Urban gardening: Storbyjunglens muligheder

"Man dyrker ikke alene jord i byen for at få grøntsager til sig selv – det er også et statement"

Haveeksperten Signe Wennebergs bog "Spis din have" om urban gardening er blevet kåret til årets bedste bog om mad i 2013. Her giver hun en forklaring på, hvad tendensen egentlig dækker over, og hvor udbredt det er i Danmark.

– Urban gardening og urban farming er ikke alene "byhave" og "byhavelandbrug", som det måske kan oversættes til. Det er en stor global bevægelse, som gør almindelige mennesker til græsrødder og aktivister. Man dyrker ikke alene jord i byen for at få grøntsager til sig selv – det er også et statement og en måde, hvorpå man kan engagere sig i klimakrisen på en meget aktiv måde. Man ønsker slet og ret at gøre noget lokalt – dyrke lokal mad, hente fisk op af havet, få æg fra sine egne høns – fordi der er en global klimakrise, transportkrise, fødevarekrise, sundhedskrise, finanskrise og urbaniseringskrise. Det sidste handler om, at vores byer bliver større og større og at flere og flere mennesker bor i byerne, forklarer Signe Wenneberg.

I Danmark bor 86 procent af befolkningen i byerne. På verdensplan er det 60 procent, et tal, der om få år vil være oppe på 80 procent, siger Signe Wennerberg og forklarer, at problemet er, og i stigende grad bliver, transporten af fødevarer fra land til by. Derfor er der et helt konkret incitament for at producere madvarer i byerne, men urban gardening og urban farming har også nogle sociale aspekter, der i den grad er med til at skabe et bedre medmenneskeligt miljø, siger Signe Wennerberg.

– I andre lande, hvor urban gardening-bevægelsen er længere fremme en herhjemme, er der ofte en høj grad af social bevidsthed forbundet med den. Man bruger havebrug som terapi for krigsveteraner, og man deler mad ud fra community gardens i byerne, også til dem, der ikke er med til at dyrke, måske fordi de er gamle eller handicappede. Der er også tit fælleshuse i form af drivhuse eller halmballehuse. For det her handler ikke om lyserøde blomster og selviscenesættelse via havebrug. Det handler om mad.

Hvor udbredt er det i Danmark?

– Alle taler om det. Jeg har holdt en masse foredrag allerede i år, og der er en enorm interesse. Min bog om urban gardening er blevet kåret til årets bog om mad i 2013. Men det er først nu ved at blive udbredt.

Fælleshaven

"Vi vil vise vores børn, at gulerødder ikke vokser nede i supermarkedet i plastikposer"

36-årige Anna Marie Bramsen bor på Vesterbro med kæresten Adam og deres to børn. De er medlemmer i Ottilias Have, der er en fælleshave for områdets beboere. Grønne fingre har de ikke. Til gengæld har de en stor lyst til at være en del af et fællesskab. Og til at vise deres børn, hvor maden kommer fra.

Barnevognen triller lige så stille ind på det indhegnede område. Selvom de nærmeste naboer er høje industribygninger, skærmer de ikke for solens stråler, som rammer Ottilias Have: En fælleshave, der er et vesterbrosk' projekt og ligger i Carlsberg Byen i København, og som Anna Marie Bramsen, hendes kæreste Adam og deres to børn, Agnes på 10 måneder i barnevognen og Freja på fire år, er med i.

Det var på Facebook, at Anna Marie hørte om projektet. En ven, der var med i fælleshaven, skrev en statusopdatering, hvor han nævnte Ottilias Have.

– Jeg syntes, det lød rigtig spændende. Vi er sådan nogle, der har vindueskarmen fyldt med chiliplanter. Og vi kunne egentlig godt tænke os en have, men vi synes ikke rigtigt, at vi kan kombinere det med, at vi også rigtig godt kan lide at bo på Vesterbro.

Familien lagde hurtigt billet ind på en plads i fælleshaven, og sommeren 2013 er deres første sæson som medlemmer i Ottilias Have.

LÆS OGSÅ: Danske kvinder føler sig pressede

Fællesskabet er vigtigt

Man er fælles om forpligtelserne i haven på Vesterbro. Det koster 500 kroner om året at være med, og fremtidsplanerne er klare. Der skal være både drivhus og pavilloner, hvor der dyrkes forskellige grøntsager og planter. Der er bistader, der skal resultere i honningproduktion. Derudover har medlemmerne deres egne kasser. Her er der "fri leg", og Anna Marie Bramsen vil bl.a. dyrke gulerødder i sine. Det er der en helt speciel grund til.

– Vi vil vise vores børn, at gulerødder ikke vokser nede i supermarkedet i plastikposer.

Men det er nu ikke kasserne til egenproduktion, der trækker mest. Hverken Anna Marie eller hendes kæreste kan skrive "grønne fingre" på cv'et under spidskompetencer. Det er derimod lysten til at være med i et fællesskab, der lokker.

– Man kommer hinanden ved, så man ikke bare sidder i hver sin lille boks. Man laver noget sammen. Derudover er vi med til at skabe et nærmiljø, som vi selv kan lide at være i. Så det hele ikke bliver kæmpe kontorbygninger eller fancy lejligheder til mange millioner kroner.

Hvis familien havde en kolonihave, havde det været deres eget ansvar, om hækken var klippet eller blomsterbedet luget. I fælleshaven står de til regnskab over for resten af medlemmerne. Men det generer ikke Anna Marie.

– Vi skal nok bruge en del timer i hver eller hver anden weekend. I hvert fald i højsæsonen. Men det er jo i stedet for at sidde på cafe eller spille bold nede i gården. Så har vi en aktivitet, vi kan gøre sammen som familie, hvor vi forhåbentlig også lærer nogle andre at kende, som vi kan lære noget af.

Kolonihaven

"Det er ligesom at komme på ferie, hver gang man kommer hjem fra arbejde"

I Viby ved Aarhus ligger haveforeningen Engvang. Her bor 29-årige Louise Pedersen i en kolonihave i sommerhalvåret med sin kæreste Anders. Selvom det er parrets hjem en stor del af året, er hverdagens pligter langt væk, når arbejdsdagen er omme, og de åbner havenlågen til "Unga Bunga".

På Lærkevej i kolonihaveforeningen Engvang i Viby ved Aarhus ligger "Unga Bunga". Det er navnet på det kolonihavehus, Louise Pedersen bor i sammen med sin kæreste Anders. De købte kolonihaven, fordi de ville "have lidt natur", og det var et billigt alternativ til at købe hus og have uden for byen. Men den natur, de fik, var noget helt andet end den, Louise kender fra sin barndom.

– I Hvide Sande, hvor jeg kommer fra, er der kun marehalm. Så her var første gang, jeg prøvede noget med havearbejde. Jeg har skullet lære helt fra grunden, hvordan man gør med jordbær, hvordan de skyder osv. Det er vildt hyggeligt at finde ud af, at man faktisk kan få noget til at gro.

I dag dyrker Anders og Louise jordbær, salat, bønner, squash og gulerødder i haven.

Kolonihaven er et frirum

I løbet af sommermånederne bor kæresteparret på Lærkevej. Deres lejlighed inde i centrum af Aarhus har været fremlejet, så "Unga Bunga" er mere end bare et kolonihavehus. Det er deres hjem.

– Det er sådan et frirum. Det er ligesom at komme på ferie, hver gang man kommer hjem fra arbejde. For det er bare så småt, hyggeligt og anderledes end at komme hjem i lejligheden.

Anders og Louises venner synes også, kolonihavehuset er et hit, og når parret holder fest, er som oftest adressen på kolonihaven, der står på invitationerne.

– Om sommeren er det hyggeligere, at man kan være udenfor og kan grille. Selvom vejret ikke er helt godt, så har man stadig muligheden. Huset ligger også så tæt på byen, at folk ikke skal køre langt for at komme herud. Og så kan man vi lave salat af vores egne råvarer, siger Louise.

Grøntsagsproduktionen er vokset, siden parret overtog kolonihaven. Men det er ikke den eneste gevinst ved kolonihaven.

– Det er lige så meget på grund af frirummet. Grøntsagerne er en ekstra bonus. Hvis vi boede i lejligheden, ville jeg højest dyrke krydderurter i en altankasse.

Gårdhaven

"Når jeg siger, vi dyrker gulerødder nede i gården, er der mange, der spørger, 'kan man det?'"

Selvom 41-årige Janne Toft Jensen bor på 3. sal på Østerbro i København, afholder det hende ikke fra at dyrke grøntsager. Lejlighedens vindueskarme og gårdhaven bliver taget i brug, og på sidelinjen står sønnen på 8 år og hepper. For når man selv har været med til at dyrke grøntsagerne, bliver de automatisk sjovere at spise.

Tomater. Det var det første, Janne Toft Jensen såede, da hun gik i gang med projektet: "Hvor meget have kan man få, når man bor på 3. sal uden altan på Østerbro i København?". Det var i begyndelsen af 2012. I dag er der planter i alle vindueskarme i lejligheden. Nede i gårdhaven er samlingen af potter vokset. Og på bloggen Storbyhaven.dk bliver de spirende grøntsager og planter løbende dokumenteret.

– Jeg har altid haft en idé om en have. Men min søns far og jeg var gået fra hinanden et par år før, og min søn og jeg var flyttet her til Østerbro. Jeg kunne se, at jeg ikke kom ud i det store hus med have.

I stedet for at se situationen som en begrænsning, valgte Janne at tage udfordringen op.

Tomat, tomat og atter tomat

Den 28. august 2012 postede Janne et indlæg på sin blog. Med overskriften "Tomater i lange baner" og et billede, der viste en lang række cherrytomater, blev projektets første succeshistorie foreviget. I dag er produktionen udvidet og indeholder både pebre, agurker, radiser, salat, gulerødder, bønner, jordbær, rødbeder, spiselige blomster og ærter. Alfred, Jannes søn, er også begejstret for "havens" udvikling. Det var ham, der meget stringent lagde tomaterne klar til "fotoshoot" på køkkenbordet for et års tid siden.

– Det har vist sig at være et fantastisk projekt i forhold til at have et kræsent barn. Den tomat, man har gået og kigget på, var først en blomst, så var det en grøn tomat, og så blev den rød. Den kan man ikke lade være med at smage på.

Ud over Alfreds voksende entusiasme har Janne kunnet mærke en øget interesse fra naboerne. Kampen om pladserne til krukkerne i gården er vokset. Der er flere læsere på bloggen, og til efteråret får Janne mulighed for at give endnu flere byboere jord under neglene.

– Jeg skal undervise på FOF med aftenskolekurset "Køkkenhave i byen", som starter i november og kører frem til næste sommer. Hvis man er nybegynder, er der rigtig mange, som ikke aner, hvor de skal starte. Når jeg siger, vi dyrker gulerødder nede i gården, er der mange, der spørger "kan man det?" Ja, det kan man.

– Der er sket meget i de seneste år. Tanken om at få by og land til at glide mere sammen, er en god udvikling, synes jeg. Selvom man bor på 3. sal på Østerbro, så behøver man ikke være fremmedgjort over for naturen. Det kan sagtens kombineres og give mening.

LÆS OGSÅ: Kvinder koster samfundet dyrt