Tina Dickow: Tvivlede på at jeg ville finde en mand

Det har været en hektisk morgen. Tina Dickow har ræset Reykjavík tynd efter hårlak og cremer, mælkeerstatning, uldponcho fra islandske Farmers Market og grønne gummistøvle-galocher fra Aigle. Hun har været to dage på farten, først i Berlin og så i København, og hendes kuffert er strandet i Kastrup på grund af en strejke. Men on time holder hun klar i sin tranebærfarvede firehjulstrækker foran Hotel Borg i downtown Reykjavík, hvor min fotograf og jeg er indlogeret. Vi sætter af og kører ud af den islandske hovedstad. Og nyder det ene storslåede, bjergmættede naturscenarie efter det andet, akkompagneret af en behagelig rumlen fra de store hjul.

Det er her, den 36-årige sangerinde har slået rod med sin lille familie – på den lavaklædte vulkanø midt i Atlanterhavet. Hun er ikke mærkbart påvirket af de foregående dages tumult

eller den begrænsede søvn, hun har nået at få. Tilmed er hendes kommende mand blevet nappet med på polterabend her til morgen, så deres to børn, to-årige Émil og hans lillesøster, Jósefina på bare et halvt år, er hos deres farmor, som bor dejlig tæt på. Der er kun 14 dage, til bryllupsklokkerne kommer til at bimle over de golde, islandske vidder. Og Tina Dickow siger ja til sin kollega og kæreste gennem fire år – islandske Helgi Hrafn Jónsson.

Bryllup i det høje nord

I bedste saga-stil skal de giftes i en lille, sort kirke ude midt i ingenting. Bortset fra det ultrahippe Hotel Budir, der ligger tæt på, og som jævnligt får besøg af store udenlandske stjerner, og hvor festen da også skal holdes.

Der er styr på planerne. For at gæsterne kan lære hinanden lidt bedre at kende, bliver der varmet op med før-fest hjemme i huset i Seltjarnarnes – med hotpot (udendørs badekar) og lam på grillen. Næste dag holdes brylluppet for de 60 allernærmeste. Og dagen efter er der brunch. Og den smukkeste gåtur i verden.

Kjolen hænger også klar. Den har hun fået syet hos Marianne Carøe i Århus. Helt lang, knækket hvid – og "efter alle kunstens regler". Lidt bohemian og i helblonde. Tilpas Lord of The Rings-saga-agtig, tilpas jomfruelig og meget lidt flødeskumskage, forklarer hun.

– Der er faktisk et skørt under, så måske er den endt med at være større, end jeg egentlig havde tænkt mig... Hun standser sig selv og smiler skævt. Let undskyldende.

– Der er jo en del af mig, der synes, det er en lille smule... Ikke fjollet, men skægt at skulle have en kjole på og gå op ad et kirkegulv. Det er lidt ligesom et lille skuespil, og jeg havde aldrig set mig selv blive gift på den måde, faktisk. Men pludselig står man dér med manden i sit liv og vil egentlig bare gerne skabe nogle minder sammen. Nogle dage, som virkelig skærer igennem i erindringen. Også for børnenes skyld. Vise dem, at nogle dage og nogle ting er vigtige her i livet. At man har gjort noget ud af at sige ja til hinanden. Den tanke kan jeg godt lide, siger hun.

– Jeg har måske tvivlet på, at jeg nogensinde ville finde en, jeg havde lyst til at sige ja til – for livet. Til trods for, at jeg har haft al mulig grund til at tro på, at selvfølgelig kan man det. Mine forældre har lige haft 43-årsbryllupsdag og har skrevet til os: "Hold kæft, hvor skal I bare glæde jer – det er så fantastisk! Det bliver bare bedre og bedre!"

LÆS OGSÅ: Puk Damsgård: Derfor hører jeg 'Mads & Monopolet'

En hård negl – fuld af følelser

Der er noget magisk dragende over de øde vidder, som kun er forstyrret af en lang, lige landevej, der skærer sig igennem det sorte landskab. Efter tre kvarters kørsel lander vi foran det sommerhus, Tina og Helgi købte for et år siden.

– Ja, vi har ikke haft tid til at gøre noget ved det, og for øjeblikket duer vandet ikke. Så I må tisse ude i buskene, siger hun og lægger selv for bag plankeværket.

Man forstår godt den forelskelse, der ramte parret, da de trådte ind i det lille rødmalede A-hus. På terrassen i gavlen åbenbares den mest betagende udsigt over en kæmpemæssig sø, afgrænset af maleriske bjergtinder.

Der er så meget plads her, ens blik bliver så himmelsøgende, som hun siger. Og så er her bare stille.

– Jeg ved, jeg kommer til at blive et rystende espeløv, når jeg går ned ad det kirkegulv, siger hun pludselig og fortsætter:

– Jeg har utrolig let til tårer. Jeg er simpelthen bange for, at det bliver røvhamrende pinligt. Stort set hele dagen. Og i det hele taget ret ukomfortabelt for gæsterne. Men jeg må tage

mig sammen, for man kan jo ikke hulke på vej ned ad kirkegulvet. På mange måder er jeg en hård negl, og så alligevel slet ikke. Jeg har altid været sådan en, der har siddet og flæbet, når der blev holdt taler til fester. Enhver antydning af et stort, livsdefinerende øjeblik... Fuck, der bliver man bare mindet om, hvor kort tid vi er her. Jeg er også panisk nervøs ved tanken om selv at skulle holde tale. Jeg ved ikke, om jeg kan, siger hun.

Det er nærmest den ultimative fælde, der klapper om Tina Dickow, som vi ellers kender bedst på flugt fra alt, hvad der minder om rutiner og rammer. On the run. Og på scenen, hvor hun udfolder de personlige tekster om ensomhed og eksistentiel søgen i sit insisterende, længselsfulde toneleje.En rastløs sjæl har pludselig slået rod. Stiftet familie. Fundet lykken. Og roen.

– Jeg synes stadig selv, det er overraskende, at – hov, er jeg mor? Og skal jeg giftes? Hvad skete der lige der? Men det er lige så overraskende, at jeg ikke synes, det har været den store forandring. Og i forhold til mit arbejde er jeg stadig lige inspireret og drevet. På godt og ondt. For det ville jo være fint, hvis jeg ikke længere behøvede at fare rundt ude i verden og spille musik. Det ville være så dejlig nemt, hvis jeg havde mistet interessen for det. Det har jeg bare ikke.

– Jeg får så mange spændende forespørgsler hele tiden, hvor jeg lige må overveje, om de er endnu en smuttur værd – væk fra Island i to-tre dage for anden gang på en måned. Og der er en stor lettelse i at have en grund til at bare at blive hjemme og holde fokus på al den tid, jeg har med familien her. Jeg er helt klart inde i en fase, hvor mit liv er ved at blive mere enkelt

– og det har jeg virkelig også trængt til, må man sige.

Drømmen om den eneste ene

Det er ikke mere end små fem år siden, at Tina var on the run. Og skrev sange om livet som lonely rider.

– Som så mange andre unge mennesker følte jeg nok, at jeg virkelig skulle prøve alting af for at vide, hvad der så var fedest. Og det er godt nok en svær måde at leve sit liv på, hvis man aldrig er villig til at sige: "Dét her er fedt – hér bliver jeg!" Jeg havde en eller anden manglende vilje eller evne til simpelthen at slå mig ned og sige: "Nu behøver jeg ikke at møde flere", siger hun. Men længslen efter det, hun har nu – sin egen lille familie – fyldte faktisk ret godt op i den succesfulde singlekvinde, der havde hele verden som sin legeplads og høstede priser og stor anerkendelse for sit musikalske vid.

– Hele tiden har drømmen om den eneste ene da været der. Og også troen på, at han nok skulle dukke op på et tidspunkt. Trods alt. Men jeg har også forestillet mig, at det var en umulig opgave at få de to ting kombineret. Det er derfor, det virker så utroligt surrealistisk heldigt, at jeg har mødt Helgi,

som rent faktisk forstår mit arbejde og mit drive og i øvrigt har det nøjagtigt lige sådan.

– Jeg tror ikke, at særlig mange mænd ville have haft det nemt med sådan en karriere, jeg har. At jeg skal ud og turnere hele tiden og fylder på den måde i en familie. Alt skal planlægges rundt om mig. Han skal også gide være sammen med en, der er berømt. Det, tænker jeg tit, må være vildt træls. Jeg tror ikke, han skænker det en tanke. Egentlig har han jo æren for meget af det, jeg får fra hånden. Men det er hverken noget, han gør stads af eller ser som noget problem. Han nyder bare at lave musik og hviler i det hele taget bare meget i sig selv og i det liv, vi har her.

LÆS OGSÅ: Maise Njor: "Man skal da ikke ældes med ynde!"

Kærlighed i Island

De to musikere var kolleger et godt stykke tid, inden de blev kærester. Der spillede de bare sammen, rejste rundt i verden og blev klogere på hinanden – en ultimativ fin måde at lære hinanden at kende på, synes hun.

– Der var noget underligt magisk ved at synge med ham. Det var, som om det var ét åndedrag, én fælles klang. En nærmest glasklar kommunikation. Alting blev forstået og hørt – også det, der lå imellem linjerne og i tonerne. Det var sådan: Okay, hér føler jeg mig sgu godt nok gennemskuet, siger hun. Men forholdet har været mere dramatisk, end hun lige har

fået det til at lyde.

– I løbet af de år, hvor vi ikke var kærester, var vi ude i alle af-

kroge af, hvad hinandens følelsesliv kunne kapere – i forhold til på skift at føle ting, vi alligevel ikke kunne gøre noget ved. Vi stod begge i livssituationer, der først skulle ryddes op i, for at det kunne blive en mulighed. For mig handlede det også om, at jeg aldrig i mit liv havde mødt sådan en mand før. Det var så langt fra, hvad jeg havde forestillet mig, jeg skulle kaste mig ud i.

– Han er så meget islænding! En blanding af en elvermand og en gejser og en vulkan. Virkelig nogle ekstremiteter, men også med en skrøbelighed, jeg aldrig havde mødt i en mand før. Og jeg var måske slem til at have en meget klar forestilling om, hvor jeg skulle ende – med en kernesund, helt almindelig, dansk mand med dansk humor og det samme danske associationsapparat som jeg selv. Det tog mig lidt tid at finde ud af, hvad jeg egentlig havde brug for – eller ikke kunne leve uden. Men det skal jeg love for, at jeg fandt ud af!

Og da først de følelsesmæssige brikker var faldet på plads, kunne de jo lige så godt lægge resten af puslespillet. Hun var ellers lige flyttet fra otte års eksil i London ind i en lejlighed på Østerbro. Men så skulle der fejres nytårsaften i Island, og i løbet af bare en uge havde det nyforelskede musikerpar fundet det hus, som nu danner daglig ramme om deres lille firkløver. Ude på halvøen Seltjarnarnes i den pæne del af Reykjavík.

– Jeg kan ikke forklare, hvad det var, der skete på den uge – andet end at mit liv tog en... Ja, drejning. Den ro, jeg pludselig følte. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var vigtigt at reagere på det nu! Det var ingen hovsa-beslutning.

Voksen – hvem mig?

Og i efteråret samme år – og samme uge, som de flyttede ind i deres villa – blev hun gravid.

– Jeg havde vitterligt en forestilling om, at alt ville ændre sig. At man overhovedet ikke ville kunne kende sig selv igen og aldrig tale om andet end børn og ikke koncentrere sig om sit arbejde. Men faktisk synes jeg ikke, der var så meget, der ændrede sig. Egentlig. Udover at man bare fik en bonus i livet, siger hun. Men følelsen af, at det er mærkeligt, at det er hende, der er den voksne og moren, kan hun ikke undgå at blive ramt af ind imellem.

– For mig er det stadig noget med, at jeg lige spørger de voksne, om det er okay.

Hun griner lidt af sine tanker.

– Det er totalt surrealistisk. Og samtidig har jeg ikke det mindste problem med at tage hverken ansvar eller beslutninger om at købe hus og bil. Selvfølgelig er jeg voksen – og med glæde da. Men det er stadig mærkeligt. Man går lidt og venter på, at det ligesom skal sige KLIK, og så går spændet i. Så – NU er jeg voksen! Det har stadig ikke sagt klik på nogen måde. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at livet har en eller anden pudsig evne til at gøre en klar. Eller give en ro. Uden at der kommer et signal.

– Jeg har altid troet, at jeg ville blive panisk angst den dag, jeg fandt ud af, at jeg var gravid første gang. For det er så ultimativt stort. Jeg troede, jeg ville blive hamret i jorden af klaustrofobi. Men det var bare, "nå, men så skal vi da ha' et barn, så er det bare det". Og nu skal vi så giftes – "nå men fint nok, så gør vi da det".

Tina Dickow har brugt det meste af sin ungdom på at skrive sange. Og for hende har sangskrivningen været et forsøg på at finde ro og få evnen til at være i nuet.

– For mig er alting altid blevet fortænkt og gennemanalyseret og observeret frem for oplevet. Det er også i høj grad derfor, jeg skriver sange – fordi jeg har problemer med at involvere mig fuldstændigt i livet. Jeg kigger på det og vender og drejer det og tænker over det, og så skriver jeg nogle sange om mine tanker om det. Og så kan jeg heldigvis gå på scenen og spille dem og være tvunget til at være i det lige dér. Jeg prøver da de første ti minutter at fortænke situationen, men på et tidspunkt giver kroppen eller hjernen slip, siger hun. Men livet på scenen har også haft sine bagsider for sangerinden.

– Det har været hårdt og svært hele tiden at skulle præstere og holde mig skarp, være god. Når man hver aften går på scenen med et krav om, at det skal være amazing... Det har bare gjort, at jeg har levet et liv, hvor jeg har været hårdt spændt for. Jeg har hele tiden skullet præstere mange ting, som jeg har været nervøs ved. Jeg har aldrig taget for givet, at jeg kan gå ud og spille en god koncert – dét er jeg blevet bedre til. Jeg ved nu, at der ikke rigtig er noget, der kan gå galt. Tidligere har jeg syntes, jeg skulle genopfinde min selvtillid hver eneste aften. Helt banalt har det taget mig mange år at stole på, at jeg ikke går i sort. Men de kommer jo, de ord. Akkorderne kommer. Det skal nok gå, siger hun og fortæller, at også Émil og Jósefina har gjort hende bedre til at være til stede.

– Heldigvis er børn rigtig gode til at hjælpe en med at komme ud af sit hoved og være i nuet. Det er rigtig sundt at være sammen med nogen, der i så høj grad er i nuet og for hvem, der overhovedet ikke eksisterer andet end det nu. Det er meget, meget smukt.

Helt fra hun var barn, har Tina Dickow spændt sig selv hårdt for. I barndomshjemmet i middelklasseforstaden Åbyhøj herskede en høj arbejdsmoral og etik, og initiativ og selvstændighed var højt skattet. Man skulle stramme sig an og brænde for det, man lavede, og Tina lagde alle kræfter i at være den søde, perfektionistiske lillesøster, der kunne det hele og gjorde alting rigtigt.

– Jeg husker mig selv som et meget tænksomt barn. Selvom det var en happy-go-lucky-familie, så bekymrede jeg mig om en masse. Jeg har måske nok altid følt mig lidt tosidet. Stærk og skrøbelig – og med en lille frygt for, at det kan ramle hvert øjeblik, det skal være.

– I min karriere er jeg jo i bund og grund gået imod min natur og har derfor haft denne her nervøsitet for at gøre de ting, jeg har gjort. Og stadig gør. Jeg har skullet lære det hele fra bunden. Jeg har ikke haft nogen i min opvækst, jeg kunne spejle mig i på den front med at være kunstner og performer og kunne slappe af med at "være på". Det ligger så fjernt fra min familie. Min mor og jeg taler ind imellem om mit "kunstnersind", og selve frøet i det kunstnersind kan jo dybest set bare være en mærkelig fornemmelse af at være lidt udenfor. At være en observatør. Heldigvis for mig er det mundet ud i, at jeg skriver nogle sange.

LÆS OGSÅ: Diane Keaton: Jeg har ikke haft en kæreste i 25 år

Girl next door

En MMS tikker ind fra gemalens polterabend med gutterne – en glad gruppeopstilling fra deres pole-fitness-seance, som straks skubber kinderne op i hendes lyse ansigt og danner en lille buet smilepose under hvert øje:

– Hvor er de søde, siger hun.

Vores billeder er i kassen nu, og vi installerer os i Toyotaens lyse lædersæder og begynder turen tilbage til Reykjavík. Hun har været mere end almindeligt imødekommende og villig til lige at give det et par skud mere med kameraet. Afprøve en ny location. Iføre sig et nyt outfit. Selvom hun også indrømmer, at det da føles lidt akavet at lege fotomodel i en alder af "næsten fyrre år".

– Oprindeligt har jeg jo ikke haft nogen som helst selvtillid på det område, men jeg kan pludselig mærke nu, at jeg egentlig godt ved, hvad jeg har lyst til, og hvad der virker. Hvis jeg lader andre bestemme hundrede procent, så bliver det pæn-pige-next-door, for det er sådan, folk ser mig. Det er sådan, alle tror, at jeg er. Og det er jeg også på mange måder, men jeg synes sgu selv, at der er mere kant i det end det.

Også i musikken.