Thomas Skov: "Hvis jeg skulle giftes i dag, ville jeg nok ikke gøre det"

Hans datter, Ellen, kunne skippe reklamer på youtube som 1,5-årig og tog konsekvent sit legetøj op til øret, som var det et telefonopkald, hun skulle besvare. Journalist Thomas Skov har måttet indse, at hans mobilvaner nok har haft lidt større indvirkning på hans omgivelser, end han var klar over.

– Da fascinationen over, at hun kunne det, havde lagt sig, så begyndte jeg at tænke over, hvorfor hun kunne det, for hun har jo ikke lært det af sig selv, og så blev jeg skræmt. Det var ret alarmerende.

Det blev startskuddet til et fem uger langt afvænningsforløb, som skulle kurere Thomas for sin mobilafhængighed. I podcasten "Jeg er mobilafhængig" på P1 følger vi journalistens udvikling fra digital junkie til bevidst mobilbruger. Med hjælp fra lægen Imran Rashid dropper han den bevidstløse scrollen og de meningsløse kattevideoer og tager magten over sit liv tilbage. Men da det stod allerværst til, tjekkede Thomas sin smartphone 100 gange om dagen.

– Om aftenen, når jeg skulle putte Ellen inde på hendes værelse, så lå jeg og holdt hende i hånden, og nedenunder hendes seng, der lå jeg så og scrollede på facebook. Jeg tænkte ikke over det, jeg gjorde det bare. Men en dag gik det op for mig, at det jo var helt sort det der. Tænk sig at ligge ved siden af sit barn og så være et helt andet sted. Det var sådan noget som det, der fik mig til at indse, at jeg havde et problem, siger han, slikker fingrene fri for tacodressing og tager en slurk af sin ananasvand uden for den mexicanske café i Kødbyen i København, vi har bænket os ved.

Efter han har fået det blålige skærmlys og notifikationshelvedet lidt på afstand, er der blevet tid til mere af alt det vigtige.

– Det er så fedt bare at lege, tegne, cykle og læse bøger. Nu har jeg også sagt mit job op, og det er blandt andet for at få mere tid med Ellen. Det er ikke for at sidde og tage billeder af hende eller se Paw Patrol på ipad'en, det er for at lege og se hende vokse op. Så jeg er glad for, at det blev stoppet det her, inden det stak helt af.

En flugt fra vasketøj og parcelhus

Inden Thomas gik i afvænning for sin mobilafhængighed og startede sin egen lille revolution, brugte han de sociale medier som en form for virkelighedsflugt fra de sure hverdagspligter, der følger med, når man er blevet far og parcelhusejer.

– Tit er instagram jo mere spændende, end jeg eller min hustru, Emilie, er. Der er mange kedelige ting ved at bo i hus og være gift. Der skal handles ind og vaskes tøj, og tit er det bare sjovere at sidde at scrolle. Men det første, jeg ser på om morgenen, og det sidste, jeg ser på om aftenen, skal jo ikke være en telefon. Det skal være min hustru. Det allerførste, Imran rådede mig til, var at få mobilen ud af soveværelset og købe et vækkeur. Og det har virkelig været rart!

Hvor parret tidligere lå i hver sin side af dobbeltsengen og scrollede SoMe-feeds igennem inden sengetid, taler de nu sammen, og det har været godt for intimiteten.

– Man kan ikke downloade en app, der kan lave børn, så Ellen er jo kommet til på en eller anden måde. Men jeg tror, der er mere sex i ikke at have mobilen i soveværelset. Jeg har ikke noteret før og efter, men for samtalerne er det bedre. Man skal jo også have nogle alvorlige snakke engang imellem. Hvad vil man med sit liv, og hvad vil vi med det her forhold. Og de snakke skal du ikke invitere facebook med ind i, siger han og fortæller, at man nemt kan miste overblikket over, hvad der er vigtigt her i livet, hvis man overfører de sociale mediers hastige tempo til sine sociale relationer.

– Nogle gange er det kedeligt at leve sammen med andre, men det skal det være, og så skal du ikke bare ty til mobilen. Nu hvor man kan købe en ny iphone hvert år og skifte alting ud, hvorfor skulle man så ikke også skifte sin hustru ud? Men det skal man jo ikke. Ikke bare fordi der er kommet en ny lækrere model, som kan mere.

For at få mere nærvær ind i hverdagen er Thomas og hans hustru begyndt at spille brætspil. Helt analogt og virkelig hyggeligt, fortæller han.

– Jeg føler, jeg er blevet en bedre mand af at lægge telefonen lidt væk. Vi taler sammen igen og bruger tid sammen.

Facebook er med i de mest intime øjeblikke

I 2014 blev Thomas og Emilie gift, og lige da de er kommet ud af kirken efter at have givet hinanden sit ja, fisker Thomas mobilen op af lommen og tager en selfie af sig selv og sin brud. Det står for Thomas som lidt af et skrækeksempel på, hvor ivrig han har været for at dokumentere sit liv.

– Altså, du skal jo ikke have din telefon på dig til dit bryllup. Hvad fanden har du gang i, mand? Hvis jeg skulle giftes i dag, ville jeg nok ikke gøre det. Jeg synes, der er noget lidt usmageligt ved, at den var med til et af de måske smukkeste øjeblikke i mit liv.

Det samme gjorde han, da datteren kom til verden i 2015.

– Jeg har et billede af Ellen, hvor hun er otte minutter gammel. Altså, slap nu af! Giv hende nu lige lov til at komme ud først. Hvis jeg skal have et barn mere, går der nok i hvert fald en time, inden jeg tager et billede af ham eller hende, siger journalisten spøgefuldt.

Men faktisk har hverken Thomas eller vi andre kontrol over vores mobilbrug. Hjernen hungrer efter belønningshormonet dopamin, og det får den, hver gang vi får et like på facebook eller en kommentar på instagram. Det får os til at jagte det næste rush igen og igen. Derfor er man nødt til at afskære sig selv fra mobilen, så den ikke af ren refleks havner i hånden.

– Det, der varer ved, det er jo ikke det, du har på din telefon, det er det, du har inde i hovedet. Og hvis du hele tiden oplever verden igennem en telefon, så glemmer du at skabe minder. Det er der selvfølgelig ikke lige så mange likes i, men det må man så leve med.

Som en del af afvænningen skulle Thomas hver uge følge lægen Imran Rashids råd. Første uge skulle han anskaffe sig et vækkeur, og få telefonen ud af soveværelset. Det skulle forbedre både søvnen og sexlivet. Ugen efter fik han til opgave at slå sine notifikationer fra, så han ikke blev stresset af alle de meddelelser, der sprang op på skærmen i løbet af dagen. I tredje uge skulle han skifte sin smartphone ud med en gammel Nokia-telefon, som han kun kunne ringe og smsse fra. Og i uge fire skulle han kede sig i 30 minutter hver dag. Det var lidt af en udfordring. Men nu hvor afvænningen er afsluttet, forsøger Thomas at holde fast i de gode vaner. Blandt andet har han anskaffet sig en såkaldt "dumb phone", som er en mobil i letvægtsklassen, der udelukkende kan ringe og modtage opkald. Den har ikke nogen skærm, kun et display, og kan derfor hverken sende smsser eller gå på nettet. Den kan ikke engang spille Snake, som en gammel Nokia trods alt kunne. Den bruger han, når han og Emilie er ude at spise, og når han er til hockeytræning. Så kan babysitteren stadig få fat i ham, og han kan koncentrere sig om sin sport uden at blive distraheret.

Ligegyldigheder og regler

Thomas betragter stadig facebook og instagram som en stor legeplads. En ventil, hvor han kan få afløb for alle sine skøre ideer. Målet har aldrig været at boykotte sociale medier, bare at lære at prioritere, hvad han skal bruge tid på.

– Jeg tror ikke, jeg var så bange for at gå glip af noget, jeg ville bare gerne underholdes. Men jeg har ved gud set mange ting, som jeg er fuldstændig ligeglad med. Kusiner, der har været til koncerter, og hvad de har fået at spise, og gamle klassekammerater, der har fået ny bil. Ting, der ikke er så vigtige. Min erfaring er, at det, der er vigtigt, det skal jeg nok få at vide.

Thomas har overvejet at indføre regler for mobilbrug i sit hjem, når han får venner på besøg. Indtil videre har han dog holdt sig tilbage, fordi han har været bange for at virke for frelst.

– Næste gang, jeg får gæster, tror jeg faktisk, jeg vil sige, at de skal give mig deres telefoner. Det var godt, vi lige havde den snak her. Vi holdt fødselsdag den anden dag, og der var særligt én ven, som, hver gang jeg kiggede over på ham, sad med telefonen foran sig, hvilket var mærkeligt, for han sad jo til en fest. Han var vist ved at flirte med nogle piger, men det kunne han måske vente med, til han var gået. Man skal kunne føre en samtale, uden at der er nogen, der sidder og får en sms i lommen. Så kan det godt være, at nogen vil sige, at de godt kan styre det, men man har bare hinandens opmærksomhed på en anden måde, når telefonen ikke forstyrrer. Så fra nu af er mit hjem mobilfrit, når der er gæster.