gennem hele hans barndom gjort mig umage for, at det ikke blev for massivt for ham at være alene med en forælder. Jeg har haft et udtryk med ham, der hed: ”Godt ord igen!”.
Det har været et signal for ham til at vide, at nu er mor overhovedet ikke sur mere. Han skulle vide, at nu var luften renset, hvis jeg havde skældt ud eller måske havde været urimelig. Når man er alene med et barn, er der jo ikke en anden voksen, der kan gribe ind ved at sige, hey, slap lige af.
Der er heller ikke en anden voksen, man kan spørge til råds, når man står i en situation, hvor man bliver i tvivl. Man er alene med bolden, og det er der både fordele og ulemper ved. Ansvaret er større, ja, men der er også mange beslutninger, der er enklere, fordi man bare selv kan træffe dem uden at skulle blive enig med en anden."
Hvorfor valgte du og din søns far at bo hver for sig, også dengang I stadig var et par?
"Det var den bedste måde for os. Lad mig sige det sådan."
Hun holder en lille pause.
"Men jeg tænkte lige over en anden ting, der er vigtig for mig at sige, og det er, at det altid er os voksne, der har ansvaret for børnene. Det har jeg prøvet at tage på mig så godt som muligt. Jeg har bestemt ikke været fejlfri, men jeg har i hvert fald tænkt meget over, hvordan jeg har gjort det."
Synes du, at du er lykkedes som mor?
"Spørg Svend om 20 år!"
Hun griner højt.
"Det kan jeg ikke svare på."
Inspirerende unge mennesker
Stine fyldte 52 år den 1. juni. Det er hun helt i ro med, men da hun for 12 år siden rundede 40, gjorde hun for første gang nogensinde en form for status.
"Det handlede mest af alt om mit job dengang. Jeg tænkte, okay, er det det her, jeg skal lave resten af mit liv? Når man er omkring 40 kan man stadig nå at skifte til et andet fag, men jeg valgte at fortsætte som skuespiller.
I dag har jeg ingen tanker om at skulle lave noget andet. Jeg har været skuespiller i ret mange år efterhånden, og jeg bliver jo ikke dårligere til det, kan jeg mærke. Så da jeg fyldte 50 for to år siden, var det ikke arbejdet, der fyldte, men jeg skal da være ærlig og sige, at det var den første runde fødselsdag, jeg sådan kunne mærke. Okay, 50 år! Det er alligevel noget.
Der sker nogle ret vilde ting, når man er midt i livet, synes jeg. Børnene bliver voksne og flytter hjemmefra, som vi lige snakkede om, og ens forældre bliver for alvor ældre og får måske brug for hjælp. Jeg har stadig mange kræfter, men jeg har ikke lige så mange, som da jeg var 25. Sådan er det bare.
Til gengæld er jeg væsentligt klogere, må jeg bare sige, og der er nogle andre ting, jeg begynder at sætte pris på. Tidligere på året var jeg med i forestillingen 'Indenfor murerne' på Det Kongelige Teater, og der spillede jeg sammen med flere ret unge mennesker. Og det er en ting, jeg virkelig er begyndt at nyde de senere år. At være sammen med unge mennesker. De ved jo en masse ting, jeg ikke ved, og jeg ved en masse, som de ikke ved. Det er meget inspirerende, synes jeg.
Jeg har det i det hele taget sådan, at det gælder om at få det bedste ud af alderen og mærke alle fordelene. For der ER mange dejlige ting ved at være blevet lidt ældre. Der er en anden ro, som jeg nyder. Jeg er blevet bedre til ikke at bekymre mig over alt muligt, heller ikke om, hvad andre mennesker mon tænker om mig. Og faktisk synes jeg også – når jeg nu sidder og tænker nærmere over det – at det er en lille smule sejt at være i 50’erne."
Hun griner.
"Det er sådan: Ikke mere pis! Been there done that!"
Hvad handler det om?
"Det handler om erfaring. Jeg har haft et job, hvor jeg har prøvet lidt af hvert. Og så har jeg jo ikke levet det mest traditionelle liv i forhold til familie og så videre. Jeg har haft meget ansvar, og mange ting er gået rigtig godt. Og jeg er her endnu. Der er nogle ting, jeg er på den anden side af, også selvom jeg jo KUN er 52 lige nu, lad os lige holde fast i det.
Så i virkeligheden er jeg mere rolig nu, end jeg var, da jeg var 40. Jeg ved, at jeg ikke skal skifte job, og jeg ved, at jeg i kraft af min alder ikke skal have flere børn. Jeg havde ikke sådan en forkromet idé om, hvor mange børn jeg skulle have, og jeg kunne godt have fået flere, men det fik jeg så ikke, og jeg er utrolig glad for den vidunderlige søn, jeg har."
Har du nogensinde overvejet, om du skal lave om på, at du bor alene?
"Igen – jeg har aldrig haft en forkromet plan for mit liv, og tingene blev, som de gjorde på grund af tilfældigheder, og fordi det var bedst sådan. Men jo, jeg har da tænkt over det, og det er ikke sikkert, at jeg skal være den eneste voksne på matriklen resten af mit liv. Men indtil videre har det været sådan.
Jeg har ingen fast forestilling om, hvordan livet ser ud som en hel bane, men jeg har en fast forestilling om nogle elementer, der skal være til stede i mit liv. Elementer time for time, som jeg gør mig umage med, som nu f.eks. den måde, jeg har været med min søn på. Og så er der i øvrigt også en anden vigtig ting, som jeg slet ikke har nævnt.
Jeg er meget afhængig af mine relationer. Det tror jeg, vi er alle sammen er, men jeg gør mig virkelig også meget umage med at pleje mine relationer til familie, venner, kærester, whatever.
Det betyder, at jeg har nogle utrolig gode, nære relationer, og det betyder, at der altid er nogen, der er klar til at stille op og hjælpe mig, hvis der er brug for det. Og det gælder jo så selvfølgelig også den anden vej."
