27-årige Victoria vil ikke arbejde 37 timer om ugen: ”Nogen bliver nærmest lidt mistænksomme”
Som barn rakte hun hånden op, hvis der var noget, hun ikke syntes gav mening. I dag rækker jurist Victoria Sobocki stadig gerne hånden op, bl.a. når hun sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal arbejde 37 timer om ugen. Selv går hun benhårdt efter et fleksibelt arbejdsliv – og drømmer om, at vi allesammen bliver mere bevidste om, hvad vi egentlig bruger vores tid på.
Når Victoria drømmer om sit fremtidige liv, så ser hun en familie for sig. Og et arbejdsliv, der måske er fire dage om ugen og med frihed til at komme ind på kontoret, når hun vil, og når opgaven kræver det.
"Mit drømmejob er fleksibelt og skiftende. Jeg håber i det hele taget, vi begynder at se lidt mere holistisk på vores arbejdsliv, og jeg tror, vi er på vej væk fra tankegangen om fem dage om ugen fra 8-16.
For hvorfor skal man arbejde mandag/tirsdag, hvis man hellere vil arbejde lørdag/søndag. Eller hvorfor skal man arbejde om morgenen, hvis man er mere produktiv efter kl. 10?"
Victoria Sobocki løfter øjenbrynene i et spørgsmål og lader det hænge et øjeblik i KUA’s højloftede haller.
For den 27-årige jurist er det ikke noget nyt at stille spørgsmål ved konformitet og faste rammer. Det har hun gjort hele sit liv. Lige siden hun som barn begyndte at spørge sine polske, katolske forældre om, hvorfor de egentlig gik i kirke, og ikke godtog svaret om, at det gjorde de, fordi deres forældre havde gjort det.
Annonse
"Vi skal turde stille spørgsmål, for hvorfor skulle vi gøre noget som robotter uden at tænke over det? De rammer, vi har sat for vores arbejdsliv, er jo noget, vi mennesker selv har bestemt. Det er ikke nogen naturlov. Og jeg er glad for, at COVID-19 sparkede mere liv i den debat, for det trænger arbejdsmarkedet virkelig til."
Masser af afslag
Victoria kigger ned i sine papirer. Hun har printet et par sider ud fra håndbogen på sit arbejde og understreget ord som work agility, flexible working hours og Happy Parents package.
I går stod hun op og åbnede computeren hjemme fra lejligheden på Amager, i dag er hun på fra kontoret, og i morgen arbejder hun hjemmefra igen. For i jobbet som juridisk konsulent i Privacy-afdelingen hos Deloitte er rammerne fleksible.
Hvis man har et kundemøde, tropper man naturligvis op, men sidder man med et Excel-ark, der lige så godt kan klares hjemmefra, gør man det. Uden at skulle spørge sin leder om lov, så længe det passer til opgaven og kunden.
"Den nye managing partner i Deloitte Risk Advisory, Tinnamaria Marlou Larsson-Bertelsen, arbejder med spirituelt lederskab og har bl.a. indført meditation og feedbackmodel, som tilsammen understøtter den holistiske ledelsesfilosofi, som jeg er rigtig glad for."
Victoria smiler. Hun elsker sit job i det store konsulenthus. Men det har ikke været nemt at finde. For allerede da hun blev færdiguddannet jurist i oktober 2021, opdagede hun, hvordan det var som at løbe hovedet mod en mur, når man ytrede ønske om at arbejde mindre end 37 timer om ugen.
Annonse
"Jeg skrev i mine ansøgninger, at jeg var interesseret i deltid. Mange hørte jeg slet ikke fra, og mange skrev tilbage, at de kun var interesserede i folk, der kunne arbejde fuld tid. Det undrede mig, at jeg var en af de eneste i min branche med de ønsker."
Victoria trækker på skuldrene, for det slog hende ikke ud. Hun bed sig fast, og til sidst landede hun et job hos Deloitte. På tre dage om ugen – efter en forhandling, hvor de undrede sig over, at hun gerne ville på deltid.
"Nogen bliver nærmest lidt mistænksomme, når man siger det. Og nogen har også spurgt, om det er fordi, jeg har et job ved siden af. Men det er jo netop, fordi jeg bare gerne vil have mere tid og overskud."
Lige for tiden er Victoria dog på fuld tid, fordi et projekt krævede det. Men hun er i dialog med sin leder om at komme ned i tid igen. For hun kan tydeligt mærke forskellen.
Annonse
"I begyndelsen, da jeg gik på fuld tid, var jeg ret træt. Jeg følte næsten, jeg mistede en del af mig selv. Jeg føler stadig, jeg mangler det overskud, jeg havde før, men det er blevet bedre, og det hjælper, at jeg kan arbejde hjemme. Så føles det ikke helt på samme måde som ”en kontordag”.
Men i fremtiden vil fire dage helt sikkert være et godt kompromis for mig. Men det er ikke det samme for alle. Jeg kender flere, der møder fysisk ind hver dag, og jeg respekterer selvfølgelig, hvis det er sådan, det fungerer bedst for dem."
Memento Mori
Victoria griber ind under sit grafiske halstørklæde og viser et sølvsmykke frem, hun bærer om halsen. Ankh-korset er et egyptisk symbol, der repræsenterer livets nøgle og har form som et kors med en slags håndtag.
Victoria har lige fra barnsben elsket egyptisk mytologi, og livets nøgle minder hende om, at tiden er det mest dyrebare, vi har. Også det latinske Memento Mori – ”Husk, at du skal dø” – har hun med sig i baghovedet. I sit arbejdsliv og i sit liv i det hele taget.
"Tiden er det mest værdifulde, vi har. Og hvis du gav mig én million kroner nu, mod at jeg mistede 10 år af mit liv eller mod, at jeg havde en masse nætter, hvor jeg lå søvnløs med stress, ville jeg ikke tage imod dem."
For Victoria er det egentlig ikke, fordi tiden skal bruges til noget bestemt. Den skal bare bruges til at være. Sammen med venner, familie eller katten Laika. Eller bare med en podcast eller god musik i ørerne.
"For mig betyder det meget at have kvalitetstid. Tid, hvor jeg ikke farer fra det ene sted til det andet. For hvis man hele tiden er i gang med at pendle til job, skal købe ind eller hente børn, så går tiden bare. Jeg vil gerne være bevidst til stede dér, hvor jeg er."
Og netop fordi tid er vigtigere end f.eks. penge, har hun også været heldig at kunne sidde billigt i en andelslejlighed, ligesom hun ikke er storforbruger af materielle ting. Er hendes tøj eller møbler gået i stykker, reparerer hun det, hvis hun kan. Og meget ”nyt” finder hun på DBA eller i genbrugsen.
"Det er ikke arbejdslivet, der er det vigtigste for mig. Jeg er så meget andet end jurist. Jeg er en veninde, en datter, en søster, en kollega – et menneske. Jeg er i det hele taget mere optaget af, hvem folk er, end af hvilken jobtitel, de har. Jeg går ikke op i status og penge. Så længe man har, så man kan klare sig, er penge nice to have, men ikke need to have."
Skræddersyet fremtid
Når nogle i Victorias omgangskreds taler om, at de synes, det er cool at sidde længe på kontoret, lægger hun således heller ikke skjul på, at hun er lodret uenig.
"Jeg synes ikke, det er ”sejt” at sidde på kontoret til kl. 20 hver dag. Medmindre det er det, der gør én glad og tilfreds med projektet, og man ikke bare gør det, fordi man kører på autopilot."
For det afgørende for Victoria er, at vi hver især forsøger at skabe os det arbejdsliv og det liv, der gør os lykkelige. Og det er ikke det samme for os alle. Men det er vigtigt, at vi taler om det, og tør stå ved, at vi er forskellige.
Og Victoria har altid været helt sin egen. Lige siden hun byggede sit eget legetøj hjemme på børneværelset, hvor riskiksæsker blev forvandlet til kameraer og Barbiedukker til cyborgs.
"Jeg har altid bare været mig selv, og siden sjette klasse har jeg stillet spørgsmål, hvis tingene ikke gav mening for mig. For hvorfor skal jeg sidde på kontoret 8-16 fem dage om ugen, hvis ikke opgaven kræver det?"
Victoria smiler. Indenfor de seneste år har hun oplevet, hvordan det at tage bladet fra munden bl.a. i artikler i Uniavisen, Djøfbladet og Karnov K-News kan virke forløsende for nogle og provokerende for andre.
Én gang faldt en studerende hende således om halsen med tårer i øjnene, da hun havde udtalt sig om eksamensangst og perfektionskultur på jurastudiet. Og for nylig blev hun rost af en prominent erhvervskvinde til et arrangement om work-life-balance for at stå ved sine ønsker til det moderne arbejdsliv.
"Nogle har kaldt mig frontløber i work-life-balance-debatten, hvilket jeg synes er lidt vildt, for jeg siger jo bare, hvad jeg mener. Og der er jo efterhånden rigtig mange, der taler om det her.
Men Victoria har også oplevet negative reaktioner i kølvandet på opslag på sociale medier.
"Så skriver folk f.eks. sådan noget med ”luddovne unge”, ”hun vil nok være CEO på deltid” eller ”hun kommer fra en rig familie”. Men intet af det er tilfældet."
Victoria ryster på hovedet. Hun ved naturligvis godt, at det ikke er indenfor alle brancher, at øget fleksibilitet er lige realistisk eller ønskværdigt. Det er jo ligesom, hvis man prøver at lave et par bukser, der skal passe til alle. It’s not gonna work. Alligevel er hun overbevist om, at når vi ser tilbage på vores arbejdsliv om ti år, vil det have forandret sig.
For hun fornemmer, at hendes generation og generationen efter hende stiller nogle helt andre krav til fleksibilitet end tidligere generationer.
"Jeg tror, vi vil se tilbage og tænke, hvor uhensigtsmæssigt det var, og spørge os selv, hvorfor vi arbejdede på den måde. For hvis alt andet i vores liv er skræddersyet til hver enkelt – vores Netflix, vores kost, vores medicin – hvorfor
skal vores arbejdsliv så ikke også være det?"
”Vi skal finde balancen i det fleksible arbejdsliv”
Kommuner og private virksomheder kører forsøgsordninger med 4-dages arbejdsuger, folk tjekker ud af hamsterhjulet, og den første 30-timers-overenskomst er landet. Forandringen af vores arbejdsliv er i gang, siger ekspert i det bæredygtige arbejdsliv.
"Alle de forskellige tiltag, vi ser i denne tid, hvad enten det er 4-dages arbejdsuge, hjemmearbejde eller fleksibilitet på anden måde handler om, at vi ønsker en form for medbestemmelse i at organisere vores eget liv og arbejdsliv."
Lise Dahl Arvedsen er Ph.d. i ledelse og organisation, foredragsholder med fokus på det bæredygtige arbejdsliv og forfatter til bogen 'Snart griner vi af 8-16-jobbet'. Og hun ser mange grunde til, at der er opstået en bølge, som godt nok ikke er ny, men som for alvor fik samlet kraft under pandemien, og som nu skyller ind
over landets arbejdspladser.
"Vi lever et meget mere flerfacetteret liv i dag, vi har forskellige familiekonstellationer, og i det hele taget er der en diversitet i vores tilværelse, som et 8-16-job har svært ved at imødekomme. Så flere og flere mennesker og organisationer siger stop – for stress, for meningsløse opgaver, og for urealistiske målsætninger. Især yngre generationer ønsker refleksion, rummelighed og respekt."
Men det er ikke en forandring, der sker overnight. Og Lise Dahl Arvedsen kalder det, som er i gang, for en evolution, snarere end en revolution.
"Det arbejdsliv, vi har i dag, har jo rødder tilbage til industrialiseringen, hvor man stemplede ind og stemplede ud på fabrikken, og derfor er der heller ikke noget quickfix. Det handler om at skabe en kultur og nogle kompetencer, der understøtter nye, mere fleksible måder at indrette arbejdet på." Og ifølge Lise Dahl Arvedsen kræver det mod både af ledere og af medarbejdere at se på de rutiner, der måske er kommet til at køre på autopilot.
"Måske har man holdt møde tirsdag formiddag kl. 10 i de sidste ti år. Men det kan jo godt være, at det ville fungere bedre at holde en halv times møde torsdag eftermiddag i stedet for. Det handler om, at hver enkelt arbejdsplads skal kigge på, hvad der giver mening for dem, gennemgå organisationen for rammer, der strammer, og ikke bare gøre, som de altid har gjort. Man skal simpelthen, gå op på balkonen og kigge ned på sin hverdagspraksis for at kunne få øje på de forandringer, der måske er brug for," siger Lise Dahl Arvedsen.
"Nogle gange har man måske ikke brug for det, man troede. Så det kræver løbende dialog mellem ledere og medarbejdere. Og det er også derfor, hverdagseksperimenter er vigtige. Så kan man prøve noget af i kortere eller længere tid og se, om det fungerer, inden man implementerer det f.eks. i en stor virksomhed."
Lise Dahl Arvedsen oplever hver dag, hvordan arbejdspladser lykkes med at finde nye former for organisering. Også steder, hvor man skulle tro, det var umuligt.
Som for eksempel i en tandplejepraksis, hvor mange tænker, det er en naturlov at have åbent 8-16, men hvor organisationen spurgte medarbejderne, hvad de ville gøre, hvis de helt selv kunne bestemme. Og hvor resultatet faktisk blev, at de endte med at have åbent fire en halv time ekstra om ugen. Samtidig med, at alle følte, de havde haft medindflydelse.
"For mig er det essensen af, hvad fleksibilisering er. Og ja, jeg kan godt lide at lave fleksibilitet om til et verbum, for det er noget vi gør sammen."
Men det er vigtigt for Lise Dahl Arvedsen at understrege, at større grad af fleksibilitet ikke er det samme som grænseløshed. Og at der også kan være udfordringer med nye måder at indrette arbejdslivet på.
"Fleksibilitet er ikke grænseløshed, hvor det hele sejler. Og det kommer ikke uden omkostninger. For mange ledere oplever et kontroltab, ligesom medarbejdere kan opleve det stressende, når organisering og grænser skal redefineres. Men det handler om at finde en balance, og det er kun dem, der samarbejder, som kan finde den. Og så handler det om altid at have opgaven i centrum."
