Sørens barndomsby er forsvundet: "I dag er store dele slidt ned og forladt"
Hvad sker der med os, når det, vi kommer fra – og kommer AF – langsomt falmer og forsvinder?
Jeg fik mine første øretæver i gyden bag Billy’s Værtshus en sommeraften i 1995. Jeg skriver dette med en vis grad af sentimentalitet, for det lykkedes mig også at score Birgittes veninde samme sted blot et par timer senere, med lussingens sviende fornemmelse i kinden og forelskelsens svirrende sommerfugle i maven.
Sådan var realiteterne i Hjørring dengang, man måtte tage det sure med det søde, de våde kys med de tørre tæsk. Gyden er der stadig den dag i dag, men alt det rundt omkring er efterhånden forsvundet.
Væk er Jernbanegades diskoteker og barer, Chaplin, Billy’s og Aladdin, hvor man på en heldig aften kunne snyde dørmanden ved at kradse i tallene på sygesikringskortet, så 79 blev til 74, og vi pludselig var tyve i stedet for femten.
Borte er bodegaerne, hvor sidevognen blev serveret med trusler om ballade, hvis man spillede smart, og lukket er grillbarerne, ikke mindst Manhattan Pizza, berømt for sin hawaiipizza, berygtet for sit gebyr på 10 kroner for at skære den ud i slices.
I dag er store dele af Hjørring gået på røven, slidt ned, forladt eller raget ned, erstattet af butiksdød, e-cigaret-shops og grå provins-tristesse. Byens små gader og stræder, der i min barndom summede af liv, er blevet affolket og glemt, ligesom det er sket mange andre steder i provinsen.
Nu ved jeg godt, at tilværelsen ikke er et afsnit af ”Matador”, og at pladderromantiske minder om fortiden sjældent gør noget godt for nutiden, men der er alligevel noget tungt og trist over at se de sidste rester af sin barndomsby forsvinde én for én for hver gang, man er på visit hjemme hos mor.
Først røg bylivet, så nattelivet, derefter biografen og siden supermarkedet på Springvandspladsen, hvor vi hang ud efter skole, pæne middelklassebørn, knallertbøllerne ude fra Tøtmosen og de lokale bumser i nogenlunde fredelig fordragelighed.
Nu er der bare tomt og trist. Handelsstandsforeningen, lokalpolitikerne og konsulenterne prædikede fremskridt, urban branding og moderne, kvadratisk convenience-shopping uden skyggen af charme eller respekt for bylivet, og således har Hjørring selvfølgelig også fået et shoppingcenter med et internationalt klingende navn, men med de samme røvsyge butikker og café-kæder som i resten af landets generiske og glatte butikscentre. Et sort forbrugshul i hvidmalet beton, der æder alt liv omkring sig.
Men hvad sker der med os, når det, vi kommer fra – og kommer AF – langsomt falmer og forsvinder? Når barndomsbyen bliver en spøgelsesby, og minderne kun findes i nostalgiske Facebook-grupper med falmede billeder af det, der var engang?
Hvordan skal jeg nogensinde kunne vise mine børn, hvor jeg kyssede min første pige, væltede på min første knallert eller ørlede min første flaske Campari op, til skræk og advarsel og opdragelse og beundring, når tiden snart har slettet alle spor af min barndom, og fremskridtskonsulenterne har opført alle deres åndssvage ”kultur- og oplevelsescentre” på ruinerne i stedet?
Min mor beklager sig over udviklingen, hver gang vi kører op i byen, men sådan er det jo trods alt med pensionister, og Hjørrings unge er sikkert bedøvende ligeglade med fortiden, mens de sjosker rundt mellem alle modebutikkerne og negleteknikerne i det ”eksklusive” shoppingcenter Metropol.
Men engang, før det hele blev moderniseret, gentrificeret og internationaliseret inde bag den hvide beton, var der gang i gaden og kærlighed i luften. Ganske vist også øretæver, men det var en lille pris at betale for en by fyldt med liv og et liv fyldt med minder.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
