Anders Lund Madsen havde én betingelse, hvis kæresten ville have børn

Anders Lund Madsen har i omegnen af en milliard ulæste beskeder på ForældreIntra. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men taget i betragtning, at det i hvert fald er seks år siden, han sidst har besøgt folkeskolens digitale beskedcentral - eller været med til et forældremøde, for den sags skyld - er det nok ikke skudt helt ved siden af. Men Anders Lund Madsen HAR taget sin tørn, hvad den slags angår, og i øvrigt handler forældremøderne alligevel altid om det samme:

– Om alkoholpolitik, lejrskoler i 7. klasse og den slags. Og jeg gider det ikke.

Anders Lund Madsen gav derfor sin kæreste, Karin, klar besked, da de var blevet kærester. Hvis hun ville have børn med en mand, der i forvejen havde tre børn fra et tidligere ægteskab, skulle hun tage sig af ForældreIntra og forældremøderne. Fritagelse fra lige netop den del af børneopdragelsen var hans eneste betingelse, og således begav parret sig for fem år siden ud i en familieforøgelse, der ville give de fleste andre forældre både sved på panden og pladsproblemer i Berlingoen. De tre børn blev til fire, siden til fem, og i begyndelsen af august sidste år fødte Karin parrets tredje fælles barn, datteren Fri. Lige netop denne formiddag på Østerbro ligger Fri derhjemme med feber, og som de fleste nybagte forældre sikkert kan nikke genkendende til, er der ikke noget, der kan spolere overskuddet som et feberramt spædbarn.

– Men sådan noget bliver jo også 60.000 procent nemmere, jo flere børn, du får. Alting er prøvet og oplevet. Om de så er syge, ulykkelige eller du bare står midt i en krise, der på en eller anden måde involverer et barn, så er følelsen af at miste kontrollen jo noget af det værste, du kan opleve som far. Men når du har seks børn, har du oplevet rigtigt meget, og alting bliver bare nemmere.

KAOS PÅ FEMTE

I slutningen af 80’erne, da Anders Lund Madsen var 26 år, fik han sit første barn, datteren Sofie My. Den Københavnske byfornyelse var i sin spæde ungdom, og hovedstaden var endnu ikke blevet til lukket land for unge, nybagte børnefamilier. Forholdende var langt fra optimale i den lille andelslejlighed på femte sal på Østerbro, hvor Anders’ lille familie huserede. Der var koldt vand i hanerne og lokum i gården, hvilket ikke just harmonerede med indholdet af de bøger om børn, den vordende far havde pløjet sig igennem i tiden op til fødslen.

– Dengang var mødrene indlagt i fire dage efter fødslen, og jeg brugte den tid på at hidse mig enormt meget op over det, der ventede os, når vi kom hjem. Jeg havde læst, at det var enormt vigtigt, at der var 28 grader i lejligheden, når man havde en baby, men det var altså svært at få en gammel lejlighed varmet op til den temperatur med petroliumsvarme.

Egentlig var det slet ikke meningen, at den unge journalistpraktikant på Ekstra Bladet og hans daværende kæreste skulle have børn. De troede faktisk slet ikke, at hun kunne blive gravid på grund af en ubehandlet omgang blindtarmsbetændelse fra barndommen. Men to blev ikke desto mindre til tre.

– Det var faktisk ubelejligt, eftersom vi begge var i gang med vores uddannelser. Det var kaotisk i starten, og jeg var ikke helt klar. Men på den anden side ved jeg heller ikke, om man nogensinde KAN blive klar til at blive forælder for første gang.

Efter en lettere kaotisk tid på femte sal, flyttede den lille familie ned i ejendommens stuelejlighed. Men selv om afstanden til førnævnte lokum i gården nu var kortere, blev den nybagte far nødt til at finde på en mere fremtidssikret toiletløsning.

Første skridt var at købe et tørkloset, som for de lykkeligt uindviede er en slags blanding mellem et campingvognstoilet og en blespand for voksne. Men det viste sig at være omtrent så uholdbart, som at rende ud i gården.

– Så jeg gik i banken for at låne penge, så vi kunne bygge et badeværelse i lejligheden. Det havde jeg jo aldrig prøvet før, det med at låne penge i banken. Som forælder var jeg nødt til at gå fra at være naturens muntre søn til at have en eller anden form for kontrolleret adfærd. Det var en meget stejl læringskurve. Men ret hurtigt viste det sig, at det slet ikke var så indviklet. Vi fik en datter, og hun var ret sød, men vi var alligevel ret chokerede. Det må vi have været, for der gik alligevel nogle år, før vi begav os ud i det igen.

PÅ FORNAVN MED VAGTLÆGEN

I 1996 fik Sofie My en lillesøster, Bjørk, og i 2001 fulgte sønnen Storm. Anders Lund Madsen betragtede dog langt fra sig selv som ekspert i at have børn. I bedste fald let øvet.

– Selv nu, hvor jeg har fået seks børn, bliver det stadig ved med at være mærkeligt. De er jo vidt forskellige, og derfor skal de også behandles forskelligt.

Alligevel fornemmer man en vis ro og indsigt af den slags, der først viser sig, når du kan strække dit faderskab ud over fire årtier, og da det første umiddelbare chok over pludselig at være blevet far havde lagt sig, fandt Anders Lund Madsen det, han kalder sin indstilling til at have børn. Og her kommer den feberramte Fri ind i billedet igen.

– Med mit første barn ringede jeg rigtig meget til vagtlægen. Det var vel stort set en gang eller to om måneden. Dengang var vagtlægen også noget nemmere at have med at gøre - der sad for eksempel en rigtig læge i den anden ende af røret – men det må have været røvirriterende for dem at høre på. Og der bliver man jo med tiden noget mere nonchalant. Når børnene får feber, har jeg jo efterhånden lært, at de som regel skal have masser af vand og tøjet af. Så går det hele nok. Men dengang var jeg vågen talløse nætter, hvor jeg sad og vågede. På den måde var der meget frygt forbundet med at blive far for første gang.

UDUELIGE PERLEPLADER

I dag er de to ældste flyttet hjemmefra og den tredje er på efterskole, så tilbage i rækkehuset på Østerbro er nu kun han og Karins tre fælles børn. Og deres barndom vil på mange måder være anderledes end deres halvsøskendes. Når Anders Lund Madsen en dag fylder 80, og ungerne en efter en rejser sig op for at holde en tale, vil de ældste fortælle, at deres far var sjov, hvorimod de tre yngste nok nærmere vil kalde ham for kedelig.

– Det bliver jo rutine, for fa’en. Jeg hidser mig ikke så meget op længere. Når de kommer med en tegning, og den ligner lort, har jeg nu sværere ved at sige, at den er rigtig flot, end jeg havde tidligere. For det er den jo ikke. Min evne til at lyve og sige, at noget er flot, er blevet meget værre. Og de der uduelige perleplader lærer jeg aldrig at elske. Og nu er jeg altså begyndt at sige det til dem.

Det handler ifølge Anders Lund Madsen om at differentiere sin begejstring, når børnene kommer med en tegning eller en eller anden sten, de har fundet ude i busken. At det er okay at sige til dem, at man gerne må gøre sig umage, og at ikke alle krusedulletegninger er lige imponerende. Det kan godt være, at den tankegang ikke går lige godt i hak med tidens bløde curlingpædagogik, som ellers ofte forbindes med lige netop den del af København, hvor Anders Lund Madsen bor, men det er da i det mindste noget mere pædagogisk end dengang, hans egen far lod som om, at han ringede til et børnehjem for at høre om de mon havde en ledig plads til sønnen, der vist havde nægtet at spise sine grøntsager.

– Det var meget skræmmende. Jeg kunne ikke selv finde på at gøre det mod mine egne børn, men det er jo en sindssyg effektiv måde at opdrage sine børn på. Jeg kunne godt tænke mig at være mere autoritær, end jeg er. Men jeg er også blevet mere autoritær i takt med, at jeg har fået flere børn. Mine yngste børn har fået skrappere regler end de ældste. Det er jo nemmere at bede dem sætte tingene i opvaskemaskinen, end selv at gøre det. Det bliver også nemmere senere i deres liv, når de ikke først dér skal til at lære at gøre det.

LAD BØRNENE LEGE I FRED

På samme måde gider Anders Lund Madsen heller ikke lege med sine børn. Det skyldes ikke dovenskab, blot, at han ikke mener, at det er hans opgave at rode rundt på stuegulvet sammen med børnene i et bjerg af LEGO-klodser eller Barbie-dukker.

– Jeg vil hellere være en far end en legekammerat. Jeg finder en meget stor tilfredsstillelse i ikke at skulle være mine børns kammerat. Jeg hader at lege med mine børn. Man kan gøre det en sjælden gang, men i dag har de voksne jo efterhånden møvet sig ind i legen i en helt ekstrem grad. Jeg ser forældre lege med deres børn på gaden hele tiden. Nogle gange er fædrene de mest pjattede. Han ved godt, at det meget nemt kan misforstås, at det nok kan tolkes som om, at man bare er ligeglad med ungerne. Så simpelt er det dog ikke. I frygt for ikke at være underholdende nok, ender vi forældre nemlig i Anders Lund Madsens øjne med at overtage de andre børns roller, hvis vi bruger alt for lang tid på at fjolle rundt på legepladsen.

– Man tager ansvaret fra barnet og giver det til sig selv, når man siger “det er mit ansvar at få dig aktiveret”. I mange år oplevede jeg, at børnene på min vej slet ikke var ude at lege med hinanden, eller også var det i sådan nogle forældrearrangerede playdates. Men det er som om, at de nu leger med hinanden igen. Det er fantastisk at høre, hvordan de større børn skoler og opdrager de små. Det er noget, du ikke kan lære af dine forældre.

Tiden er ved at være gået, og Anders Lund Madsen skal hjem til sin syge datter. Men han får ikke lov til at slippe for det spørgsmål, alle forældre sikkert har fået - også dem med seks børn i bagagen:

– Om jeg skal have flere børn? Seks børn er fint, jeg har ikke behov for at få flere. Men på den anden side bliver jeg også fascineret af tanken om at have syv børn.

Men er du ikke snart ved at have så meget erfaring som far, at du laver perfekte børn?

– Det har jeg tænkt hver gang, jeg har fået børn. Nummer seks ser nu også meget lovende ud. Men der kan jo gå alt muligt galt.