Sonja Richter: "Du har ikke mere værdi, fordi du er nogens mor"

Udgangspunkt

– Jeg voksede op i et kollektiv i Allerup i Vestjylland i 70’erne. Byen er så lille, at folk ikke rigtigt når at opdage, at der er en by. Det var en form for landsby, der nu var forladt, og vi boede i det, der engang havde været en skole. Mine forældre var som så mange andre dengang ude på en ekskursion, hvor tingene skulle gøres på en anden måde end den gamle stivnede form. Min mor var skolelærer, og det var min far også, og han blev så senere rektor for et pædagogseminarium. Han flyttede ud af kollektivet, da jeg var lille, fordi han fik en anden kone.

– Der var ikke andre kollektiver i nærheden. Alle de andre børn boede i parcelhuse med mor og far – det var en hel skarp familieskabelon, folk levede efter. Og jeg passede ikke ind nogen steder. Jeg følte mig konstant misforstået og forkert. Min mor syede det meste af mit tøj selv, og når jeg tænker tilbage, var jeg faktisk meganuttet og funky i mine quiltede blomsterkjoler, gule strømpebukser, røde træskostøvler og pels med guldknapper. Men dengang var det ikke sjovt.

– Jeg kan huske, at jeg bare sad ovre i børnehaven og følte mig SÅ forkert, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gebærde mig. Det var lige meget, hvad jeg gjorde. Jeg kom ALDRIG til at passe ind. Det var forfærdeligt. I den alder vil du bare gerne passe ind. Og følelsen af at være anderledes har fulgt mig hele livet, selvom jeg ikke har drømt om andet end at passe ind.

– Min barndom har været mærkeligt skæv og rodet, og jeg kan ikke beskrive hverdagen i en hovedsætning, for jeg ved ikke, hvad der er op og ned. Men jeg husker, at en skolebus samlede os børn fra de små flækker op om vinteren, og at vi fik smurt vaseline i hele hovedet for ikke at blive helt stivfrosne i ansigtet. Om sommeren cyklede vi, og jeg syntes, at det var så ulækkert, at de alle sammen gik med bare bryster, når det var varmt, selvom jeg var et barn, der ikke vidste, hvor grænserne var. Jeg fik at vide, at det var naturligt, men for mig var det bare too much too soon!

Yderpunkt

– Jeg havde aldrig lyst til at tage hjem efter skole, for min mor var alkoholiker, og jeg vidste aldrig rigtigt, hvad der mødte mig. Jeg har spekuleret lidt på, om jeg selv er alkoholiker. Det er noget, der har optaget mig rigtig meget, fordi jeg er vokset op med det. Derfor holdt jeg helt op med at drikke alkohol for 10 år siden.

– Jeg har læst Anonyme Alkoholikeres blå bog, hvor det er meget udførligt beskrevet, hvad det vil sige at være alkoholiker. Den her litteratur har været tilgængelig siden 1930’erne, og der er stadigvæk folk, der ikke ved, hvad det vil sige. Jeg vidste det heller ikke, før jeg læste bogen. Og jeg voksede op i det. Jeg var sådan lidt WHAT, kommer I med det nu? Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig det. Jeg har været hos psykologer på grund af min opvækst, men der er ikke nogen af dem, der har fortalt mig, hvad alkoholisme er for en sygdom, og at den ikke bare rammer alkoholikeren, men alle i familien – også dem, der ikke drikker.

– Det var min opfattelse, at alkoholikere bare skulle holde op med at drikke. At de skulle tage sig sammen. Men det kan de ikke! Det er ikke et spørgsmål om at ville holde op. Det er en sygdom. Og man dør af det, hvis man ikke får hjælp. Jeg kunne heldigvis godt holde op, og det er også derfor, jeg siger, at jeg ikke ved, om jeg er alkoholiker. Men bogen fik mig til at tænke, at jeg nok godt kunne være sådan en, der havde fået et problem, hvis jeg ikke var stoppet helt med at drikke.

Svagt punkt

– Jeg er virkelig nem at aflæse, og jeg har for eksempel aldrig kunnet finde ud af at spille det spil, man åbenbart skal spille for at gøre en mand interesseret. Du må ikke ringe til ham, men skal vente på, at han ringer til dig, og du må ikke vise ham, hvor glad du er for ham. Og det kan jeg ikke. Jeg. Kan. Ikke. Lyve. Jeg viser, at jeg er glad. Jeg fortæller alting, og jeg siger sandheden.

– Et vennepar boede på et tidspunkt hjemme hos mig med deres datter og havde endnu et barn på vej. De skulle giftes, og da fyren er min ven, spurgte hans kæreste, om jeg ville holde hans polterabend, som selvfølgelig skulle være en overraskelse. Jeg skrev det ind i min kalender: Asbjørns polterabend. Og næste dag går hans toårige datter ind på mit værelse, og han går selvfølgelig efter hende og ser min kalender, der er slået op på den dag. Det er så TYPISK, at sådan noget sker for mig. Så det er ikke, fordi jeg sidder og sladrer eller sådan noget, for jeg kan sagtens holde på en hemmelighed. Men jeg er også bare virkelig, virkelig nem at aflæse. Og jeg har egentlig heller ikke lyst til ikke at være det.

– Det er på en eller anden måde min måde at være i verden på. Jeg har jo prøvet at spille det der spil over for mænd, hvor jeg prøver at lyve og lade som om, jeg er fornærmet. Men de tror ikke på det. Der er mange, der tror, jeg er vildt god til det, fordi jeg er skuespiller. Men sådan hænger det ikke sammen. Jeg ved da af alle mennesker, at hvis du ikke mener det, så spiller du bare dårligt. Jeg kan ikke lade, som om jeg er ked af det – jeg kan LEVE mig ind i situationen og blive ked af det i en scene. Men det er noget helt andet.

Skæringspunkt

– Jeg har været nødt til at slå en side af mig selv ihjel, som jeg kalder Nancy. Det var hende, der drømte om at blive gift, få børn og bo i et parcelhus med gardiner og en stokrose udenfor, og som skulle smøre madpakker og følge børnene i skole, mens alt var så yndigt. Jeg sad en dag og undrede mig over, hvor den her 50’er-drøm kom fra, og jeg blev klar over, at den slet ikke var min. Men jeg havde den drøm i mange år.

– En drøm, der er helt modsat det, jeg kommer fra. Den drøm blev også næret af mine veninder, for det var det, vi alle sammen drømte om. Det var jo det, livet gik ud på, tænkte vi, selvom vi også stod og sagde, at vi skulle være kunstnere og emanciperede. Og nu havde vores mødre gjort alt det her for, at vi kunne få ligestilling, og så ville vi slet ikke have den. Vi drømte bare om en familie og tryghed.

– Alle mine veninder har fået den drøm opfyldt. Det har jeg ikke. Og det har jeg været utrolig ked af. Jeg er blevet ved med at søge den, og da jeg var 35, gav jeg mere eller mindre op. Jeg gav det et sidste skud, og så tænkte jeg: Glem det! Jeg havde en kæreste, og jeg prøvede at følge alle mine veninders råd, men han blev ved med at gå fra mig. Og til sidst gik han helt. Jeg gjorde alt. Jeg skulle bare have min drøm, og det sagde han også til mig: ”Du har gang i et projekt, du er ikke dig selv”. Hvor jeg råbte: ”Hvad mener du? Det her ER mig!!!”. Og jeg MENTE det virkelig.

– Det skal selvfølgelig også siges, at der var andre grunde til, at det ikke gik, men det er rigtigt, at jeg havde gang i et projekt. Det er som en ulykkelig forelskelse. En ulykkelig forelskelse i drømmen om et liv, man gerne vil have, som måske ikke er møntet på en bestemt mand, men på en bestemt måde at leve på. Set i bakspejlet tænker jeg, at jeg jagtede den drøm, fordi jeg troede, at den ville gøre mig rigtig. At jeg langt om længe ville komme til at passe ind. Jeg troede, at det var nøglen til min sjælefred. Men det var det ikke.

– Det handler ikke om, at jeg tror, at jeg ville være en dårlig mor – jeg tror faktisk, jeg ville være en fantastisk mor. Og jeg vil heller ikke sige, at jeg har valgt børn fra. Men det bliver det nemt gjort til, hvis du ikke vil gå op på en klinik. Der er mange måder at gøre det på, jeg synes bare, at børn skal have en mor og en far. Det synes nogle måske er for perfektionistisk. Men jeg synes ikke, det er så meget forlangt. At jeg i hvert fald som udgangspunkt vil give et barn nogle vilkår, som jeg synes er en menneskeret. Jeg synes ikke, det er en menneskeret at få børn.

– Min mormor, der blev født i 1900, fortalte mig engang, at det værste, der kunne ske, da hun var ung, var at blive gravid. Så var dit liv ødelagt. Folk gjorde hvad som helst for at få de børn fjernet. I dag er opfattelsen sådan, at dit liv er ødelagt, hvis du ikke får et barn. Det gør mig så rasende. Du har ikke mere værdi, fordi du er nogens mor, og jeg har ikke mindre værdi, fordi jeg IKKE er det. Men sådan kan jeg godt føle det nogle gange. Men det er noget bullshit, og det er derfor, jeg har fyret Nancy. Det var hende, der hele tiden sagde til mig, at jeg ikke var en succes, hvis jeg ikke levede 50’er-drømmen.

Kardinalpunkt

– Jeg har virkelig brug for at være tryg. Jeg vil gerne vide, hvor skal jeg hen, hvad der skal ske, og hvornår jeg får noget at spise. Det er sådan en barnlig form for tryghed. Det er vigtigt for mig at have en base, har jeg fundet ud af. I nogle perioder har det ikke været så vigtigt, men de seneste mange år har jeg været så meget væk hjemmefra, og jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at vide, hvor MIT rum er. Jeg bor i en lejlighed i København, hvor andelsforeningen har besluttet, at der skal bygges en masse om.

– Det var jeg ikke interesseret i, men der var ikke rigtigt noget at gøre, og det har stået på i fem måneder nu. Der er flyttekasser, rod og byggestøv over det hele, og jeg ved aldrig, om jeg kan lave mad eller bruge badeværelset. Det vælter bare ind med håndværkere. Og jeg ved knap nok, hvad der skal laves. Jeg har spurgt, men jeg føler ikke, jeg får noget svar. Det er virkelig en invasion i mit privatliv. Mange ville nok sige, ja, ja, det er jo bare en lejlighed. Men for mig er det mere end det. Det er også noget med lige pludselig at være sendt et sted hen, hvor jeg ikke kan kontrollere noget som helst

– og det er selvfølgelig sådan en ting, jeg godt ved om livet. Men jeg tror, at jeg det meste af mit liv har bildt mig ind, at jeg havde noget at sige. Der er så mange selvhjælpsbøger, som siger, at du bare skal tage styringen i dit eget liv, og sådan noget har jeg også lyttet til og troet, at roden til alle mine problemer var, at jeg ikke styrede tingene hårdt nok. At jeg var for svag, og at jeg bare lod folk sende mig i øst og vest uden at sige fra.

– Og jeg syntes egentlig ikke selv, jeg var dårlig til det, men der var bare hele tiden en dobbelthed i det her med at styre ting, fordi jeg hele tiden kunne mærke, at det kan man jo ikke. Og den situation, jeg har stået i længe nu, har virkelig bare vist mig, at den bid har jeg ret i. Jeg KAN ikke styre noget som helst. Ingenting. Hverken når det gælder min lejlighed eller mit liv i det hele taget. Så for mig er det sådan en lektion i at indrette mig og være rummelig nok til at tage, hvad der opstår. Det er ret svært, synes jeg.

Blødt punkt

– Jeg har et blødt punkt for menneskeheden. Jeg vil gerne prøve at røre ved det sted inde i andre mennesker, som jeg gerne selv vil røres ved. Jeg prøver at gøre det i mit arbejde, så vidt det nu er muligt. For mig handler det om at finde lyset i det menneske, jeg møder. Jeg tænker, at hvis jeg forsøger at se dig som den, du er, og ikke den, jeg vil have dig til at være, så bliver det et godt møde.

– Det kan sagtens være, at jeg ikke kan det, men jeg kan prøve at tage mine fordomme væk, så snart de opstår. Det er ikke kun for min egen skyld, det er også for, at DU skal have det godt. For hvis DU har det godt, så har jeg det godt. Jeg synes, at jeg har været slem til at dømme og tænke på forhånd, åååh, så er de sådan nogle mennesker!

– Det kan også godt være, at de er det, men jeg ved, at ALLE er mere end det. Og hvis jeg prøver at se det, så har jeg forsøgt at putte noget kærlighed ind i de timer, vi har brugt sammen. Når jeg skal ordne praktiske ting, øver jeg mig også i at finde en nydelse ved det i stedet for bare at stå og være sur over, at jeg skal vaske gulv. Det er noget, jeg bruger rigtig meget krudt på. Og jo mere jeg gør det, jo nemmere bliver det også.

– Jeg vil gerne prøve at fjerne noget af det mørke, jeg synes, vi alle sammen slæber rundt på. Jeg synes endda, at jeg selv har haft en tendens til at dyrke mørket og tænke, at det er jo sådan, verden er. Men jeg gider ikke bruge mit liv i mørkets skammekrog. Hvis du ikke leder efter lyset, bliver det mørkt meget hurtigt.

– En af grundene til, at jeg ikke altid har mødt verden på den måde, som et barn møder den, er, at vi alle lærer at lukke i, fordi vi kommer til skade i løbet af livet. Det er i hvert fald sådan, jeg har mærket det, og fornemmer, at andre mærker det. At hvis man har et åbent hjerte, så bliver man jo bare mishandlet. Så luk i! Luk i! Luk i! Og beskyt! Beskyt! Beskyt! Indtil dét bliver vanen. Jeg kan mærke, at det er på grund af frygt, jeg selv fordømmer og beskytter.

– Jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg åbner mit hjerte. Jeg er simpelthen bange for, at nogen tager det fra mig og løber, og jeg så står der tilbage uden noget som helst. Og det er der selvfølgelig god grund til, men det handler også om at prøve at ændre perspektivet lidt og prøve at fjerne de der skjold, man har taget på. Hvis jeg gør det, så kan det være, andre også gøre det. Og så bliver det bare lidt rarere at være i denne verden.

Udviklingspunkt

– Min fejl i alt, hvad jeg har foretaget mig i mit liv, er, at jeg aldrig rigtigt har vidst, hvem jeg var. Jeg har prøvet og troet, at det var noget, jeg skulle finde ud af. Men det er gået op for mig, at det skal jeg ikke. Det er noget, der skal udfolde sig. Lige så stille. Der er ikke nogen forudbestemt rolle som Nancy, jeg kan træde ind i. Det er noget, der kommer, jo mere jeg skræller mit ego af mig selv og identificerer mig med det, jeg er i gang med at gøre.

Der er rigtig mange, som ikke har været inde og få fat i den der bid. Vi er stadig drevet af egoet – vi har ikke forstået, hvordan vi fungerer. Og mange går til psykolog og læser selvhjælpsbøger – det har jeg jo også selv gjort vildt meget, fordi jeg bare har kunnet mærke, at der er et eller andet, der ikke stemmer, og så har jeg altid syntes, det var spændende med astrologi, healere, clairvoyance og psykologer.

Jeg kommer jo selv fra det der hippiehalløj, hvor de også har taget ting ind, så de kunne opfinde sig selv. Vi har svært ved det der. Og jeg ved ikke, om alle skal på den rejse, men jeg har i hvert fald skullet. Jeg har forsøgt alt muligt for at finde ud af, hvorfor jeg ikke har haft det bedre. Men jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg skal lære at lade tingene få deres rette størrelse. Jeg skal ikke opfinde mig selv. Det kan bare ærgre mig, at jeg ikke har set det før og været mere sådan, det her det er mig, ha ha.

– Det er faktisk meget fedt at holde op med at prøve og så bare se, hvor det så bærer hen. Og det er nyt for mig. Det er bare en enormt stor befrielse at holde op med at kontrollere tingene og holde op med at prøve at være noget bestemt. Og det betyder ikke, at jeg ikke er mig. Jeg tror faktisk omvendt, at jeg får lov til at være mere fremkaldt som mig selv, når jeg IKKE prøver på at spille en rolle som filmstjerne eller nogens mor eller datter. Jeg er Sonja.