"Jeg skal lære at se mig selv som en hel person uden en mand"

Stolen over for Trine Pallesen var tom. Hun sad på café Englen i Aarhus' latinerkvarter uden andet selskab end sig selv. Hun var 22 år, i gang med skuespilleruddannelsen på Aarhus Teater og midt i en form for krise. Hun tvivlede på sit talent, følte ikke at hun "ramte rollerne rent" – blandet med en udefinerbar følelse af ensomhed og forvirring.

Trine Pallesen åbnede dagens Politiken på cafébordet, baksede lidt med de store broad-sheet-sider og gjorde holdt i sin bladren ved en artikel om den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung. Hun læste artiklen i en tilstand, der føltes som en omfavnelse. Genkendte sig selv i ordene, som blandt andet var: Du er ikke alene om at føle dig alene.

– Jeg blev helt opslugt og havde det, som om det var skrevet til mig. Når artiklen – og alle hans bøger – var skrevet, måtte det jo betyde, at jeg ikke var den eneste, der gik og følte mig lidt mærkelig. Det var en kæmpe befrielse, husker Trine Pallesen.

Hun bad om caféens telefonbog, slog op under "Jungiansk analyse," og fandt navnene på to terapeuter. Trine Pallesen husker, hvordan det ene navn "stod og blinkede" ud til hende gennem det tynde papir. Og da hun havde besøgt terapeuten første gang, svævede hun derfra. Det blev det første møde ud af mange de næste 10 år.

Fars pige

Rammerne for Trine Pallesens første leveår var en rød murstensvilla på Solsortevej på Frederiksberg. Et kvarter med små haver og fløjt fra, ja, solsorte. Her boede Trine Pallesen med sine forældre, skuespillerne Per Pallesen og Kirsten Peüliche, og sin lillesøster, Sofie. Og det var mestendels ”skidesjovt,” siger hun. En blanding af tryksværte og lort. Det er sådan hun husker lugten i sit barndomshjem. Den listede sig ud i husets mellemgang, når hendes far sad og læste avis på toilettet for åben dør. – Han har sådan et fuldstændigt grænseløst forhold til at gå på toilettet, mens andre går i bad og sådan noget, klukker hun.

– Det mest fantastiske for mig, da jeg fik min første egen lejlighed, var, at jeg kunne gå på toilettet i fred og lukke en dør, uden at nogen kom ind. Gud, hvor kan jeg egentlig bare godt lide at være i fred. Men sådan gjorde vi bare derhjemme.

– Jeg var på mange måder fars pige, vi fylder begge to meget og havde det pissesjovt sammen. Vores drive minder om hinanden: fis og ballade, gang i den.

Begge forældrene arbejdede som skuespillere, og det trak især Trine Pallesens far væk fra hjemmet. Han knoklede på Københavns teatre det meste af det vågne døgn.

– Han var arbejdsnarkoman, men med god grund. Han var inde i sin kilde, han kørte i en flydende, gylden masse, hvor det gik godt. At jeg stadig har ham i dag er en kæmpe gave. Men han var jo ikke en nærværende far. Jeg var aldrig i tvivl om hans kærlighed, men jeg manglede nok kontakt. Og fordi jeg var fars pige, har jeg følt mig lidt forladt, og det har nok været med til at grundlægge min følelse af alene- hed, som jeg stadig har med mig. Jeg savnede ham meget og skældte ham hæder og ære fra, specielt da jeg var lidt ældre. Han havde altid sindssygt dårlig samvittighed, men han kunne bare ikke lade være, siger hun.

Trine Pallesens søster og mor var mere ”sjælsbeslægtede,” som Trine Pallesen siger, og selvfølgelig havde hun også sin mor.

– Men ham, jeg blev sat sammen med, var der jo aldrig. Så jeg søgte meget ud – for meget, syntes min mor – og skiftede venner hele tiden. Når jeg tænker på min teenageperiode, var den faktisk rigtigt hård, siger hun.

Hver sommer gennem det meste af Trine Pallesens barndom drog familien til Nordjylland og indlogerede sig i sommerhus ved Vesterhavet. For i adskillige år var Per Pallesen direktør og instruktør for Hjørring Revyen, Trines mor skuespiller deri, og døtrene var hver aften med i Vendelbohus, hvor revyen spillede – som regel for en fyldt sal. De solgte programmer på gangene eller rutsjede ned ad teatrets trappegelændere, og Trine Pallesen husker den tunge duft af teatersminke og pudder, og den pulserende fornemmelse af øl og natmad og succes. Det var i de år, Per Pallesen skabte den berømte figur Mathiesen med hinkestensbriller og den læspende udtale, som var med til at gøre revyen landskendt. ”Lige på en studsss” og ”Yesss, my boyssss.”

– Det var en vildt sjov tid. Jeg så meget op til min far som skuespiller og direktør, de blev kaldt ”Guldholdet,” og de revolutionerede revyen.

LÆS OGSÅ: Prinsesse Marie "Mit ægteskab har givet mig chancen for at gøre en forskel"

Tilbage i Aarhus

Som 21-årig blev hun selv optaget på Skuespillerskolen i Aarhus. Det var ikke klassikeren om en arv, der forpligter, der sendte hende dertil, men hun ”kunne ligesom bare ikke forestille mig andet,” som hun siger.

På det andet år kom tvivlen på egne evner, og Trine Pallesen fandt hjælp hos dels den jungianske terapeut og dels i naturen. På fridage travede hun hele den lange vej fra Risskov til Marselisborg – uden noget andet formål end bare at være. Tilbringe en dag i sine tanker. Kigge på den flade, endeløse udsigt og høre bølgerne skvulpe mod vigen. Og når det blev mørkt, sprang hun på en bus eller travede hele vejen tilbage igen.

– Det var min måde at være i kontakt på, jeg snakkede ikke med nogen, men jeg var i livet. Jeg var og er dybt afhængig af skoven, af havet, af udsynet og af ensomheden i det også. Måske fordi ensomheden giver mig selv lov til at have det, som jeg har det, siger hun.

På en måde er en cirkel sluttet. For i dag – 20 år senere – er hun igen tilbage i Aarhus for en stund. For at spille hovedrollen Kate i forestillingen ”Dans under høstmånen” på Aarhus Teater, og derfor foregår interviewet på teatrets café Hack en tidlig formiddag før dagens prøver.

Trine Pallesen ligner sig selv, med et ansigt som en Botticelli-engel, indrammet af en blond frisure og en passioneret gestikuleren. Hendes to børn bliver passet af deres far, Trines eksmand, i København, mens hun bruger hverdagen i Aarhus. Hun har bedt om fri hver fredag i prøveperiodens første fase, så hun får et længere stræk på tre dage hjemme hos børnene i København.

– Og på den måde adskiller jeg mig fra min far. Han siger tit: ”Du er klogere, end jeg var, når det gælder børn,” for jeg har valgt meget arbejde fra til fordel for mine børn. Nu tager jeg for eksempel fri om fredagen i dette prøveforløb for at kunne være hjemme tre dage i træk – jeg kan slet ikke huske, hvornår min far var hjemme tre hele dage. Jeg er sikker på, at det gør noget godt for mit forhold til børnene, at de kan mærke, de bliver prioriteret.

LÆS OGSÅ: "Jeg besluttede at afslutte karrieren lige der"

Temperamentsfuld

Inde i Trine bor en rapkæftet sømand. Med brovtne, skalpelskarpe udmeldinger. ”Luk røven!” og ”Kom nu videre, for satan!” kunne hun de første mange år i sin karriere sige til en kollega, der for eksempel tog for meget prøvetid under arbejdet med en forestilling.

– Jeg fylder meget som menneske, på godt og ondt, og i mange år af mit liv var jeg sådan ”No bullshit, jeg gider ikke pakke alt det lort ind, kan vi ikke bare sige det, som det er?” Det var jeg opvokset med, men jeg kunne godt mærke, at det ikke var alle, der brød sig om den måde, jeg talte på. De blev vrede på mig eller bange for mig, men mit fokus var på at lave en god forestilling og ikke på, om jeg sårede nogen. I dag kan jeg godt se, at jeg talte grimt, men jeg mente det aldrig ondt, siger hun.

Det var under en optrapning til konflikt med en medspiller i forestillingen ”Thor” på Det Kongelige Teater i 2006, at Trine Pallesen opdagede et alternativ.

– Min kollega gik mig voldsomt på nerverne, og sådan lidt ud af det blå gik det op for mig, at man kan sige ”luk røven” på en anden måde. Jeg forsøgte med: ”Det kan jeg rigtigt godt forstå, du siger, har du lyst til, at vi prøver det her?” Og det havde en helt anden virkning. Vi løste det og blev kreative. Det var en ahaoplevelse, og jeg var helt høj under resten af prøveforløbet.

Trine Pallesen er kommet i en alder, hvor spor fra et liv sætter sig i fine linjer i ansigtet, og hvor jævnaldrende kvinder kaster sig ud i skønhedsoperationer og botoxindsprøjtninger.

– Jeg kan sagtens have det sådan ”Ej. Hvor ville jeg ønske, jeg havde nogle store, flotte bryster”. Men det har jeg ikke. Så kan jeg vælge at få dem lavet, eller jeg kan vælge at kigge på mine egne og sige ”De er sgu egentlig ret søde”. For hvor langt skal man gå for at lave sig selv om? Hvor meget skal man lade som om? spørger hun retorisk.

– Det ser jo mærkeligt ud, når kvinder har fået strammet ansigtshuden eller forstørret læberne. For det følges jo ikke ad, for fanden. Kan de da ikke se det? Det er en illusion, at man bliver smuk af det, råber hun efterfulgt af et rungende: Hvorfor? og derefter, helt nede fra fødderne, rundet af et kraftfuldt tryk fra mellemgulvet: – HVORFOR gør kvinder det?

– Jeg har veninder, som giver mig så lidt ret og synes, jeg er latterlig, fordi jeg ikke vil få gjort det, man kan. ”Så få dog lavet de der store patter, du snakker om dem hele tiden,” siger de. Ja, det er mit issue, jeg snakker om dem, fordi jeg ville ønske, jeg havde sådan nogle serveringsbakker, siger hun og svinger et par imaginære bryster op på bordet.

– Men derfra og så til at beslutte sig for at gøre det, synes jeg, der er en afgrund. Jeg vil stadig vide, at det er noget, jeg har fået lavet kunstigt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at være mig. Jeg ville lade som om, og jeg har aldrig været god til at lade som om.

Bliver bedre til knubs

Hendes børns far, filmfotografen Bo Tengberg, mødte Trine Pallesen under optagelserne til tv-serien Rejseholdet. Han var egentlig kun med under optagelserne til tre afsnit, men det var nok. Sammen fik de først sønnen Sylvester i 2003, året efter Mathilde og året efter igen gik de fra hinanden.

– Jeg er et enormt monogamt menneske, jeg elsker tosomheden og er sikker på, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Derfor havde jeg aldrig forestillet mig, at vi skulle gå fra hinanden. Jeg rasede over, at han forlod mig, hvad fanden skulle han det for?! siger Trine Pallesen og smiler ved sin næste sammenligning: – Men jeg er rugbrød, og Bo er en croissant – hvem vil undvære nogen af delene? De er fine supplementer til hinanden, men jeg ville bare være blevet ved, siger hun med tryk på sidste ord og hamrer en knyttet hånd i bordpladen.

– Jeg er sådan en fighter. Det vred rundt i mig og var stik imod min natur at bryde et parforhold. Året efter kunne jeg vågne op om morgenen og tro, at vi stadig var sammen, men efter fem år forlod jeg Bo indeni. Til sidst kunne jeg godt se, at det var det rigtige, men nogle gange er det rigtige jo også røvhamrende smertefuldt, siger hun.

Flere folk i omgangskredsen havde svært ved at forstå, at det skulle tage hende fem år at komme ovenpå.

– Mit apparat er så dårligt til at lyve over for mig selv, så jeg kan ikke lade som om, jeg er kommet videre, hvis jeg ikke er det. Alt det med eftertænksomhed og dvælen ved tingene strider imod vores samfund, hvor alt skal gå lynhurtigt, og man er gift med en anden efter et halvt år. Dengang ville jeg ønske, at man stadig gik med sørgebind som i gamle dage. Indtil sorgen har bundfældet sig. Det handler om at respektere, at ting tager tid. Men desværre er det usexet at sørge, det er usexet at være ulykkelig. Men så må man sgu tage den selv. Eller gå i et terapeutisk rum. Man må afsætte tid til at sørge, siger Trine Pallesen, som dengang lavede ”små øer” til sig selv – for eksempel tog hun alene i sommerhus.

– Der kunne jeg få lov til at lade regnens dråber falde på mig og mærke, at jeg var ulykkelig. Det hjalp lidt efter lidt. Og i det hele taget bliver jeg bedre og bedre til at tåle livets knubs. Jeg synes, jeg har taget mange. Men til gengæld har jeg også fået rigtigt mange gaver – mest af alt jo børnene, og i dag har Bo og jeg et meget stærkt venskab. Der var engang en klog dame, der sagde til mig, at man får de knubs, man kan tage – fra noget højere, fordi man lærer af det, og fordi ens sjæl bliver klogere. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at man ikke dør af ulykkelig kærlighed. Taknemmelig over små ting

Selvfølgelig har der været mænd i Trine Pallesens liv siden bruddet med sine børns far. Men i dag er hun alene og er – helt bevidst – ikke på nogen offensiv jagt.

– Jeg tror da stadigvæk på, at der kommer en kærlighed til mig på et tidspunkt, som kan give mig ro. Jeg tror på, at det kommer, når jeg er parat. Jeg behøver ikke at lede efter det, siger Trine Pallesen, og forklarer, at hun har noget at arbejde på, når det kommer til kærlighed.

– Det med at bevare sig selv i et parforhold er røvhamrende vigtigt og røvhamrende svært. Det har været et problem både for mig og mine partnere i mine forhold. Så ser man pludselig sig selv stå nede i supermarkedet og glemme, hvilken kaffe man egentlig bedst selv kan lide, fordi man kun har tanke på sin partner. Jeg skal lære at se mig selv som en hel person uden en mand, lære at huske på, hvad jeg selv har lyst til. Ellers bliver det sådan noget blæver. Man glider for meget sammen med sin partner, og det har været min store hurdle i kærlighed indtil nu.

Trine Pallesen har holdt livet åben for sceneskift. Og der har været et par stykker. Men lige så mange melankolske kulisser hun har levet i, lige så meget lethed og glæde har der været, forklarer hun.

– Jeg kan blive dybt taknemmelig over, at solen står op. Da min datter blev født, havde hun en tarmsygdom, så i dag kan jeg blive taknemmelig over at se hendes lort. Det lyder jo åndssvagt, men jeg er taknemmelig over små ting. Lige så tungt og hårdt mit liv kan være og har været i perioder, lige så mange lyse perioder har jeg. Min grundfølelse af at være alene har jeg stadig, men i dag hviler jeg i det. Det er menneskets grundvilkår at være alene, men jeg har nok fundet ud af, at der ikke nødvendigvis er noget ensomt ved at være alene. Ensomhed handler om en følelse af at være adskilt fra andre mennesker, og en følelse af ikke at høre til i verden. Jeg har nære venner, en dejlig familie, og jeg føler, jeg hører til, men jeg føler mig også alene. Det er ambivalent, men det er også helt okay. Og sådan som mit liv er lige nu, er faktisk…

Hun leder mellem ordene, før hun vælger: – fuldstændigt vidunderligt!

LÆS OGSÅ: Lise Rønne: Unge pigers kropsidealer er ikke mit ansvar